1 Evnen til at huske er ifølge Aristoteles udviklet af nogle levende væsner af sansningen. Af hukommelsen opstår mulighed for erfaring og senere for intellektuel forståelse, viden og fagkundskab.

Denne tanke er i forhold til Vandrer mod Lyset kun nogenlunde korrekt: Hukommelsen er rigtig nok afgørende for det at gøre erfaringer, men den skyldes hovedsageligt den astrale (og den åndelige) hjernes eksistens og virke. Uden disse ville mennesket bestandig møde verden og virkeligheden som noget helt nyt, idet en rent fysisk hjerne ikke ville kunne opbevare erindringer og dermed heller ikke erfaringer.

De ældste påtænkte oprindeligt at skabe mennesket kun af det molekylære mørke – altså også kun med en molekylær, fysisk hjerne – men den forfærdende korte levetid et sådant væsen ville kunne opretholde, overbeviste dem om det umulige – også i forhold til slægtens overlevelse – i en sådan skabelse.

Evnen til bevidst (intellektuel) tænkning er ikke fremkommet ved en langsom, evolutionær proces, sådan som Aristoteles synes at forestille sig det. Den skyldes derimod Guds skabelse af den menneskelige ånd, herunder menneskets tanke og vilje. Tanke og vilje er ikke evolutionære (bi)produkter, men er blevet til ved en guddommelig skabelse (længe efter at de ældste havde skabt de første mennesker. Disse var ikke i besiddelse af egentlig bevidsthed, hvormed jeg mener tanke og vilje. Dyrene er heller ikke i besiddelse af tanke og vilje; de har ingen ånd, men dog et astralt legeme og en astral hjerne).

Viden og fagkundskab er for Aristoteles teoretiske discipliner og rummer kendskab til tings og fænomeners årsager. Vægten er på det almene, hvorimod erfaring er knyttet til konkrete enkeltting uden teoretisk kendskab til årsager. Dette sidste må vi tænke at have fælles med dyrene.

Den erfarne ved at noget er tilfældet, ikke hvorfor; mens et menneske med teoretisk viden ved, hvorfor noget er tilfældet, men har måske problemer med at fastslå, at noget er tilfældet, med at omsætte teori til praksis, at gå fra det almene til det konkrete.

En fagperson med teoretisk viden opfattes som visere end en erfaren med praktisk og konkret viden; som igen anses for klogere end den blot sansende. Denne vurdering kan tænkes at være forankret i forskellen mellem mennesker og dyr.

Videnskabshistorisk opstod først de videnskaber, der var nødvendige til livets opretholdelse og forsvar, dernæst de videnskaber, som ikke var nødvendige hertil. De ikke livsnødvendige videnskaber opstod først, da mennesker – som de egyptiske præster – fik fritid.

De betragtende videnskaber, fx filosofi, regnes for finere end de frembringende (fx teknologien).

Vi kan med disse overvejelser tegne en i betydning stigende kurve: sansning-hukommelse-erfaring-teoretisk viden, idet vi dog husker de forbehold for modellen, der fremkommer ved indlæsning af Vandrer mod Lysets tanker og meddelelser.

2. Grundlæggende søger Aristoteles i metafysikken en videnskab om de primære årsager og begyndelsesgrunde (first philosophy); det han indledende og forsøgsvis kalder gud. Det er en ikke-frembringende videnskab, som er til for sin egen skyld, og ikke for noget eller nogen andens. Det er visdom, han søger, og en videnskab om det guddommelige.

Dette kan vi kun med Vandrer mod Lyset som baggrund bifalde. Gud er altings første årsag og drivende kraft i verden (den første årsag og begyndelsesgrund), og dette værk giver faktisk meget af det, Aristoteles eftersøger.

3. Aristoteles søger altså de første årsager og begyndelsesgrunde. Han opregner fire typer af årsager: 1) væsensårsagen; en tings værensbestemthed, 2) stoffet, 3) bevægelsen og 4) tilblivelsens hensigt, dvs det gode.

Af de tidligere filosoffer og deres tanker siger Aristoteles, at mange af dem regnede 2) stoffet for den primære begyndelsesgrund, at ting bliver til ved stoffet, og at ting igen opløses i stof; dvs de hævdede stoffets bevarelse eller konstans.

Som eksempel på denne tankegang nævner han Thales fra Milet, der af nogle regnes som filosofiens fader, og som mente, at vand er altings urgrund, idet – som han sagde – alting eller alt levende opstår ved fugtighed, og at vand udgør begyndelsesgrunden for fugtige tings natur. Vi kan måske her tænke på pattedyrs, herunder menneskets, måde at forplante sig på (kopulation og svangerskab; fosteret, der undfanges ved væsker, er omgivet af vand).

Aristoteles anfører mytologiske paralleller til opfattelsen af vand som det tilgrundliggende ved myten om Okeanos, Verdensstrømmen, og Thetis, havgudinden (eller havnymfen), som tilblivelsens ophav.

At stoffet er konstant (stoffets bevarelse), tror jeg også, der er hjemmel for i moderne videnskab, på samme måde som man i dag hævder energiens konstans, omend man siger, at al energi i universet til sidst vil blive omdannet til varme, hvorefter alt vil gå i stå (termodynamikkens 2. lov, entropiens lov).

Vandrer mod Lyset siger imidlertid noget andet: Alt stof og al energi er underlagt et lutrende, kosmisk kredsløb gennem Guds Flammevæsen, således, at alt mørke, alt urent, derunder det fysiske stof og fysisk energi, langsomt vil udrenses, lutres og forædles. Her er altså hverken stof eller energi konstante.

Hvis vi godtager det, Michael Agerskov skriver i digtet Sangen om mørket (fra digtsamlingen På forklarelsens bjerg), så omdannes alt mørke, derunder fysisk stof og energi, til lys ved passagen gennem Gud. Her siges det altså, at fx fysisk stof og energi ikke “forsvinder” eller omdannes til uædle, ubrugelige former, men at de omdannes til det ædlere lys, hvorved lyset i Kosmos stedse tiltager i mængde, styrke og omfang; altså noget nær det modsatte af hvad termodynamikkens 2. lov tilsiger os: Stof og energi henfalder ikke til mere uædle former, men forædles og intensiveres mod det mere og mere brugbare og ædle (lys).

De to modsatte opfattelser af verdensudviklingen har deres paralleller i hhv kulturpessimismen og kulturoptimismen: At udviklingen går fra en oprindelig harmonisk (paradisisk i den kristne mytologi) tilstand til mere og mere kaos (henfalder, degenererer) på den ene side, eller den bevæger sig fra et oprindeligt kaos henimod det mere ordnede og ædle. Forskellen er, om Paradis ligger bag os eller foran os.

Den sidste opfattelse (optimismen) passer bedst med Vandrer mod Lysets meddelelser, og kendes fx også fra det oldbabylonske helligskrift og skabelsesmyte Enuma Elish, der dog kun er overleveret i fragment. Læs eventuelt fragmentet (i engelsk oversættelse) her.

Et ekko af optimismen – den tanke at vi bevæger os fra kaos mod orden – findes i politisk filosofi ved Thomas Hobbes´ Leviathan, og hans tanker om et oprindeligt kaos, naturtilstanden og dens alles kamp mod alle, en tilstand, der må imødegås og nu faktisk imødegås af mennesker ved en samfundskontrakt, hvor mennesker – for at undgå et vedvarende kaos og skabe orden – afgiver en del af deres magt og autonomi og suverænitet til en fælles anerkendt Suveræn (fx en demokratisk valgt politisk leder eller statsoverhoved), og modtager som modydelse personlig sikkerhed og andre goder. Denne magtafgivelse og dens modydelser kan vi forstå som en af civilisationens grundpiller, og ligger blandt andet til grund for tanken om en verdensregering eller verdensstat (som også Vandrer mod Lyset foreslår) og den derved mulige verdenscivilisation til afløsning af det nuværende verdenskaos; et kaos, der til dels skyldes, at vi har globale interesser (fx i forhold til klima, i spørgsmålet om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, generel miljøbeskyttelse, biodiversitet osv) og global adfærd, men ingen fælles myndighed, Suveræn, til varetagelse og beskyttelse af disse interesser og til at regulere adfærden.

Vi kan formulere denne tanke i det enkle tankeskema: At hvor der er adfærd, er der interesser, og hvor der er interesser, er der brug for en (regulerende) myndighed (magt). Når adfærden og dermed interesserne er globale (som i dag), er der behov for en global myndighed (magt).

Tilbage til metafysikken: Andre af de ældre filosoffer (før Aristoteles), Anaximenes og Diogenes, regner ikke vand, men luft som primær årsag og begyndelsesgrund. Hippasos fra Metapontos og Heraklit fra Efesos mente, at ild var den første årsag og begyndelsesgrund, mens Empedokles føjede jord til de alt givne begyndelsesgrunde eller elementer, og således hævdede de fire (grund)elementer: Vand, luft, ild og jord. Anaxagoras fra Klazomenai mente, at tilblivelse var hhv kombination af eller opløsning i de fire elementer, der i sig selv består evigt.

Alle disse ældre tænkere hævdede altså – på forskellig vis – stoffet som primær årsag og begyndelsesgrund.

Men – tænkte man videre – stoffet, de fire elementer, kan ikke i sig selv frembringe den verden, vi kender, frembringe al den forandring vi kan iagttage og ser hele tiden og overalt. Der må bevægelse til. Derfor antog nogle, fx Heraklit, bevægelsen som primær årsag og begyndelsesgrund (jf også nogle filosoffers tanke om Gud som den første ubevægede Bevæger). (Parmenides fra Elea antog modsat, at alting var stilstand, at bevægelse og forandring var illusion).

Men heller ikke dét er nok. Hvor kommer så det gode og det skønne fra, hvorfra kommer værdierne og det værdifulde? Der må – tænkte Hermotimos fra Klazomenai – ligge en tanke til grund, tanken må være altings første årsag og begyndelsesgrund; der må være en hensigt med det hele. Så tanken tænkes som årsag til bevægelse, bevægelse der så igen er årsag til skabelse og tilblivelse.

Og hér rammer han plet i forhold til de indledende ord i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning): Men jo enklere ordet er, jo klarere vil det gengive Tanken, der kommer fra Gud og er i Gud, Tanken, der er altings ophav.

4. Hesiod (Theogonien) og Parmenides tilslutter sig tanken om tanken – eller mere præcist drift og begær, eros – som årsag til bevægelse og dermed tilblivelse.

Men når vi ser på verden, så er der flere dårlige og hæslige ting til end gode og skønne. Og derfor fremhæver Aristoteles Empedokles´ tanker om hhv det gode og det usle (vi kan måske sige det onde) som første årsager og begyndelsesgrunde. Videre siger Empedokles, at kærlighed er årsag til de gode ting og strid til de onde og hæslige; eller: De gode ting skyldes det gode selv, de usle det usle selv.

Empedokles var således – hvis vi skal tro Aristoteles – den første dualist, idet han har to, og ikke én, primær årsag og begyndelsesgrund.

Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at godt og ondt er udtryk for lysets og mørkets (uskabte) urkræfter, og at lyset er årsag til de gode ting og mørket til de onde; og vi samstemmer i tanken om lys og mørke som grundkilder til bevægelse og tilblivelse.

Vi tilføjer, at godt og ondt – i den menneskelige verden og i mennesker – ikke optræder rene og ublandede, men altid i blandinger. Og vi siger med Vandrer mod Lyset, at tanken (og viljen) ikke er neutrale, men at de virker under indflydelse af hhv lys og mørke, godt og ondt; i den menneskelige verden under blandinger af disse. Engang – siger Vandrer mod Lyset – var Tanke (og Vilje) neutrale i forhold til godt og ondt, lys og mørke; men da skal vi helt tilbage til Urkosmos for at finde en sådan tilstand. Den neutrale tilstand afbrødes ved Tankens (og Viljens) første dragning ind mod lyset, og denne første dragning skabte bevægelse i de to urkræfter samt tid. Og også derfor kan vi samstemme i tanken om Tanken som altings første årsag og begyndelsesgrund, sådan som nogle af de græske tænkere hævdede.

Normalt vil vi sige, at kærlighed (det gode) forener, had (det onde, det usle) adskiller, splitter. Men Aristoteles anfører med udgangspunkt i Empedokles´ tanker, at kærlighed nogle gange splitter, mens strid samler. Dette tænker han ved, at når striden opsplitter verden i dens elementer, så bliver de enkelte elementer samlet til ét, fx ilden og luften, men når så elementerne ved kærligheden igen samles til ét, må disse samlede elementers dele igen adskilles. Der er altså tale om en dynamisk verdensforståelse, hvor godt og ondt undertiden optræder i noget, der ligner hinandens skikkelser. Verden, godt og ondt, er ikke entydige.

Leukippos og hans elev Demokrit formede også en variant af dualismen, idet de hævdede det fulde og det tomme som første årsager og begyndelsesgrunde. De kaldte det fulde det værende, og det tomme det ikke-værende. Der er med deres tanker – som også grunder i en tanke om altings delelighed ned til et grundliggende udeleligt niveau i stoffet – tale om den første formulering af en atomteori (gr. atomos=udelelig). Derudover hævdede de forskellene i grundelementerne som årsag til alle tings tilblivelse, og altså ikke bevægelse som fx Heraklit.

Disse tanker har ekkoer helt op til moderne videnskab og fysik, men de er – imponerende nok – nået ved ren spekulation, uden avancerede apparaters og måleredskabers mellemkomst og uden eksperiment, hvilket viser noget om tankens potentiale. De kunne ikke bevise deres tankers rigtighed (bevise i vores moderne forstand), kun argumentere rent logisk. Og dog havde de – formentlig vil vi sige – ret.

5. En anden filosofisk skole, grundlagt af Pythagoras (pythagoræerne), opfattede som første årsag og begyndelsesgrund matematikken og tallene. Dette holdt de for sandt både med hensyn til de ydre, fysiske ting som himmellegemerne, og for indre ting som sjælen, tanken og et etisk, moralsk begreb og fænomen som retfærdighed; altså både med hensyn til det kvantitative og det kvalitative; og dette er umiddelbart svagheden ved teorien. For tals natur er kvantificering, idet vi med dem måler og angiver tings størrelse, hvorimod kvaliteter ikke umiddelbart kan kvantificeres. Kvalitet angiver tings væsen og egenskaber og måske værdi, ikke deres størrelser.

Dog må vi medgive, at visse kvaliteter, fx farven rød, kan kvantificeres med moderne optik ved betragtning og måling af farven røds bølgelængde og ved spektralanalyse.

Andre kvaliteter, fx begreberne godt og ondt, kan ikke umiddelbart kvantificeres, med mindre vi antager Vandrer mod Lysets beskrivelse af de to urkræfter, lys og mørke, godt og ondt, som partikler med forskellige svingningstal og forskellige størrelser, svingningstal og størrelser, der må tænkes at kunne angives ved tal med passende enheder (jf. Vandrer mod Lyset, Kommentaren s. 148 angående lys- og mørkepartiklernes svingning og s. 149 (stykket med småt) angående lys- og mørkepartiklernes forskellige størrelser; i den trykte udgave).

Moderne atomfysik (partikelfysik) flugter meget godt med denne Vandrer mod Lysets meddelelse, omend man i højenergifysikken, som den foretages ved CERN i dag, stadig kun – formentlig – studerer de groveste mørkepartikler, og vi må forvente, at man efterhånden vil finde eller kunne påvise meget finere, og stadigt finere og mindre partikler end de i dag kendte, og at man en dag vil nå mørke-lys grænsen (der findes ifølge Vandrer mod Lyset mange overgangs- eller mellemformer), hvorefter man formentlig må ty til andre eksperimentelle metoder end dem, vi kender i dag, når forskningen passerer denne grænse.

Hvis vi til disse tanker om lys´ og mørkes partikelnatur føjer Vandrer mod Lysets meddelelse om, at tanke og vilje er koncentrationer af lyset (Kommentaren s. 147; i den trykte udgave), og hvis lys og mørke, som det altså angives, er udtryk for partikler med forskellige svingningstal og størrelser; og hvis – sammenfattende – alt består af lys og mørke samt tanke og vilje, så er der teoretisk rum for Pythagoras´ teori om tal og matematik som første årsag og begyndelsesgrund for alt værende.

Nogle pythagoræere opstillede og formulerede en form for dualisme ved ti begrebspar, der modsvarer hinanden, og som de opfattede som første årsager og begyndelsesgrunde for det værende; fx ulige/lige, højre/venstre, mandlig/kvindelig og lys/mørke.

Men hvordan de sammenkædede disse begrebspar, denne dualisme, med opfattelsen af tallene og matematikken som første årsag og begyndelsesgrund er uklart. Vi kan dog hjælpe ved ovenstående tanker om lys og mørkes, tanke og viljes kvantificering ved hjælp af Vandrer mod Lyset.

Nogle ældre filosoffer hævdede universet som ét og ubevæget, fx Parmenides, der derudover forstod universet og dets enhed begrebsligt, hvorimod Melissos forstod det stofligt. Derfor var universet for Parmenides begrænset (ved det afgrænsende, begrænsende begreb), mens det for Melissos var ubegrænset.

For Xenofanes, der var Parmenides lærer, er universet og dets enhed identisk med Gud. Men Aristoteles forlader hans og Melissos´ tanker som værende for unuancerede og upræcise, hvorimod han vægter Parmenides´ argument for universets enhed: Der findes kun det værende, ikke noget ikke-værende; og derfor må det værende, universet, nødvendigvis være ét, og som enhed ubevæget. Skulle det bevæge sig eller bevæges, måtte det nødvendigvis bevæge sig eller bevæges i forhold til eller af noget andet. Men da det er ét, kan dette ikke være tilfældet.

Og det synes en rimelig tanke, at kun det værende, ikke det ikke-værende findes eller er. Det er en selvmodsigende tanke at hævde, at det ikke-værende er (værende); det strider mod definitionen af og begrebet om det værende. Derfor findes kun det værende. Skulle det ikke-værende være, måtte det nødvendigvis være værende, og derfor ikke det ikke-værende. Tanken om det ikke-værendes væren (eksistens) ophæver sig selv. Derfor kan vi med Parmenides hævde og skærpe tanken, at det værende ikke bare er en enhed, men nødvendigvis er en enhed, er ét efter sit begreb. Dog kun ét med hensyn til egenskaben at være, at eksistere. Opfattelsen af det ene værende udelukker ikke, at der kan være dele i enheden, kun at der skulle kunne være noget ikke-værende.

Parmenides´ tanke om universets enhed grunder sig altså i den rimelige tanke om det værendes enhed. Og ud fra denne enhed slutter han sig til universets ubevægethed, da enheden ikke har og ikke kan have noget andet at bevæges af og bevæge sig i forhold til. Men – kan vi sige – dette udelukker ikke, at der internt i enheden kan forekomme bevægelse og forandring. Bevægelsen og forandringen ligger da immanent i verden, ikke transcendent. Der kan altså sammenfattende både være dele, forandring og bevægelse internt, immanent i det ene værende.

6. Efter de filosoffer og filosofiske skoler, der primært opfattede stoffet som første årsag og begyndelsesgrund, fulgte så Sokrates og Platons idélære. Der sker her et skifte fra materialisme til idealisme.

Platon stiftede som ung bekendtskab med Kratylos og Heraklits teorier om, at alt sansbart til stadighed strømmer, forandrer sig og forandres, og han fandt det umuligt i al denne ustadighed at finde og formulere egentlig viden og indsigt. Han søgte det evige, og søgte hinsides den ustadige, stadigt foranderlige, sanselige verden, og hævdede parallelt til pythagoræerne, der som nævnt fremhævede tallene og matematikken som første årsag og begyndelsesgrund, at ideerne eller formerne er de værende tings første årsag og begyndelsesgrund; at disse ideer og former er evige, og at de sansbare ting har del i dem.

Mellem de sansbare ting og ideerne findes matematiske størrelser (jf pythagoræerne), der adskiller sig fra de sansbare størrelser ved at være evige og ubevægede, og også adskiller sig fra ideerne ved at udgøre mange ensartede genstande, hvorimod ideerne er unikke; der findes kun én af hver. Der er altså med de matematiske størrelser tale om en mellemform mellem det sanselige og det oversanselige, mellem det timelige og det evige.

Ideerne er årsag til alle ting, og derfor udgør ideernes elementer også alle de værende tings elementer. For Platon er ideerne ikke prædikative, men noget alle ting tilhørende, deres (transcendente) væsen. Platon forstår ideerne ontologisk.

Platon opfattede – på linje med pythagoræerne – tallene som helt centrale i det værende, men for ham er tallene ikke – som for pythagoræerne – identiske med tingene, men optræder “ved siden af dem” eller som deres transcendente væsen, deres grundliggende idé. Vi kan måske sige, at for Platon er tal og idé ét, og at de ovenfor omtalte matematiske størrelser danner forbindelsen, mellemformerne, mellem tal og idé på den ene sige, og de sansbare ting på den anden.

En grundliggende forskel mellem Platons og Aristoteles´ tænkning kan siges at være, at for Platon er ideerne eller formerne som nævnt transcendente (og har hjemme i ideernes evige verden, som altså må tænkes transcendent i forhold til den jordiske verden og de jordiske livsformer og fænomener, som kun er (af)billeder af de evige ideer (jf hulelignelsen i Staten)), mens de for Aristoteles er immanente. Dette sidste kommer fx til udtryk i Aristoteles´ syn på sjælen: Sjælen er det immanente livsprincip i alt levende, og når legemet dør, dør også sjælen (De anima; Om sjælen). Platon har formentlig tænkt sjælen eller ånden evig, sådan som vi kan forstå hans tanker om sjælens præeksistens, en præeksistens, der gør, at viden og indsigt egentlig er erindren (fra tidligere liv eller et liv før det jordiske); en viden og erindren, som en filosofisk lærer og mester som Sokrates genfremkalder hos sine samtalepartnere gennem (kritiske) spørgsmål og dialog.

Ud fra Platons tanker gør Aristoteles nogle overvejelser angående stof og form (idé): Af ét stof kan man fx kun fremstille ét bord, men ud fra formen (eller ideen) om et bord, kan man fremstille mange (ens) borde (sådan som vi parallelt kender det fra moderne industriproduktion), selv om formen (eller ideen) om et bord kun er én. Aristoteles videreudvikler senere (i Organon, Logikken) sine tanker om stof og form, men det vil jeg lade ligge her.

Alternativt til Aristoteles´ gengivelse og behandling af Platons filosofi kan vi måske – med et moderne blik – sige, at det værende, de foranderlige ting eller selve forandringen, ikke skabes af evige former eller ideer (hvad enten disse ideer opfattes prædikativt eller ontologisk), men af evige (natur)love, fx tyngdeloven eller loven for de stærke og svage kernekræfter. I denne forståelse er lovene det evige, og det lovene frembringer det foranderlige, det timelige. Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at de evige love er skabt og givet af Gud, som dermed, i sidste ende, er den virkelige første årsag og begyndelsesgrund for alt værende.

Med hensyn til Sokrates, så er hans virke ifølge Aristoteles definitorisk og har sigte på det etiske; hvordan vi bør handle for at få et godt liv. Og dermed er han en forløber for Aristoteles´ egen indsats i relation til forsøget på at skabe og formulere nøjagtig tænkning.

Af kilder til Sokrates´ liv og tænkning har vi primært Platons dialoger, som nogle siger kun er populære fremstillinger af en mere alvorlig og dybtgående filosofi, som dyrkedes ved Akademiet. Derudover har vi Aristofanes´ komedie Skyerne.

Sokrates selv skrev ikke, på samme måde som en Buddha og en Jesus af Nazareth heller ikke skrev (angående Jesus har jeg her linket til en artikel på Wikipedia. Bedre – og nøjagtige – kilder til Jesu liv og mission har vi imidlertid i Vandrer mod Lyset med Supplementer + Forsoningslæren og genvejen (som Vandrer mod Lyset udgivet 1920 ved Michael Agerskov)).

Hvis vi ser på Platons Sokrates, som han kommer til syne i dialogerne, så virker tanken om disse dialogers populære sigte sandsynlig. Komikken og smilet er aldrig langt væk. Moderne Platon-forskning er da også tilbøjelig til at se Platons dialoger mere som skønlitterære produkter end som egentlige filosofiske afhandlinger eller streng filosofi (kilde: Platon. Samlede værker i ny oversættelse. Gyldendal).

For Aristoteles er Sokrates altså primært optaget af definition og etik, men det vil måske være mere præcist at kalde hans virke og metode kritisk-dialektisk (ud fra Platons dialoger med de heri indbyggede forbehold); kritisk fordi han undersøger enhver tanke, der dukker op og som diskuteres, fra bunden, og med det udgangspunkt, at han intet ved om sagen før diskussionen er til ende og konklusionen er draget; dialektisk fordi selve formen er samtalen.

Sokrates´ metode kaldes også majeutisk, jordemoderkunst, fordi han med sine kritiske spørgsmål er med til at føde en tanke eller idé hos sin samtalepartner eller samtalepartnere, en tankefødsel, der altså egentlig er en erindren eller en genfødsel. Satire er også et ord, der kan bruges til at karakterisere Sokrates´ metode og form, idet han – gennem Platons dialoger – står som arketypen på den kritisk undersøgende tænker, der – som det lille barn i H. C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder – ofte peger på de selvkloge atheniensere (det kunne være os), og udbryder: Han har jo ikke noget på!

7. Aristoteles opsummerer de forskellige opfattelser af de første årsager og begyndelsesgrunde hos tidligere tænkere: Mange har hævdet stoffet – enten et af de fire grundelementer, ild, vand, luft og jord, eller alle fire – som sådan, andre hævder bevægelsen som det primære. Ingen har klart behandlet værensbestemtheden eller væsenet, som han startede med (i afsnit 3) at angive som en af fire mulige første årsager og begyndelsesgrunde. De, der har hævdet formerne som værensbestemthed og væsen kommer tættest på. Vi kan til dem måske regne Platon og hans idélære.

Derudover siger han, at det gode af nogle tænkere opfattes ontologisk som første årsag og begyndelsesgrund, af andre teleologisk, altså at det gode er hensigt (mål, formål) i forhold til det værende. Andre igen opfatter det gode, hvortil må regnes tanke og kærlighed, ikke som hensigt, men som det, der sætter det værende i bevægelse: Det (evige), der skaber forandring; en slags ubevæget bevæger eller kosmisk initialkraft.

Om disse spørgsmål siger Vandrer mod Lyset (Supplement 2, no 59):

“Da Urtanken stod overfor en eventuel kamp mod mørket, stillede den atter og atter sig selv disse spørgsmål: 1) om hensigten, formålet med dens væren var en sammensmeltning med Uviljen, en personlig tilværelse=et legemligt jeg i en jeget omgivende lysverden, et evighedsliv i visdom, almagt, kærlighed, skønhed, fred og harmoni; eller 2) en fortsat væren som tanke uden vilje og uden legemlig iklædning; eller 3) en absolut udslettelse fremkaldt gennem et liv levet i et mørkekosmos, hvor mørkets kræfter tilsidst ville hidføre en sprængning og tilintetgørelse af Urtanke og Uvilje. Urtanken vejede pro et contra i disse spørgsmål, den søgte at klargøre for sig selv, om: en eventuel kamp mod mørket var værd at udkæmpe for at opnå et evigtvarende liv i en sublim og evigtvarende lysverden. Den gennemtænkte nøje og fuldtud det evige livs værdi; og da den havde gennemtænkt alt – for og imod – besluttede den at optage kampen mod mørket. Og ud fra dens indre vished om, at målet: Evighedslivet i visdom, Almagt, skønhed, fred og harmoni, også i sandhed var kampen værd, fortsatte den sin strid mod mørket, til sejren var vundet.”

Her siges det klart, at det gode for Urtanken (og Urviljen) var hensigt, og vi kan derudover sige, som Aristoteles skriver om: Det gode var det, der satte det værende i bevægelse; altså det gode, tanke, vilje, lys og kærlighed var både initialkraft og hensigt.

Og vi kan sige, at det var Urviljens opgave at understøtte Tanken i kampen, til sejren var vundet, den, der bestandig gav Tanken mod og kraft og udholdenhed, indtil Gud ved sejren kunne fremstige som Lysets behersker og mørkets besejrer; alvidende, alkærlig og Almægtig, Lysets og kærlighedens Almagt.

Vi mennesker afspejler på dette punkt Gud; også vi må – i det små – udkæmpe kampen mod mørket, det onde, og for det gode, til vores sejr er nået ved hver vores tankes og viljes sammensmeltning i Lyset, hvorefter vi er upåvirkelige af det ondes mangeartede kræfter og udstrålinger i al evighed (Supplement 2, no 64).

Og vi må – hver især – overveje og klargøre for os selv, om målet – evighedslivet i Guds Rige, Paradis, i evig salighed hos Gud – er den langvarige og bitre kamp værd, eller om vi foretrækker at synke tilbage i Faderskødet, lade os udslette som personligheder.

Men endnu har ingen valgt denne sidste mulighed; alle har valgt at fortsætte kampen; vel ud fra den tanke, at målet – i sandhed – er kampen og det, den koster, værd (jf Kristi Tale i Vandrer mod Lyset).

8. Nu går så Aristoteles i gang med en mere detaljeret gennemgang af de tidligere tænkeres opfattelser af de første årsager og begyndelsesgrunde, og starter med dem, der hævder universet (altet) som ét rumligt legeme, med én bestemt stoflig natur, den monistiske opfattelse af verden. En opfattelse vi vel også kender i dag, hvor ånd ikke ret kendes og anerkendes, kun det fysiske stof og de fysiske love. Sådan er det i hvert fald i den etablerede videnskab.

Dette rumlige univers kan – siger nogle af Aristoteles´ forgængere – kun bestå af rumlige dele; hvorved – ud over ånd – også bevægelse – som måske nok er rumlig, men ikke et rumligt legeme – udelukkes som første årsag og begyndelsesgrund. Da både ånd og bevægelse imidlertid – både for Aristoteles og efter Vandrer mod Lyset – er realiteter, må forgængerne tage fejl.

De tager også fejl, fordi de kun hævder legemer, men ikke deres væsen eller tings bestemthed som årsag til noget som helst. De hævder kun kvantiteter, ikke kvaliteter.

Og deres teorier er mangelfulde – siger Aristoteles – fordi de ikke undersøger, hvordan elementerne, ild, jord, luft og vand, bliver til, hvilket for ham sker ved sammensætning eller adskillelse.

Vi kan ud fra Vandrer mod Lyset og moderne videnskab tillade os at tage lidt let på Aristoteles´ og andre klassiske græske tænkeres angivelse af de fire grundelementer som første årsager og begyndelsesgrunde (nogle af dem hævdede kun ét særligt element, fx vand (Thales fra Milet)), men i stedet ud fra Vandrer mod Lyset hævde den sande tetramundi; altså den fireledede verdensorden eller kosmos: Verdensaltet består grundliggende af tanke, vilje, lys og mørke; herunder det nu – delvist – kendte fysiske stof og fysiske kræfter.

Vi kan her ofre en tanke på den grundliggende – og fejlagtige – idé bag enhver monisme, fx den moderne videnskabs ensidige hævdelse af fysikken og de fysiske love, og med udgangspunkt i Aristoteles´ tanker undersøge den moderne opfattelse og teori der siger, at alt engang fandtes i ét punkt, et punkt, hvor alt da nødvendigvis måtte være blandet sammen eller alt have udviklet sig fra ved rummets udvidelse eller eksplosion; teorien om the big bang.

En sådan verden og kosmogoni; med moderne videnskab: Et sådant punkt eller singularitet, måtte – med Aristoteles´ tanker – være aldeles ubestemt og uden egenskaber, og derfor også uden potentiale til udvikling: (Absolut) energi og dermed (absolut) bevægelse kan ikke opstå af absolut stilstand; alt kan ikke opstå af intet, det værende af det ikke-værende; et punkt kan ikke blive til (alt) rum, hvis vi opfatter et punkt, her singulariteten, som intet, og singularitetens eksplosion eller udvidelse som alt. Men måske argumentationen her er for svag.

Efter at Aristoteles har søgt at gendrive monismen, gennemgår han igen kort pythagoræernes teorier, teorier, der ud over at rumme tanker om tal som første årsager og begyndelsesgrunde, fokuserer på både sansbare og ikke-sansbare ting og genstande. Men ifølge Aristoteles ender de blot med at give materialisterne ret: Det værende er det, der kan opfattes med sanserne; en opfattelse, der er let at gendrive: Mennesker kan fx ikke høre ultralyde eller se ultraviolet lys, men derfor eksisterer disse fænomener jo alligevel. Vi kan fx heller ikke sanse tanker, men også de eksisterer. Derfor kan sansning ikke definere alt eksisterende.

Med hensyn til pythagoræernes tanker om tal som første årsager og begyndelsesgrunde kan vi måske opfatte dem som identiske med Aristoteles´ former og Platon ideer: Den egentlige, men umiddelbart skjulte, virkelighed bag den synlige (sansede) verden og dens fænomener. Vi husker her tanken fra Vandrer mod Lyset om lys og mørkes, tanke og viljes mulige kvantificering ved tal – som frekvenser eller svingninger og partikelstørrelser – men siger i øvrigt, at vi nok kommer nærmere sandheden om de første årsager og begyndelsesgrunde ved at hævde bevidsthed og formål som det primære, og forlader den lidt maskinelle verdensmodel med opfattelsen af alting som frekvens, svingning og størrelse; idet tanken og viljen skjuler deres sande og egentlige og inderste natur for alle andre end Gud.

På dette niveau og i denne dybde af virkeligheden er frekvens, svingning og størrelse som kvantificering af tanke og vilje lige så gådefulde og uudgrundelige blotte kendingsnavne som ordene Gud og livet selv: Det ligger langt hinsides enhver menneskelig erkendelses rækkevidde.

9 og 10. Det næste Aristoteles undersøger, er de verdensforklaringer med de første årsager og begyndelsesgrunde, der – modsat den materielle monisme (opfattelsen af verden som ét stofligt legeme) – hævdes ved ideerne som verdens grundliggende fænomener og inderste natur – idealismen.

Idealismen, fx repræsenteret ved Platons tænkning, møder dog straks vanskeligheder, og kommer for nogle tænkeres vedkommende i konflikt med idélærens egne begyndelsesgrunde. Fx er der problemet med ideernes eller formernes ontologiske status: Eksisterer ideerne uafhængigt at det, Aristoteles kalder væsenerne, og som vi måske kan forstå som de fysiske genstande, eller er de indbyrdes afhængige, dog med ideerne som det primære; hvis jeg fx har en idé om en enhjørning, eksisterer enhjørningen så, og i givet fald hvordan og på hvilken måde? Er det nok, at ideen eksisterer, eller skal den have et fysisk korrelat, en modsvarende eller tilsvarende fysisk genstand?

Ifølge Aristoteles er ideernes ontologiske status uafklaret for hans forgængere, ikke bare af den nævnte grund, men også af andre. Fx mangler Aristoteles´ idealistiske forgængere at redegøre for, hvordan ting opstår af ideerne, hvis disse sidste er det værendes dybeste grund, første årsag og begyndelsesgrund.

Og hvis ideerne udgør de foreliggende tings væsener, hvordan kan de så være adskilte fra disse ting, spørger Aristoteles. Og hvad med ideerne selv? Findes der kun “naturskabte” ideer (før og uafhængigt af mennesker), eller må vi medtage menneskelige og menneskeskabte ideer (fx ideen om et hus)? Og hvad med ideen om ideerne, fx Platons idélære, som jo også er en idé (eller teori)? Da denne idé er menneskeskabt (skabt, udtænkt af Platon), står mennesket da over ideerne, som skaber af dem; kan vi det, hvis ideerne er det mest grundliggende og alt værendes første årsag og begyndelsesgrund? Skaber ideer fx mennesker, eller skaber mennesker ideer eller begge dele?

Alt dette er aldrig blevet gennemtænkt og besvaret, og det er noget af baggrunden for den grundliggende kritik, Aristoteles rejser mod filosofien og videnskaben på hans tid. Vi følger ham videre på vej, idet han søger at opklare nogle af de dunkle punkter, der trænger til en grundig gennemlysning.

Med hensyn til ideers og begrebers ontologiske status, så stod dette spørgsmål i øvrigt centralt i Middelalderens filosofiske diskussion af almenbegreberne i den såkaldte universaliestrid, hvor nominalisterne hævdede, at almenbegreber kun er navne uden realitet i sig selv, mens realisterne hævdede begrebers selvstændige eksistens (fx også tidligere Platon).

Spørgsmålet om ideernes, formernes og begrebernes ontologiske status er en diskussion, der har tråde til spørgsmålet om stof og ånd: Er stof og ånd grundliggende forskellige – idet de måske repræsenterer en dikotomi, altså en skarp opdeling eller todeling (som fx for Descartes) – eller er det, vi kalder ånd egentlig også stof, fx i form af fysiske hjernebølger, sådan som moderne hjerneforskning synes at antage? Så vidt jeg forstår, er dette endnu – filosofisk – uafklarede spørgsmål.

Vandrer mod Lyset præsenterer en elegant løsning: Der findes både det, vi kalder stof og ånd; stoffet er imidlertid både sanseligt og oversanseligt, mens ånd er rent oversanselig – som koncentrationer af lyset og skabt af Gud. Da ånd og dermed tanke er koncentrationer af lyset, er også ideer af stoflig natur, af partikelnatur (enten af lys eller af mørke eller blandinger af disse), åndelige eller fysiske partikler; og som sådan eksisterer ideer eller former ligefuldt som alle fysiske genstande, eller det vi kalder fysiske genstande. Stoffet er meget rigere facetteret end moderne videnskab endnu erkender, og rummer både det åndelige og det fysiske (og det astrale).

Dér hvor moderne videnskab tager fejl er, når den kun opererer med de fysiske partikler (og kræfter), og udelukker de åndelige og astrale. Men der er en mulighed for, at den efterhånden vil opdage og medregne en større del af partikelspektret; bestræbelsen er i gang, idet man søger – og finder – stadig mindre og mere grundliggende partikler.

I Vandrer mod Lyset s. 148 (Kommentaren til Ardors beretning) står der, at Gud ved sin emanation gav lys- og mørkepartiklerne en om hinanden roterende bevægelse med det formål at eliminere, udrense mørket af verdensaltet. Denne tanke ses afspejlet i moderne atomteori i modellen med en kerne omgivet eller ombølget af en sky af elektroner, som holder atomet stabilt. I denne model må vi tænke os elektronerne som værende af det materielle lys, kernen af det materielle mørke, og også hér nærmer moderne videnskab sig til de sandheder, som Vandrer mod Lyset rummer og formulerer og bringer.