I begyndelsen var tanken

Solidum petit in profundis (vi søger i dybet den faste grund)

Der er næppe tvivl om, at dét værket Vandrer mod Lyset betegner som urkosmos – altså en grundlæggende verdenstilstand før tidens begyndelse, og før den personlige Guds fremstigen af Lyset efter en langvarig kosmisk kamp mellem godt og ondt, Lys og mørke – er identisk med det faste grundlag for erkendelsen og vores verdensopfattelse, som filosofien har søgt i tusinder af år – helt tilbage til førsokratikerne (ex. Thales fra Milet, Heraklit, Parmenides), uden at spørgsmålet har fundet et tilfredsstillende svar. Aristoteles søgte også efter et grundlag i sin Metafysik (de første årsager og begyndelsesgrunde), men heller ikke han kom i mål med et acceptabelt resultat og svar.

Ifølge Vandrer mod Lyset var urkosmos ikke skabt, men var fra evighed; dog uden at tiden endnu fandtes. Dette at urkosmos ikke var skabt, men var fra evighed, markerer en principielt løsbar gåde inden for den menneskelige erkendelses rækkevidde; dog kan løsningen ikke gives lige nu, det må vente til at Vandrer mod Lyset – forhåbentlig – slår igennem for alvor (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56).

Jeg har selv tidligere forsøgt nogle løsninger på gåden om det uskabte, dog formentlig alle fejlagtige.

Da altså imidlertid Vandrer mod Lyset endnu ikke har vundet sin almindelige udbredelse og anerkendelse, vil jeg her søge at belyse spørgsmålet om grundlaget for tænkning og verdensforståelse ud fra en lidt anden vinkel og med andre kilder; nemlig ud fra René Descartes´, Bertrand Russells og Ludwig Wittgensteins filosofi. Dette strejflys kan dog så kun betragtes som et foreløbigt forsøg på et svar og løsning.

Descartes, Russell, Wittgenstein og grundlagstænkningen

Med sin metodiske tvivl når Descartes frem til den berømte sætning og tanke: Jeg tænker, altså er jeg. Dette er – opfatter Descartes klart og distinkt og under ét (tout en coup) – ubetvivleligt, da en tvivl på sætningen og tanken i sig selv er en tanke. Dermed når Descartes frem til sit grundlag for al anden tænkning, filosofi og videnskab.

Jeg kunne tænke mig her at kombinere Descartes´ tanke med Russells analyse og atomare sætninger eller udsagn (atomic propositions), der skulle korrespondere med atomare kendsgerninger (atomic facts; jf korrespondensteorien for sandhed), og Wittgensteins tanker fra Tractatus Logico-Philosophicus om de såkaldte elementarsætninger.

Lad os først starte en russellsk analyse af Descartes´ grundsætning og tanke med henblik på en ny syntese efter analysen.

Vi har da sætningen: Jeg tænker, altså er jeg. I en russellsk analyse har vi her elementerne jeg, tænker (at tænke) og er (altså at eksistere, eksistens). Det er umiddelbart alle tre elementer, som filosofien i dag ingen klare svar har på, og som vi ikke med den nuværende filosofiske tanke kan nedbryde ved yderligere analyse.

Derfor kan vi tænke, at vi her for os har en russellsk atomar sætning, der korresponderer med de atomare kendsgerninger jeg, tænker og eksistens. Vi kan eventuelt søge at nedbryde jeg ved yderligere analyse, fx ud fra et psykoanalytisk begreb om jeget som værende (klemt) mellem id (det underbevidste) og overjeget eller ved en østlig tankegang om jeget som illusion, men der er ingen konsensus på området, så indtil videre må vi betragte jeget som en atomar kendsgerning, der ikke lader sig analysere videre.

Vi kan herefter søge at nedbryde at tænke (tanken) ved yderligere analyse, fx ud fra en naturvidenskabelig vinkel, idet vi så betragter tanken og tanker som udtryk for elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne, men denne model møder flere vanskeligheder. For hvis vi siger, at tanker er udtryk for rent fysiske processer i den fysiske hjerne, betyder det så, at fx Descartes´ grundtanke eller en hvilken som helst anden tanke altid skabes ud fra de samme elektro-kemiske processer i hjernens celler, uanset hvem der tænker dem? Kan vi (i en fremtidig mere fuldstændig videnskab) altid koge de samme tanker ned til de samme elektro-kemiske processer, måske endda engang opstille formler eller kemiske reaktionsskemaer, der altid giver den eller de samme tanker? Og hvis så; hvordan spiller individualiteten ind; jeg har min hjerne, med hvilken jeg tænker mine tanker ud fra mine hjerneceller og deres indbyrdes relationer og processer, andre tænker med deres hjerne og andre molekyler, atomer, hjerneceller? Er der her tale om almene lovmæssigheder, så de samme tanker tænkes ud fra de samme formelle faktorer (samme slags stof eller celler), selv om de eksistentielt er forskellige (jeg tænker med mine hjerneceller, andre med deres)?

Den rent naturvidenskabelige materialistiske monisme (der findes kun rum, tid og stof og kun i det fysiske univers eller eventuelt i multiverset) er også udfordret af en dualistisk tankegang; at verden består både af ånd og materie, altså af noget ikke-fysisk og noget fysisk, en tanke der sandsynliggøres af, at tanker tilsyneladende er oversanselige i den forstand, at vi ikke sanser dem, men tænker dem; vi smager, hører, lugter, føler, ser ikke tanker eller tanken; tanken eller tanker er kun tilgængelige for tanken selv.

Det er i hvert fald et faktum, at der ingen rimelig løsning er på eller konsensus omkring tankens og bevidsthedens problem, hvorfor vi også her rimeligvis må standse den russelske analyse af at tænke, tanken; tanken og tanker må derfor også betragtes som atomare kendsgerninger.

Til sidst omkring eksistens, det at eksistere. Et svar på hvad det vil sige at eksistere er emnet for Martin Heideggers Væren og tid, men han opfylder ikke ambitionen, og når ikke til et tilfredsstillende resultat. Dels er værket ufuldendt, idet der kun foreligger en 1. del og ingen 2. del, som ellers var bebudet. Væren og tid udkom i 1927 og Heidegger levede indtil 1976, så han har haft tid nok til at fuldende værket. Men måske er dét ugørligt. Måske er spørgsmålet om eksistens uløseligt og ligger udenfor den menneskelige erkendelses rækkevidde (i hvert fald så længe vi ikke medtager Vandrer mod Lyset). Heidegger slutter værkets 1. del med vage antydninger af, at det at eksistere, et svar på hvad det vil sige at eksistere, skal søges i retning af begrebet og fænomenet tid. Og her standser han og kommer ikke videre.

Så indtil videre må vi også betragte begrebet og fænomenet eksistens som en atomar kendsgerning, der ikke lader sig nedbryde ved videre russellsk analyse.

I bogen Wittgenstein og den moderne filosofi bemærker den danske filosof Justus Hartnack, at Wittgenstein desværre ikke giver nogle eksempler på de ellers i værket Tractatus Logico-Philosophicus centrale elementarsætninger. Men ud fra det ovenstående kan vi måske betragte Descartes´ jeg tænker, altså er jeg, som en sådan.

Wittgenstein bevæger sig imidlertid i det 2. hovedværk Filosofiske undersøgelser væk fra tankerne i Tractatus,og introducerer i stedet for elementarsætningerne begrebet og fænomenet sprogspil. Og dét kan måske – parallelt til den russellske analyse og syntese – lede til et forsøg på en ny syntese efter analysen af Descartes´ tanke; nemlig ved den tanke, at den atomare sætning eller elementarsætningen jeg tænker, altså er jeg kan opfattes under ét og i kontekst, samt at de enkelte atomare kendsgerninger jeg, tænker og eksistens, som sætningen korresponderer med, nok ikke kan erkendes og forstås, i hvert fald ikke til bunds og ikke ud fra den nuværende filosofi og videnskab, men både sætningen og dens bestanddele kan (let og af alle) opleves.

Enhver kan således opleve, hvad det vil sige at være et jeg, enhver kan opleve tanken eller det at tænke, og enhver kan opleve hvad det vil sige at eksistere. For vi har hver dag og hele tiden disse oplevelser, selv om vi måske ikke tænker så nøje over det.

Så indtil vi – måske – bredt vil modtage og anerkende Vandrer mod Lyset, kan dette være et bud på grundlaget for tænkning og verdensforståelse: At vi kan opleve det mest grundlæggende i livet, men ikke erkende det til bunds i en rationel analyse og forståelse. Og dermed har vi også tegnet en grundlæggende begrænsning ved videnskab og tænkning.

Argument og forkyndelse

I sin bog Religionsfilosofiske problemer skelner Johannes Sløk mellem filosofisk argument og religiøs forkyndelse. Filosofien argumenterer, religionen forkynder gennem (påstået) åbenbaring. Jeg tænker, at det er muligt at kombinere de to ved at sige, at hvis Russells tanke om atomare sætninger der korresponderer med atomare kendsgerninger er rigtig, ting og erkendelser der kan nås ved en analyse, så må analysen og argumentet standse her ved disse atomare sætninger og kendsgerninger, og forkyndelsen begynde. Eventuelt må den russelske syntese efter analysen betragtes som denne forkyndelse. I den ovenstående tankerække der leder fra analyse af Descartes´ grundsætning til syntesen ved tanken om oplevelsen af tilværelsens grundlæggende fænomener og forhold, er oplevelsestanken et udtryk for forkyndelse, ikke argument.

Det skal siges at Russell på et tidspunkt i sin karriere og tænkning indrømmede muligheden af, at analysen måske kan fortsætte ad infinitum og aldrig bringes til en ende, hvorved tanken om de atomare sætninger og atomare kendsgerninger bortfalder. Der er i dén forståelse ingen nedre grænse for analysen, ingen erkendelsesteoretiske “atomer”.

Men hvis der ér sådanne atomer ved sætninger og kendsgerninger kan det på den anden side måske siges at udgøre forbindelsesleddet mellem eller foreningen af filosofi og religion, den forening mellem filosofi og videnskab på den ene side, og religion på den anden som man søgte i middelalderens tænkning; som ovenfor antydet: Dér hvor analysen og med den argumentet ikke kan bringes videre, fordi den støder mod de atomare sætninger og kendsgerninger – fx Descartes´ grundsætning – starter forkyndelsen; forkyndelsen der kan antage den nye synteses form, fx når jeg siger, at vi ikke kan erkende men kun opleve tilværelsens grundlæggende fænomener; fx jeget, tanken og eksistensen.

Det er ikke det samme som at sige, at jeg går ud fra grundlæggende aksiomer i tænkningen, aksiomer der postuleres men ikke begrundes, aksiomer hvorfra vi ved deduktion kan udlede erkendelser om verdens beskaffenhed og natur. Forkyndelsen i denne forståelse ligger for enden af analysen og ved syntesens begyndelse, ikke ved en aksiomatisk begyndelse og grundlag. Eller sagt med andre ord: Tro begynder, hvor viden ender, forkyndelse starter, hvor argumentet ikke kan bringes videre. Og måske er dét den intime forbindelse mellem og forening af tro og viden, dét der gør at vi må betragte de to som to sider af den samme sag eller som to halvdele af den samme helhed: Den menneskelige erkendelse.

En anden mulighed er at vi kombinerer Russells og Wittgensteins analyse med Vandrer mod Lysets budskab om urkosmos således at vi indrømmer, at analysen – ført helt igennem – altid vil ende med urkosmos og dermed verdens grundlæggende bestanddele og forudsætninger, ånd og materie: Tanke og vilje (ånd), lys og mørke (materie). I denne forståelse er rum, tid og andre (endnu af videnskaben ukendte) dimensioner langsomt udfoldet fra urkosmos´ dvale gennem Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket. Materie er her bredt forstået som en samlebetegnelse for Lys og mørke og altså ikke kun betegnelse for det materielle Lys og mørke (jf Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 149).

Sikkert synes det, at forsøget på og succesen eller fiaskoen med at finde fast grund i erkendelsens og verdens dyb vil afgøre spørgsmålet om relativisme og absolutisme; hvis grunden kan identificeres vil det markere en vej væk fra og hinsides den relativisme, som fx en Nietzsche forfægtede med sine principielt og altid foreløbige hypoteser og erkendelser (her bygger jeg på Inge Houmanns doktorafhandling Nihilismen og denne bogs gennemgang af Nietzsches filosofi). Hvis grunden ikke kan identificeres, må vi acceptere relativismen med al den usikkerhed og uro dette medfører.

I sidste ende vil løsningen og succes eller fiasko med hensyn til at identificere grundlaget for tænkning og erkendelse afgøre hvorvidt det overhovedet er muligt at finde sandhed og om tanken med den kan finde ro og hvile. For tanken vil – når den søger sandhed – først ophøre sit arbejde og finde denne fred, når det søgte – sandheden – findes (jf mit skrift Sandhed). Hvis tanken ikke kan finde bund, vil den fortsætte sin hvirvlen ned gennem en bundløs skakt af relativitet og grundløse hypoteser. Men håbet er at løsningen på gåden om urkosmos og det uskabte engang – omsider – kan bringe tanken til ro.

Højtryk, 2024