Drømmefanger X

Tiden oversætter umærkeligt drømmenes sprog til virkelighedens.

Jeg tænker – ikke uden vemod – at jeg kunne være blevet en habil alkoholiker. Hvis jeg havde drukket lidt mere, drømt lidt mere.

Jeg tænker – jeg stod uden for en tilfældig bar og røg. Det regnede måske let. Indenfor var smukke unge kvinder ad libitum. Det var om dem, jeg drømte, på vej op ad rusens rosenfingre. Alene.

Jeg tænkte – om det at stå alene. Dertil behøves whisky. Alkoholen gjorde drømmen stor og uden forbindelse til virkeligheden.

Ikke at jeg tænker mig større end verden. Snarere modsat: Søgende billet til verden. At jeg mangler en basal menneskelighed, der gør mig ude af stand til at leve blandt mennesker. Kejtet. Uhjælpeligt kikset.

Så jeg behøvede whisky. Til at oversætte mareridtet til ønskedrøm. Smilende vinkede det bedste, jeg kunne tænke for enden af rusens opløftende rosenhænder til skyer.

Virkeligheden var det værste. Giv mig drøm og whisky uden indbygget fald. Lys uden skygge. Stedet uden mørke.

Langsomt oversatte tiden drømme til virkelighed, stående der i regnen udenfor en tilfældig bar, livet var derinde, jeg herude, på vej op ad rusens snoede stier drømte jeg stort.

Om at stå alene, tiljublet af skarer, uden forbindelse til virkeligheden, med hjernen nedsænket i whisky, regnen der drypper, den unge kvinde, der smiler. Alt kan ske. Og sker, idet tiden oversætter tåbers indfald til visdom og virkelighed.

Virkeligt at stå alene: Kvæles i en verdens mørke, der stråler, strømmer i tunge bølger mod ånden, hjertet, ilten, der bliver knap, forsvinder, en verden, der gerne dræber for at beskytte en løgn mod det lys, du bringer.

Så hellere stå der under halvtaget udenfor en tilfældig bar i provinsen en nat, regnen, der drypper, pigen, der smiler, måske drømmer hun om dig.

Jeg nænner ikke at tage hendes drøm, modsige den, jeg forsvinder måske i mørket uden afsked, på vej et andet sted hen, midt i en drøm om en anden, en drøm, som tiden snart vil oversætte til virkelighedens uforståelige og fremmede og kantede sprog, jeg ikke kender og ikke forstår.

Men alt det hører naturligvis ungdommen til. En ungdom, som tiden langsomt oversætter, fordrejer til alderdom og død før døden. 

Jeg, jeg forsvinder, endnu en gang i regnen i mørket uden for en tilfældig bar, bare væk, ind i drømmen, ind i denne tekst, ud af verden, eller ind i den, ud af virkeligheden eller ind.

Hvem ved.

Den forbandede frelser

Af havet stiger hun, af havets skum som fødes hun, langsomt, dvælende stiger hun som en skjult tanke, gnider sin hud og lemmer, de er der alle, hun er tilfreds.

Han ligger på sit håndklæde i heden, drønende grunge med tyktflydende guitarer og tunge trommer og bas i ørene; forrevet vokal.

Han ligger på sit håndklæde, og han ser hende stige af havet, af havets skum ser han hende stige; om halsen et sølvsmykke formet som tallet 666; andet har hun ikke på.

Henover næseroden har hendes skaber henkastet en vifte af fregner efter det sidste penselstrøg; han er tilfreds.

Han ligger på sit håndklæde, må vende sig om på maven for at skjule stålet mellem sine ben, med musikken når han til Nirvana, han smider sit lasede bind Farlige Historier på sandet, retter blikket mod hende, hvisker:

– Hvem er du?

Hun smiler, ryster på hovedet. Forstår ikke.

På ubehjælpeligt fransk spørger han:

– Qu’ est que tu?

Hun svarer på barnefransk:

– Mou, mahdi maudite.

Men han kan se, at hun ikke er barn. Slet ikke barn. Ældgammel. Nyskabt. Alt hvad han drømmer om, skabt til ham: Rædslen.

– I want to kiss you, forsøger han på engelsk.

Hun ryster igen på hovedet. Så siger hun på gebrokkent fransk:

– Nous allons a l’ eglise de mahdi maudite. C’ est mou.

Hun ler. Han stivner. Men følger.

Hvad er han, hvad er hun? Ild? Drøm? Hun suger drømme af verden, efterlader den tom og knust.

Af havet stiger rædslen. Vi fortvivler – og ler.

I mørket

Hun ligger i mørket og lytter til sin puls, hjertet, der langsomt banker hende nærmere døden – eller livet, idet hun bliver yngre og yngre med årene.

Hun ligger i mørket og bærer det ubærlige; manden ved hendes side og hans lykke. Hun har ingen fred, fordi hun skænker ham sin.

Hun ligger i mørket og tænker: Jeg elsker og afskyr ham. Kunne jeg blot et minut, en nat slippe. Kunne han blot give. Noget. Bare lidt.

Hun ligger i mørket. Kan ikke falde til ro. Han snorker. Hun elsker og afskyr ham, tænker hun. Hun må stå op. Klæde sig på. Gå ud i mørket. I regnen. Det er vinter.

Hun går i mørket. Kan ikke finde ro. Hun går i mørket som en hjemløs tanke i et formørket sind. En tanke hun ikke tør tænke. Bestandig den samme. Den banker på. Igen. Hele tiden.

Hun må skubbe den fra sig: Forlade ham. Eller dræbe ham. Det er ikke godt. Måske det samme. Måske det bedste:

Hvis hun skal bære ham, lærer han aldrig at stå og gå.

Hun må forlade ham. Hun må blive. Hun må leve – eller dø.

Hun ligger igen i mørket og lytter til sin urolige puls og sin samvittighed, hjertet, der banker hende nærmere sin død eller sit liv, banker hende yngre for hvert slag.

Indtil hun omsider når begyndelsen – og kan fødes.

Ind i mørket

Et eller andet røvhul havde engang sagt til ham:

– Giv kvinderne hvad de vil have, ikke hvad de behøver. Giv dem blomster, komplimenter, børn – aldrig din kærlighed!

– Hvorfor, spurgte han chokeret. Naivt.

– De kan lugte svaghed på lang afstand. De er rovdyr. Så går de direkte efter struben.

Nu lå han i mørket ved siden af hende. Han kunne høre, at hun sov dybt. Roligt åndedræt. Af og til en stille jamren.

Hvad ser du, elskede, tænkte han, hvor er du, hvad piner dig nu, hvad piner dig egentlig?

Så chokerede han sig selv med den næste tanke: Hvem er du egentlig? De havde været gift i 7 år. Han måtte vide det.

Han lyttede efter hendes åndedræt, fornemmede hendes puls. Kun hendes. Derfor kunne han ikke høre og mærke sin egen.

Næste tanke: Hvem er jeg selv? Hvem er jeg egentlig? Hvad er jeg lavet af?

Han kunne ikke falde til ro. Han måtte stå op. Gå ud. I regnen. Det var vinter. Han gik.

Er det sådan, det ender, er det sådan det nødvendigvis ender, tænkte han.

Så standsede han som ramt af lynet ved en pludselig og uventet tanke. Han drejede om på hælen, småløb, så spurtede han.

Der var noget, dette ene, han simpelthen måtte spørge hende om, eller noget, dette eneste, han måtte fortælle hende. Lige nu. I nat.

Han løb og løb, med tårerne strømmende ned over ansigtet, eller var det regnen, det gjalt livet, han måtte hjem, hjem, lige nu!

_

Note: Disse tekster er også tilgængelige på min forfatterside på Facebook som enkelttekster.

Højtryk, 2022