II. (lille alpha)

I et lille efterspil – dog, som man vil se: med vidtrækkende konsekvenser, idet vi fører hans tanker op til nutiden – til første kapitel eller bog giver Aristoteles nogle generelle overvejelser angående filosofi og videnskab: Det er både vanskeligt at finde sandheden i dens helhed og i dens dele.

At udfinde de eller den første årsag og begyndelsesgrund er afgørende vigtig for videnskaben. For hvis ikke vi kan finde en sådan – måske fordi den ikke findes – har vi intet: Hvis leddene i årsagskæderne er ubegrænsede, og der derfor ikke er noget første led, så er der ingen årsag overhovedet.

Noget lignende kan iagttages ved det værendes værensbestemthed, den menneskelige erkendelse og ved begrebet hensigt og formål: Der må absolut tænkes og findes en første væren, en første erkendelse og en første hensigt; hvis ikke en sådan kan findes, har vi intet (sandt) begreb om væren, ingen (sand) erkendelse og intet (sandt) begreb om hensigt og formål, og denne situation og tilstand kan siges at være tilfældet for den moderne, vestlige videnskab og tænkning; man mangler det første, det primære og en sand begyndelsesgrund, med mindre vi antager teorien om the big bang og en oprindelig Singularitet; altså en første årsag og begyndelsesgrund, som ikke er Gud.

Derfor kan vi sige, at det dybestliggende videnskabelige og filosofiske spørgsmål og problem i dag kan formuleres ved spørgsmålet: Gud eller Singulariteten? Hvilken af de to modeller er sand, om nogen af dem? Et spørgsmål og et problem jeg formentlig ikke har løst tilfredsstillende i første del af dette skrift (afsnit 8).

Hvis vi godtager Vandrer mod Lysets tanker, så er svaret imidlertid klart: Det er Gud, der er den første årsag og begyndelsesgrund, det første led i alt; Gud, der også kan opfattes som al sandhed, og som “den faste grund i dybet”.

Men hvis ikke vi gør det, så er der – med moderne videnskab – kun Singulariteten og teorien om the big bang tilbage. Jeg skal her forsøge at angive en alternativ forklaring på de observationer og data, der har ledet til formuleringen af teorien om the big bang, en forklaring, der bygger på og stemmer overens med Vandrer mod Lyset:

De to vigtigste observationer og byggesten til teorien om the big bang er dels observeret rødforskudt lys fra stjerner og galakser, dels den kosmiske baggrundsstråling (CMB=cosmic microwave background), en rødforskudt elektromagnetisk stråling, der kan måles overalt i det kendte univers, som stråler ensartet i alle retninger og som tolkes som en “efterglød” af big bang.

Disse observationer har man fortolket sådan, at himmellegemer bevæger sig væk fra hinanden med stor hastighed, og ved at regne baglæns får man da, at alt engang har været samlet ét sted, et punkt måske, eller, altså, Singulariteten.

Den alternative forklaring ud fra Vandrer mod Lyset på disse observationer er følgende:

Når lys (lys i Vandrer mod Lysets forstand) passerer mørkehobe, nedsættes dets lysstyrke og bølgelængde; parallelt til den lysbølge, der i 1911 udgik fra Gud ved helvedessfærens bortslettelse, og som ved opsugningen af mørket fra helvede fik nedsat sin lysstyrke betragteligt (Vandrer mod Lyset s. 280, Oversigten).

Lysets passage gennem mørkehobe bevirker dermed – ved observation – en forskydning af det observerede lys og elektromagnetiske stråling mod spektrets røde ende. Derfor kan observationerne af rødforskudt lys fra stjerner og galakser og rødforskudt elektromagnetisk stråling fortolkes anderledes end videnskaben gør i dag: Nemlig og netop som lyspartiklers passage gennem mørkehobe. Dette kan – måske – efterprøves eksperimentelt. Måske er det det samme fænomen, der kan observeres og gør sig gældende ved Solens op- og nedgange: Lyset forskydes mod den røde ende af spektret ved lysets passage og filtrering gennem Jordens (mørke)atmosfære.

Men jeg er usikker på, om rødforskydningen sker ved lysets absorbering af mørke (som ved lysbølgen fra Gud i 1911), eller ved filtrering af lyset ved passage gennem mørke(hobe) (som ved solop- og nedgange). Formentlig er begge dele tilfældet.

Det, der umiddelbart kan sandsynliggøre den alternative fortolkning af data og observationer af rødforskudt lys og rødforskudt elektromagnetisk stråling er for den kosmiske baggrundsstrålings vedkommende dens ensartede udstråling i alle retninger og at den kan registreres overalt; hvilket er tilfældet for det, Vandrer mod Lyset kalder lysæteren; den findes ifølge værket overalt i universet (og i den oversanselige verden), og udstråler overalt den samme energi (i alle retninger).

For det rødforskudte lys fra observerede himmellegemers vedkommende sandsynliggøres den alternative fortolkning af, at jo længere væk himmellegemerne måles til at være fra hinanden, jo mere er lyset forskudt mod spektrets røde ende. Dette kan skyldes – efter den alternative fortolkning – at lyset fra disse legemer passerer gennem mere mørke, flere mørkehobe, på grund af den større afstand.

Den alternative fortolkning sår tvivl om den gængse teori: Det kan være, at alt ikke oprindelig er blevet til ved en kæmpe eksplosion eller udvidelse fra intet, Singulariteten, men er skabt roligt som Vandrer mod Lyset siger: Af Gud.

Tilbage til Aristoteles så er det – som flere gange nævnt – den eller de første årsager og begyndelsesgrunde, han efterspørger og eftersøger, og derfor kan vi sige, at det han forsøger er at grundlægge videnskaben som sådan, eller simpelthen undersøge mulighederne for en videnskab overhovedet.

Hvis ikke vi kan komme til en sand forståelse af de første årsager og begyndelsesgrunde, så fortaber den menneskelige erkendelse sig bagud og fremefter i uendelige kæder af årsager og begyndelsesgrunde, hvorfor der, med Aristoteles tanker, ingen virkelige årsager er, og derfor heller ingen erkendelse og videnskab er (mulig).

En tænker som David Hume slår netop ned på dette punkt: Årsagssætningen eller -loven er ugyldig, da vi ingen sanseindtryk (impressions) har af den; for ham er alle vores tanker og ideer og dermed også vores erkendelse afledte af sanseindtryk. Derfor mener han – med egne ord (A treatise of human nature) – at have ødelagt selve den menneskelige erkendelse.; en tanke vi kan følge fra Aristoteles´ metafysik: Hvis – som nævnt – der ikke kan angives en første årsag og begyndelsesgrund, har vi ingen (mulig) videnskab. Det samme er tilfældet, hvis årsagsloven simpelthen er ugyldig.

Men nu har vi i det mindste to muligheder for en første årsag og begyndelsesgrund: Gud eller Singulariteten. Der kan foreløbig argumenteres for begge teorier.

Det er imidlertid ikke sikkert, at vi selv med antagelsen af Gud som første årsag og begyndelsesgrund når tilbunds i problemet; for Vandrer mod Lyset meddeler, at også Gud har en “tilblivelseshistorie”: Hans/Hendes langvarige kamp ud af mørket og frem mod sin emanation, fremstigen.

Helt oprindeligt fandtes det, værket kalder Urkosmos; som var uskabt og som bestod af Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke i en tilstand af hvile og inaktivitet. Af dette Urkosmos fremstod Gud – som lige nævnt – gennem en langvarig kamp og en langvarig udvikling. Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Så det vi egentlig har brug for – hvis vi skal følge Vandrer mod Lyset – er en redegørelse for det uskabte Urkosmos, som var den egentlige første årsag og begyndelsesgrund for alt. Vi har brug for en løsning på det, Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte (Urkosmos) (jf. Vandrer mod Lyset, s. 146 og Supplement 2, no 56). Men denne løsning vil og kan først gives, når eller hvis Vandrer mod Lyset kendes og anerkendes officielt og af flertallet af mennesker; når eller hvis Vandrer mod Lyset for alvorlig bryder igennem som almenmenneskelig anerkendt sandhed.

Før det sker vil vi – med Aristoteles´ tanker – ikke have nogen virkelig videnskab, da vi så endnu mangler den egentlige og sande første årsag og begyndelsesgrund, videnskabens fundament.

Når det nu forholder sig sådan, så giver det ingen mening her at følge Aristoteles videre på vej i forsøget på at skabe denne egentlige videnskab; fundamentet mangler – den første årsag og begyndelsesgrund – og det kan ikke gives for nuværende.

Men en sidste ting jeg vil sige her – angående årsager og begyndelsesgrunde generelt og ud fra Vandrer mod Lyset – er, at vi kan opfatte selve det, at vi kan tænke i årsager, også første årsager eller årsag, og deres virkninger, skyldes, at vi lever i et ordnet lyskosmos takket være Guds sejr over mørket. Dette er fundamentet for selve årsagsloven.

Havde vi levet i et mørkekosmos, hvis Urtanken og Urviljen ikke havde formået at besejre mørket, og var blevet suget tilbage og ned i mørket, eller hvis de fra første færd havde ladet sig suge ind i mørket, så havde sådanne ordnede og ordnende love ikke fandtes; der ville formentlig heller ikke have fandtes tid og rum; da havde alt været kaos og uden lov – frem til det punkt, hvor Urtanke og Uvilje formentlig var blevet sprængt og udslettet, hvorefter den kosmiske historie havde været afsluttet ved altings absolutte og evige død.

Alle ordende love og ordnede forhold, al orden simpelthen, skyldes Guds sejr og de love, Han/Hun efter sejren gav i overensstemmelse med den kosmisk sejrende urkraft, Lyset. Vi kan her også – udover loven om årsag og virkning – tænke love som tyngdeloven, tankelove som logik og lovene for intuition og association og hukommelse, tidsloven, lovene for rummet og meget andet; kort: Alle love for tanke, vilje, lys og mørke og deres indbyrdes forhold. Al denne orden skyldes Lyset, der er orden, og Gud.

Men vi kan ikke komme videre i en videnskabelig og sikker udforskning af alle disse ting – hvis vi skal følge Aristoteles´ tanker om den første årsags og begyndelsesgrunds uomgængelige nødvendighed for al videnskab – før vi har svaret på gåden om det uskabte Urkosmos.

Jeg opstiller her problemet og spørgsmålet ud fra Aristoteles´ tanker – et spørgsmål som først fremtiden kan besvare.

Note 1: Som det fremgår bruger jeg her ordet og begrebet Singularitet i dets kosmologiske betydning, ikke som det anvendes indenfor computerteknologien.

Note 2: Jeg har tidligere søgt at gendrive Humes erkendelsesteori. Det simple argument lyder: For Hume er alle vores ideer og dermed al erkendelse afledte af sanseindtryk (impressions). Men da vi ingen sanseindtryk har af, at vores ideer og erkendelse er afledte af sanseindtryk, er hans teori selvrefuterende, selvophævende; og derfor gælder fx årsagsloven fortsat.

Højtryk, 2022

%d bloggers like this: