Marcel Prousts værk, specielt hovedværket A la recherche du temps perdu (da. På sporet af den tabte tid), har for mig været en kilde, der aldrig tørrede ud. Men jeg er ved fornyet læsning af værket gerådet i visse problemer i forhold til en bedømmelse af værkets lødighed, problemer som jeg vil redegøre nærmere for her. 

Jeg begyndte at læse Proust midt i eller sidst i 1990´erne, og har siden læst og genlæst ham flere gange. Jeg har i værket gennem lang tid søgt at efterspore den altomfattende idé, der bærer det uden at være til stede eksplicit; værket, der kan gennemglimtes til bunden med kunstens smil, som Proust udtrykker det.

Værket kan synes rigt. Det kan læses med en psykoanalytisk vinkel med fokus på det ubevidste, med en kunstteoretisk tilgang, med en historisk vinkel, som fx når Proust siger, at man for at forstå historien ikke bør se på konger og kejsere og krige, men derimod trænge til bunds i et individ, med et psykologisk blik og sikkert med mange andre læsemåder. Værket synes at rumme det hele. Det er skrevet som man kan sy en kjole; med mange lapper og mangefarvede felter og slidser sat sammen, teksten rummer – som man kan se det i Gallimards Pleiade-udgave – en definitiv, endelig tekst, omkranset af et væld af udkast, variationer og skitser, bevidst skrevet og genskrevet til en tekstbygning af stor vægt og umiddelbar skønhed.

Med hensyn til den kunstteoretiske tilgang rummer værket forskellige, fiktive, kunstnere, fx forfatteren Bergotte, komponisten Vinteuil og maleren Elstir. Sidstnævnte indskrives i den impressionistiske tradition, idet han maler det han ser, ikke det han ved om tingene (jf. forfatterweb.dk). Elstir starter i værket som en inferiør og ubetydelig person i Mme Verdurins salon, men udvikler senere geniet. 

Proust søger selv indtrykket, det unikke og særegne indtryk, og det er sådan, han skriver, når han fx beskriver en hvidtjørn i en have i Combray, lyset på terrassen en vintereftermiddag i Paris, en bestemt glasmosaikrude i en bestemt kirke og andre ting. Indtrykket søges skabt så friskt og umiddelbart og egenartet som muligt, og i den forstand skriver også Proust i den impressionistiske stil.

I kærligheden kommer Proust frem til den noget pessimistiske reciprokke formel: Hvis jeg elsker dig, elsker du ikke mig, og jo mere jeg elsker dig, jo mindre elsker du mig. Vi kan dog sige, at det Proust taler om er begæret og lidenskaben, derunder specielt jalousien, ting, der egentlig er den virkelige kærlighed, der rummer en anden højhed og ro, fremmed. Proust taler om besiddelsen, ikke om friheden, der karakteriserer den virkelige og egentlige kærlighed.

Proust taler meget om vane, glemsel, løgn (eller selvbedrag) og stedet. Vi kan vænnes til at have bestemte mennesker omkring os, vænnes til at befinde os på bestemte steder, og hvis vanen brydes, som fx når fortælleren tager på sin første rejse til Balbec, så bliver vi ulykkelige og forvirrede. Vi søger det vante og velkendte og trygge. Vanen er for Proust en mægtig magt.

Med moderne biologi og hjerneforskning kan vi måske sige, at vi mennesker er biologisk kodede for vanen, idet vanen kræver mindre hjerneaktivitet og dermed mindre energi. Vi er således kodede for energibesparende adfærd og hjerneaktivitet.

Vi kan – idet vi går tilbage til Proust – glemme dem vi elsker, glemme hvorfor vi led, glemme os selv. Dele eller aspekter af os selv kan dø, idet vi glemmer, ligesom andre mennesker kan skifte form og indflydelse på os – når vi begynder eller ophører med at elske dem, hvilket for Proust vil sige, når andre mennesker får os til at lide, eller når de ikke længere kan få os til det, idet vi glemmer dem ved at vi vænner os til ikke længere at have dem omkring os.

I kærligheden spiller løgnen for Proust en afgørende rolle. Som fx når fortælleren på mange måder og ved alle midler søger at hale sandheden ud af Albertine, som han mistænker for at begære kvinder og have seksuel omgang med (Proust var selv homoseksuel). 

Marcel lyver overfor Albertine, og hun overfor ham. Sandheden får han aldrig at vide, ikke en gang efter at Albertine (måske) er død, og han har en række fortrolige samtaler med en af Albertines veninder, Andrée. Han må leve i stadig uvished og usikkerhed indtil det hele – ved vanens magt – bliver ham ligegyldigt.

Fortælleren drømmer om steder, han vil besøge, fx en kyst i Normandiet eller Venedig, men hvis ønsket indfries, viser virkeligheden sig altid anderledes, end han drømte. Det bedste – og måske det eneste virkelige (som en form for sollipsisme eller radikal idealisme) – er i drømmen, i bevidstheden, i det liv, der ikke primært er ydre og fysisk, men indre og psykisk, det liv, der ikke er andet end en lidenskabelig samtale med os selv.

Bestemte mennesker, fx hertuger eller hertuginder, kan så at sige legemliggøre et bestemt sted, en bestemt egn, og Marcel drømmer om disse steder og disse mennesker, der ved nærmere bekendtskab, fx hertuginden af Guermantes, og gennem vanen bliver af mindre betydning eller ligefrem ligegyldige. Drømmen bærer individet, virkeligheden skuffer eller er blot anderledes.

Og i lang tid drømmer Marcel om det for ham og ved drømmen så ufattelige og ophøjede liv, der må leves i de højere samfundskredse, faubourg Saint-Germain, for så – da han er indtrådt i denne verden som en søgt og respekteret (ung) mand, måske med omtrent samme status som en anden central figur, Charles Swann – at spidde denne verdens forlorenhed og snobisme og dumhed ved sarkasme og ironi, dog uden at miste fornemmelsen for mennesket bag.

Ved første blik og gennemlæsning kan vi forvirres af det forhold, at fortælleren, Marcel, først er barn, derefter en ganske ung mand, og så går tiden tilsyneladende i stå. Fortælleren synes bestandig – indtil slutningen af sidste bind – at være dette: Barn eller ung mand; en ung mand, der får læst godnathistorier af sin mor, eller et barn, der går til soireer hos fx hertuginden af Guermantes, og som læser avanceret litteratur og evner at forstå og kritisere det læste ud fra avanceret teori. Men det skyldes visse forhold i begrebet og fænomenet tid, som Proust ser det, og her er vi måske ved den efterspurgte altomfattende idé i værket:

Der findes i tiden – som i rummet – visse ´optiske´ bedrag, der blandt andet skyldes, at i afstanden i tid mellem to begivenheder i vores liv, som vi erindrer – fx også mellem nutiden og en bestemt begivenhed i fortiden – er en mellemliggende tid, som vi ikke husker, og dermed rykkes tiden sammen, den trækker sig sammen til en mindre krop og masse, tiden formindskes, bliver af kortere varighed (Albertine disparue, p. 173, Gallimards Pleiade-udgave; da. Forladt af Albertinde eller i den nye oversættelse, Albertine forsvundet).

Noget af tiden forsvinder for os, når vi søger at genkalde os den, og det er den således tabte tid, Proust er på sporet af. Den forsvundne tid kan undertiden tilbageerobres gennem forskellige genstande, der ligger spredt ud i virkeligheden og verden; fx en kage, som fortælleren dypper i en kop the en vinterdag i Paris (Madeleinekagen), et kirketårn i Martinville set fra en hestevogn i skumringen eller et par toppede brosten, som fortælleren træder forkert på ved en soiré i Palæ Guermantes sidst i værket.

Disse ting er det tilfældigt – og uafhængigt af intellektet, intelligensen – om vi nogensinde møder på vores vej gennem livet. Men hvis vi gør, så ledsages oplevelsen af en helt særlig lykkefølelse og tilstand af opfyldelse; vi har genfundet og genvundet en del af os selv, der var tabt.

En anden tidssammentrækkende, tidsreducerende faktor kan vi se kunstnerisk bearbejdet i Thomas Manns Der Zauberberg (da. Troldfjeldet, eller i en nyere oversættelse, Trolddomsbjerget) i den vane, som Proust også skriver om: Romanens sanatoriegæster oplever, at tiden flyver afsted, eller bliver som sand mellem fingrene, fordi dagene er næsten identiske. Tiden bliver kort og flygtig, fordi der intet usædvanligt er, der bryder tidens og vanens strøm. Det er derfor ikke kun erindringens natur, der skaber den tabte tid, men også vanen.

Denne faktor har jeg set kommenteret af en filosof (jeg husker desværre ikke navnet), der siger, at efterhånden som man bliver ældre, bliver tiden flygtig eller virker af kortere og kortere varighed (årene flyver afsted), fordi der for det aldrende menneske er lidt eller intet tilbage at opdage eller opleve (påny), hvorfor dagene – som i Manns roman – bliver næsten identiske, og derfor virker kortere og kortere; tiden opleves som om den går hurtigere og hurtigere efterhånden som vi bliver ældre.

Idet Prousts roman kulminerer (omkring p. 445ff i Gallimards udgave ((Tome IV), Le temps retrouvé; da. Den genfundne tid)) ved den omtalte soiré, har Marcel tre på hinanden følgende oplevelser af den særegne lyksalighed, der optræder flere gange i værket: Da han træder forkert på brostenene ved Palæ Guermantes, frigøres et minde fra en rejse til Venedig, da en tjener bringer ham et lille udvalg af småkager og et glas orangeade, og tjeneren slår på en tallerken med en ske, frigøres mindet om Madeleine-kagen (hvilket igen fører tilbage til en særlig oplevelse, han havde som barn i Combray), og da han tørrer sig om munden med en stivet serviet, frigøres og levendegøres et minde fra hans første rejse til Balbac.

Denne gang sætter Marcel sig for at eftersøge den lov, hvorefter disse følelser af lyksalighed skabes, og han når frem til, at tingenes egentlige natur er uden for tiden, mens vi normalt befinder os i tiden. Når disse bestemte genstande, fx en kage eller en serviet, minder os om det egentlige, det virkelige liv, der er uden for tiden, så finder eller genfinder vi også vores egen egentlige natur, ligeledes uden for tiden, dvs det evige i os. De bestemte genstande, der indkapsler en del af fortiden, holder den fangen, hjælper os derfor – når de frigiver deres minder, deres fanger – med at finde eller genfinde vores egentlige, evige væsen, det evige menneske, idet vi gennem genstandene hæver os over tiden.

Vi genfinder eller tilbageerobrer den tabte tid, og hullerne i tiden, der før forlenede Marcel og hans omgivelser med evig ungdom ved tidens optiske bedrag, udfyldes, tiden bliver hel – og pludselig ser han omgivelserne og menneskene ældede, mærkede af tiden, han er selv ikke længere en ung mand, og alle han kender eller kendte ældes i ét nu.

Hvert øjeblik i vores liv, hvor ubetydelige de end kan synes, indkapsler disse minder, fanger tiden, og derfor rummer hvert øjeblik også muligheden for en tilbageerobring af tiden og os selv, det evige i os, det egentlige, en tilbageerobring af den tabte tid, hvis vi vel at mærke møder de genstande, der ene – og helt uafhængigt af intellekt og hukommelse og intelligens – formår at gøre os fri.

Da Marcel her tre gange efter hinanden har mødt den særlige lykkefølelse, der følger med frigivelsen af en del af hans fortid, har følt den således levende- og åndeliggjorte fortid og tid, tvivler han ikke længere på – efter at have fundet det evige menneske i sig selv – sin mulighed for og evne til at skabe et egentligt kunstværk, hvilket må – tænker han – bære tidens præg. Og det er vel rimeligt at sige, at hele dette værk, A la recherche du temps perdu, er selve dette værk.

Kritik af Proust

Hvis det er rigtigt forstået, at det afgørende for Proust er – gennem bestemte genstande – at hæve sig over tiden, og derved frigøres og forløses som mennesker ved at finde det evige i os selv, så er han stadig i en traditionel opfattelse af tid og evighed; tiden og evigheden som modsætninger (en tanke vi fx også finder hos Kierkegaard).

Gennem Vandrer mod Lyset lærer vi imidlertid, at ingen udover Gud er hævet over, eller kan hæve sig over tiden, idet Han alene har skabt den (Gud har skabt tid og rum). Evigheden er for alle andre end Gud en uendelig tid, en tid, som bestandig ligger foran os og i os, men den er stadig tid. 

Og dermed peger Proust på en forløsning, der i virkeligheden er en selvguddommeliggørelse – eller i kristen mytologi: Et (nyt) syndefald, idet mennesker – som Adam og Eva – på ny vil være Gud eller guder.

I denne forløsnings- eller faldstanke minder Proust om Hegel og dennes sidste sætninger i Phänomenologie des Geistes (da. Åndens fænomenologi), der også rummer en selvguddommeliggørelse (af individet eller Verdensånden). Og derfor må vi her til slut sige, at en del kunst og tanke, der af nogle betragtes som stor og høj og dyb, ikke kan stå for en nærmere undersøgelse: Ikke alt, der glimter, er guld!

Note: Man kan finde en nøjere udredning af begrebet og fænomenet tid i Vandrer mod Lyset og i Supplement II, no 50 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).

Cpo 2021