I

Processen

Jeg, josef K ville – hvis ellers jeg havde evnerne og under tryk af den proces, jeg netop nu gennemgår – skrive en satire om den ansigtsløse magt, magten der skjuler sig bag uigennemskueligt bureaukrati og fejlbarlig teknik, magten der ikke kan le, jeg ville skrive om modsætningen mellem ansigter, der stemmes til magten, hvorefter de straks skjuler sig igen, eller kun viser sig uden magtens dybde, jeg ville – når dommen falder i fortællingen, for den vil uvægerligt falde, stol på det – stemme digtet fra mol til dur, få mennesker til at le ad min dom og ikke græde, jeg ville bede om – ikke en sidste cigaret eller et sidste måltid – men om en sidste vits, givet af magten, for at dæmpe min rædsel for det uafvendelige.

Fortællingen ville – som altid – bryde frem fra usporlige kilder, som bølger fra glemte storme, bølger der netop nu skyller mod kysten, jeg går langs med for at forsøge at klare mine tanker med vinterens storm i ansigtet og komme til afklaring af mit inderste, min inderste vilje og håb og længsel, jeg ville gå op ad strømmen for at søge udspringet, og hvis jeg nåede frem, ville fortællingen være endt. Jeg ville navngive det navnløse, fortællingen som sådan, fx magten og æren, men den titel har allerede graham G og ian R brugt, så jeg ville – nødtvungent – finde på noget andet, fx sidste skrig. Det ville blive uhyre morsomt at prøve at få magten til at le, se det trække i mundvigene, stemme digtet op fra mol til dur til eufori til ekstase, høre den le hjerteligt fra dybe kilder – helt ned i maven – og netop det – og kun det – kan dæmpe min rædsel.

Jeg løber – når jeg er inde i byen – fra kontor til kontor, for at finde et ansigt, og jeg prøver at dulme min angst ved igen og igen at sige til mig selv, det er ikke ufejlbarligt, det er jo kun maskiner, ikke mennesker, men jeg kan ikke finde det, ansigtet, det der alene kan berolige mig, jeg føler mig som et tandhjul i en maskine, jeg hverken kan se eller erkende, knust under hjulene. Og hele tiden har jeg denne distinkte følelse af at være overvåget, som om der sad en et sted med alle mine personlige og følsomme oplysninger, måske en embedsmand, måske en forfatter der i et rum, der ikke længere findes, i en tid der er forbi, netop nu sidder og skriver mig frem, og fortællingen slår mod mig som bølger fra glemte storme, igen og igen, fra en tid der for længst er forbi og som netop derfor er nærværende, lige nu og her, måske det vigtigste, måske det eneste der findes, alt andet er uvirkeligt som en drøm, som et mareridt jeg ikke kan vågne fra, og som kommer igen og igen og igen.

Hvis jeg fandt det rigtige kontor på den rigtige adresse i den rigtige by i det rigtige land i den virkelige verden, hvis jeg fandt et ansigt, det jeg søger, ville jeg tilstå alt, ja, det er mig, der har gjort det, ja, jeg er skyldig, ja, jeg tager min straf, man kan jo se det, det står lige der, jeg er skyldig, se selv, sort på hvidt og uden nuancer, nej, jeg er ikke  vanvittig, alle er efter mig, nej, jeg er ikke paranoid eller offer for konspirationsteoriernes vanvid, jeg er blot skyldig, se selv, døm mig, henret mig, og le!

II

Dommen

Hvis jeg fandt et ansigt, det rigtige, det virkelige, og fortællingen derfor snart kunne ende – ville jeg som sagt prøve at få det til at le, jeg ville opføre en lille komedie i håb om forståelse, jeg ville nægte alt, alt det de så åbenlyst har på mig, det er jo kun for sjov, jeg ville vende ansigtet bort med et ryk, blive stejlere og stejlere straks efter tilståelsen, nej, det har jeg aldrig hverken sagt eller skrevet eller gjort, I tager fejl, det er en misforståelse, det er en anden, tag ham i stedet for mig, hør nu, det er jo kun for sjov, så igen ansigtet vendt bort og jeg, josef K stejlere og stejlere, det er den fordømte embedsmand eller forfatter, jeg ved det ikke, jeg ved intet, hør nu, jeg laver sjov, jeg er uskyldig, men magten ville svare, det står jo lige her, se selv, sort på hvidt og uden nuancer og detaljer, det er ikke til at misforstå, eller til at forstå, og hvis magten fandt mig strafværdig og insisterede, ville jeg skrue mig op i et sandt raseri, og ansigtet ville dømme mig, ikke le, og jeg ville græde, det er jo kun for sjov, og ansigtet ville uvægerligt dømme mig for bespottelse, det ville ikke le, magten er ikke sjov, den kan ikke le, kan den noget, er den virkelig, er den noget, så hør dog, det er jo kun for sjov, og ansigtet ville måske fortrække sig i en hånlig grimasse, ikke af komik men af grusomhed, næsten genert fordi den mens vi taler allerede udmåler straffen med alle dens våben, den må vælge ét højst to, det er ikke det, jeg vil, så hør dog nu, hør på mig, bare denne ene gang, jeg sværger på, at det ikke er mit alvor, jeg bønfalder jer om ikke at tage mig alvorligt, og magten ville dømme mig for bespottelse, den ville række ud efter mig, nu kommer den, den sidste vits, det er jo bare for sjov, magten ville krydre mig med salt og peber og konfekt, og den ville smide mig sønderrevet på møddingen som føde for det onde, som faust og af nogenlunde samme grund, fordi jeg vægter sandhed, særligt sandheden om magt og hvorfor den ikke kan le, over mit liv og min evige sjæl og salighed, og så, og så, og så, idet magten og retten og æren hører mit sidste skrig, der brat afbryder fortællingen og efterlader den ufuldendt –

vil den bryde ud i en rungende latter, helt nede fra maven, fra evigt skjulte kilder og dybder hinsides fornuft og historie og hjerte og menneske.

cpo 2021