Kærlighedens ABC

For nogle dage siden var jeg med til at rydde boet efter den nylig afdøde, sindssyge A. Det er ikke fordi, jeg kendte ham personligt, men jeg havde tilbudt min ven, B, at hjælpe ham gennem det, der for ham var en stor sorg: A´ s alt for tidlige – men måske barmhjertige? – bortgang.

Blandt A´ s efterladenskaber fandt vi en lille sort-rød notesbog, og den viste sig at indeholde tanker, som jeg viderebringer her. Notesbogen var forsynet med en øjensynligt hurtigt nedkradset titel:

Skyggen i skyggen.

Her er, hvad bogen rummede:

Jeg var gennem længere tid søgt til byens udkant i lange strejftog – mest om natten. Gadens lygter med deres gule, tilmarvgående lys, som afslørede eller netop skjulte alt, fx meningen med det hele, dét lys sammen med mørket gjorde, at jeg var i en sjælden og velgørende harmoni med mine omgivelser.

En vinternat – det havde sneet og frosten var streng – stod jeg – som på havets bund, overalt omgivet af mørke – ved den lille boghandel på Viby Torv, og læste titlen på en bog, som jeg ikke kendte, og ikke havde læst; en af de få: Det var Khalil Gibrans Profeten.

Det snørede sammen i mit indre. Det forekom mig, at jeg var i en verden som efter atomragnarok, eller lige inden; i en verden, ånden for længst havde forladt, eller aldrig været i. Jeg kunne knap trække vejret. Det trykkede for mit bryst.

Jeg så igen på Gibrans bog. Den var indbundet i mørkt papir, og titel og forfatter var skrevet med gyldne bogstaver. Måske ånden var der? Men jeg vidste instinktivt, at det ikke var tilfældet. Heller ikke hér. Som alt andet måtte også den skuffe. Måske det var årsagen til min beklemmelse.

Hvis verden skal have ånden, må jeg bringe den selv.

Jeg vandrede videre i natten, væk fra Gibran og det falske løfte, henimod, viste det sig, en sandhed, jeg næppe turde eller kunne høre. Jeg gik tilbage mod Holme, hvor jeg boede, og pludselig, som stampet op af jorden, stod en lille sær skikkelse for mig, og lagde mig en bog i hånden. Det var en dværgkvinde. Med rød tophue og huen med hvid kvast. I en mørkblå kappe. En lille stav med en klokke af sølv i den venstre hånd, bogen i den højre. Hun rakte mig bogen med et venligt smil og øjne, der brændte.

Bogen titel var: Påfuglens testamente. Dværgkvinden sagde blidt: Denne bog vil gøre dig godt – eller ondt, alt som det behager. Ondt hvis du forsager sandhed, godt hvis du elsker den. Så drejede hun om på hælen, og forsvandt som en røg i vind.

Jeg så på bogen. Læste:

Påfuglens testamente

Jeg har en ven C. Han er født blind. Han skriver. Tør knap kalde sig forfatter. Men han skriver. Og efter min mening skriver han udmærket. Nu ligger han for døden. Er syg af kræft. I lungerne efter mindst 40 års intensiv nydelse af tobak. At tobak skulle være en nydelse, har jeg svært ved at forstå. Men hver mand sin last, som man vist siger. Og lad så den, der er ren kaste den første sten, som man i hvert fald siger, og som skrevet står.

Da C altså snart skulle dø – med eller uden egen vilje eller ønske – ville han gøre rent bord. Han ville gerne kunne dø med roligt hjerte og sind og samvittighed. Derfor inviterede han mig på en flaske whisky, som han gerne så at jeg drak, mens han talte, bekendte. En bekendelse formet som en række spørgsmål. Disse:

Du ved, at jeg læser meget. Eller; som det nu falder i min evne: Jeg hører lydbøger og bruger avanceret software til oplæsning af klassiske værker fra bestemte portaler. Men ved du hvorfor? Det gør jeg nemlig ikke. Er det for at gøre indtryk på det smukke køn? Men – jeg er gift, min libido har i mange år nærmet sig nul, og jeg falder i øvrigt gerne for kvinder, der ingen interesse har for fx svært tilgængelig filosofi, som jeg ynder, og for hvem denne last – kan jeg vel så sige – er et handicap, et turn-off. Eller helt latterligt: Læser jeg for at blive klogere og for at danne min karaktér?

Min ven, er det hovmodigt – eller er det udtryk for smertelig selverkendelse – at jeg falder for mindre intelligente kvinder – for at kunne dominere dem; eller måske fordi jeg føler mig mindreværdig som et resultat af indre usikkerhed og magtesløshed og utilstrækkelighed?

Nietzsches kaosmodel for menneskets indre og personlighed – hvis det var ham, der gav den – passer på mig, som du ser: Det stritter i alle retninger, irrationelt, kaotisk, ydmygende.

Min ven, min kære gamle ven, jeg spørger dig og jeg frygter svaret, hvis du som min ven siger sandhed uden at besmykke eller fordreje den: I hvilket omfang er min litterære produktion motiveret af glimretrang (især overfor kvinder) og mindreværd, eller – usandsynligt, usandt – for at oplyse og bringe ånd? Og hvad med musikken, som jeg lytter til, og prøver at forstå eller i det mindste opleve, den gode klassiske musik skabt af de største genier i menneskehedens historie, som jeg hemmeligt føler mig beslægtet med? Og hvad med den fysiske træning og den fysiske forfængelighed og trangen til at se godt ud for at score? Er dette ikke meningsløst for en blind, eller er det netop karakteristisk for blinde?

Er hele mit liv dannet efter disse få og ynkelige noder i en pjaltesymfonis enkle og tragiske partitur; er de simpelthen mit liv, er dét mig?

Jeg tøvede inden jeg svarede ham. Alkoholen var begyndt at virke, og det stemte mig både strengere og mildere. Mit svar, som kom bag på mig selv, blev til et selvopgør, som lige så vel var mit eget som hans. Jeg tog en slurk, og sagde:

Du ved, at jeg ikke lyver for dig. Jeg kan ikke lyve. Jeg vil svare dig. Det du spørger om, og egentlig selv svarer på, siger mig, at du er alt for hård ved dig selv. Det med den simple melodi for vores liv er meget sandt. Sådan er det. Men din egentlige fejl er, at du tror, at det kan være anderledes.

Vi tænker vel alle – mere eller mindre, og i skiftende skikkelser, mønsteret er det samme – at vi er virtuoser på vej i limousine gennem mørke byer, fx London, på vej mod Royal Albert Hall, hvor vi skal give koncert for et publikum, der vil gispe ved det blotte syn af os, og hulke af glæde ved de første toner fra vores piano, violin, cello, whatever. El fucking guitar.

Vi nærmer os koncertsalen, spændingen stiger, både vores og publikums, det hellige nærmer sig kernen, vi træder ind, lyset dæmpes, vi sætter os ved koncertflyglet, der bliver dødstille, ikke en lyd høres, næppe et åndedrag, magien er nu, vi kæler lidt for tangenterne; så slår vi an, det hele starter, vi spiller – frikadellens flugt over plankeværket.

Ser du, den konge- eller dronningekrone vi alle mener at bære, eller mener vi har har ret til at bære, eller mener os værdige til at bære – er en narrehat med bjælder. Og musikken bliver derefter. Det er det hele. Jeg lyver ikke. Du ved, jeg ikke kan lyve. Slet ikke for dig.

Men, siger du så, hvad med kærligheden?

Kærligheden? Ægteskab fx, svarer jeg, er som du som gift mand må vide, en garanteret, gensidig udslettelse af drømme, håb, længsler, personlighed, og nedbrydningen – optimistisk set kun af det, der ikke kan klare virkelighedens tryktest og ikke kan stå ved egen kraft – starter i det øjeblik kroppene første gang flettes sammen, smelter sammen, og pagten indgås. Til døden. Som starter øjeblikkeligt. Præcis i det øjeblik. Eller I går fnysende hver til sit uden at noget fuldbyrdes og bliver virkeligt.

Kærligheden oversætter ved tiden umulige drømme til virkelighedens andet og helt fremmede sprog, et sprog – sandhedens – uden forbindelse til oprindelsen, drømmen – løgnen – og hvor alle må gætte sig frem, og altid overraskes. Dog ikke kun til det onde.

Kærlighed, der ikke er, men bliver sand gennem denne oversættelse, er en hård og barsk og nødvendig proces. Uden den klarer vi den ikke, men med den er vi ingenting, bliver til ingenting. Kærligheden løfter os ved forjættelsen, kun for at lade os falde skarpt mod klippen i afgrunden som gennemsigtigt glas og knuses.

Er det det sidste ord, den yderste sandhed? siger du og gyser. Jeg ser ned på mine hænder. De arbejder med glasset i min højre hånd.

Bare jeg vidste det, siger jeg endelig. Bare jeg vidste det. Men jeg ved ingenting. Intet. Det er en del af komikken. Eller tragedien. Alt som det behager.

Højtryk, 2022

%d bloggers like this: