Om kroppens og åndens kærlighed

Dette vil ikke være en altomfattende, fuldstændig teori om den menneskelige bevidsthed – en sådan er formentlig også umulig – men indskrænker sig ekslusivt til at behandle det jeg kalder kroppens og åndens kærlighed, og vil i alt væsentligt bygge på værket Vandrer mod Lyset (udgivet 1920 ved Michael Agerskov).

Strengt taget er ordet kærlighed – hvis vi accepterer Vandrer mod Lysets sondring mellem krop og ånd – misvisende i forbindelse med kroppen, da kroppen er skabt (af de Ældste) af mørket, mens kærlighed er et fænomen og en kerneværdi i Lyset. Men ordet kærlighed har vundet hævd i sproget også som en betegnelse for den ”fysiske kærlighed”, kroppens “kærlighed” – fx forelskelse og seksuelt begær – og mange mennesker skelner ikke skarpt mellem de to – hinanden modsatte – fænomener. Det er dette skrifts hensigt at foretage denne sondring, hvorved mangt og meget i den menneskelige tilværelse, følelsesliv og adfærd vil blive mere klart og forståeligt.

For alle mennesker er kroppens og åndens kærlighed blandet sammen, andet er ikke muligt. Men jeg vil her forsøge først at udskille og beskrive de to fænomener i deres rene form, og dernæst søge at kaste et strejflys over nogle af de blandinger, de optræder i i og for os mennesker. Heller ikke dette kan blive en altomfattende og fuldstændig behandling af kærlighedens psykologi. Vi må ty fx til skønlitteraturen eller måske de forskellige psykologiske skoler for at få et bedre overblik over emnet, der i sin natur er uudtømmeligt.

Hvis vi fx læser Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, så er et af hovedtemaerne i dette værk den fysiske kærlighed, hvortil hører fænomener som jalousi, begær, forelskelse, besættelse, fortvivlelse og meget andet. Vi forvirres ved at ordet kærlighed bruges om disse fænomener, og kan tænke, at kærlighed er noget farligt, noget man må vogte sig for, en måde at gøre hinanden fortræd. Mange steder skriver han, at kun så længe hans personer føler smerte i forbindelse med et andet menneske (den ”elskede”), lever kærligheden. For ham er kærlighed og smerte uløseligt forbundne, måske hinandens forudsætninger eller ligefrem identiske. Men dette skyldes netop, at han ikke sondrer skarpt mellem den fysiske og den åndelige kærlighed. Han kalder det kærlighed, men i virkeligheden har det intet med den ægte, åndelige kærlighed at gøre. Vi kan også lytte til popmusikkens – eller generelt den vulgære ”kunst” – med dens mange eksempler på den smertefulde kærlighed, ”kærlighedens smerte”, ”hjerte rimer på smerte” og andre klicheer. Men hvis vi – ud fra Vandrer mod Lyset – foretager sondringen mellem fysisk og åndelig kærlighed, så ser vi, at det er den fysiske ”kærlighed”, der er (uløseligt) forbundet med smerte, hvorimod den åndelige og ægte kærlighed giver ro og glæde og fylde og er helt ufarlig.

Vi vil her søge at give et første omrids af en ny kærlighedens psykologi med det formål at kaste lys over nogle meget vedkommende og vigtige elementer i den menneskelige tilværelse.

Den fysiske og den åndelige kærlighed i deres rene former

Den fysiske kærlighed – der har sin rod og forankring i kroppen og dermed i mørket, det onde – er i sin rene form og natur helt igennem egennyttig, selvisk, og det er dette element af egennytte, der skaber smerten ved denne form for ”kærlighed”. Hvis fx vi mister et elsket menneske ved dødsfald, så vil den åndelige kærlighed vide, at den afdøde er gået over til eller født ind i en strålende skøn og fredfyldt verden, hvor den ægte, åndelige kærlighed er denne verdens essens og altgennemtrængende kraft. Derfor er det naturligt, at den åndelige kærlighed vil føle glæde på den elskedes vegne, hvorimod den fysiske kærlighed – der ikke kender evigheden – ofte vil misforstå det, der er sket, og fx tænke at den elskede simpelthen ikke eksisterer længere, at tabet er uopretteligt og uigenkaldeligt, at det er en evig afsked, og at man aldrig vil se den elskede igen. Så vågner fortvivlelsen og den dybe smerte og måske en ulægelig sorg. Man vil fortvivle og fokusere på sin egen smerte, sit eget tab uden at forstå, at der – for den ”afdøde” – er sket noget glædeligt, at den elskede i høj grad lever og lever i en verden, der er langt bedre end den, vi efterladte lever i. Smerten fremkaldes altså dels ved at vi fokuserer på vores eget tab, dels ved en misforståelse af situationen.

Det selviske element ved den fysiske kærlighed er også meget stærkt tilstede i fænomenet jalousi. Vi kræver måske 100% ejerskab over den ”elskede” og hvirvler ind i jalousiens hekseverden, hvis vi da oplever selvstændige livstegn og -krav fra den elskede. Alt mistænkeliggøres, vi bliver paranoide, vi lider. Hvorimod den åndelige kærlighed stiller den elskede helt frit, også med hensyn til om den elskede overhovedet ønsker at leve sammen med os. Hvis ikke – kan den åndelige kærlighed glæde sig over, at den elskede måske finder større livsfylde og livsglæde og tilfredshed sammen med en anden eller alene. Her er det det uselviske, uegennyttige element ved den åndelige og ægte kærlighed, der bringer os freden.

At den åndelige og egentlige kærlighed er uselvisk og uegennyttig, betyder ikke, at man ikke skal eller ”må” elske sig selv. Hvis vi tager et af de få steder i Bibelen, hvor Lysets Gud skinner igennem, så hedder næstekærlighedsbuddet i 3. Mos. 19, 18: Du skal elske din næste som dig selv. Der står ikke du skal elske din næste i stedet for dig selv, eller du skal elske din næste men ikke dig selv. At kærligheden til næsten og én selv bør og kan være ækvivalente, af ens styrke, markerer den sande og åndelige kærligheds balancepunkt; hælder man til en af siderne; enten over mod den totale egenkærlighed på den ene side, eller mod den totale selvfornægtelse eller ligefrem selvdestruktion på den anden, har man – i henhold til buddet – forladt kærlighedens vej. Den ægte kærlighed balancerer og bliver først virkelig med lige kærlighed til næsten og til sig selv, og det er sikkert rigtigt, hvad nogle siger, at hvis ikke man elsker sig selv, kan man heller ikke elske andre. Det er i hvert fald indeholdt i næstekærlighedsbuddet.

Det der først og fremmest kendetegner den fysiske kærlighed i dens rene form er dens karakter af rus og blindhed. Som når vi bliver forelskede, eller når vi begærer et andet menneske seksuelt, eller når vi – måske i eufori og ekstase – oplever, at vores forelskelse (”kærlighed”) er gengældt. Vi forsvinder ind i en anden verden, hvor kun vi og den ”elskede” eksisterer, og vi kan tænke, i mere rolige og nøgterne øjeblikke, at kærlighed gør blind. Det er dog ikke den åndelige kærlighed, men den fysiske, der gør os blinde for alt andet. Mørket blinder, Lyset gør os seende.

Den dybe forelskelse kan meget ofte ende i den dybeste sorg – hvis vi mister den ”elskede” enten fordi han eller hun forlader os, eller hvis følelsen fra starten ikke er gengældt. Sorgen og smerten skyldes igen det selviske element; vi fokuserer på vores eget tab uden at forstå, at den elskede meget vel kan leve og leve godt og tilfredsstillende uden os, hvilket vil være naturligt at tænke og føle for den rene åndelige kærlighed. Den fysiske kærlighed fokuserer på os selv, den åndelige på den elskede.

Den største forskel mellem den fysiske og den åndelige kærlighed er helt grundlæggende, at den fysiske kærlighed er polygam i sin natur, mens den åndelige kærlighed er strengt monogam i den forstand, at vi fra Guds side er skabt som to og to samhørende personligheder, mand og kvinde, dualer. Dette forhold skaber rigtig mange konflikter og lidelser i det enkelte menneske og mennesker imellem. Den fysiske kærlighed vil bestandig søge nye seksualpartnere og forelske sig igen og igen i forskellige mennesker, mens ånden vil søge at holde sig til den ene, fra første færd udvalgte partner i et monogamt samliv ud fra den viden, vi alle rummer inderst inde om den eneste ene, ikke som en ide, men som en realitet.

Det er dog de færreste jordiske ægteskaber og parforhold, der bunder i en åndelig dualitet. Dualer vil ofte inkarneres som nære slægtninge, fx mor og søn, far og datter, onkel og niece eller andre kombinationer, hvor et seksuelt samvær ikke er aktuelt og ikke ønskeligt. Men vi har dybt inde en viden om den eneste ene, og de jordiske parforhold kan opfattes som en afglans af denne realitet. Derfor kan det medføre meget alvorlige lidelser, hvis vi svigtes ved utroskab eller på anden vis af en person, som bærer vores ide om eller billede af denne eneste ene (uden at vedkommende partner måske virkelig er dualen), og disse lidelser kan fx resultere i alvorlige depressioner, mord eller selvmord, alt efter om man vender lidelsen og smerten og den dertil hørende vrede og måske had indad eller udad.

Blandinger af den fysiske og den åndelige kærlighed

Intet menneske – heller ikke denne forfatter – elsker kun åndeligt og rent og egentligt. Noget sådant hører til i den næste verden. Fysisk og åndelig kærlighed – repræsenterende henholdsvis mørket og Lyset optræder i os alle i blandinger. Kun det enkelte menneske selv kan i de forskellige sammenhænge og tilfælde – ved introspektion og selvransagelse – afgøre – eller søge at afgøre – hvor meget eller hvor lidt henholdsvis den fysiske og den åndelige kærlighed fylder hos den enkelte.

Nogle mennesker – fx vores børn – kan vi elske dybt og inderligt og uegennyttigt og ubetinget, altså med en høj grad af åndelig kærlighed, mens andre hovedsageligt er genstand for vores fysiske kærlighed, fx seksuelt begær eller ved at vi forelsker os i dem.

En kærlighed der oprindelig er åndeligt vægtet – fx til vores børn eller ægtefælle – kan alligevel – ved tab – give os næsten uudholdelige lidelser og smerte og sorg, fx hvis den elskede dør, og vi er uvidende om de faktiske forhold, at der altid er kærlige hænder, der griber på den anden side. Denne viden ville kunne beskytte mod de værste lidelser i forbindelse med dødsfald blandt dem, vi elsker dybt og inderligt.

En kærlighed der starter som en fysisk kærlighed – fx forelskelse – kan over tid transformeres til en mere åndelig og ren kærlighed, når ”vi lander” (med begge ben på jorden) og begynder at elske den anden i egentlig forstand.

Fysisk og åndelig kærlighed er altså ikke faste, uforanderlige størrelser i os, de ændres, går over i hinanden, skifter genstand; kort sagt: De findes altid i os i blandinger, og kun den enkelte kan med sig selv afgøre vægtningen.

At jeg siger, at den fysiske kærlighed hører til kroppen og dermed mørket, er rigtigt, men det betyder ikke, at vi bør fornægte eller fortrænge kroppens krav og behov. Kroppen er et meget nyttigt redskab for ånden. Vi bør snarere erkende hvordan tingene hænger sammen, hvor meget eller hvor lidt vi elsker fysisk eller åndeligt, og søge at forædle vores personlighed ud fra det sted, vi står, ikke ud fra det sted vi ville ønske vi var. Det vil sige at søge at forædle sin kærlighed i retning af den åndelige kærlighed, uden at glemme den fysiske. Glemmer vi eller søger vi at fortrænge kroppens krav og natur, sætter disse bestræbelser sig kun i os som komplekser eller det man tidligere kaldte neuroser og som åndelige lidelser i form af uro i tanke, følelse og sind. Vi må søge at erkende tingenes tilstand som de er, modigt se virkeligheden i øjnene uden at forskønne det vi måske synes nedværdigende for os. Ellers kan vi ikke ændre os.

Men lige netop hér – i sondringen mellem fysisk og åndelig kærlighed – ligger et kæmpe udviklingspotentiale for alle mennesker, og ved at drage denne grundlæggende sondring, kan vi komme til klarhed over mangt og meget i vores natur og liv, der måske før var ukendt for os. Det første omrids til denne sondring mener jeg herved at have givet.

cpo 2021