Ifølge Immanuel Kants moralfilosofi har kun de moralske handlinger vi udfører på trods af vores tilbøjelighed til at undlade det, eller gøre det modsatte, egentlig moralsk værdi (Kritik af den praktiske fornuft).
Derfor kan vi hævde proportionalitet i moralfilosofien ved dette: Jo stærkere tilbøjelighed til at undlade at udføre bestemte moralske handlinger vi overvinder, eller jo stærkere trang til at gøre det modsatte vi overvinder, jo højere moralsk værdi – og fortjeneste. Jo mere vi ofrer af os selv, vores tilbøjeligheder, i godt øjemed, jo højere værdi. Jo mere det koster, jo mere værdifuldt.
Det menneske som må overvinde stærke aggressive tilbøjeligheder og impulser, overvinde stærke impulser til at lyve, bedrage, skabe lidelser for andre, begå vold og måske drab, vil med tiden opbygge mere moralsk, indre og åndelig værdi end dem, for hvem det er en selvfølge eller let ikke at gøre disse ting.
Dette har direkte betydning i relation til Vandrer mod Lyset. For vi kan – hvis mine tanker er rigtige – sige, at de ældste, de faldne, engang formentlig vil blive de smukkeste og dybeste af os alle. Ikke kun fordi skyggen i deres billede er den dybeste, og harmonien derfor den største (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 60), men også fordi det det koster dem, den ondskab og de tilbøjeligheder til det onde de må overvinde, det af sig selv de må ofre for at nå tilbage til Guds Rige, er det største.
Udover det må vi sige, at de byrder de ældste bærer i kraft af deres fald, er de tungeste, og derfor bliver de formentlig ikke kun engang de smukkeste, men også de stærkeste af os; fordi åndelige byrder – i lighed med fysiske byrder (og træning) – i sidste ende skaber åndelig styrke. Også her forekommer der mig at være proportionalitet.
Vi må med Vandrer mod Lyset sige, at det er rigtigt, at de højest stående falder dybest, hvis de falder, men de dybest faldne skal også med tiden igen stige højest. Dette opfatter jeg som en lovmæssighed og en evig sandhed.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 