Straks tanken ligger blottet – sårbar, nøgen, alene – løber den til med ideer, teorier, meninger for at skjule denne kendsgerning. Skønt de fleste ville betakke sig for at gå i andres tøj, klæder vi os uden tøven i andres tro, tanker, ideer, teorier for at undgå det besværlige at tænke selv. Vi får som børn og unge og senere – hele livet – at vide, hvad vi skal tænke uden at stille spørgsmålet hvordan vi skal tænke, og hvorfor vi overhovedet skal tænke. Hvad er det at tænke og at tænke selv uafhængig af al tro, tradition, kultur, uddannelse, samfund, andre mennesker?
Sådan oversætter jeg en væsentlig del af Krishnamurtis tænkning og hele virke som filosof, taler og forfatter, en oversættelse, der løber ud i et vigtigt spørgsmål, som enhver selv må besvare. At enhver selv må besvare det, ligger i spørgsmålets ånd. Skulle Krishnamurti (eller jeg) give et patentsvar på alles vegne, skulle han fortælle alle, hvordan de skal tænke selv, skal han tænke for os, give os en almen metode til det, der principielt er subjektivt, personligt og særegent for enhver?
Som i alle livets forhold er vanen og traditionen en vældig magt. Hvorfor? Måske fordi vanen og traditionen kræver mindst energi, og fordi vi mennesker genetisk og mentalt er kodet til at bruge mindst mulig energi. Vi er kodet til den mindste modstands vej. For at bringe et legeme eller et sind ind på en ny vej, kræves energi og kraft. Hvis ikke en sådan energi og kraft ydes, fortsætter vi i retlinede baner ad de én gang udstukne veje. Dette er vanen og traditionen.
Her kan andre træde til ved at foreslå en anden vej. Det er dét, Krishnamurti forsøger. Han kan være den energi og kraft, der kan ændre vores bane. Og det er den næstmindste modstands vej, idet denne vej trods alt er udtænkt af ham, ikke af nogen af os andre, samtidig med at den (endnu) ikke er en del af vanen eller traditionen. Den største modstands vej – den vej, der kræver størst energi og kraft – er når vi prøver at tænke selv uafhængigt af alle andre, forsøger radikalt at skabe vores egen vej, forsøger at bringe os selv ind i en helt ny bane.
Denne bane skyr vi normalt, netop fordi det er den mest krævende. Det er i et billede at bane vej gennem sten med de bare næver. Vi lader meget hellere andre tænke for os, også når de – som Krishnamurti – siger, at vi bør tænke selv. Så tænker vi selvstændigt og kritisk som han siger vi bør – og som alle andre gør – og så skaber vi måske en vane og en tradition af den tanke, at vi ingen vane eller tradition bør have, skaber en autoritet ud fra tanken om at styrte og modsige alle autoriteter. Slangen bider sig selv i halen.
Det nøgne sind trænger nye klæder. Det afgørende er ifølge Krishnamurti om det er vores egen klædning, eller om vi låner tøjet af andre. Det nøgne sind frygter sin nøgenhed, det at stå helt alene, og så løber tanken straks hjælpende til med nye ideer, overbevisninger, meninger, teorier, tro.
Derfor bør vi ifølge Krishnamurti bringe tanken til tavshed, til ophør, idet tanker og ideer dækker og spærrer for det egentlige, det vigtigste – at kunne stå oprejste og værdige i verden som frie og dermed skabende mennesker, om så helt alene – og er en sindets afværgemekanisme, et selvforsvar, der kun skaber illusioner. Men – hans tanker er selv sådanne nye klæder, nye ideer – en sokratisk nulstilling – udtrykt i ord, som selv skjuler den grundlæggende nøgenhed og sårbarhed. Det mener jeg må være den konsekvente tolkning af hans filosofi på dette punkt.
Han væver tøj af usynlig tråd, deri klæder kejseren sig, og kun det lille barn tør vove det afgørende ord: Jamen, han har jo intet på! For det at kritisere al tanke og al idé er selv tanke og idé. Lad os bare undersøge og udforske det hele som han siger og forsøger det, men vi må forstå, at vi kun kan gøre det gennem ideer født af tanken ved viljen til sandhed.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 