For at nå helhed må tanken bringes til ophør, tanken og tiden, tanken som er tid. For tanke og tid opdeler, analyserer, skaber skel, og spærrer dermed for helheden. Vi må hinsides tanke og tid, ind i meditationen, ind i kærligheden, som ophæver skel, som forener, som samler det splittede, som ikke kender afstande og splittelse og konflikt.
Vi kan ikke nå meditationen og kærligheden ved en bevidst indsats, ved tanken og i tiden ved viljen. For at ville det er et ønske, som er tanke tænkt i tid. De må komme til os gennem ren opmærksomhed og iagttagelse, hvor iagttager og det iagttagne er ét, eller hvor der ingen iagttager er. Selve opdelingen i en iagttager og det iagttagne er en tanke og en tanke i tid, dvs splittelse, opdeling, analyse, skel, konflikt. Meditation og kærlighed og helhed er derfor en fuldstændig negation af bevidsthed.
Sådan omtrent opfatter jeg Krishnamurtis tanker om helhed og heling. Han beskriver dette med en poetisk skønhed i et levende digt (i bogen Den eneste revolution), som ikke bare kan affejes som intet. Gennem landskaber vandrer han, der bliver stille omkring ham, bjerge, søer, mennesker, dyr, fugle, floder ånder liv, universet ånder, ind og ud, det bliver synligt, derefter usynligt, man tænker: Nu har jeg fat i det, kun for at se det atter forsvinde som en røg bag blå bjerge og i dybe skove, man tænker nu er meditationen, kærligheden her, og derfor er de her netop ikke. For dette er syn, opdeling, tanke, afstand mellem jeg, der iagttager, og det jeg iagttager, Krishnamurtis tanker nedfældet i ord.
Og jeg skriver disse ord, som er tanke og tanke i tid, jeg søger at forstå og formidle det, der er hinsides tanke, tid og ord med tanke i tid og med ord. Og så er jeg og læseren jo lige vidt. Jeg retter min tanke og opmærksomhed mod Krishnamurtis tanker og ord, søger at forstå ved at opdele, at analysere, at skabe skel mellem det jeg forstår, og det, der måske principielt ikke kan forstås, kun opleves, det der er bag ordene, og som ikke er ord.
For at opleve det, ikke forstå det, må jeg måske blive en anden, måske ønsker jeg at blive en anden for at opleve det, ønsker at åbne mig for hans tanker, som en blomst åbner sig mod lyset og Solen en sommermorgen, måske ønsker jeg at blive et digt, der åbner, ikke lukker sig, men selve ønsket om at blive en anden, bestræbelsen, ambitionen, forsøget er også tanke og tanke i tid, selve ønsket om at blive fri og hel lænker mig til tiden, tanken, ordet, mig selv, iagttageren, splittelsen, verden, elendigheden, herfra og dertil, ønsket om at blive levende, lænker mig til tiden og dermed til døden, det forgængelige, det, der altid hører op, og måske aldrig har været; det hele må komme eller ikke komme, som det nu falder sig. Det eneste jeg kan gøre, er at vente.
Dog; måske er sandheden mere enkel og mindre fortvivlet, mere mulig. For at blive hel er at forene tanke og vilje gennem en langsom udrensning af vores bevidsthed af alt, der splitter og deler, dvs mørket, det onde (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64). Det er ikke tanke og vilje, der splitter og skaber afstande, men derimod mørket i tanken og viljen. Gennem en langsom udrensningsproces over millioner af år og gennem mange inkarnationer bliver vi derfor mere og mere frie og hele. Helheden nås gennem åndelig renhed, ikke gennem en fuldstændig negation af alt, vi er, bevidsthed, krop, ånd.
På den måde er både kærlighed og helhed mulige, de fortaber sig ikke som fjerne, uopnåelige skygger af drøm bag bjergene langt væk. De kan nås og de kan formuleres i ord og forstås ved tanke i tid gennem vilje. Der er en vej til forløsningen, men vi må gå den selv. Mod sandheden, kærligheden, lyset.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 