Det følgende mener jeg nogenlunde kan udtrykke J. Krishnamurtis tanker, som de er udtrykt i bøgerne, At være menneske og Den eneste revolution. Det er ikke nøjagtige citater (noget er dog), men er overvejende mine tanker, idet jeg med dem forsøger at forstå denne tænker.
Først vil jeg dog sige, at specielt Den eneste revolution forekommer mig at være en meget særlig bog af stor skønhed og poetisk dybde, stadig præget af denne umådelige stilhed og sorg, som er så karakteristisk for Krishnamurti.
Sådan forstår jeg ham:
Frihed er altings radikale negation. Negation af eller frigørelse fra al tanke, kultur, tradition, tro, dogme, negation af alle skel og forskelle som tanken skaber – liv og død, race, godt og ondt, nationalitet, skønt og hæsligt, håb og længsel, metode, nydelse og smerte.
For at nå frihed må al tanke ophøre. Meditation er tankens stilhed og ophør. Tankens negation eller ophør er opmærksomhed og kærlighed. Meditation er en tilstand af ikke-viden og ikke-vælgende, ikke-dømmende og ikke-fordømmende opmærksomhed og ren iagttagelse. Den er ikke metode og teknik, fx at sidde i den eller den specielle stilling, eller at ånde ud og ind på en bestemt måde.
Vi kan ikke selv nå det hellige og ophøjede, det må komme til os. Denne tanke har en parallel i den kristne forestilling om, at tro skænkes ved helligånden, og i den islamiske tanke om, at Gud kalder til tro og dermed frelse.
For at det hellige kan finde en god og ren og frugtbar jord at sænke sin kerne i, må vi ifølge Krishnamurti bringe tanken til tavshed og ophør. Først da kan kærligheden og skønheden og stilheden gro, danne stilk, sætte blomst og danne frugt, og først da kan vi se, blive virkelige, ved opmærksomhed på det, der er, ikke det vi med vores ængstelige tanker og frygt ønsker skal være eller ikke være.
Alt dette beskriver Krishnamurti i et poetisk og smukt sprog med en ganske særegen stemning, og man fornemmer klart en ånd, der søger til roden af tingene, og som ikke er bange for at stå alene. Alligevel er sandheden dog måske mere enkel. Hvis fundamentet er Vandrer mod Lyset, så forholder det sig sådan:
Åndelig frihed nås ikke gennem en omfattende negation af alt, hvad vi er og hidtil har levet efter, men derimod gennem åndelig renhed; ved en udrensning af tanke og vilje for mørket, det onde, først og fremmest gennem menneskets sorg og anger over tænkte onde tanker eller onde handlinger og ved at søge tilgivelse hos dem, vi har forbrudt os imod. Således er mørket en urkraft, en verdenskraft, der kan binde og tvinge mennesket og ånden, og som derfor kan gøre os ufrie, hvis vi falder for det, dvs hvis vi tænker eller handler efter det, fx ved vold og krig. Frihed er altså det ondes fravær.
Udrensningen af ånden kan ikke nås på et øjeblik, heller ikke gennem et enkelt liv på Jorden. Den kan kun bringes til ende gennem mange inkarnationer over millioner af år. Men før eller senere vil vi alle nå det mål, åndelig renhed, hvor alt mørke er udrenset af vores bevidsthed, og da vil tanken og viljen smelte sammen til en enhed, og vi vil derefter være upåvirkelige af mørket i al evighed, og i et og alt fremstå som lysstærke personligheder (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).
Når udrensningen er fuldført, og al karma er sonet, vil menneskeånden af Kristus siges løs fra al videre inkarnation på Jorden og vandre videre i lysets oversanselige verdner, til Guds Rige, Paradis, nås. Og da vil ånden modtages af Gud selv.
På samme måde vil fred i sindet opnås – ikke ved en standsning af tankens arbejde og virksomhed – men ved rene tanker, den renhed i tanke, vilje og sind, som følger af den åndelige udrensning. Dette har jeg forsøgt at beskrive i artiklen Om Krishnamurtis lære og hvordan man finder fred i sindet.
Sandheden er altså mere enkel, dog vældig i sine implikationer.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 