Jeg søger ud i rummets dybder, ind i stoffets og mit eget inderste, og finder det grænseløse – uendeligheden. Hvad er mine ord andet end en tilskæring, en begrænsning af dette uendelige, en tilskæring, begrænsning, som giver det uendelige endelighed, en form, en skikkelse, jeg kan opfatte, og dér begynder løgnen, vildfarelsen, dogmet.
Min tro, min bekendelse, mine ængstelige ord, hvorved tanken søger hvile for den uro, der opstår, idet jeg opdager det uendelige, idet det vokser, bliver synligt og forståeligt, er altsammen ingenting.
Ved mine forsøg på at forstå og gribe det uendelige, holde det fast, fæste det i ord, dræber jeg det.
Så lytter jeg til Krishnamurti, lytter uden noget ønske om at forstå, om at forløses, uden noget ønske om at opnå noget, komme i en særlig tilstand, lyksalighed eller glæde. Jeg lytter til ham, til stilheden bag ordene. Hvad sker der?
Jeg lytter uden noget ønske om at få en ny retning, et nyt liv, lytter til det, der er, ikke til mine egne ængstelige tanker om det, jeg gerne så var virkeligt, det jeg håber på og længes efter…
Og det der sker er, at en skikkelse, et menneske, en ånd i grænseløs sorg og kærlighed og medfølelse stiger af grunden: Den bog jeg læser i, Solen der stiger eller langsomt synker, fuglene i træet i parken, hvor jeg sidder.
Jeg søger ikke at forstå det, gribe det; det er bare. Der er ikke andet lige nu i dette øjeblik i evigheden. Jeg prøver ikke at trøste denne ånd, blæse sorgen væk som en vind, der intet er, som en mor, der puster på barnets forslåede hånd, sætter plaster på og siger, at det går over i morgen.
Jeg lytter til åndens tanker om at iagttage, være opmærksom, bare være til stede, bare være. At lade livet gro, ikke høste, ikke for tidligt. Der er det, der er, der er ikke andet. Nu, altså sorgen.
Sådan kommer jeg som så mange andre til Krishnamurti, som folk kom til Jesus, til Buddha, til Muhammed; med deres uro, latter, forbitrelse, fortvivlelse, deres raseri over at livet er så vanskeligt, og dog så enkelt.
Vi forlanger en forklaring, en tro, en sandhed, en ny vej, og dér begynder sorgen. Vi vil så gerne have andre til at leve for os, bære vores byrder, og dér begynder døden. Vi vil have ord, der forklarer, trøster, forløser, løfter, velsigner, ord, der giver grænse til den uendelige kærlighed og sorg og fortvivlelse så det kan bæres. Men dét er jo også bare ord. Verden er fuld af ord, ikke af barmhjertighed.
I træet i parken synger en fugl, så letter den og forsvinder. Nogle børn løber og leger støjende, leende. En hund jager en bold, som kastes igen og igen. Utrætteligt. Det gør ikke noget.
Jeg løfter blikket fra bogen jeg læser i, jeg rejser mig fra bænken, hvor jeg sidder, og træet, fuglen, børnene, hunden, græsset, det hele forsvinder, Krishnamurti forsvinder, jeg forsvinder, der er intet tilbage ud over disse ord, skyggen af en ånd, en sorg, en længsel, en kærlighed, som engang var et menneske.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 