Alting er dybest set en enhed, en enhed, som tanken udspalter i dele og modsætninger, der derefter ligger i bestandig strid, konflikt, krig. Fx modsætningerne ”jeget og ikke-jeget”, ”virkelighed og fantasi”, ”verden og ikke-verden”, ”godt og ondt”, ”smukt og hæsligt”, ”individ og samfund”, modsætningerne mellem nationer og folk og racer og mennesker, mellem trossamfund, videnskabelige traditioner, kunstretninger osv. Af disse modsætninger og deres konflikter udspringer al sorg, lidelse og elendighed. For at kunne se den sande enhed og dermed skabe fred i verden og i den enkelte, må tanken bringes til tavshed, til ophør.
Sådan omtrent kan nogle centrale dele af Krishnamurtis filosofi udtrykkes, så vidt jeg forstår ham. Spørgsmålet er, om dette er sandt? Spørgsmålet er, om ikke sandheden er den modsatte: At tanken som en enhed ser reelle modsætninger i verden, mellem mennesker og i sig selv, modsætninger som tanken ved viljen gennem kærlighed kan forene, hvorved der kan skabes fred?
Altså: Er verden eller tanken enhed? Skaber tanken per definition krig og konflikt gennem dens opdelinger og modsætninger, eller kan den som enhed ved kærlighed og vilje forene de reelle stridende og krigende modsætninger?
Ordet er for Krishnamurti et af de symboler, hvorved verdens oprindelige og grundlæggende enhed deles i modsætninger med deraf følgende strid og konflikt. Men ved tanken kan ordene og det de betyder sammenføjes til et meningsfuldt hele, fx en teori som Krishnamurtis egen.
Hvis Krishnamurtis filosofi ikke var en sådan af tanken skabt samlet teori eller opfattelse, position, udgangspunkt, men kun var et subjektivt ”syn”, det være sig nok så omfattende, ville den aldrig kunne formuleres i ord eller i sammenhængende ord, som tilfældet er som en kendsgerning.
Det at han overhovedet kan formulere sine tanker eller sit udgangspunkt i en samlet teori eller opfattelse ved sammenhængende ord og sætninger, modsiger hans egen teori eller udgangspunkt. Ved ord sammenføjer han således ved sin tanke den opfattelse, at ord og tanke principielt ikke kan sammenføje noget som helst, men derimod altid skiller tingene, skaber modsætninger og dermed konflikt.
Sandheden synes derfor at være, at tanken søger enhed og sammenhæng ud fra sin egen enhed og sammenhæng. Med andre ord: Verden består af modsætninger, som tanken kan iagttage og erkende ved viljen gennem sin enhed, og derefter kan den sammenføje delene, modsætningerne, til en enhed, fx en teori om verden eller om tanken og sproget og mennesket.
Det er altså tanken og ikke verden, der er enhed, og den rummer derfor potentialet til ved viljen at skabe fred i stedet for krig og konflikt – ved gennem kærlighed at sammenføje og forene modsætninger.
Selv hvis Krishnamurtis filosofi på dette punkt opfattes som et forsøg på at fjerne alle modsætninger og illusioner og føre filosofien tilbage til et sandt udgangspunkt og ikke at skabe et egentligt resultat eller en sammenhængende teori; som en radikal negation, også en negation af al tanke; så er den dog en tanke udtrykt i sammenhængende ord og sætninger forklædt som ikke-tanke, eller en tanke forklædt som tankens negation. Den rummer altså selv en modsætning på et afgørende punkt, den er selvrefuterende, selvophævende, og som sådan mener jeg ikke at den holder.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 