Jeg læser en sætning af Krishnamurti, som giver mig indsigt, og straks sætter jeg mig ved computeren, og prøver at formidle, klargøre denne indsigt. Måske det er en fejl? Skulle jeg bare lytte til det, han siger, fornemme ånden i det, se på det uden at vurdere, dømme, drage måske forhastede konklusioner, reagere med begejstring, lyst til modsigelse, finde fejl eller styrke eller skønhed i det?
Der er formentlig en del problemer med Krishnamurtis tanker og lære. Et par af dem har jeg søgt at give sproglig form i artiklen Om krishnamurtis lære og hvordan man finder fred i sindet.
Men når han taler om opmærksomhed, problemer og lidelse, reagerer mit indre med genkendelse og forståelse. Om lidelse, som man ikke nødvendigvis bør flygte fra, om opmærksomhed, hvor man lytter til lidelsen uden at forsøge at fjerne den, forløses fra den, løbe fra den, tilintetgøre den.
Så vil lidelsen måske, som han udtrykker det i forhold til problemer generelt, folde sig ud som et træ, som en blomst, en bygning, et væsen; en sky af røg jeg kan se på min ånds himmel, bare se den uden at forsøge at blæse den væk; hvordan ser den ud, hvordan føles den, hvad vil den mig, hvad er dens natur? Og når den har foldet sig ud i sin hele skikkelse og fulde styrke, vist sig som den er, så har jeg forstået den, og den vil opløses og forsvinde.
Måske begynder lidelsen der, hvor tilknytning og afhængighed begynder. Når vi er knyttet til noget, afhængig af noget, er vi bange for at miste det. Og det er en del af lidelsen, frygten, sorgen.
Måske ender lidelsen der, hvor tilknytning og afhængighed ender. Måske. Men er det at være menneske ikke netop at være knyttet til og afhængig af noget, mennesker, steder, skønhed, visdom, viden, min kone, din kone, din mand, dine venner, din familie, dit land, dig selv?
Er det at være menneske derfor nødvendigvis lidelse og sorg? Er lidelsen og sorgen kærlighedens pris? Er kærligheden kun tilknytning og afhængighed? Eller noget helt andet? Begynder eller ender kærligheden ved tilknytning og afhængighed? Er min kærlighed ikke andet end den dybe angst og lidelse det er, at jeg kan miste dig, min kone, min ven, min far, mit liv?
Men, altså: Lidelse. Jeg har lidt i næsten hele mit liv, over 40 eller 50 år. Hvorfor? Skal jeg blive ved lidelsen uden forsøg på flugt, se den, føle den, lytte til den uden noget ønske om, at den skal forsvinde, opløses, blive til intet? Forsvinder den netop, når jeg ikke ønsker den væk, og at alting var anderledes, end det, som er? Men det er jo også et ønske?
Slangen bider sig selv i halen. Når jeg har udmålt hele problemet fra en ende af, begynder den samme lidelse forfra.
Jeg sender et lyn af lys af tanken ved viljen i dybet, og må se, hvad der kommer frem, hvad der vækkes. Bare se uden at dømme, flygte. Se træet vokse, skyen, rædslen, den erkendelse, der måske har været undervejs i 50 år, og som jeg hele tiden har forsøgt at undslippe. Denne dybe rumlen og skælven og rysten i mit inderste. Skizofreniens evige stress og jag, som forfatteren Hans Kjeldberg engang udtrykte det. Sårbarheden ved det at være åben, levende. Men også roen. Tilliden. Styrken.
Jeg ser, jeg skælver, jeg lever, jeg lider. Og ved det lille undselige ja til det hele sænker sig en ro. Men er det virkelig sådan, eller er også det en drøm, et ønske om hvordan det burde være, ikke hvordan det er? Er det ikke topmålet af meningsløshed og vildfarelse og vrangforestilling at kalde skriften på væggen lys, når den er skrevet med blod og mørke?
Jeg klynger mig til dig, min kone, min ven, min familie, tobak, psykofarmaka, visdom, underholdning, mit liv. Er det lidelsen? Og jeg klynger mig til lidelsen, fordi den er alt jeg har, og fordi jeg uden den ville blive til intet? Frygter jeg helbredelsen?
Måske jeg som Krishnamurti skulle prøve at slippe krykken et øjeblik, og se om jeg kan stå og gå ved egen kraft. Alene. Jeg giver slip, springer, ud i det uvisse – og svæver eller falder, løftes eller knuses. Og stadig denne sagte, indre susen, hjertet der slår, denne uvished, øjeblikket der bliver til et nyt øjeblik. Hele tiden. Jeg tænker det er livet.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 