Paradigme

(Illustration: AI via Shutterstock)

Man kan ikke høste træet før kernen er lagt i jorden, og den har spiret, groet stængel, sat blomst og dannet frugt.

Begrebet paradigme er ikke entydigt. Så vidt jeg ved optræder ordet første gang i Thomas S. Kuhns bog Videnskabens revolutioner med førsteudgave i 1962, hvor begrebet hovedsageligt sigter til en snævrere anvendelse i forbindelse med videnskaben, dens natur og forandringer.

Ordet paradigme kommer ifølge dansk Wikipedia af græsk, para, der betyder hos, og deiknyai, der betyder vise, tilsammen forbillede eller mønster. Den nutidige brug er bredere end oprindeligt tilsigtet af Kuhn ved betydningerne en tænkemåde eller et system af tanker og sammenhænge (samme kilde).

En læser af Kuhns bog gjorde engang forfatteren opmærksom på, at han brugte udtrykket paradigme i ikke færre end 22 forskellige betydninger i værket, og Kuhn prøver i et sent efterskrift fra 1969 at præcisere hvad han egentlig mente med begrebet, dog stadig uden at vinde helt klarhed over spørgsmålet.

Jeg vil med udgangspunkt i Kuhns værk og tanke, men i en bredere og mere nutidig forståelse foreslå en præcis definition af paradigmebegrebet ved dette:

Et paradigme betegner logisk nødvendige slutninger ud fra en eller flere præmisser inden for et bredt felt af livsdomæner og åndsområder, fx videnskabelige, religiøse, politiske, etiske og samfundsmæssige.

Der er altså tale om helt almindelige, anerkendte logiske slutninger. Der hvor det bliver interessant er når vi sammenkæder definitionen med Kuhns analyse, men breder perspektivet ud og betragter de konflikter, der kan opstå mellem konkurrerende paradigmer, fx på det politiske og samfundsmæssige område.

Her kan de enkelte paradigmer udløse handlinger, der ikke kan anerkendes eller tolereres af de forskellige modsatte paradigmers tilhængere som legale, handlinger baseret på forskellige, inkommensurable verdensbilleder og livsanskuelser i form af forskellige præmisser. Handlingerne er i den forståelse også på en vis måde inkommensurable.

De konflikter der kan opstå heraf er paralleller til den brydning af forskellige videnskabelige paradigmer, Kuhn beskriver i sit værk, fx mellem Einsteins og Newtons fysik eller mellem Ptolemæus´ og Kopernikus´ astronomi. Og her er det værd at bemærke, at i Kuhns analyse har vi ikke noget ydre superparadigme eller legal målestok for, hvilket paradigme der er “det rigtige”. Det eneste vi kan sige er, at de er forskellige. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet.

Dog er fx Einsteins fysik i Kuhns analyse bedre end Newtons i relation til anvendelse og løsning af videnskabelige problemer, men den er ikke nødvendigvis mere sand. Modtagelsen af Kuhns tanker har netop blandt andet slået ned på dette, og man har kaldt Kuhn relativist. Men det skyldes måske i sig selv forskellige paradigmer: Kuhn opfatter tilsyneladende begrebet sandhed i relation til anvendelse og konkret brug som i pragmatisk teori for sandhed, mens hans kritikere måske opfatter sandhed som en form for tankemæssig korrespondens med en tilgrundliggende objektiv virkelighed som i korrespondensteorien for sandhed.

Idet vi et øjeblik dvæler ved Kuhns analyser af videnskaben, dens natur og udvikling og forandring, kan vi altså notere, at der findes forskellige opfattelser af, hvad sandhed egentlig er. Og Kuhn opererer derudover med det han kalder normalvidenskab og revolutionær videnskab. Revolutionær videnskab opstår, når normalvidenskabelig praksis, som er det vi kan også kalde den etablerede videnskab, møder anomalier og når disse anomalier hober sig op, fænomener eller iagttagelser, der ikke kan forklares ud fra det herskende paradigme (her anvendt i Kuhns forståelse af begrebet). Specielt unge forskere vil da søge nye veje og udfordre det tankesæt, der ellers regerer.

Det var fx det der skete, da Einstein med sin relativitetsteori udfordrede den newtonske fysik og mekanik, der før hans arbejde gjaldt som normen, det herskende paradigme. I newtonsk fysik er begreber som rum, tid, masse og energi absolutte størrelser, i Einsteins teori er de relative. Det er blevet sagt, at Newtons fysik nu kun kan gælde som en god tilnærmelse til og legal model for naturen og legemer med fysisk masse, der bevæger sig med hastigheder langt under lysets. At Newtons teori er et specialtilfælde af Einsteins. Og det er måske på en måde rigtigt, i hvert fald i relation til anvendelse, forudsigelse og beregninger af bevægelse for de systemer og situationer vi møder i dagligdagen.

Men selve begreberne skifter med Einsteins teori natur og betydning, hvorved det resulterende paradigme kan betragtes som inkommensurabelt med det newtonske paradigme. Jo tættere på lysets hastighed et legeme med fysisk masse bevæger sig, jo mere energi og jo større resulterende kraft skal der til for yderligere acceleration. Når hastigheden nærmer sig lysets, går den energi og resulterende kraft der skal til for yderligere acceleration mod uendeligt. Derfor kan intet legeme med fysisk masse bevæge sig hurtigere end lyset. Dette kan vi også se ved den matematiske formulering af relativitetsteorien. Og indenfor Einsteins fysik er der ækvivalens mellem energi og masse. Det ene kan omdannes til det andet eller er måske to sider eller aspekter af samme sag.

Vi noterer også implikationerne for begrebet tid og dens afhængighed af relativ hastighed ved Einsteins teori. Jo hurtigere et legeme bevæger sig i forhold til en iagttager eller tidsmåler i initialsystemet S, jo langsommere går tiden for dette legeme, målt fra S. Denne lovmæssighed er udtrykt ved det såkaldte tvillingeparadoks eller urparadoks. Rumtiden krummer sig ydermere om (stærke) tyngdefelter i Einsteins fysik.

På den måde – ved begrebsændringen fra det absolutte til det relative for begreberne rum, tid, masse og energi – er de to paradigmer forskellige og måske som Kuhn hævder, inkommensurable eller uforenelige. Præmisserne er forskellige og derfor er de logiske slutninger det også.

På samme måde forholder det sig, hvis vi går et stik dybere i historien, og ser på ændringen, revolutionen, ved Newtons fysik i forhold til forgængeren, den aristotelisk-skolastiske tradition. For Aristoteles bestod verden grundlæggende af de fire elementer, jord, vand, ild og luft. Tunge ting som sten falder til jorden, fordi “det er deres natur” og lette ting som ild og luft stiger opad, “fordi det er deres natur”. Man opererer her med tings “iboende natur” eller essens.

Heroverfor postulerer Newton eksistensen af universelle kræfter som tyngdekraften. Sten falder ikke til jorden, fordi det er deres natur, men fordi de påvirkes af den universelle kraft tyngdekraften, altså noget uden for legemerne selv. På den måde synes også den newtonske fysik inkommensurabel med det aristotelisk-skolastiske paradigme.

Med et moderne blik kan vi notere os andre anomalier i forhold til den bredere definition af paradigmet, idet vi kan kalde det nu herskende overordnede paradigme den materialistiske monisme. Det stigende antal af beretninger om nærdødsoplevelser, der dels kan forklares ud fra fremskridt indenfor lægevidenskaben hvor flere og flere mennesker reddes fra livstruende sygdomme og situationer og “vender tilbage fra døden”, det sammen med et større mod til at dele disse oplevelser med andre, kan potentielt udfordre materialismen og tvinge os til at se helt anderledes på selve livet og døden. Måske er døden alligevel ikke afslutningen på alt.

Og vi kan tænke på de nyere teorier om såkaldt mørkt stof og energi, der er fremkaldt ved de anomalier man har observeret i forbindelse med stjerners bevægelse omkring Mælkevejens centrum og galaksers rotation om sig selv, hvilket ikke kan forklares ud fra kendt stof og dets mængde, samt ved det forhold at universet tilsyneladende udvider sig hurtigere end man kan forklare med de nu kendte former for energi. Disse anomalier kan føre til det Kuhn kalder revolutionær videnskab og paradigmeskifte indenfor astronomi, astrofysik og fysik.

Formentlig er der her tale om Lysets stof og energi som beskrives i Vandrer mod Lyset. At stoffet og energien i videnskaben kaldes “mørk” må ikke forveksles med Vandrer mod Lysets begreb om Lys og mørke, godt og ondt. Det kaldes kun “mørkt” fordi det ikke interagerer eller kun interagerer lidt med de nu kendte former for stof og energi og således ikke kan observeres direkte; det er “usynligt”.

I Kuhns forståelse har videnskaben som sådan ikke noget (ende-)mål. Det videnskabelige arbejdes manglende mål kommenterer han i afslutningskapitlet til det oprindelige manuskript, idet han behandler realiteten af videnskabelige fremskridt og hvad vi skal forstå ved et sådant. Det han siger her er, at videnskaben altså ikke bevæger sig henimod et mål, men derimod bort fra en tidligere tilstand af større primitivitet og måske uvidenhed. Videnskaben bevæger sig fra noget, ikke henimod noget. I den forstand er videnskab emancipatorisk, ikke teleologisk.

Dog er det svært at acceptere tanken om egentligt videnskabeligt fremskridt overhovedet indenfor Kuhns ramme af inkommensurable paradigmer, og tanken om at det ene ikke er “bedre” (=mere sandt) end det andet. Men det skyldes måske igen forskellige præmisser for hvad sandhed er. Vi kan forsvare Kuhns idé om videnskabeligt fremskridt i betydningen større og større anvendelighed og praktisk nytte som følge af videnskabernes udvikling, eller at hans idé om fremskridt er identisk med denne større anvendelighed og nytte.

Med hensyn til tanken om videnskabens manglende mål skriver Kuhn i en parallel til et berømt videnskabeligt værk, at netop det manglende mål – i dette tilfælde ikke videnskabens, men menneskets som sådan – var en af de største anker Darwins samtidige havde mod Origin of species. Ikke at Gud ikke havde skabt alt liv i færdig form engang for måske en 4000 år siden som vi kunne læse det ud af Bibelen, og ikke at vi måske nedstammer fra aberne. Men den tanke, at vi ikke udvikler os henimod et mål sat enten af Gud eller af naturen – måske “sandheden” – var uspiselig for mange. Mennesket mistede dermed sit mål, sin mening, sin retning, sin skæbne, sin fremtid. Livet selv syntes at miste enhver mening forstået som et fremtidigt mål, og for mange også derved sin værdi. Selve viljen til livet blev anfægtet. Mennesket gik fra at være Guds udvalgte skabning til at være flygtning fra mørke, uvidenhed og kaos i livets store teater og tragedie.

Ved en forelæsning afholdt på Furman Universitet i 1973, Objektivitet, værdidomme og valg af teori, beskriver Kuhn valget mellem konkurrerende videnskabelige teorier eller paradigmer som en dialektisk proces mellem objektive og subjektive faktorer, evidens og værdier, hvor det subjektive ikke nødvendigvis er en svaghed og udtryk for menneskelig ufuldkommenhed, men en styrke og nødvendig del af processen mod videnskabelig udvikling og fremskridt. Og han afviser her eksistensen og muligheden for en rent rationel, objektiv beslutningsalgoritme ved teorivalg. Hvis en sådan objektiv algoritme eller regel fandtes, ville alle videnskabsmænd og -kvinder til alle tider vælge eller mene det samme, hvilket jo ikke er tilfældet.

Tanken om de objektive og subjektive faktorers betydning ved videnskabens udvikling og fremskridt kan også vinde støtte ved Torben Boas´ Tankens arkitektur (2014) i og med teorien om det absolutte og det relative som grundlæggende og ligeværdige tankefunktioner, som vi alle rummer. Og tanken kan vinde støtte ved taoismens begreb om modsætninger, der tilsammen udgør virkeligheden og dens udvikling og forandring så det objektive og det subjektive er dele af den samme helhed, vores erkendelse, videnskab og visdom.

Videnskabeligt fremskridt sker altså ifølge Kuhn dels ved anomalier der ophobes, hvilket giver stødet til revolutionær videnskab og eftersøgningen efter nye teorier, der kan rumme anomalierne, dels ved et valg af teori der bestemmes både af objektive og subjektive forhold og faktorer.

I en forelæsning Siden Videnskabens Revolutioner holdt på Massachusetts Institute of Technology, hvor Kuhn arbejdede fra 1979 til 1991 sagde han, at vi intet arkimedisk, fast punkt har, hvorfra vi kan løfte historien og erkendelsen som sådan. Vi er altid så at sige midt i det hele, og kan kun udvælge mere eller mindre tilfældige udgangspunkter eller begyndelsespunkter.

Og dog har vi med Vandrer mod Lyset netop et sådant punkt, der videnskabeligt, erkendelsesmæssigt, religiøst og på alle områder kan løfte os: Ved ideen om Urkosmos, verdenstilstanden før tidens begyndelse og før Guds emanation, fremstigen som Personlighed. Dette Urkosmos var ikke skabt, men var fra evighed af. Løsningen på den gåde, gåden om hvordan denne væren kunne eksistere uden at være skabt, er sammen med selve Urkosmos´ realitet det altomfattende arkimediske punkt, der kan løfte alt.

Uden for naturvidenskaberne, fx i filosofien, kan også iagttages forløb med anomalier og paradigmeskifte og udvikling, fx ved bevægelsen fra Hume til Kant og videre til Fichte, Schelling og Hegel. Dette er søgt beskrevet i Justus Hartnacks Fra Kant til Hegel – en nytolkning (1979). Jeg har selv forsøgt et bud på denne specielle bevægelse i filosofien i artiklen Fra Hume til Kant. Fælles for dette forløb og dem Kuhn beskriver fra naturvidenskaberne, er et presserende behov for og nødvendighed af korrektion og nydannelse.

På det religiøse område kan man parallelt opfatte kristendom og islam som forskellige “paradigmer”, hver med underparadigmer inden for hver trosretning (fx katolikker og protestanter i kristendommen og sunniislam og shiaislam inden for islam). Hvert sæt af religiøse paradigmer rummer sine særegne præmisser – at vi skal tro på det ene eller det andet for at blive frelst – og tilhængerne handler som konsekvens af disse præmisser, som de ikke kan blive enige om, og som de ingen uvildig dommer har til at dømme imellem. Spørger de Gud, spørger de hver sin Gud. Men på baggrund af de forskellige og inkommensurable præmisser kan vi også anerkende de gode hensigter bag fx kristen mission eller muslimers forsøg på at omvende andre til deres tro – uden af den grund nødvendigvis at dele den mulige underliggende præmis, at omvendelse til kristendom eller islam skulle betinge vores evige skæbne.

For nu at vende tilbage til det politiske og samfundsmæssige område i forbindelse med paradigmebegrebet og herved forsøge at gøre tankerne om paradigmernes indbyggede konflikt ved deres uforenelighed mere vedkommende og nærværende kan vi fx betragte det nuværende (2024) politiske forhold mellem Rusland og Vesten eller Nato, og truslen om krig mellem de to parter. De synes begge at have forskellige, uforenelige præmisser de slutter fra med logisk nødvendighed, og ud fra disse præmisser og slutninger handler de, foreløbig heldigvis uden derved at fremkalde egentlige potentielt altødelæggende krigshandlinger. I retorikken er modparten her enten “vanvittig” eller “imperialister” eller andet uacceptabelt, men det skyldes måske netop de forskellige politiske paradigmer, de handler ud fra. De taler forbi hinanden. De befinder sig i hver sit “koordinatsystem”, og har ikke noget fælles referencepunkt, ikke nogen uvildig dommer der med autoritet kan dømme upartisk om ret og uret. Og når det sker – når argumenterne slipper op og dialogen standser – starter volden. Altså heldigvis endnu “kun” i retorikken.

Eller vi kan tænke på konflikten i Israel/Palæstina. Begge parters grundlæggende præmis kan udtrykkes kort med dette: Israel/Palæstina er vores land. Og ud fra denne gensidigt spejlende præmis og de logiske slutninger der følger med nødvendighed handler de. Også her starter volden når argumenterne og muligheden for overhovedet at forstå eller anerkende eller nærme sig hinanden slipper op. Også de befinder sig i forskellige koordinatsystemer uden mulighed for en uvildig opmand.

Eller vi kan med et hjemligt eksempel tænke på konflikten mellem danske muslimer og ikke-muslimer. Også her kan den grundlæggende præmis formuleres ganske kort, omend der er nuancer: Danmark er (også) vores land. Præmissen er den samme, men anerkendes ikke af den ene for modpartens vedkommende. Her taler jeg naturligvis ikke om den typiske muslim og den typiske ikke-muslim, men kun på dem der ikke anerkender modpartens ret til det samme land, altså Danmark.

Hvordan forholder man sig konstruktivt til den slags konflikter i stor og mindre skala og med forskellige implikationer? Her mener jeg vi kan hente inspiration i Kuhns værk og tanke, omend jeg vil nuancere det lidt. Jeg tænker ikke at en farbar eller realistisk vej er en egentlig omvendelse af den ene eller den anden part, som Kuhn skriver om i forbindelse med videnskaben og dens stridende paradigmer, men derimod en basal empati, indlevelse i modpartens situation og “sandhed”. Som vesterlænding kan man spørge sig selv, hvordan Vesten og Nato opleves set fra russisk side, som israeler kan man spørge sig selv, hvordan Israel opleves set fra palæstinensernes synsvinkel og omvendt, som ikke-muslimsk dansker kan man spørge sig selv, hvordan det opleves at være dansk muslim i dag osv.

Og ud af denne basale empati og forsøg på at leve sig ind i modpartens verden og synspunkter kan måske vokse en forståelse og accept og anerkendelse af modparten, der på længere sigt kan bilægge stridighederne og bane vej for fred eller mere fredelige tilstande globalt.

Men nu; hvis meget af den konflikt vi ser i dag og har set historisk – politisk, religiøst, videnskabeligt, kulturelt – i en eller anden udstrækning følger med nødvendighed af de tilsyneladende uforenelige præmisser med deraf flydende handlinger, altså i en vis forstand skyldes en uforsonlig kamp om sandhed og ret, hvad er da egentlig sandhed?

Set i et filosofisk perspektiv er sandhed for nogle udtrykt ved en eller anden form for metafysisk realisme, den tanke at der bag vores tanker og teorier ligger en måske evig, objektiv verden, som vi gennem vores teorier har et mere eller mindre sandt og dækkende billede af. Vores teorier og tanker generelt korresponderer med denne bagvedliggende virkelighed og verden som man tænker det i den nævnte korrespondensteori for sandhed.

Hvis denne tanke er rigtig, kan det være at vi vinder større og større viden om verden og virkeligheden i forhold til den underliggende objektive virkelighed i takt med at videnskaben og vi selv udvikler os som mennesker. Vores viden er da kumulativ. Vi trænger dybere og dybere ind i virkeligheden med tanken ledet af vores vilje og vores længsel efter sandhed og åndelig ro.

Denne tanke kan også samtænkes med den darwinistisk inspirerede form for videnskabelig evolution, som Kuhn nævner flere steder, så ikke bare de bedste teorier, men også de bedste paradigmer – det vil sige de mest sande, dem der er mest i overensstemmelse med den bagvedliggende, objektive virkelighed – vinder grund og gyldighed og anerkendelse.

Den darwinistiske videnskabelige evolution foregår i en tolkning af Kuhn ikke i et kontinuum, men ved (kvante-)spring eller ved mutationer for nu at låne udtryk fra fysikken og moderne genetik. Springet eller mutationen (Kuhn kalder det et sted artsdannelse i en parallel til Darwins teori) sker ved ændring af grundantagelser, begreber, præmisser, ændret sprog, teori og praksis fra noget gammelt og velkendt til noget helt nyt, fra én skala til en anden, så at sige. Der er ikke bare tale om “mere af det samme”. Et sådant spring eller mutation var fx ifølge Kuhn overgangen fra newtonsk mekanik til relativitetsteori og kvantemekanik.

I en yderligere parallel til Darwins teori siger Kuhn, at vi både tilpasser os miljøet (det naturlige og det intellektuelle), men vi tilpasser også selv eller forandrer miljøet. For naturens vedkommende bliver tilpasningen af miljøet tydelig ved den kendsgerning, at vi fx bygger veje, boliger, driver landbrug, skaber teknologi til at beherske naturen og det naturlige miljø for at optimere vores livsbetingelser, og for det intellektuelle miljøs vedkommende skaber nogle nye teorier og nye måder at tænke på, hvilket forandrer eller tilpasser det intellektuelle miljø og dets traditioner.

Men den videnskabelige og den etiske og almenmenneskelige evolution og mulige højnelse bør måske snarere tolkes som et bagved paradigmerne liggende superparadigme eller metaparadigme eller mekanisme, en form for udviklingslov som formes og skabes ved det vi kan kalde ordnede og ordnende verdensimpulser, impulser der gives og styres af den oversanselige verden, i sidste ende af Gud, en lov der ikke bare gælder for videnskaben, men for alle menneskelivets områder, fx også for de samfundsmæssige, kunstneriske og religiøse, og som gælder for alle mennesker, individer, generelt (se Vandrer mod Lyset).

Andre mener i forhold til hvad sandhed er ikke at der findes en objektiv virkelighed bag vores tanker om verden og os selv, en virkelighed og objekter som vores teorier korresponderer med, og hælder måske til en form for metafysisk idealisme, den tanke at virkeligheden dybest set er konstrueret og er af psykisk eller åndelig art, samt at vores teorier og tanker kun er mere eller mindre anvendelige til beskrivelse af fænomener, udvikling af teknologi, forudsigelse af naturfænomener og andet. Denne tanke findes fx i pragmatisk teori for sandhed og i socialkonstruktivismen.

Også denne tanke kan samtænkes med den darwinistiske videnskabelige evolution, så ikke de bedste teorier og paradigmer i relation til korrespondens med en bagvedliggende objektiv verden, men de teorier der er mest frugtbare i forhold til anvendelighed, fx som nævnt til udvikling af teknologi, forudsigelser af fænomener osv vinder grund og gyldighed.

Dette synes at være Kuhns standpunkt og er måske en af grundene til at han hævder paradigmernes inkommensurabilitet og at vores viden ifølge ham kun er kumulativ indenfor de enkelte paradigmer, ikke mellem dem og ikke når de skifter. Da får vi bare “noget andet”, som principielt hverken er bedre eller dårligere end forgængeren i relation til begrebet sandhed, kun i forhold til anvendelighed og evnen til at løse videnskabelige problemer.

Kuhn udtrykker selv behovet for en redundansteori for sandhed i forelæsningen på MIT til afløsning for korrespondensteorien, dvs en teori hvor sandhed ikke er knyttet til en objektiv verden som er uafhængig af menneskers tanker om den, men knyttet til selve det at hævde en tanke, sætning eller teori. Altså en opfattelse som knytter sandhed til de enkelte, individuelle mennesker. At hævde en sætning er identisk med at hævde dens sandhed.

Kuhns begreb om sandhed synes i en anden formulering at være en verifikations- og falsifikationsproces inspireret af Karl R. Poppers falsifikationisme som den er formuleret i Logik der Forschung; den er for ham som smeden der under opvarmning udhamrer stålet for at afsløre brister i det, der skal blive til et brugbart sværd. Men et magisk sværd, der ikke kun skærer til roden af et problem, men som ligefrem skaber data og forandrer den verden videnskabsmanden undersøger. Sådan kan vi læse hans omtale i Videnskabens revolutioner af kemikerne Prousts og Berthollets arbejder og andre passager.

Med hensyn til tanken om sandhedens relativitet kan vi spørge: Er det sandt at fx Newtons fysik ikke var mere “sand” end Aristoteles´, at Einsteins ikke er mere sand end Newtons, at Kopernikus´ heliocentriske astronomi ikke var mere “sand” end Ptolemæus´ geocentriske system osv? Arbejder de i forskellige “koordinatsystemer” uden et privilegeret system, hvorfra alle systemer kan vurderes i forhold til begrebet sandhed, eller arbejder de i det fælles privilegerede system “verden” eller “virkeligheden”, der angiver målestokken? Giver begrebet sandhed overhovedet mening i en teori som Kuhns? Ja, som sagt: Ikke i forhold til en tankemæssig sandhed, der korresponderer med en bagvedliggende objektiv verden, men ved det vi praktisk bruger vores viden til. Altså en handlingsorienteret opfattelse af sandhed, der skaber praktiske resultater, ikke primært en intellektuel, selv om Kuhn ikke afviser værdien af tanken og intellektet.

Men, altså: Hvad er sandhed og kan vi gennem sandhed finde og skabe fred? Det er en kendsgerning at der findes så mange og forskellige teorier om, hvad sandhed egentlig er – om den findes – at det kan være svært at afgøre hvilken eller hvilke af dem, der er – ja, sand eller sande;-) Fx også kohærensteori for sandhed, identitetsteori, aksiomatiske teorier, pluralistiske teorier, deflationsteori og andre. Man kunne også nærme sig begrebet sandhed ved skelnen mellem åbne og lukkede tankesystemer og teorier. Åbne og lukkede i den forstand om de søger gyldighed og legitimitet udefra (fx gennem observationer) eller indefra. Kuhn synes at hævde de lukkede, selvkonsistente teorier ved de inkommensurable paradigmer.

Jeg har selv forsøgt at formulere en sammenhængende teori om sandhed, skriftet Sandhed, som er tilgængeligt på Saxo som e-bog.

Måske er en del af problemet med begrebet sandhed, at vi i en traditionel tankefigur forestiller os verden bestående af adskilte subjekter, personligheder, der dybest set ikke kan vide noget om andre subjekter og objekter som de er i sig selv som i Kants erkendelsesteori (Kritik af den rene fornuft (1781, 1787); tingen-i-sig-selv), eller adskilte subjekter, personligheder, der højst kan have helt subjektive og misvisende billeder af andre og verden.

Mens virkeligheden måske er, at alt – rum, tid, ånd, stof, sanseligt og oversanseligt – er dybt forbundet i et universelt, kosmisk netværk eller felt, dele af samme helhed, hvor hver del øjeblikkeligt og momentant registrerer ændringer og tilstande overalt i netværket, fordi vi er ét. Med stof mener jeg her hele det spektrum fra lys til mørke som anføres i Vandrer mod Lyset s. 149, og med ånd mener jeg individualiteter, personligheder. I så fald er den nødvendige empati til skabelse af fred og harmoni ikke en undtagelse, men reglen, en grundmenneskelig evne, en menneskelig naturlov. Det naturlige centrum for dette netværk eller felt tænker jeg er Gud, Skaberen af netværket, og den der giver det energi ved Lysets livsnerve, kærligheden. I denne virkelighed er synden som en tråd, der rives løs i et klæde, og så må vi selv stoppe det igen (gennem sorg, anger og tilgivelse, eller ved gengældelsesloven).

Men hvad er sandt? Det skal jeg ikke afgøre her. Blot endnu sige at et særkende ved sandheden måske er, at den ikke lader sig presse ned over mennesker ved fysisk eller åndelig tvang, men at den må erkendes frit – hvis tanken og viljen er frie – og det i samklang med den enkeltes indre fornemmelse og samvittighed og tilbøjelighed. Vi kan frit finde, eller mene at finde, sandheden – og da kan tanken hvile og vi kan vinde fred som mennesker og som menneskehed.

Højtryk, 2024