Den grundlagstænkning som forskellige tænkere, deriblandt Aristoteles og Descartes, har forsøgt, lider så vidt jeg kan se under den svaghed, at de er udtryk for lineær tænkning, en svaghed som måske er principiel for enhver grundlagstænkning.
Problemet med den lineære tænkning, også i relation til grundlagstænkningen, er at den enten fører til en uendelig regres eller til cirkulære argumenter:
Påstanden P1 godtgøres i den lineære tænkning under henvisning til en anden påstand P2, der igen godtgøres af en tredje påstand P3 osv. Hvis jeg standser denne potentielt uendelige række af påstande (den uendelige regres) ved en bestemt påstand eller aksiom, P, så bliver alle deraf følgende påstande og slutninger cirkulære, idet de alle fører tilbage til eller udledes af aksiomet P.
En sådan aksiomatisk teori eller tanke eller påstand vil udgøre et selvberoende system, der cirkulært bekræfter eller godtgør sig selv. Et sådant system kan kun være analytisk i Kants forstand uden at tilføre ny viden i en syntetisk erkendelse – enten a priori eller a posteriori (igen i en Kantsk terminologi; altså enten gennem (ren) tænkning eller erfaring (sansning)). Det er med andre ord tautologisk og kan kun tjene til at klargøre begreber eller måske præcisere definitioner.
Et system af påstande der udledes ved lineær tænkning – fx ved forsøg på grundlagstænkning – kan derfor siges at ophæve sig selv enten ved den uendelige regres eller ved cirkulære slutninger.
En vej ud af dette problem kan måske være at se påstande og teorier som strukturer eller netværk af påstande som indbyrdes er forbundne og giver hinanden gyldighed, sådan som man forsøger det i kohærensteorien for sandhed (se artiklen The coherence theory of truth på Stanford encyclopedia of philosophy).
Disse netværk eller horisontale – ikke vertikale – systemer af påstande kan lignes ved masker den enkelte tænker strikker til det samlede klæde af viden og teorier. Dette klæde kan vi så i et billede se om det passer os; om det er for stort, for lille, om vi kan lide snittet og farven osv. Vi kan iklæde os det eller lade være.
Spørgsmålet er så, om vi i et givent netværk af påstande eller teorier kan udpege et centrum – altså ikke som i den lineære tænkning en begyndelse eller et grundlag – en privilegeret påstand P eller måske et ikke-lineært aksiom, som giver mening eller gyldighed til alle andre i netværket, eller om vi med en parallel til relativitetsteorien må sige, at der intet centrum findes (intet privilegeret initialsystem).
Findes der fx i kvanteteorien – for at tage en teori fra fysikken – en privilegeret påstand, fx den tanke eller teori at elementarpartikler både kan beskrives som bølger og partikler eller måske energifelter, eller findes der intet centrum i denne teori?
Findes der i logikken et centrum – fx den aristoteliske tanke om slutning fra præmisser til konklusioner eller i den tanke, at en påstand ikke på samme tid og under de samme omstændigheder både kan være sand og falsk – eller er der i logikken intet centrum?
Findes der for os mennesker eksistentielt et centrum – fx den tanke eller påstand som vi kan udlede af Vandrer mod Lyset at vi åndeligt set er udødelige og forbundne på godt og ondt ved hjerte og sind i et netværk med Gud som det naturlige centrum – eller driver vi mere eller mindre tilfældigt og meningsløst rundt i en rent fysisk verden indtil døden udsletter os for evigt?
Disse spørgsmål er jeg ikke kompetent til at besvare. Jeg har her kun søgt at skitsere nogle problemer som frembyder sig for den menneskelige tanke og erkendelse dels ud fra en lineær tankegang, dels ved netværkstænkningen, problemer som – måske – engang vil kunne løses.
En svaghed ved disse tanker som jeg foreløbig kan se er, at de synes at føre til en ny potentielt uendelig regres eller cirkulære slutninger, hvis de bruges på dem selv.
Tanken om netværkers centrum bliver selv et centrum, der igen bliver et centrum osv eller tanken bliver en aksiomatisk begyndelse, der cirkulært fører tilbage i sig selv ved enhver følgeslutning.
Så måske er et af de grundlæggende filosofiske og erkendelsesteoretiske problemer – som både den lineære og den ikke-lineære tænkning deler – den uendelige regres og de cirkulære slutninger; eller med andre ord som det synes:
At tanken idet vi søger dens kerne eller kernen i et hvilket som helst filosofisk problem kastes tilbage i en spejlvirkning eller en form for erkendelsesteoretisk akustisk tilbagekobling, som tilsyneladende kun efterlader os én mulighed, nemlig den at acceptere den sokratiske tanke at det eneste vi ved er, at vi intet ved.
Men denne platoniske apori og krise kan omvendt være begyndelsen på ny tænkning og videnskab, idet vi tiltræder A. F. Chalmers beskrivelse af, hvordan videnskab og ny viden begynder (i bogen Hvad er videnskab?): Ved punktet nul, dér hvor tænkningen på en vis måde har befundet sig siden Platons Sokrates.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 