Efter en tanke af Aristoteles kan mennesker ikke opfatte det grænseløse, det uendelige, opfattelsen kræver streg og grænse for at vinde skikkelse, figur, synlighed. Tanken er omtrent sådan: Hvis noget er grænseløst, har det ingen form. Hvis det ikke har nogen form, kan det ikke defineres. Hvis det ikke kan defineres, kan det ikke erkendes (opfattes) af den menneskelige fornuft. Denne tanke finder jeg i Fysik og i Om sjælen (de anima).
For Georg Brandes er såvel historie som det at finde digterens enhed i værkets mangfoldighed sjælestudie. Med få elegante streger tegner han en epokes eller en digters og et værks grænse, men dermed også omfanget. Beslægtede tanker findes hos Marcel Proust i romanværket På sporet af den tabte tid, hvor forfatteren siger, at for at forstå historien bør vi ikke se til kongers og kejseres liv og færd, men søge at trænge til bunds i en individualitet.
Ved sjælestudiet og tegningen af figuren ved streg, grænse og omfang, ved forankringen i personligheden og tiden, vinder Brandes litteraturens salt, dens smag og betydning, den går fra det ligegyldige og tilfældige til det betydningsfulde og nødvendige. Denne litteratur er en lysets kerne, der i frihed sænkes i jorden af digteren eller tænkeren, men som bærer præg af nødvendighed, en litteratur der tager sigte ikke på døgnet men på evigheden, og derved vinder gyldighed.
Hvor den personlige og tidslige forankring mangler, fx hos Kierkegaard i figuren assessor Wilhelm (etikeren) i anden del af Enten-Eller – den lykkeligt gifte og mangeårige ægtemand – bliver den litterære skikkelse mere type og påstand end karakter og virkelighed; litteraturen mister sit salt og smager af intet. Hvor den derimod er til stede, fx i Kierkegaards tanker om den kristnes afdøen fra verden, finder vi gyldigheden i en litteratur, der med sin forfatter lever og har sin særegne stemning og puls. Kierkegaard vil – synes det med et udtryk af ham selv – fortvivlet være og ikke være sig selv. Han er den evige grubler, der møjsommeligt og smertefuldt på alle tider af døgnet tænker fra A til B; kun i værket lyner intuitionens og instinktets enhed set under ét ved den samlede plan og i værkets enkeltheder, enheden, der dels gør værket klart og gennemsigtigt, idet enheden gribes og begribes af læseren, dels gør det fremmed og uforståeligt for Kierkegaard selv. Det er som barnet båret til verden af lysets Gud, en Gud, der var ham fremmed.
I Brandes´ forståelse af Kierkegaard (Samlede skrifter, bd. 2) omtegner, omarbejder, gentegner, gendigter Kierkegaard som Proust en personlig lidelseshistorie til en litteratur med omdrejningspunkt i de to skelsættende vendepunkter i Kierkegaards liv, forlovelsen og det senere brud med Regine Olsen og Corsarstriden. De ydre virkninger af de to indre skælv ses overalt i værket og i Kierkegaards martyrium, fx i Frygt og bæven, hvor den gamle bibelske myte om Abraham, der af Gud pålægges at ofre sin eneste søn, Isak, den søn der som ved legenden om Jesus var født som noget af et mirakel (Sara, Abrahams kone, var gammel, og havde det ikke længere på kvinders vis, da hun fødte sit barn), omtegnes i ny dragt til ny førlighed, men bliver et (måske for Kierkegaard ubevidst) billede på forfatterens ofring af det kæreste han ejede, Regine, og det ses ved de kræfter, der til sidst sprængte Kierkegaard og bragte ham en tidlig død, kræfter der kom til udfoldelse ved kampen mod biskop Mynster og den etablerede tro, den statslige og – efter Kierkegaards mening – hykleriske kristendom, der ikke var kristendom, men tomhed omkranset med ligegyldigt pynt og pjat (kristendom har aldrig været): Kun en næringsvej som alle andre, en næringsvej, et job, som man ikke satte sin hele eksistens ind på. Man sigtede kun på og så mod næste lønningsdag.
Og netop dét tænker jeg parallelt udgør litteraturens salt: Kun en litteratur hvorpå man sætter sin hele eksistens, er egentlig litteratur. At skrive er at holde dommedag over sig selv, som Henrik Ibsen udtrykte det. Eller: Det at være forfatter kan være et job, i heldigt fald en kilde til rigdom og berømmelse. Resultatet er da ligegyldigt pjat, højst en ydre glimren af en indre tomhed. Litteratur er det ikke. Det at skrive kan med Marcel Prousts ord være vigtigere end alt andet, vigtigere end at leve, vigtigere end at være god, og den eneste bekymring er, om man når at skabe og fuldføre værket, inden de kræfter man med værket slipper løs og sætter alt ind på, måske sprænger den skabende: Litteratur som indre skælv hvis virkninger man ikke ved, om man kan overleve.
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 