Kvinde på line mellem lys og mørke (AI genereret billede via Shutterstock)
Dette skrift søger at tegne væsentlige aspekter ved de to urkræfter, lys og mørke, godt og ondt, og bygger i alt væsentligt på værket Vandrer mod Lyset (udgivet ved Michael Agerskov i 1920). Det benytter ikke egentligt filosofisk argument, men derimod en form for forkyndelse ud fra regrestanken, som jeg har udviklet i skriftet Sandhed (tilgængeligt på Saxo som e-bog); at tanken vil søge og arbejde indtil sandhed om et givet emne – forhåbentlig – findes, hvorpå tanken kan hvile og finde ro. Dermed er ro og åndelig hvile et sikkert tegn på sandheds erkendelse.
Det filosofiske argument har det med – hvilket jeg finder belæg for i filosofihistorien – kun at danne knuder i tanken, og de kan altid modbevises eller gendrives, og man kommer ikke ud af stedet. Hvorimod sandheds forkyndelse og med den den ro og hvile, den bringer, giver mere varige og værdifulde resultater. Det er min tanke. Vandrer mod Lyset som jeg bygger på, er et godt, ja, det bedste bevis for dette. Hvis læseren med det jeg her skriver, finder åndelig ro og hvile, er det – tænker jeg – et tegn på, at jeg rammer rigtigt.
Generelt om lys og mørke
Lys og mørke, godt og ondt, er begge tredelte (Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 149 (stykket med småt)): Det astralt-materielle lys, det æterisk-astrale lys, det æteriske lys og det materielle eller molekylare mørke, det astrale mørke og det åndelige mørke. Denne dobbelte tredeling er ifølge Vandrer mod Lyset kun omtrentlig, og der findes angiveligt en rigdom af overgange og styrkegrader indenfor hver af de to urkræfter.
Derudover skelner jeg i dette skrift mellem det indre og ydre lys og det indre og ydre mørke, der hver repræsenteres af de tre hovedgrupper indenfor hver urkraft (jf også Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64). Jeg vil prøve i skriftet videre at udvikle dialektikken mellem urkræfterne, hvordan de kan gå over i hinanden, og forholdet mellem de indre og ydre forekomster og repræsentationer af disse kræfter.
Lys og mørke, godt og ondt, er to mægtige, magnetisk virkende urkræfter – i sig selv af nøjagtig ens styrke (Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 145). Derfor er også deres dragning for mennesker i udgangspunktet af lige stor styrke. Lyset repræsenteres og karakteriseres ved orden, mening og sammenhæng, mens mørket er kaos, meningsløshed og splittelse (jf Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 147).
Lyset og mørket er som lys og skygge i et maleri: Ingen af dem kan undværes, hvis billedet skal have dybde, skønhed og værdi (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 60). Det eksisterende lyskosmos stråler med sin dybde, skønhed og mening på baggrund af den modsatte mulighed, som engang eksisterede: Et mørkekosmos under ledelse af en mørkets gud; et hæsligt, disharmonisk kosmos præget af uendelig lidelse for dets gud og dennes eventuelle skabninger (Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 64).
Det eksisterende lyskosmos har Gud selv – sammen med sine Tjenere – kæmpet sig frem til ved Urtankens og Urviljens totale sejr over mørket og Guds følgelige emanation, fremstigen som Personlighed (Vandrer mod Lyset, Ardors beretning og Kommentaren, kap. 1). Det at Gud sejrede over mørket ved lyset gør, at der overhovedet findes sådan noget som orden, rum og tid, samt den 4. dimension, som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer. Hvis ikke Urtanken og Urviljen havde sejret, ville kosmos måske – hvis verdenskræfterne først var spillet ud mod hinanden – have været et rent mørkekosmos uden nogen form for orden og mening; som en anden kender af Vandrer mod Lyset engang sagde til mig: Kosmos ville da have bestået af en fatal række af energimæssige kortslutninger, der til sidst ville have sprængt og tilintetgjort Tanke og Vilje i en altomfattende kosmisk katastrofe efterfulgt af den absolutte og evige død. Der ville hverken have fandtes rum eller tid eller andre af de love og fænomener, der binder kosmos sammen i et meningsfuldt og sammenhængende hele.
Det eksisterende lyskosmos giver også grundlæggende orden og struktur for vores tanke og vilje; det gør det muligt at tænke og handle rationelt, det giver plads for de grundlæggende tankelove, fx logik, identitetsloven, tankemæssig konsistens og udelukkelse af selvmodsigelser ved tænkning, association, og for grundlæggende lovmæssigheder som loven om årsag og virkning, stoffets (materiens) udstrækning, tidens succession og flere andre. Al denne orden ville ikke have eksisteret i et mørkekosmos, hvor alt ville have været kaos, lidelse og uorden.
I det ordnede lyskosmos har enhver af vores tanker og handlinger også konsekvens. Denne konsekvens oplever vi mennesker fx når vi handler ondt og rammes af gengældelsens hårde, men retfærdige tilbageslag (gengældelses- og karmaloven). Vi rammes da af præcis de samme lidelser, vi ved vores onde tanker eller handlinger har bragt over andre; ikke som en straf, men som et led i Guds konsekvente opdragelse af os. Hvis ikke vi vil indse og indrømme, at vi har fejlet, må vi da gennemleve præcis det, vi har bragt andre for derved – på egen krop og ånd – at se og føle og derved forstå hvad vi har gjort. Dette er en indsigt, en læring, som vi måske ikke kan opnå på andre måder end ved selvoplevelse – ved selv at høste det, vi sår – på godt og ondt.
Men over gengældelses- og karmaloven står Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed: Hvis vi fejler og forstår at vi har fejlet, og vi da angrer og beder vores offer eller ofre om tilgivelse – og får den – slettes denne del af vores syndeskyld; af samme pædagogiske årsag. Vores sorg og anger viser, at vi forstår, hvad vi har gjort, hvorfor vi ikke har nødig selv at opleve de lidelser, vi har bragt andre.
Lyset er altså orden, skønhed, balance, harmoni og fred og dets essens er kærlighed (Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 39). Hvis vi høster, hvad vi sår, er lyset – modsat mørket – rationelt: Ved grundlæggende at så kærlighed, høster vi kærlighed, vi bliver elsket af andre. Da mørket er kaos, uorden, forvirring, hæslighed, er det ikke rationelt; alene derved at vi ved at så mørke, høster mørke – i form af vold, lidelse, ufred, åndelig splittelse og ulykke. Da enhver form for krig, terror og vold er af mørket, det onde, uanset hvordan vi måske prøver at besmykke det, så er heller ikke krig, terror og vold rationelt. Vi kan måske til dels prøve at forstå og forklare krigen, terroren og volden, men enhver rationel analyse må nødvendigvis på et tidspunkt standse for det faktum, at disse ting simpelthen ikke giver mening. Vi prøver måske ved analysen at give det irrationelle et skær af fornuftighed og mening og rationalitet – for at kunne beskytte os mod det – men derved misforstår vi sagen. Noget af det skræmmende ved krig, terror og vold er netop dets grundlæggende uforståelighed og meningsløshed. Krigen kæmper ikke på samme bane som fornuften. Hvis alle forstod dette, anerkendte det, ville krigen ophøre for altid – i dag. Hvis alle vidste og anerkendte, at den krig og med den alle de lidelser, den bringer andre, uvægerligt ifølge de guddommelige love før eller siden vender sig mod den eller dem, der stifter krig, så ville ingen nogensinde starte en krig. Man ville ikke vove det. For de våben man bruger mod andre, vender sig før eller siden mod en selv ifølge gengældelsesloven. Krigens høst er bitter, hvilket mange nu og senere må sande. Så hvorfor ikke standse den nu? Hvorfor blive ved med at kaste sten på sin egen vej, sten vi før eller siden alligevel selv må fjerne, for at vores vandring og vejen mod lyset igen kan ligge fri og åben?
I en tid hvor angrebskrig generelt ikke accepteres, men hvor forsvarskrig hævdes legitim og nogle gange endda nødvendig, kæmper alle – naturligvis – kun forsvarskrige. ”Vi” forsvarer os mod ”dem”, der angriber ”os”. Dette ser vi for eksempel i konflikten mellem Rusland og Nato eller Vesten, i krigen i Israel/Palæstina og i konflikten mellem Vesten og Islam: Rusland ”forsvarer” sig mod et stadigt mere nærgående Vesten og Nato, der hele tiden skubber grænsen tættere mod Rusland, og derved truer landet, Vesten og Nato ”forsvarer” sig og opruster voldsomt mod et stadigt mere aggressivt Rusland. Israel ”forsvarer” sig mod bestialsk palæstinensisk terror, palæstinenserne ”forsvarer” sig mod en ulovlig besættelsesmagt og aggressor; begge parter kæmper en eksistentiel og ”legitim forsvarskamp” eller krig. ”Islam” ”forsvarer” sig mod det aggressive og dekadente Vesten, ”korsfarerne”, der søger sin indflydelsessfære og dominans bredt længere og længere ind på islamisk område, mens Vesten ”forsvarer” sig mod et aggressivt ”Islam”, der dels oversvømmer os med migranter og flygtninge, dels bekæmper os med nådesløs terror.
”Vi” er altid og i enhver nutidig konflikt og krig de ”fornuftige”, der kæmper en ”retfærdig og nødvendig” kamp mod de ”vanvittige” eller ”formørkede”. ”Vi” forsvarer os, ”de andre” angriber. ”Vi” har ret, ”de andre” har uret. Retorikken er den samme fra alle parter, den spejles nøjagtigt på tværs af alle aktører og fronter, virkeligheden under retorikken er også fælles: Det er krig, det er angrebskrig, og målet er magt og penge. Der findes mennesker og virksomheder, som mener at have interesse i al denne splittelse og ufred: Magthavere og våbenindustrien. Hvor der er interesser, er der motiv, og hvor der er motiv er der (sandsynligvis) handlinger. Man kan sagtens forestille sig en uhellig alliance mellem de to, hvor våbenindustrien køber politikere for at fremme deres interesser (økonomisk vinding), og politikere der sælger sig selv til våbenindustrien, og sørger for “evig krig” ved at splitte befolkninger, befolkningsgrupper og nationer, og ved at give de nødvendige ordrer. Men sande interesser og rationelt er det ikke i henhold til de guddommelige love (gengældelsesloven og karmaloven). Alt har en pris, og prisen er høj for krigsopviglere og mennesker, der lever af at så splittelse og føre krig.
Og med al denne ufred, splittelse og krig viser vi at vi som menneskehed endnu ikke er trådt over barndommens tærskel. Vi er ved at splitte kloden ad i det godes navn, det gode som altid er ”os” og ”vores” modsat “de andre” – en splittelse som måske drives frem af magthavere og en industri, der dels har store økonomiske “interesser” at pleje, dels en “interesse” i at skjule den grimme sandhed for offentligheden og pressen; en presse der måske selv kan købes til tavshed. Motiverne er der, og derfor sandsynligvis også handlingerne. Alt dette udviklet for at vise, at mørket, det onde, ofte kommer forklædt som lys, det gode.
Nogle dialektiske forhold omkring lys og mørke
Ethvert lys kan trækkes af mørkets heste, og ethvert mørke kan trækkes af lysets gangere
Denne tanke vil jeg illustrere med nogle eksempler. Udover eksemplet fra før angående spørgsmålet om krig og fred (alle kæmper kun forsvarskampe og kæmper med våben for fred – det onde, der trækker lysets vogn), kan vi tage et nyligt eksempel, hvor frihed, fred, menneskerettigheder og demokrati søgtes gennemført, gennemtvunget med militær magt i Mellemøsten – sådan var retorikken i hvert fald. Sandheden var dog formentlig visse geopolitiske og magtpolitiske aspirationer i regionen. Også her kom det onde i det godes navn (det onde, der trækker lysets vogne og last).
Omvendt kan det gode, fx friheden, naturligt gro frem indefra selv på de mørkeste steder, idet lysets kilde langsomt, tålmodigt søger at bortskylle forhindringer for dens frie strøm – lysets gangere vender mørkets vogn og last, og ændrer en situation fra mørke til lys, idet de naturligt fremgroede værdier på den mørke baggrund bliver de menneskers, der bærer ændringen til det bedre i sig og i hjertet, umistelige og evige, indre og ydre ejendom.
Generelt kan vi sige, at kun de lysets sandheder, der tilegnes selvstændigt og i frihed og efter egen vilje, har værdi. Kun de er i sandhed vores egne, og vores egen umistelige, åndelige ejendom. Det nytter ikke at søge at gennemtvinge lyset – hverken gennem militær kampagne eller ved fanatisk propaganda; derved bliver det kun til (nyt) mørke. Dette gælder fx også Vandrer mod Lyset og den genvej til Gud den anviser. Denne vej må følges og vandres i frihed, om det ønskes, og sandhederne må accepteres – eller forkastes – i frihed. Ellers har det ingen værdi. Selv den største sandhed eller al sandhed i verden bliver ved tvang til mørke.
Den åndelige tvang ses også ved de i filosofien ofte søgte, men aldrig fundne, uigendrivelige argumenter. Kravet eller ønsket om uigendrivelighed, uimodsigelighed er en form for tvang, et åg, som den menneskelige ånd altid vil søge igen at afkaste, en åndelig knude, som menneskeånden altid vil søge igen at løse op – efter tankens og livets naturlige frie strøm. Og dét er også ment som en kritik af selve det filosofiske argument; måske er sandhed kun tilgængelig og mulig gennem forkyndelse, som kan modtages – eller forkastes – i frihed. Og tegnet på at sandhed er fundet, er da den ro og åndelige hvile, der ledsager sandheds erkendelse, som anført indledningsvis (regrestanken), snarere end det uigendrivelige argument; når tanken og ånden ved sandheden kan hvile og standse sit arbejde på dét punkt.
I filosofien og i videnskaben generelt begår forsøgene på at formulere totalsystemer – eftersøgningen af den filosofiske eller videnskabelige single magic bullet, tanken eller systemet der skal forklare alt – også fejl i forhold til den åndelige tvang. Man søger at forklare alt i uigendrivelige systemer, men da vi mennesker er begrænsede væsner, findes sådanne totalsystemer ikke. Man ender sædvanligvis ved uspiselige monismer – fx materialistisk monisme eller ren idealisme – som altid igen senere må opgives. Pendulet svinger da fra pol til pol i en hegelsk logik og dialektik – fx fra realisme til idealisme og tilbage igen – hvor det ene bestandig negeres og negationen negeres igen; og det hele må før eller siden opgives, og vi finder aldrig erkendelsesmæssig fast grund under fødderne. Eksempler: Thales (alt er vand), Heraklit (alt er bevægelse), Hume (al erkendelse stammer fra sanserne) og den moderne materialistiske monisme (alt er materielt; alt er rum, tid og stof, alt sker kun efter fysikkens love, og der gives ingen ånd og ingen Gud). For den begrænsede menneskelige ånd er verden og virkeligheden mangfoldig, ja, uendelig, og i erkendelsen må vi derfor snarere end et enten-eller søge et både-og.
Den åndelige tvang ses fx også ved de gængse religioner, ved deres dogmer og trusler om evige lidelser, hvis ikke man godtager – tror på – deres læresætninger og doktriner. Denne tvang, dette åndelige åg, vil menneskeånden også altid søge igen at afkaste; den religiøse forkyndelse bliver – når dens ”sandheder” søges tvunget eller truet igennem – til sten i lyshavet, lysstrømmen, sten som lysets indre kilde før eller senere igen vil skylle bort, så lyset igen kan strømme frit i menneskets ånd.
Det her skrevne er altså eksempler på, hvordan lyset, sandheden, friheden og freden, kan blive til mørke ved tvang (åndelig eller fysisk (fx militær) tvang); hvordan mørkets heste kan trække lysets vogn. Nu nogle eksempler på det modsatte; hvordan lysets gangere kan trække mørkets vogn og last ved at vende ondt til godt:
Da Gud antog sig menneskeheden som sine børn (se Vandrer mod Lyset), var det netop et eksempel på det: Hvordan et fald og synd ved Guds vilje vendtes til noget godt; dels ved at menneskeskyggerne da ikke skulle vedblive at være uden tanke og vilje og dermed uden åndeligt liv – potentielt i al evighed – og dels ved at Gud, gennem sin handling med tiden kunne vinde sine ældste, faldne børn tilbage til Lyset og livet. Dette kunne Gud opnå ved at de således åndeligt levendegjorte mennesker engang med tiden måske ville kunne nå så langt frem mod Lyset – ved udviklingen gennem de mange jordiske inkarnationer – at nogle af dem kunne fatte medlidenhed med deres skabere (skabere af det fysiske legeme; de ældste), bede for dem, og med bønnens kærlige tanker frigøre de faldne fra mørkets magt og tvang. For at fremskynde dette positive resultat spurgte Gud sine yngste, ikke-faldne, børn, om de ville lade sig inkarnere på Jorden i menneskelegemer og leve lig mennesker. De yngstes dybe kærlighed til de ældste, deres sorg over deres fald, og deres vilje til at forsøge at vinde de ældste tilbage – hvad det end kostede – ville efter al sandsynlighed kunne fremrykke det tidspunkt betydeligt, hvor bønnen for de faldne kunne blive mulig og ført til virkelighed. En bøn fra de yngste – som med deres frivillige inkarnationer stilledes lige med menneskeånder, også hvad angik betydningen af en bøn for de faldnes fred og frelse (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 44 og 45) – kunne formentlig bedes på et langt tidligere tidspunkt, end det ville være muligt for en eller flere menneskeånder at bede en sådan bøn. Og sådan gik det da også. Bønnen blev bedt i begyndelsen af det 20. århundrede (i 1912), og Satan (Ardor), de ældstes fører og leder, blev således vundet tilbage til Lyset og Gud. På den måde vendte Gud – også i dette tilfælde – mørke til lys.
Et andet eksempel på hvordan mørke kan vendes til noget godt, er det forhold som behandles i Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 60, hvor det siges, at jo mørkere baggrunden er for den vundne sejr for lyset, kærligheden og det gode, jo stærkere, skønnere og mere harmonisk bliver den sejrende personlighed. Og vi har jo alle – mere eller mindre – en mørk baggrund i og med at vi lever i en jordisk mørkeverden fuld af lidelse og nød, og her i denne verden hver må vinde vores sejr over det onde. Men denne kendsgerning, denne mørke baggrund, gør kun sejren så meget større, når den engang vindes. Og dermed bliver også glæden så meget større. Vi lever under meget vanskelige forhold, og vi må i den jordiske mørkeverden stille kompasset og retningssansen mod Lyset ekstremt skarpt og under meget svære vilkår. Men derved bliver vi alle – engang i tidens fylde – også så meget stærkere, mere modne, helstøbte – og lykkelige når vi engang når til Guds Rige og dér kan leve det liv, der er i al evighed i Guds umiddelbare nærhed; på grund af den dybe skygge i billedet, der giver og så meget mere fremhæver livets fulde skønhed, salighed og fred.
Generelt kan vi sige, at selve mørkets eksistens vender Lyset til det gode, og at mørket oprindeligt var nødvendigt for ud fra Urtanken, Urviljen og Lyset at kunne udvikle den helstøbte, sublime og altbeherskende Lysets og kærlighedens Almagt som er Gud. Uden mørket ville livet næppe have været egentligt liv – kun en flad, perspektivløs og plakatagtig eksistens uden dybde, skønhed, substans og vægt. Som sagt før: Lysets ordnede kosmos stråler så stærk, rent og skønt på den mørke baggrund som kampen for livet, for lyset og kærligheden, og kampen mod mørket udgør for os – Guds børn – og engang udgjorde for Urtanken og Urviljen frem mod den fulde og evige sejr ved Guds fremstigen som Personlighed.
Ydre og indre lys og mørke
Vi mennesker påvirkes såvel indefra som udefra af både lys og mørke (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64). Det ydre lys eller mørke vi aktiverer eller polariserer ved tanke eller handling eller begge, bliver en del af os. Lyset giver os glæde og fred og gør os harmoniske, mørkets påvirkning er ledsaget af en følelse af tvang (Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 9), eller af en følelse af uhygge, lidelse og splittelse. Når Lysets ånder bevæger sig gennem mørkeformationer, fx mørkehobe, har de en følelse, som opholder de sig i iltfattigt rum, eller de oplever mørket som kompakte skyformationer, som de må gennembryde ved hjælp af det lys, de selv udstråler (Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 218). Det ydre lys eller mørke vi kan påvirkes af, kan enten være åndeligt, astralt eller fysisk, og derfor kan det lette (lyset) eller tynge (mørket) både vores ånd, astrale genpart eller fysiske legeme.
Det lys eller mørke vi påvirkes af indefra, kan fx være gennem den astrale genparts nedarvede instinkter eller drifter – til godt eller ondt. Det kan også være lys eller mørke, som vi selv har aktiveret eller polariseret gennem tanke eller handling. Har vi fx polariseret noget ydre astralt mørke, som derefter har sat sig som lidelsesfulde komplekser i vores astrale genpart, er blevet en del af os, så kan ånden, den bevidste tanke ved viljens bistand, idet viljen giver tanken retning og genstand, kaste et lys over dette astrale mørke, udpege det, hvorefter det vil begynde at ”vibrere”, stige op mod bevidsthedens overflade ledsaget af en følelse af lidelse, uro og angst; som gærende, urene ”bobler” der stiger fra en forurenet søbund. Idet komplekset bliver fuldt bevidst, bryder overfladen til dagsbevidstheden, kan det føles som står man i en mental, åndelig storm. Det er da vigtigt ikke at lade sig blæse omkuld, vigtigt ikke at lade sig overskylle eller overmande af dette mørke, vigtigt ikke at handle efter det (igen). Står man fast uden at give efter, vil det astrale mørke kulminere – og derefter forsvinde, opløses som en sky, der blæser væk – og himlen er igen blå og ren og vi kan igen se Solen (lyset).
Det grundlæggende princip og den grundlæggende dialektik mellem det ydre og indre lys og mørke er altså, at det ydre lys eller mørke ved aktivering eller polarisering gennem tanke eller handling eller begge, kan blive indre; derved skaber vi os selv glæde og fred (lyset) eller lidelse (mørket). Det indre lys der kan påvirke os til tanke eller handling, kan – som jeg før har udtrykt det – blive vejen i det ydre, en kærlighedens og fredens vej. Det er under alle omstændigheder åndens evige, umistelige eje. Det indre mørke – hvad enten det er åndeligt, astralt eller fysisk – må vi før eller senere igen eliminere, lade det ”fordampe” til det ydre, eller rettere opløse det, afpolarisere det, så det forsvinder, og ikke længere er en del af os. Derefter vil vejen og vandringen mod Lyset lettes, den ligger igen mere åben og fri, befriet for de sten, vi selv har kastet på vores vej.
Afsluttende bemærkning
Det jeg har udviklet her, er naturligvis ikke en fuldstændig redegørelse for lys og mørke, deres dialektiske forbindelser og mangeartede kræfter og udslag. Men skriftet viser nok nogle væsentlige træk ved urkræfterne, hvordan de kan påvirke os indefra og udefra, og hvordan man kan håndtere dem. For en større og mere omfattende indsigt i emnet kan jeg anbefale enhver et nøjere studium af Vandrer mod Lyset.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 