Recovery factfiction

Glædens hastighed

Iført sin azurblå månedragt trådte hun ind i bibliotekets store bogsal. Hendes lange snehvide hår bølgede bagud som en tanke tænkt og forladt. Emil, skildpadden, lå trygt ved hendes bryst. Den sov. Af og til græd den i søvne. Så randt dens tårer som små diamanter til hendes hjerte, og idet de nåede kernen, vidste hun hvorfor den græd.

Hun blev stående et øjeblik ved indgangen. Hun bankede let tre gange i gulvet med sin stav. En lille sølvklokke ringlede, og en bog højt oppe på reolen til højre for hende begyndte at lyse. Hun trak stigen hen til reolen, trådte op og greb bogen. Så steg hun ned igen, satte sig ved læsepulten, og åbnede bogen.

Siderne vendtes ved hendes tankes vind, og bogen slog op på side 783. Siden var tom. En rød fjerpen, der hang oppe under loftet, højt oppe, dalede ned, fandt siden og begyndte at skrive. Med glædens hastighed gled ordene skyggen er lykkens dyb, tænkte Jean-Claude Reveil, og børstede en krumme af sin jakkes revers hen over siden, hvorefter de igen forsvandt. Hun så op. Blev stille. Emil klynkede let ved hendes bryst. Urolige drømme igen, tænkte hun. Hun strøg ham blidt over skjoldet. Så blev også han stille.

Hun stillede forsigtigt bogen på plads. Et rødt bind nederst ved gulvet henne ved vinduet, lyste op et kort øjeblik. Hun skyndte sig derhen, og titlen Specielt til dig kom til syne på bogens ryg. Hun tog den, satte sig ved pulten, åbnede bogen, og en lem gled til side. En trappe ned. Over trappen stod ordene Ravnen mod aften med gyldne bogstaver på den buede portal. Hun steg ned og fandt –

Sorgens dimension

Da hun langsomt nedsteg i de mudrede vande, mærkede hun, hvordan hun blev ham, hvordan brystet blev fladt, hofterne smalle, skuldrene brede, hjertet, der sænkedes fra himmel til under frost i en langsommere slagkadence, hvordan glæden og nu sorgen gjorde hende til menneske, netop dette menneske, Johannes Zeuge. Ved grænsen hørte hun eller udstødte hun tilintetgørelsens skrig; var det hende selv, der skreg, eller var det ghulen, der sad der lidt fremme på mørke sten med sine høje, spidse skuldre, det lange sorte sværd med rødt hæfte, skjoldet rådnet væk, det rødflammende blik rettet mod hende i en kegle af ild, eller vi skulle sige rettet mod ham?

Gennem sin sorg og længsel blev hun ham, hun længtes efter og sørgede over. Ned steg han, stadigt nedad, indtil der til sidst ikke længere var noget trin ned, kun en åben afgrund, han fristedes til at springe i. Under sig – stjerner eller stjerners billede, himlens billede i dybet. Da han lod sig falde, åbnedes afgrunden, mørket veg til side, svundet bort som tåge blæst væk af vind eller storm, og Spejlet åbenbaredes under ham. Hans billede kastedes mod himlen og tilbage i dybet, op og tilbage, himmel og dyb, i en åndelig rekyl, en akustisk tilbagekobling, med en hyletone i hans øren, stadig stærkere og højere. Dette var Skriget. Hans eller ghulens.

Klovnen græder, klovnen ler

Hendes problem var stadigt dette: Hvordan får vi verdens latter til at overdøve verdens sorg og lidelse? Efter aftenens forestilling lagde hun sig på sengen, udmattet, orkede ikke at afsminke, at afføre sig den store hvide dragt med de røde knapper og de glade gule smileys, ikke engang de store sorte sko magtede hun at tage af. Hun lagde sig på sengen, som hun var. Som oftest havde hun store vanskeligheder med at sove, med at falde til ro, hun havde ingen ro, søvnen er den tilstand, hvor vi blidt falder ind mod kernen, søger den i ro og glemsel, som en venlig guds fortællinger, der begynder, og som vi påhører med forventning og smil, fortællingerne om hende, fortællingerne om os. Denne aften kom søvnen til hende uventet og med det samme. Blidt falder hun mod kernen, det indre, smilende punkt, hvor latteren fødes og sorgen kan overdøves, men ikke forsvinde. Blidt synker hun i fortællingerne som elverkvinden i det hemmelige bibliotek, fortællingerne, der skrives med rød fjerpen og lykkens dybde:

Zeuge

Alt er relativt, undtagen lysets hastighed. Intet kan bevæge – eller forsvinde – så hurtigt mellem mennesker

Den fremmede

Sahar. Daggry. Under tryk udvikler nogle aggressioner. Andre vender det indad og bliver mismodige eller deprimerede. For Sahar betød omgivelsernes tryk som afghansk flygtning i Danmark, og – af alle steder – Odense, at troens kilde sprang. Hun var under pres både fra børsterne i Afghanistan og fra den vestlige pøbel. Børster, der spejler hinanden nøjagtigt i deres voldsparathed, ledet i toppen af ond intelligens og de – bunden – de rene fjolser. Ikke harmløse, men afstumpede og farlige. Mennesker for hvem demokratisk samtale og værdier er bræksmileys og dødningehoveder på de sociale medier, eller tro udbredt med rifler i islamiske ekkokamre og fra moskeernes baglokaler. Altså: De rene idioter.

Men det var ikke kun tro, der sprang. Også vrede. Selv en engel kan få nok og slå fra sig. Engang blev hun på gaden passet op af en fedladen mand med vildt blik. Hun vidste øjeblikkeligt, hvad han ville. Men hun fik ham standset med et blik og en ro, han ikke kendte eller forstod. Måske var det blot hans inderste menneske, der reagerede. I hvert fald standsede han – og flygtede. Bagefter kom vreden.

Sahar levede med trykket, hele tiden, men det gjorde hende kun endnu smukkere. Som kul der ved ekstremt tryk bliver diamant. Med hende stod Solen op. Med pøbelen, der ikke kender landegrænser, sank den hver aften blodrød i havet bag horisonten. Men vi vil ikke her fortælle om undergang og død, men om en mulig fødsel og genfødsel, om lys der fødes, om begyndelser og muligheder, om daggry, om Sahar.

Det værste var, når fjolserne trådte ind i hendes stille rum med beskidte støvler, trampede rundt, ødelagde. Pisket af deres egen afstumpethed, og drevet af de få med ond intelligens, som ved nøjagtigt hvad de gør, var de mange. Men hvad er vores våben imod dét? Hvad er virkeligt vores chance? Hvad gør vi med det onde, hvis vi ikke selv vil bøje os for det, falde for det, give efter, give fortabt?

Hvad gør vi, hvis ikke vi vil nøjes med højstemt fluffy talk om hjertets adel, og kærligheden, der sejrer – engang – og ikke vil lukke øjnene og håbe, at det går over af sig selv? Hvad gør vi, hvis ikke vi vil nøjes med et godt forsøg og et hæderligt nederlag, men ønsker den fuldbyrdede og fuldbårne sejr?

Vi taler ikke om vejen, hele vejen, kun det næste skridt, det første. Hvis vi vil gå vejen med kun ét skridt, har vi tabt. Men uden det første skridt, kommer vi aldrig i mål, målet som vi skimter så svagt derude, eller så dybt herinde. Hvad gør vi?

Forleden gav Sahar mig svaret, og derfor kan vi forlade hende lige om lidt, så tidligt, idet vi mindes hendes martrede sjæl og knuste hjerte: Vi skal dæmpe stemmen, som Kofi Annan engang sagde. Hun siger: Også jeg kan iføre mig bombebælte, trække i snoren og skylles ud af denne verden som affald. Men hun vil ikke. Det vi skal gøre er noget, vi ikke skal gøre: Ikke lade os rive med, piskes med strømmen, men gå mod den, og derved finde Udspringet.

Der er nok, der råber, og her nærmer vi os den onde intelligens. Få råber, men mange giver råbet ekko og rum. Hvis der blev stille, ville vi kende en vilje til godt, ville vi kunne høre det inderste. Stil dig selv – hvem du end er – det simple spørgsmål: Tjener jeg magter, der egentlig er mit inderste menneske imod? Kun dét. Lad dit inderste svare, og følg så denne lavmælte, inderste, intense, indtrængende stemme. Dét er det næste skridt, det første, daggry, Sahar.

Greta Thunberg

Flowers in the dirt

Hun er en ung blomst, der gror i den mødding, fædrene, deriblandt jeg, Zeuge, klovnen, har skabt. Vi ved ikke, om hun og andre som hende gror hurtigt nok til at kunne sætte frø, der kan spire og gro til blomst i andre, inden det er for sent. Igen må vi spørge til det næste skridt, kun det næste, ikke hele vejen, ikke på én gang. Men vi er ved at løbe tør for tid. Hvad gør vi?

Hvad gør vi, hvis ikke vi vil nøjes med et hæderligt nederlag, og igen må forlade os på den Almægtiges beskyttelse? Hvis vi tænker, at det værdige er at løse problemet selv, og ikke som uartige børn ødelægge alt uden tanke for konsekvenserne?

Hun sidder i træet, er klatret derop for at skaffe sig overblik. Andre – under hende – saver i den gren, hun sidder på, andre igen saver i den gren, de sidder på osv. Taler vi om tilgivelse? Nej, lad begivenhederne finde sin afgørelse, inden vi taler om den.

Klovnen græder, klovnen ler. Hvad gør vi, hvis ikke vi vil stille os tilfreds med skåltaler eller bebrejdelser over de andre, ikke vil lytte til dommedagsprofeter og ulykkeskrager, der kredser om bytte? Hvad er den eller de præcise tanker, vi kan forlade os på til en løsning af problemet, findes de?

Vi kan angribe problemet oppefra eller nedefra. Oppefra: Hvor der er menneskelig adfærd og interesser, har vi brug for lov og ret. Da adfærd og interesser specielt med hensyn til klima og også for krig og fred i dag er globale, har vi brug for en Verdensstat, der kan give normer for global lov og ret. Ellers: Anarki og undergang.

Godt sagt, klovn, men vi har ikke tid!

Så, nedefra: Spørg ikke, hvad andre kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for andre. Det er som en pind i en myretue: Hver gang vi står med et verdenstruende problem, ser vi på de andre, og kræver deres handling, ikke vores egen. Vi ser pinden, ikke den, der stikker pinden i boet. Vi aner her igen skyggen af den onde intelligens: Del og hersk. Split menneskeheden, sæt dem op mod hinanden, så tænker de ikke på os, der støber kuglerne til Ragnarok. Midgårsormen snor sig om verden, den bider sig i halen, og nu klemmer den til. Eller igen om hundrede eller om tusind år. Den onde intelligens vil for alt i verden forhindre os i at række ud til hinanden og arbejde sammen om at forhindre katastrofen og løse problemerne. En samlet menneskehed er farlig for den. For sammen kan vi – som i legenden om Babels Tårn – med fælles sprog for tale og hjerte nå himlen ved at bevare Jorden. Derfor stikker den onde intelligens igen og igen sin pind i menneskeboet. Og vi kaster os som vilde dyr over hinanden.

Så, det første skridt er: At stå sammen. Når dét skridt er taget, kan vi tage det næste, ikke før.

Godt, klovn, men har vi tid?

Kvanteteori. Ai. Quantum computing

Den, der vinder kapløbet om ai, vil beherske verden; Vladimir Putin (citeret efter hukommelsen)

Jeg, Johannes Zeuge, vidne og klovn, profet eller gal eller fiktion – spejder efter forjættelser og advarer mod trusler. Tegner et billede. Måske med fotografisk nøjagtighed, måske et fotografisk negativ som andre medier, måske kunstnerisk bearbejdet, men altid med begrænset viden og indsigt og med risiko for fejl.

Jeg tegner her et billede af vores nyeste redskaber, og minder om, at ethvert menneskeligt redskab har to sider: En kniv kan både bruges til at skære brød med og til at slå ihjel.

Grundlæggende er ai ikke skabelse, men simulering af menneskelig bevidsthed. Det man ikke gør eller ikke kan gøre er at indkode den indre forsinkelse – vi kan kalde det moral, etik og samvittighed – der gør os til mennesker; det, der gør, at vi ikke nødvendigvis omsætter enhver tanke eller impuls til handling, idet vi holder tanken og den mulige handling op mod vores indre fornemmelse for godt og ondt.

Men man kunne godt forestille sig en algoritme, der – før eksekvering – holder handlingen op mod begreberne godt og ondt. Hvis handlingen – ifølge kodningen – er ond, kan man i algoritmen indskrive en stopkode, der standser handlingen, eksekveringen. Men hvis man forsøger dette, kræver det en entydig bestemmelse af godt og ondt i alle tænkelige situationer, som algoritmen forholder sig til og opererer i – noget religion og filosofi har forsøgt – forgæves – i mere en 2500 år. Hvis ikke man har en sådan universel forståelse af godt og ondt, bliver algoritmen relativ, afhængig af kultur og tradition – men er det ikke også sådan mennesker er? Ville det ikke også være netop en simulering af vores bevidsthed?

Jeg skelner grundlæggende mellem civil og militær anvendelse af ai, kvanteteori og mellempositionen quantum computing. Først det civile:

Vi kan forestille os komplicerede og fleksible ai algoritmer kørt på kvantecomputere til bearbejdelse og beherskelse af Big Data i forbindelse med økonomisk aktivitet og regulering, behandling af meteorologiske datasæt, sygdomsdiagnostik, biologisk grundforskning, fx forudsigelse af proteiners foldning i tre dimensioner ved computersimulationer (hvilket allerede nu (2021) finder sted), design af personlig medicin, design og organisering og regulering af (selvkørende) trafik i smarte byer, luftrum og have (biler, tog, fly og skibe), dét og meget andet.

Går vi et skridt videre, idet vi nærmer os den militære anvendelse, peger vi på ordensmagtens mulighed for gennem ai – eventuelt kørt på kvantecomputere – at foretage effektiv overvågning og efterforskning af kriminel aktivitet og generelt ved brug af ai at operere i feltet kriminalitet og beskyttelse mod den.

I den militære anvendelse kan vi forestille os kvantedroner styret af ai, der selv kan træffe beslutninger i ”felten”, opsporing og neutralisering af fjendtlig aktivitet, neutralisering af bestemte, fjendtlige nationer eller individer uden anden risiko end dronens ødelæggelse. Vi kan forestille os militære efterretningstjenester, der via ai og kvantecomputere behersker Big Data i forbindelse med registrering, overvågning og neutralisering af statsfjendtlig aktivitet.

Alt dette og meget mere kan vi forestille os. To ting: Hvis denne teknologi bliver tilpas moden og operativ, vil den med tiden måske blive allemandseje. For at forhindre at dette udvikler sig til globalt Ragnarok, forudsætter det en samlet verden og menneskehed. Dette er endnu ikke realiteten. Vi er dybt splittede, og søger den nye teknologi for at stå stærkere økonomisk, politisk og militært overfor vores ”fjender”. Det er det ene.

Det andet er, at ai algoritmer også vil kunne designes til at sabotere andre lignende systemer. Dermed kan kraftværker, trafik, byer, fjendtlige militære enheder, sundhedsvæsen, bankvæsen, el- og energiforsyning og meget anden kritisk struktur og infrastruktur blive sårbare overfor fjendtlige hacks, og vi siger det mange ved, at med denne teknologi er det lettere at angribe end at forsvare sig.

Er ai og quantum computing baseret på kvanteteori et ønske- eller rædselsscenario? Forkert spørgsmål. Teknologien er (delvist) en realitet, om end kun i sin spæde form. Jeg, Johannes Zeuge, vidne og klovn, profet eller gal, minder blot om det mest elementære: En kniv kan både bruges til at skære brød med og til at slå ihjel. For en forenet menneskehed kan dette redskab gøre os rigere, friere, give os bedre og mere sikre liv. For en stadigt splittet menneskehed vil teknologien og brugen af den, idet vi når og formentlig om relativt kort tid overskrider Singulariteten, kunne blive det sidste vi gør. Derfor gentager jeg, Zeuge, buddet: Stå sammen!

Geniernes evige genkomst?

Lev så du kan ville og sige ja til at leve dette liv –  selv om du skal leve det igen og igen – i al evighed?

Sådan omtrent skrev Friedrich Nietzsche, hvis sind – i Will Durants indfølende portræt – var konstrueret til at give ham, tænkeren, maksimal lidelse. Vi siger nej til tanken, men husker manden og føler med hans lidelser. Han døde som sindssyg. Vi siger: Genierne vil komme igen og igen, men ikke evigt, de vil komme for at bringe denne verdens lidelser til en afslutning.

De vil ikke komme i form af idiotiske forsøg på kloning af geniet som blege skygger og efterklange af det virkelige og godviljede geni, åndssvage internerede på en ø fjernt fra civilisationen som i P. C. Jersilds nyere skønlitterære arbejde, og de vil heller ikke komme som Søren Kierkegaards torden. De vil komme som en svag morgendæmring, som en stedse stærkere voksende fortrøstning og stille lys imod zenit, som en hidtil ukendt fred, som en hjertefred og en sindets ro.

Måske er en del virkelige genier i dag beskæftiget i genforskningen med det formål at mildne eller helt helbrede og udligne en del af den menneskelige lidelse gennem fx design af moderne og effektiv medicin, og generelt for at bidrage til oplysning og tilfredsstillelse af menneskelig nysgerrighed og videbegær, en oplysning, der ideelt set mildner sindet og hjertet, og gør os mere åbne og venlige og tolerante. Vi behøver ikke her at gentage advarslen om redskabernes dobbelte muligheder til liv eller død, behøver ikke at advare mod risikoen for militær (mis-)brug af teknologien. Herom vidner jeg, Zeuge, geni og klovn – når jeg kommer igen. Og igen.

Interludium I

Hvis Mozart tegnede Himlen, så viste Ludwig van Beethoven vejen dertil – gennem kamp. Hans sidste ord skal have været: Licht, mehr Licht! Beethoven spænder over hele registret fra død til det højeste liv, fra dødsstilheden i 1. satsen til den 14. klaversonate, Opus 27, nr 2 (adagio sostenuto) (Mondschein) til den højeste jubel i 4. satsen til 7. symfoni, Opus 92 (Allegro con brio). Beethoven kender livet – og døden.

Kampen fra død til liv får sit prægnante udtryk i energiudladningen i 3. symfoni, Opus 55 (Eroica), fra dødsmarchen i 2. satsen (adagio assai) til den mandige begyndelse i de allerførste takter af 1. satsen (Allegro con brio), hvor al modstand må give op overfor livets sejrrige magt, hvor døden fejes bort og livet kan herske.

Hans strygerkvartetter er ikke så rolige som Bachs, men rummer måske en større kraft og styrke. De er spændt op i en realitet og tyngde og beslutsomhed hinsides alle tanker om nederlag. Instrumenterne synger til hinanden i mod og vækker hinandens styrke. Det er livets realitet og dets udfordring af døden. En kamp, en sorg, en sejr – engang.

Beethoven er ikke kun kraft, styrke og kamp, han er også følsomhed, fx i sonate no 5 for klaver og violin, Opus 24 (Frühling), hvor de inderste hjertegrene rækker efter hinanden og mødes i 2. satsen (adagio molto espressivo). Og nogle steder – fx visse takter i adagioen til 9. symfoni (Opus 125) – vender musikken ind mod sig selv i den rene musik – Beethoven forlader publikum, og går ind i det hellige, det allerhelligste, hvortil alle principielt har adgang, men først når vi forstår musikkens ånd og ikke bliver stående udenfor med dens bogstav. Stående udenfor hører vi kun skyggen og efterklangen af det hellige – og længes.

Kummer

Mønten har to sider

For Rosita Kummer var tilværelsens eneste interessante gangbare mønt den dybe forelskelses eufori, og tilværelsen kvitterede altid med den dybeste sorg, når himlen brast eller hun blev afvist fra starten, nogle gange sjælsødelæggende sorg. For hende var denne mønt gylden og lokkende, men da hun i en alder af 27 år for tredje gang mistede alt, kom hun i tvivl. Hun undersøgte mønten ved at bide i den. Det viste sig at den var falsk. Den var for hård og smagte for bittert til at være guld. Og så var det, hun tænkte, at kærligheden måske ligger midt mellem de yderpunkter, der indtil da havde været hendes liv og glæde, måske kunne hun finde kærlighedens gyldne middelvej ved at styre præcis imellem Scylla og Charybdis uden at lade sig suge ned eller løftes til himlen og splintre ved det efterfølgende tilsyneladende uomgængelige fald?

Den eneste grund til at hun ikke gav efter for vanviddets blinkende fristelse og falske løfter om lindring var, at hver gang hun nærmede sig forstandens, og med den verdens, ende, fornemmede hun denne grænse, hun ikke måtte overskride, fornemmede dette valg: Forbliv rask (hvad det end betød), eller gå over, styrt dig i vanviddets bundløse, snævre, klaustrofobiske brønd af knust glas, det glas der så forræderisk blinkede i lyset fra hendes flakkende forstand, blinkede, vinkede, lokkede. En lygtemand i mosen. Det tager kun et øjeblik at gå vild, og en evighed at finde tilbage. Hun valgte at blive stående på egne ben, valgte den tredje gang hun mistede ikke at knuses eller blive en del af den sørgelige og tragiske Club 27.

Et lykkeligt ægteskab

Som vel enhver kvinde vidste hun, hvad det vil sige at blive begæret som krop og afvist som menneske. At blive elsket fra halsen og nedefter. Hvor bor drøm og længsel? I kussen? Patterne og kussen er bro til smerte. Hun krydser den hver dag.

Hun fik sex. Hun kaldte det – af frygt? fejhed? – kærlighed. For hvad ville konsekvensen ellers være? Hun tænkte ofte på Iris Murdochs frygtelige ord, frygtelige i deres omfang og realitet: Ethvert varigt ægteskab bygger på frygt. Hun følte Orhan Pamuks resignerede og smertelige ord om den stille lidelse, der ligger bag de lykkelige ægteskaber. Hun kunne ikke dele det med nogen. Slet ikke med ham. Hun ville gå i graven med den følelse. Eller omsider blive vanvittig. Hvis hun lettede sit hjerte, hvad så? Alt frygteligt ville ske. Det hun og måske alle frygter så meget ved kærligheden. For det var vel kærlighed?

Så var det, hun bed i mønten, og kom på andre tanker. Dog, diagnosticering, selv korrekt diagnosticering, er ikke ensbetydende med helbredelse. Nogle sygelige tilstande lader sig ikke behandle. Når man kaster lys i mørket, vågner dæmonerne. De vokser til fuld skikkelse gennem måneder, nu endelig: Se. Bølger fra gamle storme lader sig ikke bare lige stille. De slår mod kysten længe efter at stormen har lagt sig. Æder sig grådigt ind i landet. Tålmodigt. Hun må udholde det hele. Jeg ser på korset mellem dine og mine ben, hvor mit hjerte finder sin grav. Vær sød, jeg er så ulykkelig!

Morgenscene

(Uret ringer. Hun famler efter det. Trykker stop. Lægger sig om på den anden side. Ansigtet mod væggen)

Frisk: Mruf. Stå op.

Kummer: Njah.

(Hun søger hans krop. På vej op fra understrømmen. Strækker sig. Han vågner)

Frisk: Mjaw.

Kummer: Ikke nu.

Frisk (ærgerlig): Ikke nu!

(Hun søger hans kys. Et bevis for at hun findes. Han står op. Ryggen til. Hun bliver liggende)

Frisk: For helvede.

Kummer: Henter du Emma i dag?

Frisk: Som altid.

Kummer: Hvad dag er det?

Frisk: ?

Kummer: Jeg spørger, hvad dag er det?

Frisk: Din fødselsdag? Juleaften? D-dag? Dommedag?

Kummer: Jeg elsker dig, når du er sød.

(Han går ud på badeværelset for at tisse uden at se på hende)

Kummers indre: Jeg elsker dig.

Frisks samvittighed: Elsk hende.

Frisk (højt): Det er længe siden.

Kummer: Hvad?

Frisk: Ikke noget.

(Hun slår dynen til side. Står op og går ud på badeværelset. Han går forbi hende i døren. Sørger for ikke at røre ved hende)

Kummer (hvisker): Mit liv.

Frisk: Hvad?

Kummer: Ikke noget.

Brønden af glas

Her er grådighed. Her er sex. Her er rigdom. Her er magt. Her er skønhed. Noget ligger dybt, andet dybere. Idet blikkets lys rammer glasstumperne, blinker de, og du får lyst til at springe.

Hun arbejder med finansielle produkter for Danske Bank med speciale i udviklingsmarkeder. Fint nok i en tid hvor vismænd er økonomer. Hun var tilfreds i jobbet. Det var som at have fri hver dag. Fri for hjertets lidelse nogle timer, hjertet, der nu kender sandheden, men som lider støt og uanfægtet videre. Findes sådan noget som opfyldelse, at blive komplet og samlet, fuldbyrdelse, ro? Svaret er ikke i banken. Men hvor så? I andre? I hende selv? Begge steder eller ingen? Kan man tænke noget, der ikke findes?

Hvem siger i øvrigt, at lidelse kun er et onde? Når vi brænder os på ild, eller støder tåen mod et bord, føler vi smerte. Det er tegn på skade, fare og et signal til reaktion. Når vi støder sindet mod noget hårdt og skadeligt, føler vi smerte? Desuden gør lidelse os rummeligere, blidere, mere empatiske, dens flittige hænder graver ånden dybere og modtagelig for det ægte. Her tænker jeg igen på Sahar, gryet, diamanten. Jeg mødte hende igen forleden, og skulle hilse mange gange.

Svimmel står hun – igen – ved kanten og overvejer springet. Er svimmelhed ikke kun en angst for at falde, men også et ønske om at falde, som Milan Kundera siger et sted? Hvad tænker du?

Kildens Udspring

Rosita Kummer i et billede:

Hun sidder i en smal og langagtig båd et sted på en flod i Amazonas. Hun ror opstrøms. Hun har et valg: Enten at ro mod strømmen og nærme sig Udspringet, eller lade sig flyde med strømmen bagud mod Faldet. Hun ror opstrøms. Ror så hænderne bløder. Ror som gjaldt det livet. Og hjertet, hjertet banker, banker sig stærkt. Som gjaldt det livet. Livet.

Interludium II

Urklang. Som fra ingenting begynder musikken i Gustav Mahlers 1. symfoni. Og med musikken begynder verden. Instruktionen og satsbetegnelsen lyder i partituret: Langsam, schleppend. Immer sehr gemächlich. Derefter slippes kæmpekræfter, titanniet løs. Fra begyndelsen i 1. symfoni til adagioen i 9. symfoni eller til det allersidste paukeslag i den ufuldendte 10. rummes tiden fra dens begyndelse til dens afslutning. Vi kunne sige verden fra evighed til evighed. Fra begyndelse over kamp til forløsning og fuldendelse. Eller vi kunne sige, at verden og livet først begynder ved afslutningen.

Fra kaoskamp i de frygtelige passager fx i 1. symfonis 4. sats, til fuldendt og guddommelig skønhed og bærekraft i bassen i 5. symfonis 4. sats (adagioen), der indrammer og bærer temaet, over smertedrukne passager fx i Das Lied von der Erde, til altings forløsning, helvedes sammenbrud og opløsning, dødens nederlag og livets begyndelse i 9. symfonis slutssats, adagioen, skriver Mahler universelt, hvor en anden komponist fra omtrent samme periode, Richard Wagner, skriver eksistentielt. Wagner kredser om det parafaustiske menneskelige problem med tråde til Evangeliets bud om guden, der ofrer sig selv for menneskers skyld: At ofre kærligheden for kærlighedens skyld, hvilket leder frem til mødet med:

Den gale

Livet er en gave, men der er ingen reklamationsret, ingen garanti, og det kan ikke byttes.

Ringen

Ved brystet bar han en heksering, denne: At skade dem han elsker for at skade sig selv. Han behøvede ingen gud til at dømme sig, det klarede han fint selv. Men han behøvede Gud til at sætte sig fri. Han havde for længe siden krydset grænsen til den forbudte zone, vanviddet, idet han besluttede at lide, og lide mest muligt. Hans sind både angreb sig selv, og flygtede fra sig selv. Deraf sprang vrangforestillingerne, hallucinationerne, lidelserne, og ad denne bro vandrede han over til den forvrængede rædselsverden, der ligger lige ved siden af det almindelige hvert øjeblik. Som i islamisk mytologi: Paradis og helvede er hinanden nærliggende realiteter, ikke ydre, men indre.

Hans Kjeldbjerg siger et sted i sit forfatterskab, at psykose er en tilstand uden humor. Derfor kunne psykosens ellers svært diagnosticerbare tilstand – den kan fx ikke afsløres ved blodprøve – bestemmes ved at psykiateren fortæller den for vanvid mistænkte en vittighed. Griner patienten, er han rask. Ellers: Læg ham i bælte! Ha ha.

Når Himlen er i en anden, er helvede i os selv. Han kunne til enhver tid med liv og hjerte skrive under på, at han aldrig havde været sammen med en kvinde, uden at hun havde været den eneste ene. Ha ha. Han havde været sammen med mange kvinder. De lagde sig for hans fødder, den ene efter den anden, idet vel alle gerne vil være noget specielt og unikt. Måske er det en del af Don Juans fascinationskraft: I enhver kvinde (måske bortset fra den rette) at se den for ham kosmisk eneste. Med denne tanke kan den poetiske skikkelse Don Juan i øvrigt også være en kvinde. Men Don Juan stikker – samtidig med at han mentalt (men ubevidst) dolker genstanden for sin lidenskab – samtidig dolken i sig selv bagfra. Forbandelsen er, at han ser forløsningen i det ydre, i den anden, mens den virkelige forløsning ligger i ham selv. Og så flyder blodet, og han længes efter tilintetgørelse. Det var sådan han, den gale, havde det.

Værelse 101

Mere eller mindre konstant befandt han sig i værelse 101 og stedet uden mørke (Orwell), hvor han kæmpede med Bogarts (Rowling), sin værste frygt. Med den forskel fra Orwell at han ikke var underlagt en fremmed, fjendtlig magt andet end sig selv. Her projicerede han sin underbevidsthed ud som en filmprojektor på et lærred, når han ikke længere kunne rumme lidelsen: Djævle, Nazguls, hekse, fjendtlige agenter, der ville dræbe ham, dansede heksedans og holdt heksesabbat og havde en fest, hvor han var æresgæst.

Der var penge i galskaben. Han var så gal, at han hver måned fik udbetalt et pænt beløb for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet og almindelige menneskelige relationer, et beløb han kunne leve af. Ideelt set, tænkte han, forventes jeg at sidde og banke hovedet ind i væggen, men at gøre det hjemme, hvor ingen ser det. Medicinen er som at sætte en pude mellem hoved og væg; selve aktiviteten kan der ikke stilles spørgsmål ved. Men virkeligheden er, tænkte han i et klart øjeblik, at jeg simpelthen er ved at dø af sorg. Så satte han Nirvanas Nevermind i gang på musikanlægget, skruede max op for at overdøve sit indre, og fortsatte lydigt med at banke hovedet ind i væggen. Et eller andet skal man jo lave.

Korrektioner

Siddharta Gautama havde – sammen med den hinduisme han til dels korrigerede – luret den: Livet er lidelse. Men – åndshistorien er historien om korrektioner: Jesus korrigerede Moses, Muhammed korrigerede Jesus, Kant korrigerede Hume, Hegel korrigerede til dels Kant, og Marx korrigerede Hegel, eller vendte ham på hovedet. Må vi ikke korrigere Buddha og hinduismen og sige, at ikke livet, men døden er lidelse? Hvis livet – gennem tiden – grundlæggende er forandring, og vores klamren os til tingene, mennesker, verden, livet, vores tilknytning til alting står i dødens tegn, idet vi ønsker at alt skal være som det plejer, og som det altid har været, så er denne klamren sig til tingene en dødens tilknytning, og så er det døden – døden i vores indre, døden som psykologisk og materiel kendsgerning, døden som stilstand modsat livets dynamik – der skaber lidelsen.

Sådan tænkte den gale, idet han endnu engang betragtede sit indre i et forsøg på at nå frem til et liv, han kunne leve med (ha ha). Jeg er død indeni, tænkte han, måske er det derfor, jeg lider? Jeg må søge en genopstandelse, en genvækkelse, komme til live, krybe til korset (ha ha), og indrømme at fejlen er min egen? Kan kun Kristus vække de døde? Er han min chance? Den eneste?

Måske. Men – i frygtelige øjeblikke så han klart, at hans indre død var irreversibel, det kunne ikke gøres om, det døde var dødt, og det var dødt for evigt. Men nu – Gud i Himlen – er det virkelig sådan? Jeg ser det, og føler det, men er det sandt, eller er det endnu et gøglebillede fremmanet af mit martrede sind? Kan den døde mark aldrig mere sætte blomst og bære frugt? Det er mit eneste virkelige spørgsmål, og det eneste jeg aldrig kan finde sandheden omkring. Jeg spørger, tynget til Jorden, ydmygt idet jeg underkaster mig ethvert sandt svar og dets realitet og konsekvens, eller jeg løber til bjerget, knytter næven mod Himlen, og forbander Dig, der skabte mig.

Men – tænker jeg, den gale – måske er det, at jeg stadig lever svaret. Måske er det Dit svar. Så: Jeg underkaster mig. Bøjer mig for Dig. Adlyder. Lever. Det er i orden. Det er som det skal være. Når det nu ikke kan være anderledes.

Vendepunkt

Vi har  – med den gale – skrevet os til den yderste sandhed, den sidste, en sandhed, der viser sig i virkeligheden at være den første, denne: For at kende livet, må du kende døden. For at kende det evige liv, må du kende den evige død; til den højeste tinde hører den dybeste afgrund. Dette, og ikke andet. Og derfor kan vi slutte med – ikke et postludium, men et præludium; til livet:

Johann Sebastian Bach

For nogle vil omgivelsernes pres, modstand, eksklusion få troens kilde til at springe. For andre der trues og presses af undergang og død, vil livets kilde springe. Fra Bach udstrømmede musik. Vi kender ikke hans kilde, men ud fra hans musik kan vi sige, at han måske bare var musik.

Vi kan synes, at de evangelisk inspirerede librettos, fx i Johannespassionen, trækker musikken ned eller kun er et påskud for musik. Men i den rene musik – i de vidunderligt smukke airs og fugaer og kvartetter og suiter og overalt ellers – løfter musikken med rolig hånd. Sådan lyder selve det gode, selve det skønne, selve det sande:

Det er den fortabte søn, der vender hjem og faren, der slagter fedekalven, det er livet og troen og glæden og håbet; det er dette værk, der ender, og livet og freden, der omsider begynder.

Cpo 2021