For nogle dage siden da jeg var ude at gå mig en tur, blæste der med ét mig et blad for ansigtet. Et stykke papir, let krøllet. Jeg skulle til ærgerlig at ryste det af mig og kaste det bort, men så faldt mit blik på nogle af de linjer, der var nedfældet på det.

Mit blik droges mod visse passager i den lille pamflet, måske en del af en dagbog, og den dybe fortvivlelse, der lyste ud af disse få linjer, greb mig om hjertet, og jeg læste optegnelsen til ende, eller det vil sige, til der, hvor den ikke ender – den er som man vil se ufuldendt.

Jeg læste linjerne, og gengiver dem her, idet jeg tilegner dem denne verdens fortvivlede, lidende og fortrykte med bud om, at de ikke er alene. 

Hvis du skulle finde ekko og rum og genkendelse i dit sind, så vær kun rolig; andre har også set dybet, svælget, levet det, været dér. Hvis ikke; ja, det er også godt. Så hører du til de lykkelige, der ikke kender døden, eller til dem, på hvem den endnu venter.

Betragt da ordene som et glimt af et land, du engang selv må betræde, et for dig endnu ukendt land; thi ingen slipper gennem til livet, uden at kende døden, ingen når til lyset uden at kende skyggen, det kaster. 

Betragt ordene som et glimt af genopstandelse, eller et skrig, eller et håb – hvis vi tør håbe. Hvis vi tør leve. Hvis vi tør håbe, at forfatteren til disse få sætninger omsider har fundet fred; livets, ikke dødens.

Er vågnet længe før daggry med helvedssind og tanker om udslettelse.

Livet rummer kræfter, jeg vanskeligt kan rumme, sandheder, jeg næppe kan bære. Så ønsker jeg min gamle blindhed, og med den håbet, tilbage.

Det er som med en gammel russer, der har smagt friheden, fundet smagen besk, og ønsker sovjetåget tilbage. Kan ikke leve i frihed, ikke bære dens vægtløse tomhed. Kun det tunge åg kan han bære. Kun det holder ham til jorden, til livet.

Når lyset bryder igennem i mit sind, når jeg bliver det stille punkt, løber al verdens larm og ondskab storm mod mit inderste. Eller er det kræfter i mig selv, mit eget mørke?

Døden i mit indre. Livet. Livet? Jeg føler klart, at døden i mit indre er et irreversibelt faktum. Jeg kan ikke overvinde den. Livet er mig noget fremmed. Noget jeg ikke har del i, ikke ønsker at have del i, være en del af.

Og alligevel skriver jeg dette som et desperat forsøg på at finde det liv, jeg mistede for så længe siden. Jeg skriver det med livet som indsats.

Jeg står i døden, og ser ind på livet, eller jeg står i livet, ser ind på døden? Kan jeg skrive mig levende igen? Tænke mig levende? Leve mig levende? Kan jeg leve?

Jeg har brugt meget af mit liv på at tænke og føle, hvordan livet burde være, ikke hvordan det er. Nu står jeg nøgen.

Er disse skriverier en skraldespand, jeg forsøger at tømme mit indre mørke i, en litteratur som gør det uoverskuelige overskueligt, håndterbart, synligt, forståeligt, den brændende smerte til at leve med?

Litteraturen er en tryg, begrænset verden, som man kan flygte til. I den er – parallelt til Marcel Prousts tanker om fortiden, der er åndelig- og levendegjort gennem erindringen – livet og døden åndelig- og levendegjort som et koncentrat, et destillat. Væk er alle distraktioner; næsen, der klør, en flue, der summer, en hund, der gør. Virkelighedens og tidens lille, dirrende streng.

Anderledes er det at møde den absolutte fortvivlelse i virkelighedens dybe skakter, kaste sin fakkel i et bundløst dyb, vente på at høre den finde bund, men det sker ikke, faklen falder og falder, og til sidst slukkes lyset for ens blik uden at den har forrådt en bund et sted dybt dernede med et hvilebringende, beroligende klunk.

Jeg står ved afgrunden, og ser ængsteligt mit lys, mit liv, blafre uroligt et sted dybt nede. Men er det dét, der er fejlen, skal jeg ikke se ned, men op? Skal jeg ikke løfte blikket, have retning opad?

Eller er jeg modsat nødt til at lodde dybet, før jeg kan leve, tænde lys i det dybeste mørke i mig, bevæge mig forsigtigt derned med min lille kerte uden at falde ad de bratte skrænter, uden at sprænge mit sind af ulykke, uden at vakle?

Skal jeg vandre mod lyset, eller skal jeg fortabe mig i mørket? Men – er jeg ikke nødt til at se og rumme begge dele? Hvis jeg kun ser opad, styrter jeg, idet jeg så ikke ser, hvor jeg sætter fødderne, kommer let til at træde galt, og hvis jeg kun har blik mod dybet, suges jeg derned? Er ikke den, der kun ser mørke, blind?

Er jeg nødt til at lade de to mødes, der hvor himmel og dyb skærer hinanden, jorden, kroppen? Er dét livet? Jeg tror, jeg vil, jeg kan –

Her stopper optegnelsen. Vi tør nok håbe, idet skriftet må være del af et større manuskript, at forfatteren har vundet vej hinsides skriget og fortvivlelsen. Der var kun det ene blad, kun dét krydsede min vej.

Måske har forfatteren kastet papiret i vinden, ærgerlig over ikke at have fundet udtryk for dét, der egentlig lå ham – eller hende – på sinde; måske på ny har sat sig ved sit bord og begyndt på en frisk.

Lad os gøre ligeså, begynde, ikke ende, lad os træde videre vej – ud af litteraturen, ind i livet, der hvor vi hver især er. Løft blikket fra bladet og lev. For livet er ikke en bog. Kun liv.

Højtryk, 2023