It´s funny how people stare, when your back´s against the wall; The Cult
Da hun havde fuldført sin sædvanlige morgenløbetur på 5 km, gik hun ned i bageriet om hjørnet Spis Brød Til og købte et rundstykke og en romsnegl. Det var fortjent, tænkte hun, mere end fortjent. Hun skulle passe på sig selv, som alle sagde, alle, som ikke passede på nogen. Hun skulle være god ved sig selv, sagde de, og det var åndssvage ord, der ikke gjorde nogen forskel.
Rundstykke med tandsmør, en snegl, et glas varm kakao. Du skal være god ved dig selv. Du skal ikke være så hård ved dig selv, og så blød mod andre.
I går skete det frygtelige. Igen. Til festen. Hvornår gik det galt. Hvorfor? Hvad skete der? Hun var ankommet relativt rolig, i nogenlunde humør, hun prøvede virkelig at medbringe sit gode humør, i starten kunne hun slappe nogenlunde af, være ok med i samtalen.
Men pludselig. Var det noget hun sagde? Sagde hun noget forkert? Hun huskede det ikke nøjagtigt nu til morgen efter løbeturen, det var vist noget med det nye ur, hun havde købt, og som hun ville fortælle om. Det kunne en masse smarte ting. Hun var virkelig glad for det. Det hjalp hende også under træningen, kunne spille musik, måle puls og forbrænding og en masse andre ting.
Men pludselig. Samtalen forstummede med ét, alle så på hende som i forfærdelse. De veg tilbage som havde de set det frygtelige.
Nu kom hun til at tænke på den frygtelige passage i Villy Sørensens novelle, Uno, om manden, der står i en flok mennesker, og pludselig viger alle tilbage, trækker sig tilbage som i rædsel, ser på Uno med denne forfærdelse.
Det er sådan det er. Det frygtelige. Pludselig er det der, og al ilt forsvinder fra rummet og sjælen. Der er kun denne rædsel. Alle ved, at det er hende, men ingen siger noget. Stilheden. Åh, gud. Stilheden. Skriget.
Og så brænder hun sammen. Noget skrider sammen i hende. Nedsmelter. Hun er som en myre i en myreløves tragt. Hun løber og løber, spjætter fortvivlet med sjælen, hjertet, men der er intet, intet at gøre. På bunden af tragten venter tilintetgørelsen. Jo mere hun løber, jo hurtigere går det. Og så smerten idet hun dør, idet kæberne lukker sig om hendes hals.
Heldigvis fandt hendes snakkesalige storesøster igen ord. Langsomt hæves det forfærdelige, bliver håndterbart, får form, lægges væk. Herregud, en engel går gennem stuen, nå ja, sort eller hvid, hvem ved, ha ha.
Men hendes aften er ødelagt. Det frygtelige er stadig i hende, men – heldigvis – ikke i de andre. Hun bliver tavs. Har ikke flere ord. Hun brænder stadig, men ingen ænser det. Pas godt på dig selv. Ja, fanden, I gør det jo ikke. Og selvsamme fanden tage jer alle! I med jeres huse og aktier og biler og hunde og børn. Jeg med fanden og hans pumpestok.
Hun nærmest flygtede fra festen, mumlede nogle halvt uforståelige ord om, at hun skulle hjem og se til Napoleon, hendes kat, den måtte have mad, og det skulle være nu. Skal jeg ikke give dig et lift? Der er jo langt? Nej, jeg går, har godt af den friske luft, og det er jo en dejlig mild aften. Nej tak, jeg går. Og farvel og så videre.
Hun vaklede ud på gaden, og idet hun hørte døren smække bag sig, fører hun uvilkårligt hånden op for munden og må undertrykke en hulken. Ingen ser mig. Heldigvis. Jeg er alene her.
Og så begynder raseriet. Hendes fortvivlelse er så dyb, og den ligger ved livets rod, at hun må rette vreden, hadet mod den, der må formodes at have skabt også hende. Hendes sjæl. Hendes hjerte. Gud. Gud?
Men er Han overhovedet nogen steder? Giver Han mening? Indtil videre er 20 mg Zyprexa til natten mere effektivt mod hendes lidelser end Guds barmhjertighed. De virker ikke, men det gør Guds kærlighed heller ikke. Så hvad er forskellen? Hvad skal hun satse på? Hvor skal hun finde hvile? Ingen steder. Ingen steder?
I sådanne øjeblikke forstår hun det uden vaklen og uden tvivl. Hun har det. Satansindet. Som hun forestiller sig djævelen. Med hans grænseløse hovmod og dets tvilling, mindreværdet. Ekstrem lidelse, kombineret med aggression. Knugetheden og dens konsekvens, hadet, eller også er det omvendt. Lige meget. Hun knytter næven mod himlen og forbander sin Skaber.
Du, deroppe, du er så ivrig efter at fortælle os om vores elendighed og dumheder, du er så travl med vores ondskab og vores ufuldkommenheder og synd. Men tåler du sandheden om dig selv, eller – må vi tie med det indlysende? At du ikke skulle have skabt? Mig?Jeg undsiger dig, jeg anklager dig, jeg forbander dig! Det her, lige nu, lige her, er hvad du har skabt!
Sådan vakler hun hjem i mørket. Alene. Skifter mellem gråd og forbandelse. Sådan ser fortvivlelse ud. Mit ansigt. Mit hjerte. Åh, gud. Gud? Er der overhovedet nogen noget sted, der kan hjælpe mig? Er livet bare sådan her? Er det, hvad der er? Alene i den knusende kværn, de kalder livet?
Men – det var i går. Og så ofte før. Men nu? En ny dag? En ny chance? En ny mulighed? Et håb?
Hun må finde et sted at være i sig selv. Et sted, der ikke hjemsøges af det frygtelige. En grund til liv. En tanke for livet. Hvad?
Og tanken lander lige så blidt og selvfølgeligt og umulig som et kys på hendes hænder. Kærligheden. Jeg må leve for kærligheden. Hvorfor ikke? Hvorfor? Den kan måske ikke tage lidelserne, men den kan være den stav, hun kan støtte sig til for ikke at styrte; i døden, i tilintetgørelsen.
Hun tager endnu en bid af sit rundstykke. Prøver at forstå. Acceptere. Ting tager tid. Men måske.
Hun tygger af munden, vasker op, lægger sig udmattet på sengen, og falder i en dyb søvn. Og det stædige, stærke hjerte bliver ved at slå, længe efter at mørket har taget hendes tanker, hvad enten hun sover eller er vågen, hvad enten hun lider eller er glad.
Dunk. Dunk. Slag efter slag. Uanset hvad. Uanset.
Højtryk, 2023
Forfatterskabet Højtryk 