Damokles

Kun skyggemusik, spillet af skygger!

Sådan noget lignende skal Händel have sagt om der skønneste, han selv skabte, fra den anden side til mediet Johanne Agerskov i begyndelsen af det 20. århundrede, århundredet, der ændrede alt. På godt og ondt.

Hun forstår, hvad han har ment. Derfor plejer hun, når hun vil nærme sig den største musik, ikke at høre den, men at læse den. Partituret. Händel. Mozart. Bach. Ikke Beethoven, han skal ubetinget høres. Beethoven er den himmelske terrier, der griber mørket i struben i verden. Han hører til her. Samtidig med at han – i de passager, der vender ind mod den rene musik – lægger sin signatur, sin retning.

Sådan tænker hun, at hun kommer nærmere til kilden, væk fra verden, ind i en anden virkelighed, hun kan holde ud, men en virkelighed, som måske slet ikke er virkelig, men noget, hun ønsker er virkeligt.

Hvorfor er kærlighed for mig overvejende en historie om tab?

Sådan spørger hun sig selv igen og igen, idet hun ser og føler sværdet, der hænger i hestehåret over sit hoved, sit hjerte. Og næsten ønsker, at det må falde, for at slippe fri af uvishedens og truslens pine. Nogle gange ønsker hun, at hun ville have mod til selv at klippe tråden. Et rent og skarpt snit. Som hun kunne overleve. Eller forbløde ved. Men det ville næsten komme ud på ét.

Men selvfølgelig vover hun det ikke. Så hun giver ham, hvad han vil have som modydelse for at blive hos hende. Sex. Og hvor hun dog hader det. Hans humørsvingninger, hans sortsyn og kulde, når hun af og til nægter. Hans pludselige glæde, når hun giver efter. Hvor hun dog hader ham. Så meget, at det næsten er kærlighed.

Er kærlighed andet end frygt for tab?

Det skulle jo være anderledes. Er det det for andre? Eller lider alle – måske kun kvinder? – sådan ved det, alle ønsker så brændende? Elsker vi vores bødler, er vi så intimt forbundet med ham? Kan vi ikke leve uden? Hvis det er sådan, melder spørgsmålet sig straks:

At være eller ikke at være.

Som er det Shakespeareske eksistentielle grundspørgsmål, som Camus tog op i ny forklædning, idet han stiller selvmordet som det vigtigste eller måske eneste filosofiske spørgsmål.

Er livet kun smerte og tab, det skrøbelige liv, vi mister med sikkerhed?

Når hun tænker sådan, griber hun instinktivt partituret til Bachs 2. og 3. orkestersuite og læser sidstesatsen til 2. og den berømte air i 3. Kun skygger? Måske skygger på væggen i hulen, måske kan hun finde noget andet ved at dreje hovedet 180 grader, og se lyset og det, der kaster skyggen, hende selv, hendes hjerte?

Og så går hun igen ind til ham, lægger sig ved smerten, som hun ikke kan afgøre om den er hendes eller hans, eller måske deres, eller bare livets – eller dødens. Han bliver nok lidt endnu? Giv mig lidt ømhed. Giv mig lidt varme. Giv mig nærhed. Jeg dør i din kærlighed. Som er så stor, at den næsten er had.

Bagefter trøster hun sig med partituret til Mozarts Vorrei spiegarvi, O Dio, musikken danser blindhed og håb i mit hjerte, stille som verden, verden i sne, sne under lygten, hvor jeg ligger og ryster – i sengen som er ladet med søm og afsked, hvordan skal jeg nogensinde kunne svare på spørgsmålet vil jeg leve?

Det er jo dét.

Mellem nul og ét

Matematik er ren, uberørt, guddommelig skønhed!

Han elsker kvinder. Men fanden om han forstår dem! Med mænd er det anderledes. Sådan og sådan. Med kvinder – nå ja. Måske. Måske ikke. Du forstår. Du forstår ikke. Med mænd er det nul eller ét. Med kvinder alt imellem. Fuzzy logic!

Med mænd er det fuld kraft frem – af banen, her kommer jeg – eller fuld kraft bak – nu er jeg den, der er skredet!

Så han trøstede sig med det, han forstod. De skønneste ligninger og beviser hos Euklid i Elementer, de smukkeste, matematiske formler og fysiske sammenhænge hos Newton i Principia. Og droges mod det, han ikke forstår. Kvinder. Uberørt, uforstået land. Tørstende planter, hud, sind. Varme som slikkende støv og gnuer på savannen under Afrikas Sol, kolde som stormskred på Nordpolen.

Han skriver for at forstå. Og for at forstå må han opfinde den intetvidende fortæller.

Enhver kvinde med respekt for sig selv, kan skille selv en konge ad. Og gør det. Og fanden om han forstår hvordan! Kun ved han: Nu er jeg. Nu er jeg ikke. Nu er jeg inde i varmen, men hov, nu ikke! Hvad sker?

Jeg må lære telepati! Jeg må lære at forstå uden ord, fx disse.

Han får altid at vide, at han har forretningssans. Du kan sælge sand i Sahara, og is på Nordpolen. Ha ha. En gennemført handel. Ét. En mislykket handel. Nul. Det forstår jeg. Med kvinder – det kan forhandles, og lad os nu se, og måske, det kommer an på! Hvornår er en mand skallet? Når han har fem hår, ti, to? Lad os nu se. Verden er ikke sort-hvid, og for øvrigt: Hvorfor fanden ikke?!

Med kvinder er verden i farver, mænd ser dem bare ikke.

Han frygter og elsker det, han ikke forstår. Han sætter det på formler. Det er skønhed. Det er hende. Skønhed er alt det, vi ikke forstår? Skønheden sprænger formlen og formen? Han forstår vitterlig intet, selv om hun sætter det i sten og på formel og bevis i et koordinatsystem, kun hun kender og har adgang til? Sig nu bare ja eller nej! For fanden?

Det er jo dét.

Højtryk, 2023