Blandt tilhængere af værket, “Vandrer mod Lyset!”, har der gennem en årrække været ført en til tider ophedet debat om det såkaldte Bispebrevs autenticitet. “Bispebrevet” eller “Et åbent fællesbrev til alle landets bisper” som det rettelig hedder (her i dette skrift dog for nemheds skyld blot kaldt Bispebrevet) blev udsendt i 1938 af Johanne Agerskov, det medium, der i sin tid modtog “Vandrer mod Lyset!” (VmL) + tilhørende skrifter. Ifølge brevet stammer det fra “en af de yngste”, der fra den oversanselige verden har meddelt sig via tankeinspiration til Johanne, på samme måde som det var tilfældet med VmL. 

Jeg vil i dette lille skrift give mit personlige bud på en vurdering af Bispebrevet. 

Det centrale punkt i Bispebrevet er for mig at se den passus, der forekommer på side 21: “Nu er tiden inde, nu må I afgøre, om I vil holde eders løfte til vor Fader – eller om I hånligt vil vende eder bort fra Ham og fra Hans henvendelse. Men husk, at Gud ikke i længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden. Millioner af menneskers lidelser og elendighed har fremkaldt en uendelig sorg i Hans sind. Han længes inderligt efter at kunne bringe hjælp og fred til de lidende mennesker. Men Han formår det ikke, førend I har knæsat Hans budskab. Og vil I ikke gøre det, da må Han, muligvis, for lange, lange tider afbryde al forbindelse med menneskeheden – måske i årmillioner – indtil menneskene er kommet så dybt ned i mørke, synd og ugerninger, at Han ved sine udsendinge kan begynde – helt forfra – et nyt forsøg på at lede dem ud af mørket, fremad mod lyset!” 

Det der tales om her er, at hvis ikke præsterne og biskopperne i fællesskab gennemfører den fra oversanselig side ønskede reformation af kirkens lære indenfor en tidsfrist på to år, da må Gud “muligvis, for lange, lange tider afbryde al forbindelse med menneskeheden…osv”. 

Hvordan man rettelig skal forstå udtrykket, “…afbryde al forbindelse med menneskeheden…”, som i originalen er skrevet med u d h æ v e t  s k r i f t, altså er understreget, er omstridt. Nogle mener, at der her alene sigtes til de Yngstes inkarnationer blandt menneskene, hvilket jeg personligt finder er et svagt argument, da det jo ifølge Bispebrevet er Gud og ikke de Yngste, som ikke længere kan udholde at følge begivenhederne i den jordiske verden. Jeg mener simpelthen, at det er en fejllæsning, en misforståelse af det afgørende sted, at tolke “al forbindelse” som værende lig med de Yngstes inkarnationer. Jeg vil i det følgende søge at vise, hvad vi rimeligvis kan forstå ved udtrykket “al forbindelse” ud fra VmL´ s egen terminologi. 

I VmL, s. 173 (kap VII) står: “I det Øjeblik, hvor den første svage Spire til et nyt Menneskelegeme er dannet ved Undfangelsen, modtager den sin Del af den guddommelige Lysstrøm, der binder Menneskeheden til Gud.” Side 303 i VmL står: “…Men for at lette Vandringen til Faderhjemmet for sine mange Børn er det Guds Hensigt ikke at afbryde den guddommelige Lysstrøm, der fra Ham strømmer til Menneskeheden, men vedblivende lade den gennemstrømme alle, saa at Menneskeaanden i Fremtiden, v e d  h v e r  n y  I n k a r n a t i o n, v e d b l i v e n d e  m o d t a g e r  e t  a a n d e l i g t  P l u s  s o m  e n  G a v e  f r a  G u d.” Og i “Spørgsmål og Svar II” no 65 siges det igen: “Den engang givne Del af Guds Tanke og Vilje forøges ikke gennem nye tilkommende Dele, men den Lysstrøm (note), der binder Menneskeheden til Gud, styrker ved hver Inkarnation…” 

Det vil sige, at det guddommelige element, lysstrømmen fra Gud til alle mennesker, er en af de måder, Gud står i forbindelse med menneskeheden. Så når der i Bispebrevet står “afbryde al forbindelse…” må i det mindste dette guddommelige element være medindbefattet. Men denne forbindelse kunne Gud ikke afbryde, uden samtidig at bryde sit løfte til de først angrende og hjemvendte Ældste om at sørge for, at de astrale genparter ikke blev til skygger (se VmL, s. 11-12). Vi ved, fra VmL, s. 302, at den svage lysåndelige strøm fra de Ældste til menneskeheden ville blive afbrudt, når den sidste af de af Ardor inkarnerede Ældste var død. Men ikke før. Altså kunne Gud i hvert tilfælde ikke bryde “al forbindelse” inden den sidste af disse Ældste var død. Men hvad ville formålet i så fald være? Lyset havde sejret (i 1912) og Ardor var vendt tilbage til lyset og Gud. Den sidste af de af Ardor inkarnerede Ældste var død. Stormen var så at sige redet af. Så hvad ville da formålet være med at “afbryde al forbindelse”, kunne man med rette spørge. 

Dernæst står der i “Spørgsmål og Svar I” no 39: “Ved Lysets Livsnerve (kærligheden; min kommentar; cpo) er Gud saaledes forbundet med alle sine Skabninger…” Denne forbindelse mellem Gud og mennesker måtte således også, ifølge Bispebrevet, måske afbrydes. Men – at Gud skulle afbryde kærlighedsforbindelsen med menneskene, holde op med at elske os mennesker med andre ord, er efter mine begreber aldeles utænkeligt. 

Generelt kunne man spørge: Hvorved står Gud i forbindelse med os mennesker? Det gør Han via lyset. I “Spørgsmål og Svar” II, no 67 står bla: “Og hvis Mørket, da det – ved de Ældstes Fald – strømmede ind over Jordkloden, havde været stærkt nok til helt at opløse de Love, som Gud havde givet for det daværende jordiske lysmaterielle Liv, v i l d e  L i v e t  d é r  f o r l æ n g s t  v æ r e  o p h ø r t (Se “Vandrer mod Lyset” pag. 248, Afsnit 2 – 3.) Thi kun igennem det materielle Lys´ evigbestaaende Energi (Betinget af den æteriske Lysomhyldning) tilføres der bestandig den jordiske Mørkematerie ny Energi (note) s o m  E r s t a t n i n g  f o r  d e  l i d t e  E n e r g i t a b. Aarsagen til det jordisk-materielle Livs Bestaaen og Energi maa derfor søges i Loven for Lysets evigbestaaende Energi.  H e r  e r  a l t s a a  e n  V e j, a d  h v i l k e n  G u d  h a r  F o r b i n d e l s e  m e d  o g  I n d f l y d e l s e  p a a  d e t  j o r d i s k – m a t e r i e l l e  L i v  o g  p a a  d e  j o r d i s k e  F o r h o l d.” (se evt hele svaret).  

Det der tales om her er lysomhyldningens rolle og betydning for det jordiske liv. Det understreges, at Gud via lysomhyldningen har forbindelse med det jordiske liv. Så når Han måske dengang påtænkte at afbryde “al forbindelse” med os, så må det betyde, at Han helt overordnet muligvis ville bortdrage alt lys fra Jorden gennem en tilbagesugning af lysomhyldningen til lysæteren; altså det lys, hvorved Han står i forbindelse med det jordiske liv, herunder os mennesker. 

Men denne situation skildres indirekte i VmL, s. 248 (det sted som ovenstående note hentyder til) hvor der bla står: “Hvis Klodens æteriske Lysomhylning ikke havde været stærk nok til at fiksere Mørket, havde Lyset ingen Sinde kunnet faa nogen som helst Indflydelse på det af de Ældste udskilte Mørke; Jordkloden var da, hvis den ikke var bleven adsplittet og opløst, fuldstændig kommet i Mørkets Vold, idet den æteriske Lysomhylning, der ikke kan elimineres af Mørket, var bleven suget tilbage af Æteren; i hvilket Tilfælde Gud kun havde haft een eneste Udvej til atter at bringe Orden i den skete Ødelæggelse, den nemlig: i Kraft af sin Villie at opløse og bortslette Jordkloden, det ødelagte Rige og sine ældste faldne Børn; thi på Grund af Æterens Tilbagesugning af det ødelagte Riges og Jordklodens æteriske Lysudstraaling ville det af Mørket erobrede Felt fuldstændig være afskaaret fra al videre Forbindelse med Lyset.” 

Nu var klodens æteriske lysomhylning faktisk stærk nok til at fiksere det indstrømmende mørke. Gud havde, i kraft af sin alvidende visdom og kærlighed, forstærket lysomhylningen så meget, at uanset hvordan det gik med de først skabtes børns første møde med mørket, ville et eventuelt fald ikke være uigenkaldeligt og således absolut fatalt. 

Men denne situation er parallel til den, der skitseres i Bispebrevet. Da der bogstaveligt står “afbryde al forbindelse med menneskeheden” så må det betyde en total tilbagetrækning af lysets kraft fra Jordkloden. Og hvis Gud virkelig gjorde dette, ville vi være i samme situation som de Ældste ville have været i, hvis ikke Gud havde forstærket lysomhylningen tilstrækkelig meget: Vi ville, hvis Gud afbrød “al forbindelse” med os, være evigt fortabte, fordi lyset så ikke ville have nogen videre mulighed for igen at yde indflydelse på vor verden, hvis altså ikke Gud slettede alle sine børn (evt “kun” de Ældste og menneskeånderne) for igen at få orden i den skete ødelæggelse. Eventuelt kunne Gud helt opgive Jorden som opdragelsessted for sine børn, trække alle hjem til sfærerne eller noget lignende, men fornyet inkarnation på Jordkloden ville i dette tilfælde være umuligt, hvis Gud samtidig trak alt lys væk fra kloden, da mørket i så fald ville have erobret dette felt, som VmL taler om. Men det var jo egentlig heller ikke kloden, Gud ville undgå forbindelse med, det var menneskene. 

Endnu vil jeg sige, at bønnen er en af de måder, Gud og mennesker er forbundet. Således står der i Kristi Tale, s. 107: “Sandelig, jeg siger eder: jo inderligere eders Bøn er, jo stærkere eders Tanker ere, desto større Styrke ville I modtage af vor Fader. T h i  i  B ø n n e n  m ø d e s  e d e r s  T a n k e r  m e d  H a n s  T a n k e r; i  B ø n n e n  m ø d e s  e d e r s  V i l j e  t i l  L y s e t  o g  d e t  g o d e  m e d  H a n s  V i l l i e,  d e r  e r  i d e l  L y s, R e n h e d  o g  K æ r l i g h e d.” 

Så når Gud ifølge Bispebrevet overvejede, at afbryde “al forbindelse” med menneskene, hvorved menneskene ville komme “…så dybt ned i mørke, synd og ugerninger…”, så ville al den deraf følgende lidelse, alle de fortvivlede skrig om hjælp lyde – forgæves – forbindelsen gennem bønnen måtte da også afbrydes. Utænkeligt! Stadig i Kristi Tale, s. 107 står fx: “…Thi Han trættes ingen Sinde af eders Klager og Besværinger, Han er stedse rede til at yde eder al den Hjælp, I have Behov.” og “Og hører mig, alle I, der ingen Sinde have bedet, I, der ikke ville det, I, der ikke have lært det, I, der ikke haabe, ej heller tro paa nogen Bønhørelse, og alle I, der mene, at Gud ikke er! I skulle vide, at hvergang I sørge over det onde og syndige, der er i Verden og i eder selv, hvergang I fryde eder over det, der er lyst, skønt og herligt, da mødes eders Tanker med vor Faders. Og Han, der ser alt og ved alt, Han modtager eders lykkelige og kærlige Tanker som en  T a k  for det gode, Han har givet eder, og Han modtager eders sorgfulde Tanker som en  B ø n  om Hjælp, en Bøn om større Styrke og Kraft, og Han giver eder, hvad I have Behov.” 

Derudover vil jeg sige, at vi jo alle – vor ånd – er optaget i Guds Tanke og fastholdes i kraft af Hans Vilje – så hér er der en forbindelse mellem Gud og alle mennesker, som i hvert tilfælde ikke kan brydes, ikke uden at Han slettede os allesammen af eksistensen, hvilket selvfølgelig er umuligt (da Han så i givet fald ville gøre det mod vor vilje) – og hvilket kun viser, hvor umuligt Bispebrevet er. 

Sluttelig: Når der i Bispebrevet står: “Men husk, at Gud ikke i længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden. Millioner af menneskers lidelser og elendighed har fremkaldt en uendelig sorg i Hans sind. Han længes inderligt efter at kunne bringe hjælp og fred til de lidende mennesker. Men Han formår det ikke, førend I har knæsat Hans budskab” så er det simpelthen en løgn. Selvfølgelig formår Gud at hjælpe alle, uanset om man “knæsætter” (anerkender) VmL eller ej. Om dette kan man fx læse i Kristi Tale, s. 107 (som citeret ovenfor). 

Eller i VmL, s 306: “…thi for Gud, Menneskeaandens Skaber og Fader, kommer det ikke an paa, hvilken jordisk Tro den enkelte bekender sig til med Haand og Mund, men paa det ene: o m  M e n n e s k e n e  i  S i n d  o g  i  H j e r t e, i  T a n k e r  o g  i  H a n d l i n g  l e v e r  e f t e r  d e n  T r o, s o m  d e  b e k e n d e r  s i g  t i l, u d e n  a t  h æ n g e  s i g  i  T r o e n s  y d r e  F o r m e r, i  d e  M e n n e s k e g j o r t e  D o g m e r, d e t  v a n e m æ s s i g e  o g  d e t  p a a t v u n g n e,  d e r  i k k e  h a r  n o g e n  s o m  h e l s t  a a n d e l i g  V æ r d i  f o r  E v i g h e d s l i v e t; kun det, som kalder paa, vækker og fastholder det bedste, det ædleste og det skønneste i Menneskets Tanke- og Følelsesliv, kun det har blivende og uudslettelig Værdi for den enkelte.”

At dette også gælder for VmL, turde være indlysende. “Vandrer mod Lyset!” er jo ikke den eneste vej til Gud, men derimod “kun” en mulig genvej. 

Men altså: På det afgørende sted i Bispebrevet (“afbryde al forbindelse…”), sås der således i virkeligheden tvivl om kvaliteten af Guds uendelige alkærlighed. Kan vi nu også stole på Ham? Eller gives der tilfælde, hvor Gud “handler hen over sine børns hoveder med evige konsekvenser for disse”? Selvfølgelig ikke. Og derfor betragter jeg personligt Bispebrevet som et falsum. Johanne Agerskov har givetvis været i god tro, da hun modtog og senere udsendte brevet. Hvilket dog ikke højner kvaliteten af dette, efter min mening, bedrageriske skrift. Jeg tror, at hun er blevet narret af nogle af de endnu inkarnerede Ældste (af Ardor inkarnerede), for hvem det var meget magtpåliggende at smide grus i VmL´ s smukke bygning. 

Der kunne sikkert siges og skrives meget mere om dette emne, og jeg har her kun medtaget en kritik af det som jeg personligt mener er det helt centrale sted i Bispebrevet. Man kunne også diskutere “tonen” i brevet (som efter min mening er truende og mørk), de som det kan synes forskellige, ja, modsatte Gudsbilleder i VmL og BB og meget andet. Men det her anførte mener jeg er det centrale punkt. Enhver må dog – i lighed med VmL – bringe dette svære brev for sin samvittigheds domstol. Da vil enhver kunne komme til klarhed over, hvorvidt dette brev stammer fra Gud og de Yngste, eller oprindelsen er en anden. 

Bispebrevet hviler – i lighed med forsoningslæren over kristendommen og den kristne del af menneskeheden idet det er for VmL hvad forsoningslæren er for Kristi lære – som en forbandelse over VmL og de mennesker, der tilslutter sig dette skrift (BB). Derfor må vi – i lighed tidligere med bønnen for Ardor – for at bryde denne forbandelse, tilgive og bede for den eller dem, der egentlig er ansvarlige for Bispebrevet – dvs formentlig en eller flere af de af Ardor inkarnerede Ældste – samt for forbandelsens ofre. 

En kendsgerning er det, at Bispebrevet har splittet VmL-tilhængerne siden det udkom, hvorimod de fleste, der anerkender VmL´ s sandhed og skønhed er enige om autenticiteten af hovedværket (VmL). Dette er både tragisk og sørgeligt. Jeg håber, at nærværende lille skrift kan bidrage til samling blandt VmL-elskere og -kendere. 

cpo 2006; revideret og udvidet 2009-10