Gennem moderne spiritualitet søger mange mennesker med alvor, håb og tro en retning for deres liv, søger sandhed, visdom, fred og livsfylde. I en meget inklusiv tankeretning og livspraksis søger man her rum at leve i, idet tolerance og respekt for det enkelte menneskes frie tanke og frie vilje og det enkelte menneskes ret til selv at vælge og vandre sin egen personlige vej gennem livet understreges.
Alligevel er der grund til at advare mod denne tankeretning og tradition, idet den vej eller de veje, der her anvises ikke fører til åndelig helhed, renhed og fred, men ultimativt til det modsatte: Lidelse gennem en sprængning af tanke og personlighed.
Denne sprængning kommer tydeligt til udtryk i begyndelsen af Martinus´ kosmologi (Livets bog), hvor forfatteren beskriver den åndelige oplevelse, der markerede begyndelsen på hans virke som skribent og åndsfilosof, en oplevelse, som han dog efter min opfattelse mistolker og misforstår, idet han ser det som en ægte lysoplevelse. De voldsomme kræfter han skildrer, er efter min opfattelse ikke af lyset, men af det modsatte. Lyset sprænger ikke, det er ikke en eksplosiv kraft, men en helende, beroligende kraft, der bringer ånd og menneske fred.
Det er mit indtryk, at Martinus er en af de tre helt centrale skikkelser, der danner fundamentet og udgangspunktet for den moderne spiritualitet. De andre to er teosofferne Helena Petrovna Blavatsky og Alice Ann Bailey, to tænkere hvis tanker jeg kender bedre end Martinus´.
Blavatsky hævder i sin bog Den hemmelige lære (bd. 1-4, Adyar-udgaven i dansk oversættelse), at der eksisterer og altid har eksisteret en hemmelig viden eller visdom, som gennem tiderne er blevet forvansket eller tilsløret, enten bevidst for at beskytte menneskene mod en viden, vi ikke har været og er i stand til at håndtere uden fare for vores sjæl, eller af rent destruktive kræfter, der ville holde sandheden væk fra os for at holde os i mørke og uvidenhed.
Denne lære og ”visdom” kan sammenfattes i få ord: Verden eller kosmos pulserer i en evig udånding (manvantara) og indånding (pralaya), den veksler evigt mellem aktivitet og passivitet eller hvile. Set fra udåndingens standpunkt, kan indåndingen ikke forstås eller sættes på begreb. Vi befinder os nu i en periode med udånding, og derfor kan vi ikke forstå verdens passive tilstand, der følger på indånding.
Derfor er verdens fundament mørke for tanken, hvis vi opfatter hviletilstanden som fundamentet, verdens begyndelse. Pralaya er hverken liv eller død, den er hverken væren eller ikke-væren, men fra denne verdenstilstand udgik på et tidspunkt en impuls af energi (udånding), der har skabt alle former og alle begreber og alle modsætninger (differentieringer), fx ånd og materie, sjæl og krop.
Denne udåndingsfase har Alice Ann Bailey beskæftiget sig indgående med i sine bøger, der angiveligt er telepatisk inspireret af mesteren Dwal Khul (tibetaneren), blandt andet i En afhandling om de syv stråler, bd. 1-5. Her beskriver forfatteren de grundlæggende energier, stråler, som alt er manifestationer af. Alt er energi, som hun skriver.
Målet for menneskelivet, skriver Bailey, er opnåelse af Kristus- eller gudsbevidsthed gennem aspiration, discipelskab og indvielse, hvor vi gennem reinkarnationerne langsomt går fra en instinktiv opfattelse af verden, over en intellektuel til en intuitiv tankeform og livspraksis (åndelig perception), og hvor vi langsomt skifter fokus fra krop over sjæl til ånd, og ender med en identifikation med den Ene, Gud, monaden, om hvem intet kan siges, men i hvem vi lever, ånder og røres, den Ene, der oprindeligt udsendte den første og verdensgrundlæggende impuls af energi i udåndingen (manvantara) og dermed differentieringen og manifestationen af alt og af alle former og modsætninger (fx sjæl og krop). Vi er alle dele af denne oprindelige impuls, og dermed i en vis forstand identisk med den og med Gud, den Ene. Alle sjæle er dele af eller identisk med den Ene Sjæl. Erkendelsen af denne tanke er angiveligt vejen til åndelig forløsning og frigørelse.
Og det er hér sprængningen – ikke helheden og forløsningen – i tanken og personligheden kan opstå, hvis man med alvor følger den moderne spiritualitets vej eller veje. Sprængningen opstår hvis man i alvor identificerer sig med Gud, eller den Ene. Denne sprængning er et ekko af det syndefald, som Bibelen beskriver symbolsk og i myteform i 1. Mosebog, og som Vandrer mod Lyset behandler indgående. Den er udtryk for et nyt syndefald, idet mennesket igen vil være Gud.
For at bevare en sund sans for proportioner, kan vi bruge Kristi ord fra Forsoningslæren og genvejen, hvor Kristus, den højeste af Guds børn, giver et billede på sit forhold til Gud:
…hvad er jeg mod vor Fader, mod Ham, der var, er og altid vil være? En Almagt, et Væsen, som I ingen sinde kunne fatte…Hvad er jeg mod Ham, den Almægtige? Som en dråbe mod Jordens største hav er min magt og vælde mod Hans. Som et sandskorn mod Jordens højeste bjerg er min viden og mine kundskaber mod Hans. Som et fnug, ja som et usseligt fnug mod det hele univers, er min kærlighed mod den kærlighed, som Han bærer til jer.
Den oprindelige energiimpuls som angiveligt udgik fra den Ene, er ikke af lyset, men er en tankeform (fiktion) for det modsatte: Slangen (kundalini), mørket, og det markerer således ikke sand visdom, men et nyt fald med dertil hørende lidelse og elendighed.
Blavatskys og Baileys tanker skal angiveligt udgøre fundamentet for en helt ny kultur, verdensreligion, civilisation og tidsalder (New Age), og deres tanker – er det mit indtryk – følges og tages alvorligt af ganske mange mennesker. Virkeligheden er dog en helt anden, hvilket man skal kunne se af det, jeg her kort har søgt at formulere, og som man vil kunne forstå, hvis Vandrer mod Lyset er grundlaget og den grundlæggende reference.
Dette siger jeg ikke for at kritisere, irritere eller bedrøve de mennesker, der alvorligt følger den moderne spiritualitets vej eller veje. Jeg siger det for at søge at spare mennesker for de meget alvorlige lidelser, der kan følge med den sprængning af tanke og personlighed den moderne spiritualitet rummer som mulighed.
Den sande visdom og åndelige helhed og forløsning ligger ikke i en identifikation eller sammensmeltning med Gud, men i en sammensmeltning og forening af det enkelte menneskes tanke og vilje, hvorefter vi bliver upåvirkelige af det onde, mørkets kræfter, i al evighed, og hvorefter menneskeånden af Kristus siges løs fra al videre inkarnation på Jorden i et fysisk legeme (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64). Når dette punkt i vores udvikling nås, forstår vi også vores grundlæggende begrænsning.
Helheden og forløsningen ligger således blandt andet i forståelsen af en grænse for vores personlighed og ånd, ikke i en sprængning forårsaget af en tanke om ubegrænsning, uendelighed, ”Kristus- eller gudsbevidsthed”. Dette håber jeg andre vil forstå, ikke for min skyld, men for deres egen.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 