En af de interessante tanker man kan møde i forfatteren og psykiateren, Vilhelm Gernhammers, forfatterskab er den tanke, at verden, vores magtinstitutioner og de enkelte mennesker ville have være meget anderledes, hvis man i tiden efter Jesus af Nazareth havde bygget mere på ham og hans lære end på Paulus, dvs hvis man havde lagt mere vægt på næstekærlighed og mindre på troens uomgængelighed for menneskers vel og frelse.
Tanken hos Gernhammer er den, at der i ethvert menneskes liv i barndommen og måske ungdommen af magthavere – forældre, skoler og samfundet – indbygges destruktive tanker, følelser og forestillinger af angst, skam og skyld og dertil hørende følelser af ækelhed i forhold til kroppens naturlige opbygning og funktioner, fx i forbindelse med afføring og kønslighed.
Der indbygges hermed i barnet hæmninger i skikkelse af ikke forstået eller mangelfuldt forstået oplevelse, hvor barnet fx af forældrene trues med alverdens ulykker, når det ud fra en naturlig livsvilje og uskyldig nysgerrighed og forskertrang undersøger sin egen og andres børns kroppe, sin egen afføring osv.
Disse uforståede oplevelser kan sætte sig i barnet som hæmninger og traumer, farlige zoner i bevidstheden, som senere kan give sig udslag i voldsgerninger og andre destruktive handlinger overfor sig selv eller sine medmennesker, og som kan binde en ikke ringe del af menneskets tanke og følelsesliv, og derved drage åndelig og psykisk livskraft fra det, og fx igen derved give sig udslag i depression eller helt fordreje eller ødelægge virkelighedsopfattelsen gennem psykosen. Hæmningerne og traumerne kan føre til voldshandlinger, fordi mennesket herved søger (forgæves) lettelse for det ubehagelige indre tryk, som opstår ved den naturlige og frie livsstrøms hæmning eller blokering.
Senere i livet kan fx religiøse autoriteter supplere barndommens traumer med tanker om menneskets notoriske syndighed, og det samlede resultat kan være et menneske fyldt med hæmninger og traumer, som har deres rod i uforstået oplevelse, nærmere bestemt i tanken om kroppens ækelhed eller afskyelighed og i menneskets åndelige syndighed og deraf følgende følelser af mindreværd eller intetværd, og disse traumer og vrangforestillinger kan ved de trusler, de indgives med, da også i forsøget på at opnå lettelse for et indre tryk give sig udtryk i allehånde destruktive handlinger eller i lavt selvværd.
Som jeg forstår Gernhammer, så ligger den grundlæggende (fatale) fejl i synet på mennesket: At det af naturen, måske som følge af et religiøst forstået syndefald, er ondt og syndigt, og kun kan håbe på Guds nåde, ikke Hans kærlighed, hvor sandheden måske er, at mennesket grundlæggende er godt, og at dets naturlige livsdrift, nysgerrighed og forskertrang er gode kræfter i os. Hvis mennesket grundlæggende er godt, så ligger næstekærligheden naturligt for os, og er en del af vores inderste natur og livskilde. Men hvis vi fra vi er børn indpodes den modsatte opfattelse, så blokeres denne vitale del af os og gøres umulig at udleve og praktisere. Opfattelsen af mennesket som grundlæggende godt kan også læses ud af værket Vandrer mod Lyset.
At magthaverne – forældre, lærere, kirke, samfundet og de politiske magthavere – indpoder de destruktive følelser af angst, skyld og skam i barnet og den unge skyldes ikke nødvendigvis, at disse magthavere selv i bund og grund er onde, men derimod at de selv som børn har fået indpodet de samme destruktive følelser og forestillinger, og hvis det overhovedet skal give mening at tale om arvesynd, så ligger den her; ikke i en religiøst forstået syndighed, der automatisk nedarves i ethvert menneske efter ”Adam og Evas” fald, men derimod i den psykiske konstitution, der bygger på de nævnte destruktive tanker og følelser.
Ifølge Gernhammer så viste Johannes Døberen retningen mod denne nye erkendelse, og Jesus gik vejen og gav den nye forståelse, som for ham var centreret i buddet om næstekærlighed og Guds ubetingede kærlighed til alle mennesker, uanset hvad vi tror på, og uanset hvordan vi ellers hver især lever vores liv. I den forstand beredte Johannes vejen for Jesus ved at døbe med vand (retningen), hvor Jesus døbte med ånd (forståelsen).
Jesu lære var altså en frisættende kærlighedslære, idet mennesket ved at erkende sin egen grundlæggende godhed og Guds kærlighed til os, bliver frie, hvor Paulus – selv om også han så kærligheden og næstekærligheden som centrale for mennesket (fx Rom. 13, 8-10 og 1. Kor. 13) – ser os som grundlæggende onde og syndige, og at vi kun kan frikøbes ved tro og offer ved Guds nåde.
Og det er det Gernhammer mener med, at vores samfund, vores magtinstitutioner og vi som indvider havde været meget anderledes, hvis vi havde bygget mere på Jesu lære og mindre på Paulus. Hvis vi havde turdet tro på, at vi dybest set er gode, og at Gud elsker os ubetinget. For så ville der have været meget mindre grund til alle de straffe, vi tildeler hinanden for forskellige forsyndelser mod eller brud på menneskelige love, og der ville helt grundlæggende være blevet begået langt færre forbrydelser, ført færre krige, øvet mindre vold, idet disse gerninger fødes – ikke på grund af manglende hæmninger – men tværtimod på grund af hæmninger – af vores naturlige og gode inderste livsdrift og livsvilje og natur.
Det centrale er næstekærligheden og tanken om menneskets grundlæggende godhed, tanker som er naturlige og selvfølgelige, hvis vi opfatter Gud som en Lysets og kærlighedens Gud og Fader. Vi mennesker har for så vidt haft disse tanker formuleret allerede med den jødiske religiøse tradition, idet næstekærlighedsbuddet optræder første gang i Mosebøgerne (3. Mos. 19, 18).
Alligevel har det taget os mange tusinde år og kostet os mange katastrofer og lidelser før det er lykkedes at komme til bunds i disse forhold i og med Gernhammers tanker og magtkritik. Måske har det taget så lang tid netop på grund af den nævnte psykiske eller åndelige arvesynd, hvor destruktive følelser nedarves og gives videre til såvel menige borgere som til magthavere, hvilket gør ægte næstekærlighed sjælden eller umulig. Magthavere søger måske netop magten som et resultat af følelser af mindreværd eller intetværd – som kompensation.
Men at disse tanker overhovedet kan tænkes og formuleres og gives videre fra menneske til menneske, tegner et håb. Et håb om at det kan være og blive anderledes. Hvis vi tør tro på Jesus af Nazareths lære om, at vi dybest set er gode, idet vi alle – også Jesus selv – i åndelig forstand er børn af Lysets og kærlighedens Gud; at vores natur og skæbne er tilegnet og skabes – ikke af synd, men af kærlighed.
(For den fulde tyngde og rækkevidde af Gernhammers tanker må der henvises til værkerne selv).
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 