Jeg læser i øjeblikket A. F. Chalmers Hvad er videnskab?, og finder heri en kritik af den såkaldte induktivisme, den tanke at videnskabens grundlag er (forudsætningsløs og teorifri) iagttagelse eller observation, og hvis ikke en given teori eller hypotese kan understøttes af observation, er teorien eller påstanden meningsløs (den logiske positivisme).
Hvis grundlaget for videnskaben er observation møder videnskaben imidlertid visse logiske problemer, hvilket sammenfattes i det såkaldte induktionsproblem, oprindelig formuleret af David Hume i A treatise of human nature. Det er umuligt ud fra observation og observationsudsagn alene at danne det Chalmers kalder universelle udsagn (videnskabeligt gyldige teorier).
Jeg kan fx ud fra iattagelse af svaner konstatere, at en observeret svane 1 er hvid, svane 2 er hvid, svane 3 er hvid osv, og derfor forsøge et universelt udsagn formuleret som en videnskabelig teori at alle svaner er hvide, men i samme øjeblik jeg ser en sort svane, er teorien ugyldiggjort. Den viser sig at være forkert. Det er umuligt gyldigt og sikkert at slutte fra observation til universel gyldighed (induktionsproblemet). Jeg er ifølge induktivismen nødt til at foretage uendeligt mange observationer for at nå til universel gyldighed, også observation af alle mulige for sagen irrelevante faktorer og fænomener, hvilket er umuligt.
Heroverfor behandler Chalmers falsifikationismen, oprindeligt formuleret af Karl Popper i The logic of scientific discovery, hvor videnskabenes grundlag og begyndelsespunkt hævdes at være teori, ikke observation, og hvor kravet til videnskabelighed er, at en given teori er falsificerbar. Jo mere omfattende og præcist formuleret en teori er, og i jo højere grad den er falsificerbar, jo bedre er den.
Falsifikationismen møder imidlertid det problem, at den ikke i sig selv er falsificerbar og derfor ikke kan være videnskabelig gyldig teori og metode. Og hvis den alligevel er falsificerbar og falsificeres ved den tanke, at den ikke selv er falsificerbar, så ophæver den sig selv, den falsificeres, eller den både bekræftes og falsificeres på sit eget grundlag i en paradoks tænkning eller selvmodsigelse.
Spørgsmålet er så – hvis begge disse teorier og metoder må opgives – om vi efter det hegelske skema kan danne en ny syntese ud fra de to teorier – induktivismen og falsifikationismen – fx ved at sige, at videnskabens grundlag og de vigtigste videnskabelige nybrud ikke sker gennem observation og ikke ved falsifikation, men gennem inspiration (aha-oplevelser) i Vandrer mod Lysets forstand. At nybruddene altså ikke sker ved menneskers egen kraft alene, men gennem oversanselig inspiration? Denne tanke kunne undersøges ved at søge i videnskabshistorien og se, hvor mange nybrud der er sket, og derfor muligvis stadig sker, gennem inspiration og aha-oplevelser.
I øvrigt kan også det hegelske skema problematiseres gennem den tanke, at hvis Hegel havde ret, og den åndens udvikling han beskriver ved negation og negationers negation er rigtig og retvisende, så må også hans eget system kunne negeres til sin antitese, og ud fra tesen og antitesen må det være muligt at hævde en ny syntese forskellig fra Hegels teori og system; systemet både bekræfter og benægter, ophæver sig selv som tilfældet synes at være også med falsifikationismen.
Også Humes teori kan problematiseres. Hans tanke bygger på at alle ideer og dermed teorier er afledte af indtryk og perception (impressions). Men da vi intet (sanse-)indtryk har af at alle ideer er afledte af indtryk, ophæves også hans teori.
Ligesom Kants erkendelsesteori møder den vanskelighed og synes at ophæve sig selv ved at han først hævder den a priori syntetiske dom som erkendelsens betingelse og mulighed, altså en erfaringsuafhængig erkendelse, og derefter må konkludere at erkendelsen ikke kan overskride enhver mulig erfaring (i tid og rum), og at den møder uoverstigelige vanskeligheder hvis den forsøger (fornuftens fire antinomier eller konflikter).
Hvilket alt leder til en tanke som kan udmøntes i følgende videnskabsteoretiske pessimisme eller spørgsmål: Er (sikker) videnskab simpelthen umulig, og er det eneste vi har tro og overbevisning? Kan videnskab ikke begrundes ud fra nogen kendt tanke eller position og kan sandhed kun forkyndes, ikke begrundes? Ophæver den videnskabelige tanke med nødvendighed sig selv?
Der synes at være uoverstigelige problemer med alle kendte positioner og teorier, de synes alle at ophæve sig selv. Men dette kan i sig selv – for at vende tilbage til nogle af Chalmers’ tanker – være en udfordring for videnskaben og tænkningen, et problem som måske – måske ikke – kan løses, et problem som kan danne nye veje og nye positioner, den måde videnskaben begynder på ifølge Chalmers.
Kan videnskab begrundes og er den derfor mulig? Er sikker erkendelse mulig? Kan tanken finde sikker grund i dybet? Findes der sådan noget som evige sandheder? Eller er videnskab i sin natur omskiftelig og dynamisk, hvor det vi har kun er det foreløbige, aldrig det evige? Er også denne tanke foreløbig, ophæver også den sig selv?
Er forholdet det at sandheden er uendelig og den endelige menneskelige tanke stillet overfor denne uendelighed kun kan indtage en bestemt position eller have et begrænset perspektiv eller vinkel? Er også denne tanke kun vinkel og perspektiv, der kan ændres, ophæver også den sig selv?
Eller er forholdet det at tanken bestandig stødes fra sin inderste kerne, når vi søger at nå den, fordi tanken i sig selv for mennesker er uerkendelig? Må vi derfor hævde denne principielle begrænsning for vores tanke og dermed også for vores videnskab?
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 