18.03.22

a) Inspireret af Michael Agerskov siger jeg, tænker jeg: Jeg vil gå livet til ende, gå dets slagne landevej, forhåbentlig til den dag og time, der af Gud Herren er sat som min sidste; ikke flere bjerge, ikke mere himmelstorm. Ro.

b) Er i gang med et større studie af Michel Foucaults tanker og filosofi. Jeg undrer mig over hans argument. Nu hvor jeg har læst Ordene og tingene og er omtrent halvvejs gennem Vidensarkæologien, tegner der sig for mig et billede som måske er repræsentativt for vores tid: Selvet eller den menneskelige kerne er ikke noget universelt eller guddommeligt i sin oprindelse, men dannes i løbet af livet i en stadig formation eller skabelse – både indefra i kraft af individets selvdisciplinering, idealer og livspraksis, dels gennem omgivelsernes tryk, magt og påvirkning (Stanford Encyclopedia of Philosophy om selvets dannelse ifølge Foucault).

Parallelt er sandhed ikke noget universelt og entydigt, evigt givet og altid den samme, den skabes ved at vi taler sammen, eller forholder os til andres tanker, fx gennem filosofiske eller videnskabelige arbejder, og den skabes i en diskurs, sproglig praksis, hen ad vejen hvor de diskursive formationsregler gennem diskursens objekter, begreber og strategier (teoridannelse og valg af teori) skabes gennem diskursfelt, semantisk felt, vidensfelt og gennem indbyrdes relationer og interaktioner af diskursen selv. Foucault fokuserer på de naturhistoriske (biologiske), økonomiske (den politiske økonomi) og sprogvidenskabelige (den generelle grammatik) diskurser og deres enhed til forskellige tider, men det er ikke klart for mig, hvad han mener gør disse diskurser til enheder, hvad der med andre ord afgrænser dem, når nu de ikke er globale eller totale.

Diskurs er for Foucault en sproglig praksis, og ytringen er dens atom. Ytringen er hverken identisk med udsagnet, sætningen, sprogakten eller enkelttegnet, “…men en funktion, som krydser et område af mulige strukturer og enheder, og som får dem til at optræde med et konkret indhold i tid og rum” (Vidensarkæologien, s. 140, Forlaget Philosophia (2005)).

Hovedpointen er for mig, at personlighed og sandhed for Foucault er konstruktioner (en form for socialkonstruktivisme) – temporære og variable over tid og skabt over tid, ikke evige og gudgivne.

I denne ramme er der kun plads til mennesker, ingen Gud. Sandhed, personlighed og episteme er noget højst variabelt, og gives os af dunkle skyggekræfter, det ubevidste, der langsomt bliver bevidst, stiger til overfladen gennem en stadig fordampning fra umådelige dyb. Gud er ikke Herre i denne verden, heller ikke vi selv.

Hvad er forbindelsen til det Vandrer mod Lyset kalder de evige sandheder, de sandheder som dette værk giver så rigt? Er der en forbindelse? Er en forbindelse overhovedet mulig? Eller vil Foucaults episteme, kulturelle grundbillede for videnskab, kunst og daglig livspraksis, det billede vi taler, tænker, handler, skriver, skaber, lever ud fra ved en disruption afløses af – ikke nødvendigvis Vandrer mod Lysets verdensbillede – men noget endnu ukendt, uset, i en manifestation af Foucaults diskontinuerte historiesyn? (Tilføjet 25.03.22: I Vidensarkæologien, IV Den arkæologiske beskrivelse 6. Videnskab og viden, e) De forskellige typer videnskabshistorie; definerer Foucault epistemet anderledes; blandt andet som alle de relationer, der i en given tidsperiode kan forene de diskursive praksisser; altså – som han understreger – netop ikke som et verdensbillede eller som en bestemt opfattelse af verden).

Er Foucaults analyse et tegn på det modernes undergang, idet epistemet principielt er ubevidst, lever i skyggen under os, et anaerobt billede, der ikke tåler lys og luft ? (Se ovenstående tilføjelse)

c) The National. High Violet

Sorrow put me on the pill. Ok. Jeg er tosset. Men ikke så tosset, at jeg ikke ved, at jeg er tosset. Jeg blev knust for nu så mange år siden. Der er egentlig ikke mere at sige til dét udover dette: Det tager et øjeblik at knuse et liv, en evighed at samle det igen. Jeg søger fred. Ikke døden. For fred kan kun den levende føle, som jeg tidligere har skrevet.

Don´t wanna be anyones ghost. Men – har jeg selv knust nogen? Jeg er bange for, at svaret er ja. Men jeg har aldrig villet det. Selv om jeg ser en satanisk skikkelse i mit indre, som ønsker at knuse fordi jeg kan. Det er en skygge i det mentale randsyn, som jeg nødigt vil kende og vedkende mig. Men den er der.

Måske har jeg altid været så optaget af min egen lidelse, at jeg har været blind og ufølsom overfor andres? Jeg søger altid mig selv. Måske vil jeg først finde, hvad jeg søger i den anden – eller med den anden? Jeg tænker: Den, der kun søger sig selv, ender med kun at have sig selv – det vil sige ingen.

Der er også det element, at ånden er strengt monogam, kroppen polygam. Så selv om man som jeg er gift, og sværger til kun én og troskab, så stiger alle disse djævle fra dybet, og kræver deres. Så afskærer man sig fra kærlighed, af længsel efter kærlighed, eller opgiver og forråder kærligheden for kærlighedens skyld, kærligheden står i vejen for kærligheden; man kan falde for verdens smukke og blinkende døre, der råber på opmærksomhed; man går måske ind – kun for at tumle i dybet og mørket og helvede bag den smukke facade, der lover Paradiset.

Jeg har udviklet en metode til at omgås alle disse nedværdigende, ydmygende og dæmoniske skikkelser i det ubevidstes dyb, som af og til stiger op til overfladen: At være i rum med det onde; kun observere, ikke flygte og ikke opsluges af det. Det er mere effektivt og bedre for den mentale hygiejne end fortrængningens Sisyfos arbejde.

Men det ændrer ikke på, at jeg sikkert har knust, som jeg selv blev knust. Er det sådan at mental gift og råddenskab smitter og går i arv? Som moderen med det hullede hjerte, der føder hulhjertede børn? Eller må vi bare erkende og acceptere, at i kærlighed er der mange ofre, men ingen skyldige? Don´t wanna be anyones ghost.

d) Gror træer fra sky til jord? Hvor er mit hjem? En smuk krone er godt. Men gro nu stammen stærkere og rødderne stærkest. Jeg skal have hjemme hér.

19.03.22

a) Giuseppe Verdi. Dans med letsind og humor sorgen, alvoren, virkeligheden ind i mennesker. Vi ser det godt. Du elsker.

b) Gennem nåleøjet. Det er som bekendt lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig at indgå i Paradis. Jeg, pilgrimmen, den rige, gik gennem mange landskaber fyldt med orker, trolde og troldmænd, dementorer og mit mørke andet, der spærrede mit udsyn, så jeg kun så det, og søgte vejen væk, ikke henimod.

Til sidst kom jeg til en dør. Bag den lød en buldren, som af trommer fra et dyb, jeg kendte og ikke kendte, anede, navnet og ansigtet på min frygt og længsel. Slange eller Gud. Helvede eller Paradis. Ifølge legenden er de to nærtliggende. Så hvorfor ikke begge? Hvad er stærkest; frygt eller håb? Hvad finder vi bag den sidste dør?

Jeg trådte gennem. Og døren forsvandt, buldren forsvandt, hævedes fra stål til røg, som vinden blæste væk. Bag den eller i dens sted randt; en lille kilde, ren, intet andet. Af den drak jeg.

Vejen frem er vandringen mod strømmen, tilbage til udspringet. Dét finder vi bag den sidste dør; og da igen: Det første skridt, genfødsel, forløsningen, når vi har opgivet tanken om dén. Den genskabte tid. Livet.

c) Richard Wagner. Du viste hvordan mennesker kan ødelægge og genfinde sig selv. Lidelsen når vi forbander kærligheden, for at finde den. Denne åndelige kortslutning, hjertets forbandelse, når vi vil skade den anden, den elskede, for at skade os selv. Ringen. Jo større kærlighed, jo større aggression. Så pines man, rives i stykker, af indre, modsatrettede kræfter. Sådan har det været for mig gennem årtier, og dét er for mig skizofreni.

Men ingen forbandelser kan vare evigt. De rummer i kim deres egen dom og ophævelse, idet de udtales eller udslynges.

Den anden Ring. Den ægte. Mod strømmen må vi gå også hér, tilbage og mod den mørkets strøm, der vil skylle os væk og forhindre os i at nå tilbage til den tid, det sted, og den anden, hvor forbandelsens ring skabtes.

Da; vil den gyldne ring dannes. Tanke og vilje synker i hinanden i sikker favn, og danner ringen, den ægte; et ydre værn og indre beskyttelse. Af kernen, det inderste, uudgrundelige, det uudslettelige, det evige. Mennesker er skabt til lykke og helhed. Så lad det være sådan.

Men livet går videre; og det er jo dét: Slangen råber, at forløsningen er altid lige om lidt, en afslutning; hvert øjeblik døden. Og dét i sig selv er en kortslutning. Gud hvisker, at den er en begyndelse; på dét, der altid har været: Den lille kilde, der risler i det inderste, det lille lys, der oplyser alt mørke.

Jeg er ikke det perfekte menneske, der oplyser alle. Jeg er det lille barn, der nu først begynder at lære ABC.

d) David Bowie.

Ground Control to Major Tom. Engang drømte jeg, at jeg fløj. Ikke mod himlen, men væk fra Jorden. Som jeg søger livet ved at flygte fra det. Længe efter at stormen har raset over nu glemte have, og har lagt sig, slår bølger stadig mod kysten, og knuser ting, æder af landet. Så længe efter – både at jeg blev knust og fandt heling – ligger jeg stadig i brændingen og kvæles, drukner.

Engang søgte jeg kærligheden gennem udmærkelse. Jeg ville være den bedste, den klogeste, et unikum. Veltrænet både mentalt og fysisk. Belæst, genial, vidende. Jeg vidste intet. Det er længe siden. Nu har jeg fundet kærligheden, men søger den stadig, og søger stadig udmærkelse. Storm og brænding. Bølger fra glemte storme kaster sig mod klippe. Jeg kvæles.

Jeg hænger opspændt på himlen, rammer alletiders nulpunkt. Mine ord er flugt. Jeg lever som om kærligheden ikke findes. Som om den ikke sad lige dér overfor mig. Min kone. Jeg mister hende hver dag af angst for at miste hende. Jeg brænder. Ashes to Ashes.

e) Wolfgang Amadeus Mozart

Don Giovanni. For Don Juan er hver eneste kvinde den eneste ene. Kun ikke den rette. Dét er hemmeligheden bag hans erobringers tal, det svimlende 1003. For ham er det alvor. Og han mener det i dybet af sin sjæl. For evigt. Hver eneste gang. Han er ikke en bedrager, men sit eget offer. Det er også dét dyb han – efter Kierkegaards gennemgang i Enten-Eller (første halvbind) – smilende danser let henover i en sommer uden ende.

Men indeni er han vinter. Han rummer dommen. Til udslettelse. Ikke Guds dom, men sin egen. Engang i fortiden har han forbandet sig selv til udslettelse. Det specificeres ikke. Han er ikon og ikke menneske; men kan som sådan tjene som mønster for alle mennesker i den type konflikt, der så selv kan indsætte deres egne variable i ligningen.

Fordi han har denne totaldom, søger han en kraft, der er dens lige, det eneste – tror han – der kan opveje og standse tragedien: Den totale kærlighed. Dualen. Den eneste. Men samtidig afskærer han sig fra hende – på grund af dommen. Også han rives i stykker indefra af modsatrettede kræfter, der når hans ånds dybeste zone; han er truet på sin eksistens.

Derfor må vi opfatte ham som en til bunden anfægtet ånd og sjæl. Vi må se ham som et ængstet menneske; hans angst ligger så dybt, at den kun kommer til syne på overfladen som en let sved i håndfladerne, en feber i blikket, en sitren i kroppen, en let rysten i stemmen. Han kender den, og kender den ikke. Tør ikke kende eller indrømme den. Og så danser han da af sted på dette dyb, der stedse trækker i ham, truer med at trække ham ned. Videre, videre til den næste.

Men fordi dommen er total, rummer dens hævelse samtidig i kim den totale forløsning. Don Juan kan ikke frelses selv om han endelig – ved et mirakel – møder den virkeligt eneste. Han vil ikke engang kunne genkende hende. Om hun så stod foran ham med skilt på maven og sløjfe i håret og råber det er mig!

Hans eneste chance for at finde hende, er at han lader være med at lede efter hende. Men heller ikke dét vil frelse ham, selv om han så virkelig fandt hende. Den eneste mulige redning for ham er, at han – tilgiver sig selv. Dét alene kan ophæve dommen, bryde forbandelsen. Han er sit eget offer, derfor også sin egen eneste redning.

Idet han tilgiver sig selv, vil han forvandle sig fra ikon til menneske; og forsvinde fra myten og træde ind i verden, ud af historien, ud af kunsten. Han vil da ikke længere være forfører. Han vil ikke længere have brug for det. Dommen er hævet, han er rask. Han vil blive én som alle andre. Og sin egen bedste ven.

20.03.22

Christopher Marlowe. Johann Wolfgang von Goethe. Thomas Mann.

Faust. For en del år siden læste jeg Marlowes, Goethes og Manns variationer over temaet om Fausts pagt med det onde. De tre versioner har alle rod i den vestlige kulturkreds, og der er medklange i den græske myte om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, fik afbrændt sine vinger, og styrtede i havet og omkom. Vi kan også drage paralleller til den semitiske tradition, Bibelen (den jødiske Tora), med dens syndefaldsmyte og videre – men med en modsat pointe – til den nytestamentlige beretning om Jesu fristelse i ørkenen.

De tre versioner – hvoraf Marlowes og Goethes er skuespil, Manns en roman – rummer tre forskellige udgaver, motiver til djævlepagten: Marlowes Faust vil lære magi, Goethes Faust begærer viden, Manns Doktor Faustus, komponisten Adrian Leverkühn, ønsker genial kunstnerisk skaberkraft. Og som sådan indeslutter de tre udgaver væsentlige træk ved den vestlige kultur, og hvad vi er villige til at ofre – vores sjæl – for at nå vores mål.

Med hensyn til den nytestamentlige reference så kan vi sige, at hvor Faust falder for fristelsen fra det onde, ja, han ligefrem opsøger og påkalder det, så modstår Jesus (som det angives) fristelsen, og vælger sin sjæl og salighed og Gud fremfor alverdens rigdom og magt.

Der er imidlertid en indre skævhed i den traditionelle læsning af Faust-myten og syndefaldsmyten, hvis vi læser de forskellige versioner ud fra Vandrer mod Lyset: For det bliver da klart, at Faust og Mephistofeles ikke er to personer, men én, ligesom Adam og Satan er identiske. Faust-myten og syndefalds-myten er ikke beretninger om menneskets fristelse og pagt med den Onde eller det onde og det efterfølgende fald, men derimod mytiske beretninger om den Ældstes (og hans duals) fristelse og fald.

Det er den indre mening med myterne, ligesom myten om Ikaros, der også er et billede på den Ældste, Ardor, og hans (og alle de Ældstes) fald.

Set på den måde frikender Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, mennesket, men sætter samtidig en advarsel, idet vi mennesker også ofte fristes til at ville ofre det bedste og ædleste for at nå nogle egoistiske og kortsigtede mål i tåbeligt overmod og selvovervurdering.

For eksempel kan vi sige, at i den tilbagevendende og nu igen aktuelle diskussion om flygtninge i Vesten fristes vi til at give køb på ædle principper, som vores kultur bygger på, fx lighed for loven og afvisning af enhver form for racisme, borgerrettigheder, menneskerettigheder, demokrati, retsstat, under presset fra en krise, som bare vokser og vokser i takt med at flere og flere mennesker tvinges på flugt fra krige, som vi selv er med til at befordre og fremkalde, fordi vi svarer på krisen med oprustning og ikke afspænding.

Vi fristes til at give køb – sælge vores sjæl – til det onde for at redde værdier, som vi mister hvis vi giver efter for fristelsen, og det er endnu et eksempel på det ondes paradokse natur og kortslutning: At ofre det ædleste vi har for at beskytte det. Hvis vi ikke har vores sjæl, har vi intet, og står nøgne i et uhåndterligt mareridt af racisme, krig, knuste mennesker og en ødelagt kultur, ødelagt indefra af os selv.

Da er vi som Faust, og ikke som Jesus i ørkenen. Vi falder. Men en dag skal regningen betales. Sådan er Loven.

Der er en anden vej end at møde ondt med ondt, og vi kan illustrere det med den aktuelle situation: I stedet for at sende vrede og måske hadefulde tanker mod Putin og hans styre, da at vende tanke og hjerte mod Himlen i bøn for fred i fuld tillid til Guds Almagt.

Dette middel virker – hvis vi er mange nok, og bønnen er dybfølt og ægte – og det er fuldstændig gratis og kan udføres af alle; med en tilstrækkelig hjertets og åndens modenhed.

Hver gang en krig truer eller bryder ud, står vi ved en korsvej: Vi kan vælge at svare med våben og modvold eller med bøn. Hvis den frie verden svarer med modvold, kommer vi ind i en negativ bane, hvor vi tvinges til at give køb – ødelægge – vores institutioner, vores åbenhed, vores frihed, vores hårdt tilkæmpede værdier; vi tvinges til at ødelægge alt det, vi møjsommeligt har opbygget og som vi – med rette – elsker og ønsker bevaret.

Hvis et frit folk derimod står sammen under Guds beskyttelse i tillid til Hans/Hendes Almagt, kan intet røre os, aggressorens våben sænkes, og vi bevarer vores frihed og vores sjæl.

Der er faktisk mennesker, der nu beder for fred i den ulykkelige krig i Østeuropa. Men Gud går aldrig mod menneskers frie vilje, Han/Hun tvinger ingen til at gøre det rette. Og derfor illustrerer den nuværende situation i Ukraine (parallelt til konflikten mellem Vesten og “Islam”) også, at de mange vil krig, de få fred; paradoksalt eftersom medierne nu svømmer over med – god og værdig og berettiget – medfølelse med ukrainerne, men uden at man tager den nødvendige konsekvens: Virkeligt at ville freden. Man tager den modsatte vej: Oprustning og skærpet retorik – fra begge sider – noget der tilsammen – ved at aktivere vreden og hadet i de mange – kan bygge op til noget forfærdeligt, hvor der til sidst kun skal en gnist til at tænde bålet.

Gid det ikke sker! Fader vor! Ske din vilje på Jorden! Giv os fred!

21.03.22

Gitte.

Jeg husker; det var kort efter at vi var mødtes. Vi vågnede en nat ved, at vi omfavnede hinanden i søvne. Du lo stille. Som du sagde – mange år senere – på en eller anden måde hører vi sammen. Jeg husker; det første halve år. Det var uden sammenligning den bedste tid i mit liv.

Kort efter at vi var mødtes, tog jeg til Skiveren med min mor og Henning på påskeferie. Uden dig. Du sagde – da jeg havde afbrudt ferien, og var taget tilbage til dig, jeg måtte se dig – at hvis jeg var kommet lidt senere, havde du måske ikke været der. Men jeg kom, og du var der.

Du bagte vafler om morgenen. Vi spiste dem med sirup og flormelis. Intet er sødere. Jeg så billeder af dig som ung, og jeg tænkte, og du sagde: Gid jeg havde mødt dig noget før.

Du fortalte, at du som helt ung havde oplevet noget forfærdeligt. Men du har aldrig fortalt mig hvad. Engang prøvede du at fortælle det til en psykolog. Du gik i stykker. Ved at fortælle det. Så jeg har aldrig presset på. Du fortalte, at da du gik ned med en dyb depression, du var først i 20´erne, vidste du, at du aldrig ville komme over det. Livet er langt, når man er ung, og det allerede er slut.

Du forærede mig en guitar. Jeg havde ikke så mange penge dengang. Hvis jeg havde haft talentet, ville jeg have kunnet spille nogle af Tracy Chapmans sange for dig. Tracy Chapman med den nøgne, stærke, sårbare stemme. Jeg havde nøgenheden og sårbarheden. Og dig.

Så kom 11. september 2001. Og alt blev anderledes. Jeg husker, at det var en solrig dag. En tirsdag. Jeg havde været i byen, på biblioteket. Jeg kom hjem lidt før dig. Min far ringede. Min far ringede, og sagde, at de havde bombet New York og Washington. De? Jeg troede, at det var russerne, og at der var udbrudt atomkrig. Jeg gik i chok.

Så tændte jeg for fjernsynet, du var kommet hjem, og vi så billederne af flyene, der igen og igen fløj ind i Twin Towers. Og Pentagon. Et fjerde og sidste fly var styrtet ned på en mark et sted, jeg har glemt hvor.

Og jeg blev rasende. Hvordan kunne nogen – nogen – gøre sådan noget? Jeg blev også rasende på dig. Alt blev anderledes. Hvorfor var jeg så vred på dig? Det ved jeg ikke. Jeg var vred på alle. På verden. På Gud. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne det ske?

Gitte, jeg var så vred på dig, og jeg elskede dig sådan, og jeg var så bange for at miste dig. Jeg forsøgte mange gange at forlade dig, af angst for at miste dig. Igen disse stærke, indre, modsatrettede kræfter, der slider et menneske op. Som når mennesker begår selvmord af angst for døden.

Men jeg kunne ikke forlade dig. Selvfølgelig. Jeg tror, at vi er det bedste – og det værste – for hinanden. Aldrig har jeg været så lykkelig og så ulykkelig sammen med et andet menneske. Du tog min ensomhed, men der er en pris. Der er altid en pris. Som om glæde og smerte hører sammen. Er proportionale. Spejle af hinanden.

Jeg elsker dig, og jeg ville ønske, at du ikke skulle lide sådan, og at jeg ikke skal lide mere, men vi har kun det vi har og er. Vi har en aftale: Vi gør ikke en ende på det. Vi må tømme dette beske bæger, de kalder livet, tømme det langsomt og til sidste dråbe. Ikke selv vælge det fra.

Vi har en aftale. Jeg elsker dig sådan. Lad kærligheden være stærkere end det helvede, vi lever i, stærkere end døden.

22.03.22

a) John.

Min ven. Sammen med Kaj var du inkarneret Beatles-fan. She loves you. Strawberry fields. Penny Lane. Blackbird. Can’t buy me love. The long and winding road. Let it be. Because. Jeg husker; da vi sammen med Kaj var til Paul McCartney koncert i Valby Hallen. Og det rykkede. Specielt da Paul og bandet fyrede op for Back in the USSR. Hold kæft hvor det rykkede.

Yesterday. Du fortalte, hvordan Paul McCartney engang havde en drøm, hvori han hørte den fantastiske sang. I drømmen hed sangen Scrambled Eggs. Jeg gad godt have sådan nogle drømme. Og du fortalte, hvordan John Lennon havde mødt Yoko Ono: John (altså Lennon) var engang på en kunstudstilling, hvor en af installationerne af Ono var en trappe eller stige, man kunne gå op ad. Når man nåede op til toppen, så man et lille ord, skrevet på loftet med småt: Yes. Og John (altså Lennon) var solgt.

På Brandts, som vi af og til besøgte sammen, står eller stod der engang en skulptur af stål, hvor man gennem et lille rundt hul i en firkant (som en bog?) i toppen kunne se et lille stykke af himlen. Kun det.

Jeg husker din alternative udgave af Internationale. Sådan er socialismen, vi vil ha´ de armes løn. Og jeg husker, da du fortalte, hvordan du engang havde forsøgt at bryde ind på Psykiatrisk Hospital i Randers for at blive indlagt.

En anden gang under en af dine indlæggelser, havde du et godt øje til en af sygeplejerskerne og hun sikkert til dig. Jeg er ikke til fyre, men nogle gange kunne jeg kysse dig, fordi jeg så godt kunne lide dig. Because.

Og du fortalte, at du engang havde kørt rundt i Jylland i det, du mente var Ragnarok. Du havde forbindelser til nogle kristne miljøer. Senere opgav du det religiøse. Det kan være så udmattende. Du sagde, at du ville og kunne vente, til det blev din tur, og din tid var brugt. Så ville du se. Du ser.

Nogle gange når vi var sammen, fulgte jeg dig hjem til din lejlighed på Hjallesevej. Når så vi var nået til din dør, vente vi om, og du fulgte mig hjem. Så snakkede vi om alt muligt. Det var midt i eller sidst i 90´erne, og internettet var ved at bryde igennem for alvor som nyt medie. Hvem ejer egentlig internettet? Hold kæft, hvor er det smart med de emails! Jeg har fundet en ny browser, Opera, du skulle prøve den! Du var så skidegod til det med computere. Du kunne altid finde svar. Du havde the magic touch, når du nogle gange strøj blidt henover mit 56k modem, og det så pludselig virkede. Nogle gange. Nogle gange ikke.

Hvordan skal jeg udtrykke de næsten 25 år, vi fik sammen, så det bliver sandt?

Nogle gange når vi mødtes, skulle vi forcere en lille mur mellem os i starten. En gensidig irritation. Men så – brød vandet igennem dæmningen, skyllede slaggeret væk, og vi kunne snakke. Du havde den her lidt firkantede facon. Men også en stor omsorg og blidhed. Og du var lynende intelligent. Socialist. Du satte dig ind i tingene. Tog stilling. Læste Information. Du var belæst, og du forstod, hvad du læste.

Du havde en alvorlig krise i forbindelse med din fars død. Du var – som jeg husker du fortalte det – sammen med Hanne på det tidspunkt og du studerede jura, hun medicin, men du måtte opgive studiet på grund af dit sammenbrud. Og du og Hanne skiltes. Du flyttede til Odense. Væk fra familien. Og det, der tyngede? Hvad var det egentlig? Det er altid svært at sige. Måske var det en af disse ting. Ved livet. En af de ting, som findes, og som bare kommer til nogle. Because.

Jeg husker, da vi sad sammen på havnen i Aalborg, som du var flyttet til for at være tættere på din søster. Du fortalte, at du var i den terminale fase. Terminale fase. Hvad fanden er dét? Hvorfor fanden findes der sådan noget som den terminale fase?

Kort tid efter ringede din søster, eller jeg ringede til hende. Du var dagen før – eller var det nogle dage før – sovet stille ind på hospitalet. Det er en af de ting som bare findes. Because.

Kisten var tung, da vi bar den til rustvognen.

b) Folkestyre.

Da Poul Nyrup Rasmussen fra Folketingets talerstol om DF sagde, stuerene, dét bliver I aldrig, så var det den sidste socialdemokratiske leders sidste socialdemokratiske handling. Forløbet siden markerer ikke kun et socialdemokratisk, men et dansk identitetstab:

Anders Fogh Rasmussens brutalitet, delingen af magten mellem VK og DF, hvor VK fik sin økonomiske politik stemt igennem, og DF fik sin værdipolitik effektueret så vidt, at de næsten kunne gå på vandet, og gik fra sejr til sejr i alle valg. VKO førte en politik og baserede sin magt på at slikke USA, den indre svinehund og de ældre i røven, og var medskyldige i hundredtusindvis af dræbte i Afghanistan og Irak.

Økonomien buldrede derudaf i et tempo og med en kumulation, så vi til sidst (næsten) kunne købe hele verden. Politikken virkede. Danmark kunne aldrig genfinde sin socialdemokratiske identitet, der havde tabt kampen. Vi så på hinanden. Og mærkede tabet, et tomrum, hvor hjertet plejede at sidde trygt. Det fyldte vi med guld.

Da så også finanskrisen og fallitten bankede på, fra den ene dag til den anden, var tabet dobbelt: Vi mærkede værdierne og økonomien bryde sammen næsten simultant. Systemet virkede – ikke.

Thorning regeringen overtog fallitboet. Og nu var der ingen tvivl. Socialdemokratiet var genrejst; med den nødvendige økonomiske politik (uden alternativer), den nødvendige racisme og ufølsomhed. Systemet hostede – og haltede igang igen som en gammel veteranbil med håndsving. Eller med – for de heldige – en spritny Tesla.

Men tvivlen nager. Lever vi på lånt tid? Kan forretningen Danmark klare sig i konkurrencen? Bærer værdierne; de merkantile og de menneskelige?

Ja ja. Vi ved det godt. Racisme er nødvendigt. Vi har ikke noget valg. Vi er nødt til at have nogle at tæske på. Til helvede med halalhippierne og disse perkerlovers, der – heldigvis – bliver færre og færre.

Vi ser stadig på hinanden i undren. Nogle i rædsel. Vi mærker stadig tabet. Hvad sker der? Vi har mistet valget, og med det sjælen og værdigheden. Vi er automater, der vantro, tvivlende vralter ud over afgrunden, lemminger, der instinktivt søger havet. Glemsel.

Vi diskuterer om det kan betale sig at redde verden. Har vi råd? Dyrene uddør, planter visner, klimaet har det ad helvede til. Os ligeså. Eller er det bare nogle få? Der ikke kan glemme, at vi engang var mennesker? Der stadig mærker den stille puls fra et hjerte, der langsomt er ved at gå i stå?

c) John.

Fra billede til billede. Du kunne godt lide krimiforfatteren, Robert Goddard, og læste ham ofte på originalsproget engelsk. Beyond Recall. Dying to tell. Caught in the Light. Den sidste er bygget omkring fotografiets opfindelse, og har et sindrigt plot, som alle hans bøger. De er som perfekt fungerende maskiner med velsmurte og veltilpassede tandhjul.

På en måde er denne verden fuldstændig absurd. Som et fotografisk negativ af virkeligheden. Eller også er det bare mig, der er skør: Det, der virker lyst, er mørkt, og det der virker mørkt, er lyst. Som døden. Som din død.

Var det sørgeligt, da vi sad dér i kapellet, og Solen bragede ned udenfor, og du lå i kisten? Var det lyst eller mørkt? Hvad er hvad? Det du var, eller det, du var nu?

Jeg kommer til at tænke på en roman af Hermann Hesse, Knulp. Den handicappede Beppo bliver af en eller anden grund efterladt et sted, jeg har glemt hvor, og da man finder ham igen, sidder han og synger i mørket. De har medlidenhed med ham, og dårlig samvittighed over forglemmelsen. De undrer sig over hans sang, der lyder så rent, så smukt. Beppo siger til dem (jeg har glemt den præcise sammenhæng og motivation): Der findes ingen Himmel, som præsterne siger. Himlen er meget skønnere. Meget skønnere!

Er det dét, du prøver at fortælle mig? Eller er det: At jeg skal passe godt på Gitte? Er det dét? At Himlen kan vente?

Højtryk, cpo