23.03.22

a) Selma Lagerlöf.

Jerusalem. I sin roman om den hellige by i det hellige land udtrykker Lagerlöf en tanke, som jeg tror kan udtrykkes nogenlunde sådan:

I Jerusalem, hvor tre verdensreligioner krydser hinanden, er antallet af selvmord foruroligende og – ved første blik – uforklarligt højt. Og dog er det så simpelt: Det, det drejer sig om her – som andre steder – er at kapre sjæle, genne mennesker ind i folden og låse efter – ikke at sætte dem på græs på fri mark. Mennesker er kvæg; individualiteten, kernen, mennesket, hin enkelte bryder fanden sig om.

Kampen om sjælene dræber sjælen. Det drejer sig ikke om mennesker, men om sagen. Mennesker er objekter, midler til at nå egne mål. Og på den måde fortabes sjæle i Guds navn. Mennesker valfarter til stedet for frelse, og mister deres sjæl i den gode sags tjeneste. Dette bør missionærer måske lægge sig på sinde.

Jeg har selv en rem af huden i forbindelse med min iver for at udbrede kendskabet til Vandrer mod Lyset. Men mine bedste oplevelser med andre mennesker opstår, når alt ideologisk og sagen træder i baggrunden; i det åbne møde, hvor det ikke drejer sig om at fange noget eller nogen som helst, og ikke drejer sig om at lave om på nogen, men bare at mødes. Når der ikke er nogen skjult dagsorden, og mennesker får lov at være, som de er og har ret til at være. Dette bør jeg måske lægge mig selv på sinde.

b) Komfortzonen.

For at fysisk træning skal have en effekt, må man nødvendigvis ud af komfortzonen. Det hjælper ikke – ikke for mig i hvert fald – med musik i ørerne eller videoer, der kan aflede fra den kendsgerning, at det er hårdt at træne, hvis det skal have en positiv effekt. Det er som om, der også her er en proportionalitet mellem smerte og velvære, indsats og resultat. For at nyde, skal man yde.

Men hvorfor træner jeg egentlig så meget? Hvad er egentlig motivationen?

Først det acceptable: Jeg træner for at holde vægten nede og dermed forsøge at undgå nogle alvorlige livsstilssygdomme. Jeg får Zyprexa mod min sindslidelse, og det er en helt almindelig bivirkning ved denne medicin at tage (mange kilo) på, fordi den ødelægger mæthedsfornemmelsen. Jeg er mere eller mindre konstant sulten; en constant craver.

Men det er sammensat, og så er jeg ved det uacceptable, som i øvrigt illustrerer, at ikke kun ved fysisk træning, men også ved åndeligt arbejde – fx disse skriverier – skal man ud over komfortzonen, for at det rykker:

Jeg træner (også) for at gøre indtryk på det smukke køn. Uagtet at jeg er lykkeligt gift, og bestemt ikke har tænkt mig at lave om på det eller søge nye amourøse græsgange. At det er sådan – jeg kan ikke nægte det – skyldes måske – sagt som en (måske dårlig) undskyldning – kroppens grundlæggende polygame natur.

Og jeg træner (også) for at hævde mig overfor de andre hanner for at komme først i køen til parring, uagtet at min libido er stærkt for aftagende, og at jeg ikke længere har det store seksuelle behov.

Sådan er det. Det er sammensat i en rodebunke – som så meget andet – og jeg kommer til at tænke på det, Daniel, filosofilæreren på Lilleskolen, sagde om Nietzsches kaosmodel af mennesket: Vi rummer alt muligt indeni; modstridende, sammensatte kræfter, der peger i alle mulige retninger på samme tid. Noget rationelt, andet ikke; i en sådan grad at man alvorligt kan sætte spørgsmålstegn ved vores rationalitet.

Når jeg betragter mit eget indre, kan jeg fuldt ud tilslutte mig denne model. Sammen med trangen til at forskønne, skønmale, male over, lyve, forskyde, bortforklare, nægte, fortrænge sagens rette sammenhæng for at kunne holde sig selv ud, hvilket vel er en indsigt, der parrer med Freuds analyse.

Så jeg skal ud af komfortzonen, også med disse skriverier, hvis de skal have en mening. Ikke – som jeg ellers ofte gør – projicere mine egne brister ud i dette bekvemme og altid forhåndenværende felt af andre, som jeg tilskriver mit eget shit. No shit – ud af komfortzonen.

c) Polyhistor.

Parallelt til det om komfortzonen spørger jeg: Hvorfor læser jeg egentlig – og skriver – så meget? Hvorfor graver jeg mig fx lige nu ned i Michel Foucaults tankeværk, og forsøger at forstå linjen i den arkæologiske analyse og videnskabers og diskursformationernes genese og mangfoldighed og interpositivitet, samt hans forsøg på metodologisk afklaring og udkast til nye undersøgelser i Vidensarkæologien (og Ordene og tingene)? Det gør jeg for at blive klogere, og fordi jeg finder det stimulerende, og fordi det måske kan have værdi for andre.

Og så copy-paster jeg i øvrigt delmotiverne: At gøre indtryk og hævde sig for parrings skyld. Men husker også: Den beherskede anklage og dom.

d) Mand af glas.

Er dét vi mest ihærdigt søger at skjule – for os selv, for andre – netop det mest synlige – for andre? For mig fx dette: Min følelse alværd og intetværd; to sider af det samme kompleks, det samme mørke. Min hang til selvreferering i patologisk målestok; vejrlig, verdenssituationen, sportsresultater. At jeg skal vide alt for at have en plads i verden, hvilket jeg igen har projiceret ud på andre, fx videnskaben eller forskellige religiøse traditioners repræsentanter, og tordnet imod. At alt skal gå efter mit hoved. Mine indre aggressioner; hvilkes undertrykkelse – ikke bearbejdning – blandt andet sætter sig i denne knugethed, tror jeg.

Jeg er gennemsigtig. Jeg har set andre, der – som mig – kun behøver et lille prik, et ord; så strømmer sjælen ud på verdens sten som en flod af komplekser og gråd. Men mennesker er barmhjertige? Ingen giver det lille prik. Måske ville det heller ikke forløse, kun ødelægge som en tsunami.

Jeg siger dette til mig selv, for at forsøge at være min egen bedste ven, der tør sige sandhed. Med hånden under, så jeg ikke styrter.

Måske er det ubevidste eller underbevidste ikke at ligne med en underverdens dunkle dyb og zone, fjernt fra verdens lys. Måske er det hinden om enhver tanke og enhver handlings medskikkelse og grund, helt nært og altid, synligt i randsynet. Idet billedet – det ubevidste – hæves (som hér?) til bevidsthed, vil det så ophøre med at virke (Foucaults episteme og Freuds ubevidste, der – fra det ubevidste – former henholdsvis kulturer og personlighed), ophøre med at smerte – kan ting ændre sig?

Er dét jeg er i gang med en selvanalyse? Bør jeg i så fald ikke aflægge anklagerens kappe, dommerens strenghed og i stedet iføre mig den barmhjertige læges kittel og medfølende blik?

24.03.22

Livet og døden.

Lys og flamme. Billede. Af og til i livet åbner rum sig, som døden prøver at lukke igen. Lys og flamme bryder næsten simultant frem – nærende eller fortærende.

Døden skaber denne verden som et fotografisk negativ af virkeligheden, af livet: Den sanselige verden er en mørkets og dødens verden, og dermed modsat den oversanselige, lysets og livets verden. Dette læser jeg ud af Vandrer mod Lyset. Men ikke desto mindre må den, døden, med – som negativet ved de gammeldags billeders fremkaldelse – for at skabe et billede, det fulde billede.

I øvrigt sker der en langsom, gradvis og stadig retouchering af negativets skarpeste konturer gennem lystilførslen til vores verden ved Guds, Tjenernes og de yngstes indsats; men skaden – gennem de ældstes fald – er så alvorlig og grundlæggende, at Jorden er og forbliver en mørkets og dødens verden – indtil den dag kommer, hvor alle har fuldført deres udvikling hér (det vil sige: Har opnået tanke-vilje-enhed, og sonet alt), og Gud udsletter Jorden, da den da vil have udtjent sin rolle som opdragelsessted for os mennesker.

Dog: Nu lukker denne tekst sig, men det er ikke døden, der lukker den, den får ikke det sidste ord; det gør livet, der som en blomst ved aften lukker sig om sin støvdrager, finder ro og søvn og hvile. Og drømmer med fortrøstning, roligt om en ny morgen og dag og tid.

Tiden, der aldrig er i ro, giver os ro; i tiden kan vi hvile. Eller vandre videre til nye kampe, der i sidste ende kun afrunder ånden og kernen. Jeg går i ånden op ad Yoko Onos installation, og læser det lille ord, skrevet med småt på loftet. Det lille ord, som måske bærer universet. Det sværeste og letteste at udtale og leve. Det bedste. Ja.

Højtryk, cpo