(Illustration: AI via Microsoft Bing)
I Et forfatterskabs lødighed, værdi og betydning ligger lige så meget i det, man ikke siger, som i det, man siger. Til således at begrænse sig kræves selvbeherskelse, lydhørhed for samvittighed, og i det omfang man udtaler sig om andres værk, fx gennem kritikken, må man fælde det Will Durant i sin Verdens kulturhistorie kalder beherskede domme.
II Skriver man skønlitterært, bliver figuren, karakteren først synlig gennem sin grænse. Den begrænsede menneskelige tanke kan ikke opfatte det grænseløse, det ubegrænsede (Aristoteles). En grænseløst tolerant, kærlig, tålmodig, opofrende, venlig, smuk, ædel, god karakter, er ikke troværdig, og bliver diffus, usynlig, ikke-opfattelig, et grundløst postulat. Som forfatter må man kende sin figur, sin karakter, sig selv, og dermed først og fremmest sin egen og sin figurs grænse.
Dog gælder det også, at riget udvides ved grænsen. Derfor må man gå til denne grænse som forfatter og som menneske, hvis der skal være tale om udvikling, vækst og forædling af karakteren, og ikke stilstand. Dette er livet, kunstnerisk og eksistentielt, almenmenneskeligt.
III En karakter kan tegnes med få, stiliserede streger som i en japansk eller kinesisk akvarel. Dermed kan nås en skønhed gennem enkelthed ved geni. En uendelig karakter har ingen streger, og papiret eller skærmen og værket er tomt.
Et værk kan også tegnes med mange streger og nuancer og farver og lag og dimensioner, som Marcel Proust praktiserede det ved skabelsen af sit værk A la recherche du temps perdu (På sporet af den tabte tid), et værk med et stort udenomsapparat af skrivning og genskrivning fra forfatteren selv; som en kjole, han omhyggeligt syede og syede om, lappede, kastede væk, genoptog, klippede i, beskar, udvidede, skrev og skrev igen, et værk, hvis tilblivelse for ham var vigtigere end at leve og være god, et værk hvis endelige form og grænse kan diskuteres og dog er en realitet (A la recherche du temps perdu; Bibliotheque de la pleiade; Gallimard).
Geni var for Proust instinkt. Det geniale kunstværk består for ham i en række præcise ideer – modsat politikkens ikke-tanker – og det geniale værk han skabte, er med et udtryk han selv brugte gennemglimtet til bunden af kunstens smil. Dét var hans ideal, bestræbelse og resultat.
Figuren er i stenen, jeg skal blot hukke det overflødige væk. Sådan skal Michelangelo omtrent have sagt. Den skønlitterære forfatter skal finde grænsen, hukke det overflødige bort, hvorved værket bliver skulpturelt, stofligt, levende, kunst. Et eksempel på en sådan skulptur og skønhed og litterært øjeblik finder Proust i F. M. Dostojevkijs Brødrene Karamasov i den scene, hvor Smerdjakov efter at have slået sin far ihjel, den gamle Karamasov, hænger sig selv.
IV For digteren kan en igangsættende impuls til digtningen være en smerte, en lidelse eller en simpel trang til berømmelse. Hvad det sidste angår, da er berømmelse kontraproduktiv, hvis den skal være erstatning for kærlighed, for berømmelse hæver en over hoben, og skaber afstand, mens kærlighed er nærhed. Dermed vil berømmelsen uddybe den smerte, adskillelsen fra mennesker og fællesskab er.
Efterhånden som digteren arbejder, og skaber resultater, bliver berømmelse mindre og mindre vigtig, værket alt. Det vigtige er at undfange, skabe, føde, en tanke, der er til stede i og bærer en roman som Thomas Manns Doktor Faustus. Den geniale komponist, Adrian Leverkühn, ofrer i romanen sin sjæl til djævelen for netop dét, og han skaber ved diabolsk mellemkomst et værk, ingen forstår, og som han derfor ingen anerkendelse får for. Og det er så kunstens og nyskabelsens pris.
V En anden del af prisen for kunstnerisk skabelse er, at man må sætte sig selv – og måske sine nærmeste – på spil i værket. Dertil kræves mod – og en vis brutalitet. At skrive er at holde Dommedag over sig selv, som Henrik Ibsen skrev. Tænk på den pris en Karl Ove Knausgård og en Yahya Hassan betalte for deres kunst, og for den førstes vedkommende måske stadig betaler. Men også på hvad de vandt og vinder. Er der balance mellem værdi og pris? Det må enhver kunstner overveje og afgøre med sig selv – og skrive videre eller opgive.
VI Kunstværkets videre skæbne efter en passende og tålmodig dannelse, opdragelse, tilslibning, ligger i dets egne hænder. Det løsriver sig fra skaberen, som barnet fra sine forældre, efterhånden som det vokser til, træder ud i verden, og udsættes for dens kræfter og realiteter. Navlestrengen klippes ved fødslen, og barnet – senere ynglingen og endnu senere den voksne – lever sit liv selvstændigt i det åbne møde med livet og de kræfter, der virker i dét. Af og til sender det breve hjem, men de synes skrevet i et sprog, ophavet ikke kender, og ikke forstår.
VII Sådan vinder kunstværket krop og realitet og betydning og værdi – eller opgives. Dommen fælder kunstneren selv. Og han eller hun betaler prisen for den værdi, der skabes. Så længe der er råd, så længe de er til.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 