Om erkendelse

– Men jo enklere ordet er, jo klarere vil det gengive tanken, der kommer fra Gud og er i Gud, tanken, der er altings ophav (Vandrer mod Lyset; Ardors beretning)

Sprog, tanke og virkelighed

§1 Ved sproget og viljen udhugger tænkeren en skulptur af tankens råsten, et billede – fx denne tekst; tanken, der ved viljen søger at forstå virkeligheden, danne billede af den, tanken, der selv er en del af virkeligheden og kan betragtes af tanken selv.

§2 Sproget er et billede af tanken, der er et billede af virkeligheden og danner billede af den.

§3 Virkeligheden er tankens billede.

§4 Tanken er virkelighedens ophav og finale årsag.

Tanke, begreb og fænomen

§5 Tanken opfatter både begreber og fænomener.

§6 Begreber er det almene, fænomener det konkrete.

§7 Begreber kan være fænomener, og fænomener kan være begreber: Fx kan begrebet en hest opfattes som et fænomen, nemlig det konkrete begreb en hest (modsat begreb som begreb), og en konkret hest kan opfattes som et alment begreb, nemlig som repræsenterende begrebet en hest.

Tanke og sprog

§8 Tanke og sprog er ikke identiske, da sproget er billede af tanken (§1), ikke tanken selv.

§9 Tanken kan være nøjagtig, sproget ikke – heller ikke i denne tekst – da sproget er billede af tanken, tankens kondensat eller koncentrat, ikke dens substantialitet eller helhed. Jo mere præcist man prøver at udtrykke en tanke ved viljen gennem sprog, jo større – til sidst uovervindelig – modstand møder viljen, der stødes fra ved virkelighedens og tankens inderste kerne og rod, og teksten eller talen bliver uklart, til sidst uforståeligt, sprog, hvis der fortsættes efter en vis indre grænse.

§10 Når tanke omsættes til sprog, hugges noget fra eller noget skæres til eller intensiveres. Derved fremkommer en tankeskulptur, som ikke er tanken selv, men dens billede (§1), fx denne tekst.

§11 Vi har ord, vi ikke fuldt ud kender og kan kende betydningen af i deres totalitet, men alligevel bruger. Det er de totale ord og begreber. Fx har vi ordene Gud og verden og virkeligheden; men hvad de i deres totalitet betyder og rummer, ligger principielt hinsides den menneskelige tankes rækkevidde. Da vi således bruger ord i erkendelsen, der ligger hinsides erkendelsens mulighed, er den menneskelige erkendelse principielt behæftet med usikkerhed og slør og ligger åben for angreb, en usikkerhed og et slør, der grunder i sprogets og tankens begrænsning. Et andet eksempel på et ord vi bruger meget – også i erkendelsen – er ordet er (en form af ordet at være; fx her), et ord med en dybde og et omfang, der ligger hinsides den menneskelige erkendelses mulighed. Vi ved ikke, hvad det vil sige at være, hvad eksistens er i al dybde og omfang. Dermed bliver al prædikation, alle erkendelsesdomme, der benytter en form af ordet at være, behæftet med et alvorligt slør og usikkerhed, unøjagtighed (fx også her).

§12 Sprogets natur kan gennem tanken og ved viljen udtrykkes gennem sprog. Derved kan sproget gennem tanken og ved viljen spejle sig selv.

§13 Tankens natur kan delvist fattes af tanken selv ved selvbetragtning og udtrykkes, kondenseres, gennem sprog. Derved kan tanken spejle sig selv ved viljen gennem sprogets prisme.

§ 14 Tanke og sprog kan begge være (alment) begreb og (konkret) fænomen: Tankens begreb og en bestemt tanke, begrebet sprog eller et bestemt sprog (fx dansk) og bestemte ord sammensat af bestemte tegn (fx disse).

Udsagn og teori

§15 Et udsagn kan nedbrydes til stadig mindre enheder ved spørgsmål af typen: Hvad er…? Hvorfor…? Hvordan…? Hvad betyder…(fx ved etymologisk analyse eller begrebsafklaring)? Udelelige (atomare) enheder findes ikke. Dér, hvor man vælger at standse nedbrydningen (analysen), har man et aksiom, ikke et (erkendelsesteoretisk) atom. På den måde kan et eftersøgt resultat eller konklusion eller slutpunkt blive et udgangspunkt for erkendelse (begyndelse).

§16 Hvis man alligevel vil hævde et erkendelsesteoretisk atom i en given sætning, fx hesten er brun, så andrager atomet udsagnet som helhed og i sammenhæng (subjekt, verbum (kopula), prædikat). Atomet kan ikke hævdes ved nedbrydning af de enkelte led, fx: med hest mener jeg…ved er (at være) mener jeg…med brun mener jeg…; da nedbrydningen intet absolut endepunkt har eller intet absolut endepunkt kan nås af den menneskelige tanke i forhold til kendt stof, energi, rum, tid, eksistens: Den naturlige verden og virkelighed. Verden som vi kender den forsvinder indad i en uendelig delelighed og udad i et uendeligt omfang.

§17 Mod ethvert udsagn kan hævdes udsagnet non-p eller ikke-p. Da nedbrydningen af ethvert udsagns dele (analysen) kan foretages nedad eller indad uendeligt, og da nedbrydningen ikke kan finde noget absolut slutpunkt (erkendelsesteoretisk atom; §15 og §16), men må standse et sted, kan intet udsagn hævdes med absolut (apodiktisk) sikkerhed, men kun med en grad af sandsynlighed. 

Nedbryder vi udsagnet hesten er brun i dele, idet vi spørger til hestens race, derefter til dens celler, atomer, elementarpartikler, kort: hvad vi mener med ordet hest, eller denne hest; spørger til hvad vi i denne kontekst mener med er; spørger til hvad vi mener med brun, farven bruns spektralanalyse, fotoner, spørger til vores egne synsorganer, og hvorfor vi kalder den farve, vi sanser brun osv, ser vi, at udsagnets sandhed eller fejlagtighed kun kan angives ved sandsynlighed, ikke med sikkerhed, og vi ser, at da vi kun kan angive udsagnets sandhed eller fejlagtighed ved sandsynlighed, er der rum for det modsatte udsagn hesten er ikke brun, hvis sandhed eller fejlagtighed også kun kan angives ved sandsynlighed.

Det samme gælder, hvis vi betragter et udsagn i dets ikke-nedbrudte form, i dets helhed uden analyse; udsagnets sandhed eller fejlagtighed (fx hesten er brun) kan kun angives med sandsynlighed, ikke med sikkerhed eller eksakt. Eller vi kan hævde det ikke-nedbrudte udsagns sandhed eller fejlagtighed ved konvention, ikke med sikkerhed.

§18 Visse udsagn og teorier er selvrefuterende (selvophævende). Det er de usande påstande og teorier. Fx David Humes tanke om, at alle ideer og dermed al erkendelse er afledte (derived) af sanseindtryk (impressions), og at vi derfor ikke fx skulle kunne hævde årsagssætningen, idet vi ikke har noget sanseindtryk af den. Humes teori er selvrefuterende, idet – hvis den var sand – vi ikke ville kunne vide det, og han følgelig ikke hævde den, idet vi ikke har noget sanseindtryk af, at alle ideer og erkendelse stammer fra sanseindtryk. Teorien anvendt på den selv viser sig selvrefuterende.

Usande udsagns og teoriers selvrefuterende natur opstår ved, at de hævder en påstand (p), som imidlertid ikke er sand, ikke er tilfældet, hvorved påstanden vender tilbage i sig selv, når den tryktestes ved erkendelsens lys; den bider sig selv i halen og ophæver sig selv. Der er tale om erkendelsesteoretiske ringdannelser eller kortslutninger (som vi også kender det fra cirkelargumenter).

Sande teorier danner en jævnt stigende kurve for erkendelsen ved langsomt at give os mere og mere viden, mens usande teorier danner ringe og blindgyder og kortslutninger og bremser vores viden og erkendelse.

Det evige og det evigt foranderlige

§19 At udfinde og formulere det Vandrer mod Lyset kalder de evige sandheder, er blandt andet at udfinde de evige love – åndelige og fysiske – hvorefter verden bestandig forandres og forandrer sig. Fx tyngdeloven og loven om tankens og viljens frihed: Legemer med masse tiltrækkes og tiltrækker andre legemer med masse, og skaber derved bevægelse og forandring; tanken føder bestandig nye tanker, der forandrer verden en smule, idet de nye tanker ikke fandtes før de fødtes; således tilføjes verden nyt, forandres, og også vi forandrer den. Viljen omsætter nogle af vores tanker til handling, fører dem ud i livet, verden, fx når vi efter vores vilje løfter et glas med vand; verden forandres også her en smule, ligesom verden forandres – i større målestok – ved politiske beslutninger og handlinger. Verden er en lille smule anderledes efter enhver – større eller mindre – handling.

§20 En effektiv metode til at udfinde de evige love, hvorefter verden forandres, har vist sig at være iagttagelse-eksperiment-teoridannelse-(uvildig) test; dvs induktion eller den naturvidenskabelige metode.

Denne metode kan bruges til sansbare ting og fænomener, og til en vis grad de åndelige forhold og love, idet videnskabsmanden her i første række – efter eller som led i en passende uddannelse – betragter sit eget åndelige indre (tanker, følelser, motivation osv), dernæst modtager rapporter fra forsøgspersoner eller klienter, eller eventuelt fra hjernescannere eller andet materiel.

Sådan er vi med til at forandre verden, samtidig med at vi selv forandres, forandrer os selv, og forandres af den; verden, som også vi er dele af, og hvor vi hører hjemme; verden, der bestandig forundrer og forandrer os, idet vi prøver at forstå den, og prøver at forstå os selv.

__

Note: En mindre del af dette skrift er også offentliggjort på min forfatterside på Facebook under titlen Sprog, tanke og virkelighed (25.8.2022).

Højtryk; 2022

%d bloggers like this: