Jeg er begyndt at læse forskellige bøger af den indiske filosof og spirituelle forfatter, Jiddu Krishnamurti, en tænker, jeg er kommet på sporet af via Vilhelm Gernhammers bøger og gennem andres omtale. Krishnamurti stiller i sine værker nogle helt fundamentale spørgsmål; hvad er tanken, hvad er livet, hvad er virkelighed, hvad er sandhed; tanker og spørgsmål der nok kan interesse et menneske, der er optaget af livet, og optaget af forsøget på at forstå.
Det jeg læser lige nu, har nærmest karakter som Platons sokratiske dialoger, hvor Krishnamurti søger at svare på nogle tilhøreres spørgsmål om helt fundamentale ting, som har optaget den menneskelige tanke i årtusinder. Han udgiver sig ikke for at være nogen form for autoritet eller lærer eller guru, men undersøger de forskellige spørgsmål åbent og i fællesskab med dem, der nu er til stede. Han er – som Platons Sokrates – en form for åndelig jordemoder, der søger at fremelske sandheden i den enkelte selv, fri for alle fordomme, meninger, traditioner, dogmer, tro og sædvane.
Tilhørerne peger på og spørger Krishnamurti: Hvad er sandhed? Hvor findes den? Og Krishnamurti peger tilbage på hver enkelt, og siger: Dér!
Det er inspirerende tanker. Men jeg mener, at der er nogle punkter i Krishnamurtis lære (hvis vi kan kalde den sådan), der må korrigeres, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset. Det væsentligste og mest vedkommende punkt finder jeg, er angivelsen af, hvordan vi mennesker vinder fred i sindet, et område som i hvert fald jeg er optaget af i min hverdag som sindslidende. Jeg har søgt fred i sindet i årtier, men aldrig fundet den. Om fred i sindet siger Krishnamurti blandt andet:
Fred i sindet opnås, når vi erkender, eller rettere gennem ikke-vælgende opmærksomhed ser, at der intet naturligt skel er mellem iagttageren og det iagttagne. Ikke-vælgende opmærksomhed vil sige at se, være opmærksom, uden at dømme eller fordømme, og uden at reagere med vrede, irritation, glæde, sympati, antipati eller andre følelser eller affekter på verden og os selv og andre mennesker.
Dette er en tanke, som har medklange både i Immanuel Kants erkendelsesteori og hele den såkaldte tyske idealisme (Kritik af den rene fornuft: Der er principiel forskel på det erkendende subjekt, og det (forsøgt) erkendte objekt; altså en tanke, der er modsat Krishnamurti), og i kvantefysikken (iagttageren påvirker det iagttagne; denne tanke er mere i overensstemmelse med Krishnamurti, der dog er mere radikal, og hævder (som G. W. F. Hegel (Åndens fænomenologi)) identitet mellem de to).
Hvis vi tænker et skel mellem iagttageren og det iagttagne, mellem os og verden og andre mennesker, er det et udtryk for en dualistisk spænding mellem de forskellige billeder, vi uvilkårligt danner af os selv, verden og andre mennesker, en spænding, som er uro og kamp og dermed lidelse.
Vejen mod forløsning skulle da være den ikke-vælgende opmærksomhed på os selv, verden og andre mennesker. Et kritikpunkt til det kan være, at vi – hvis vi følger Krishnamurti – hermed søger at standse følelsernes naturlige strømmen, og blokerer for en vigtig del af os selv og vores tilstedeværelse som levende og engagerede mennesker i verden, hvorved kan skabes et overtryk i os, som ikke peger mod fred, men mod øget indre og ydre konflikt henimod eksplosion.
Videre siger Krishnamurti om stilhed og fred i sindet:
Kun når sindet er helt stille – ikke en stagnationens stilhed, men en stilhed med kolossal livskraft og energi – indtræffer noget, en eksplosion, som er skabelse. (Fra bogen At være menneske).
Også her mener jeg, at han tager fejl. Fra konteksten må vi forstå, at det han taler om her, er forsøget på at standse tankens strøm. Det taler han i hvert fald om andre steder i værket. For ham er fred i sindet altså ingen tanker.
Hvis imidlertid grundlaget er Vandrer mod Lyset, så kan vi forstå, at fred i sind og tanke ikke er ingen tanker, men rene tanker. Ved at forsøge at standse tankens arbejde og virke, risikerer vi at ødelægge vores tanke og personlighed ved sprængning, en sprængning, der altså ikke er skabelse, men ødelæggelse, og som opstår ved det overtryk, der skabes ved den unaturlige blokering af tankens naturlige strømmen – parallelt til den ovenfor nævnte blokering af følelserne; i et billede: Som en kogende kedel, der eksploderer, hvis ikke den kan komme af med sin damp, eller som sprængning af en dæmning ved et for højt vandtryk.
Hvordan opnår vi da rene tanker, og dermed fred i sindet? Det gør vi ved at rense tanke, sind, hjerte og vilje for mørke, og dette gør vi først og fremmest gennem sorg og anger over tænkte onde tanker eller onde handlinger og ved at søge tilgivelse hos dem, vi har forbrudt os imod. Dette fremgår klart af Vandrer mod Lyset.
Der er altså nogle klare divergenser mellem Krishnamurti og Vandrer mod Lyset (det her fremdragne er ikke den eneste forskel), men jeg tænker alligevel, at Krishnamurtis tanker er meget interessante, og jeg tager ham på ordet, når han peger på fx mig, der læser hans bøger, og siger: Dér er sandheden, ikke hos mig.
I sidste ende må vi selv erkende og finde ud af, hvad der er sandhed. Kun derved kan det blive vores sandhed, ikke alle mulige andres. Dette er en af Krishnamurtis tanker, og med den mener jeg, at han bidrager væsentligt til oplysning, tænkning og vores mulighed for at leve meningsfulde liv.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 