Du er en sveske

Måske er det rigtigt, hvad litteraturen og livet lærer os: At vi bruger den første halvdel af vores liv på at bygge illusioner, den sidste halvdel på at rive dem ned igen, tænkte den 23-årige Marie Louise Sveske. Hvis bare jeg havde en mand, et hus, en solid formue, fortsatte hun sin tankegang, to børn, en VW Id3 og en hund, så ville min lykke være gjort.

Og vips, en eller anden åndssvag eller direkte ondsindet forfatter skriver hende en mand i favnen, et passende hus at bo i, en millard i banken ligeligt fordelt på aktier, obligationer og kontanter, Sille og Magnus leger straks i baghaven, de bygger slotte af sten og grus og ler, bilen står parkeret i carporten, Bella gøer lykkeligt foran hoveddøren, hvor børnenes Bedste står og ringer på, nu lyder klokken for tredje gang, og hun går ud og åbner for hende.

Men – hun er ikke lykkelig. Fordømt! tænker hun, alt hvad jeg tænker bliver virkeligt. Jeg savner livets indre forsinkelse, livets langsomhed og uberegnelighed. Jeg savner at springe ud på de 70 000 favne uden at vide, om nogen eller noget vil gribe mig. Suset, ensomheden, adrenalin, ulykke. Så først ville jeg være lykkelig.

Men – se nu – det er allerede givet: Hun er ikke lykkelig. I hvert fald ikke nu. Mand og hus og børn og bil og hund – det hele forsvinder i ét nu, i en sætning, denne, og hun er midt i sit livs krise, formuen er væk, spillet til intet, hun er ludoman, nej, maniker, hun har købt Grand Hotel i Odense, og det er gået fallit, hun har ikke salt til et æg, hun kæmper med kræft og diabetes, hendes sind sort i sort.

Er det sådan livet er, eller sådan livet ikke er, spørger hun sig selv i rolig eftertanke. Er det sådan livet er, eller sådan livet burde være? Frit valg på alle hylder, ingen begrænsninger, alle ønsker indfriet øjeblikkeligt?

Men – hvad ønsker du da?

En mand, et hus…nå nej, det prøvede jeg jo, noget bestandigt, noget jeg kan holde om og holde af, noget som ikke forsvinder som røg, når jeg favner det.

Det er skrappe krav. Men – det er dig givet: Livet.

Men – så er der jo døden. Hvad med den?

Pas på hvad du ønsker. Du er i gyngende mose. Jeg fornemmer din næste tanke, som er…

Ja, hvad er den? At jeg ønsker døden, fordi jeg er bange for livet, og samtidig begærer det?

Du siger det selv. Den er dig givet. Alt hvad du ønsker, skal du få! Død og ødelæggelse og narrebjælder i hatten med, alt er dit!

Men – hvad ønsker du da? At intet eller det modsatte af hvad du ønsker bliver virkeligt? Pas nu på!

Ja. Det tror jeg. Da.

Så bliver alt hvad du ønsker virkeligt øjeblikkeligt. Jeg sagde jo, du skulle passe på! Du hører ikke efter.

Jeg vil bare leve. Jeg ved ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg ønsker. Jeg ønsker mig tilbage på skolebænken, jeg ønsker at lære.

Så er det sådan. Til lykke!

Oprør!

Forleden aften skete det, at jeg kom i et – alvorligt – skænderi med en af mine figurer. Jeg ville meget gerne have ham til at være en succesfuld amerikansk forretningsmand, der ved utilbørlig grådighed var blevet indblandet i nogle lyssky finansielle transaktioner, og dermed ville jeg illustrere den åndelige og menneskelige depravation, der knytter sig til storfinansen.

Men figuren – der præsenterede sig ved navnet Iggi, Iggi hvad? spurgte jeg, Iggi Ingenting, svarede han – insisterede på at sidde i New Delhis slum, fattig, i pjalter, ensom, på kanten, for at mærke livet, for at mærke efter, som han sagde. Nej, sagde jeg, du er bosiddende i staten New York, du har fem biler i garagen, og drømmer om den sjette, en Lamborghini, og din kone er…

Så klappede han helt i, og Ingenting fulgte:

En principiel overvejelse: Hvem har egentlig magten over fortællingen? Forfatter eller figur (eller læser?), eller vi kunne måske sige tanke eller tastatur (eller modtagelse?). Aldrig så snart har jeg udtænkt en historie, følt den og sat mig ved computeren, før pokker tager historien, og sådan en som Iggi Ingenting dukker op. Se:

Jeg har ingen tricks. Jeg tigger bare. De forbipasserende ser foragteligt på mig. Jeg føler selv dybden og tyngden af og anklagen i mit udslukte blik. Jeg er en urørlig. Jeg vil gerne bare leve. Lidt endnu. En dag. En time. En sætning. Nu.

Støvet er tungt som luften i helvede. Jeg stinker. Jeg…

Nej! Jeg byder dig sætte dig ind i din Bentley Coupé og køre roligt til arbejde, så roligt du nu kan under vægten af den igangværende proces, som du kan tabe eller vinde, tjene dine penge ved ærligt eller uærligt arbejde, værdigt eller uværdigt, du er ingen tigger, jeg har store forventninger til dig, kom, se her, her er nøglerne, husk at låse, kys din kone farvel og på gensyn, se, jeg fører dig ved hånden, ud i indkørslen til din store forstadsvilla, du går roligt hen mod garagen, nej! du er ikke tigger, du sidder ikke tynget af lidelse og sorg i New Delhi, du prøver ikke at tigge dig gennem livet, du er fuld af initiativ og vilje til at gøre dine drømme virkelige og til at gøre det selv, nej! fingrene væk (fra tastaturet), Iggi, vær sød, gør nu som jeg siger, og det gør du så og dette, Ingenting, følger:

Cpo 2021