Hvad bliver der af skønheden efterhånden som tiden går, og vi bliver ældre? Langsomt arbejder den sig indad, og idet den når hjertet, er mennesket fuldendt. (Fra mit skrift Gud er stor – Rejseoptegnelser fra Marokko)
(Enkelte af disse afsnit er også tilgængelige på min forfatterside på Facebook; her dog i let bearbejdet form)
Spiritus Sanctus
Denne skrift og jeg er et komma i tidens fortælling om kærligheden og livet, næste sætning følger. Jeg kan ikke opfatte og udtrykke det uendelige, undtagen ved streg og grænse og figur; derved mistegnes det.
Jeg ser ingen anden udvej end midlertidigt at standse skriften og gå ud i dagen under Solen; jeg, det uendeliges grænse, der hælder ny vin på nye sække – nye tanker klædt i nye ord – efter at den gamle form sprængtes ved åbenbaringens søjle, idet jeg ved gådetale lyver mennesker ind i sandheden.
Satansindet. Portræt af mørket i mit indre
Jeg søger at møde de faldne med kærlighed; med forståelse, medfølelse, tilgivelse og bøn. Jeg gør det ikke som den milde frelser, der barmhjertigt drysser barmhjertighed fra svimlende højde ned til dem der har den behov. Jeg gør det som en, der er fanget i det samme mørke som dem, hadet og raseriet og de lidelser, der følger med det. Jeg gør det som en med-lidende.
Jeg kender mørkets, det ondes, knugende tryk, dets angst og rædsel, jeg forstår hvordan mørket med knusende magt og tvang kan bøje et menneske og gøre det til slave, jeg ved gennem selvoplevelse hvad lidelse kan gøre ved et sind. Arketypen på det mørke jeg her taler om, har vi i den beskrivelse, der gives i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset af hvordan Satan (Ardor) – alene i mørket i helvedessfæren med mørket strømmende igennem sig i tunge, lidelsesfulde bølger – knytter næverne mod himlen og forbander sin Skaber.
Det kunne være mig. Det er mig. Den eneste forskel er, at jeg har den indre afstand til det onde og den selvbeherskelse, der tilsammen gør, at jeg kan se dette mørke og skrive disse ord. Men sådan har det ikke altid været.
At skrive er at holde dommedag over sig selv;- (Henrik Ibsen)
Det letteste af alt er at have alle svarene. Alle religiøse har alle svarene. Alle jøder, kristne, muslimer, spirituelle; alle har de alle svarene. Jeg har alle svarene. Vi har vores hellige bøger. Og vi er alle dybt uenige, og er ved at rive hovederne af hinanden i kærlighedens navn.
Hvad ved jeg egentlig? Hvad siger jeg med mit liv? Hvilket eksempel er jeg for andre? Jeg kunne have lyst til at brænde alle hellige bøger og sammen med andre ved vores liv skrive en helt ny bog på de tomme blade, der udgør vores egentlige viden og visdom. Titlen må være Kærlighedens testamente eller Tåbernes evangelium.
Tåbernes evangelium
Hvad følger på dommen eller frifindelsen? Mere tåbeskrift eller standser skriften simpelthen? Er der et rum for nye tanker klædt i nye ord, eller sprænger dommen enhver tænkelig form med ethvert tænkeligt indhold? Skal jeg give mig selv det rum at skrive og leve i, at jeg i det mindste forsøger?
Min ånd har nået en grænse, en krise, som musikken og store dele af den vestlige kultur også nåede i anden halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Fra Franz Liszts symfoniske digt, over Richard Wagners Gesamtkunstwerk, Anton Bruckners monumentale og stående klang og Gustav Mahlers overvældende og grænsebrydende kraft til Igor Stravinskys ekstreme Le Sacre du printemps og visse af Arnold Schönbergs værker, der forener det skønne og det hæslige. Et sammenbrud som også kan være et gennembrud?
Er der en vej efter denne skrift, Tåbernes evangelium, som standser her, eller er også dette bare tåbeskrift og spørgsmål stillet på skrømt? For jeg har jo alle svarene?
Tabula Rasa
Endnu er det hvidt og stille i landskabet foran mig. Skærmen videre er blank. Langsomt kryber bogstaverne over skærmen et for et, danner ord og sætninger, disse. Det er en verden, der langsomt skabes, eller mig der genfødes efter endnu en passage gennem et mentalt og eksistentielt nåleøje, sådan som det tidligere er sket i mit liv ved flere lejligheder. Er det hvide og stille livet eller døden? Og så denne distinkte følelse af tanke-viljen der arbejder og gennembryder en modstand, et mørke. Jeg bryder igennem.
Kærlighedens testamente
Simurghen synger stille stjerner over himlens mørke bue, i natten lægger den sit gyldne æg, og hvisker visdom i dets hjerte: ”Elsk livet, lev for kærligheden”. Det er et lysets sædkorn, langsomt danner det rod og spirer i det mørke, der er mig, og idet ordene bliver sande, standser skriften et øjeblik og venter.
Kosmos
Langsomt, uendelig langsomt, udrenses mørket, det onde, af kosmos, og derved øges i samme takt kosmos’ lysudstråling og lysintensitet frem mod det maksimum det vil nå, når alt ondt og urent engang er opsuget af lyset og elimineret ved passagen gennem Guds flammende Væsen i det store kosmiske kredsløb. Dette maksimum for lyset vil da vedvare i al evighed.
Mørket svinder og svinder, engang vil det ikke længere være. Måske vi, Guds børn, er eller kan være en del af denne kosmiske udrensning ved hver vores kamp mod og eliminering af noget af det onde, og på den måde kan vi have eller få lod og del i det fuldkomne lyskosmos som levende og medvirkende i dets udrensning; lyskosmos hvor vi da kan leve i al evighed i den evige salighed og fred hos Gud – til den begrænsede lidelses pris.
Evighed
Når den menneskelige tanke søger at forstå evighed, kan den fristes til at løbe til et fast punkt i fremtiden: Herfra og dertil går evighed.
Men der er ikke et sådant fast punkt i fremtiden, den menneskelige tanke kan ikke finde fæste for sin idé om evighed på den måde, tanken skrider og svimler, kan ikke finde grund.
Evighed er forankret i nuet i den forstand, at evighed i ethvert nu ligger foran os. Det faste punkt for evighed er i nuet, ikke i fremtiden: I menneskets ende af tiden, fx nu, ikke engang i en fjern fremtid.
Herved kan tanken bringes til ro og hvile ved erkendelse af sandhed om tid og evighed og om enhver form for uendelighed.
Tiden
Som foster i moderskødets mørke krummer du dig om den skønhed, du bringer til verden, når du fødes.
Tiden og livet folder din skønhed og lyset ud til blomst fra morgen til Solens zenit, over aften til nadir. Du folder dig ud, og trækker dig langsomt tilbage; til sidst bøjer tiden dig sammen om den ædelsten, der skabes ved livets tryk og tiden, der går; stenen tager du med tilbage til himlen, hvor du kommer fra, og du deler rigdommen med Gud: Det er fuldbragt.
Brændpunkt. Aspekter af kærlighed
Da jeg var ung, havde jeg intet, og måtte derfor have alt af andre. Kærlighed. Fred. Derved blev min kærlighed tragisk. Af sten og drømt marmor lod jeg andre bygge kærlighedens tempel over mit hoved, og idet de slap den sidste byggesten, ramlede det hele sammen over mig og knuste mig. Senere lærte jeg, at vi selv må føde lyset i det indre gennem kampen mod det onde og lade dette indre lys blive vejen i det ydre, skridt for skridt, ved vandringen mod lyset. Sådan lærer jeg at elske.
Mellem den strengt monogame ånd og det polygame legeme brænder et menneske, fx dig eller mig. Man kan ikke tænke kroppen væk. Erkendelse er ikke nok. Kampen mellem ånd og krop varer hele livet, og den ledsages af alle mulige skuespil fx kulturelt kitsch og krigens tragedie. Det er en kamp med livslangt nederlag eller livslang sejr, skridt for skridt, tanke for tanke, kroppens fristelse og fald eller åndens sejr og gradvise højnelse. Sådan lærer jeg troskab ved selvbeherskelse.
Efterklang
Jeg havde egentlig tænkt, at dette skulle være et længere stykke, men skriften har tjent sit formål og standser her. Noget gammelt ender og er forbi, noget nyt fødes og begynder som verden og mennesker hele tiden begynder på ny ved det, vi kalder tiden. Eller: Vi synker fra urolige drømme om fremtid tilbage og ind i det evige og trygge nu, der er vores; måske det eneste vi virkeligt har. Sådan fødes vi med tiden i al evighed i pagt med universet og Gud og med den kærlighed, der ved den Almægtige bærer verden og livet og os.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 