For Platon er Sokrates litterær katalysator for overvejelse og sand tanke. Jeg var så heldig forleden at overhøre en samtale mellem Platons helt og en af hans, altså Sokrates´, venner. Jeg gengiver samtalen her – som jeg husker den; ikke ordret, men dens ånd – da den måske nok kan have interesse, om så kun for nogle få.
Selve mødet fandt sted under Athens strålende hede Sol, dog skærmet af en gammel egs barmhjertige krone, der lånte dem begge skygge og lise så tanken og talen kunne vandre frit og uhindret.
Først en kort bemærkning:
Som vi ved nu er det vanskeligste i filosofien ikke at kritisere og benægte eller modbevise, men at hævde noget som positivt sandt. Det er lettere at rive ned, end at bygge op. Og dog burde det være omvendt. For de negative domme ophæver alle sig selv. Hvis vi fx siger, at der ingen sandhed findes, så er vi nødt til at hævde dette som en sandhed. Men da der ingen sandhed ifølge antagelsen findes, findes heller ikke den sandhed, at der ingen sandhed findes. Tanken ophæver sig selv.
Eller som Sriharsa skal have sagt: Man kan argumentere for hvad som helst. Enhver tanke møder ved sin fødsel sin modsætning, og derfor dør filosofien i samme øjeblik den fødes. Men hvis man kan argumentere for hvad som helst, kan man også argumentere for den tanke, at man ikke kan argumentere for hvad som helst. Fx ved denne påvisning af tankens selvophævelse.
Anderledes med de positive domme og det at hævde noget som positivt sandt. Det er ikke selvophævende at sige, at der findes sandhed, fx den sandhed at der findes sandhed. Det er heller ikke selvophævende at sige, at man ikke med lige ret kan argumentere for hvad som helst, fx den tanke, at man ikke kan argumentere for hvad som helst. Fx kan vi som set argumentere for, at det er selvophævende at hævde, at man kan argumentere for hvad som helst, og når dét er selvophævende, må det modsatte være tilfældet; altså at man ikke med lige ret kan argumentere for hvad som helst.
Men nu Sokrates. Han har altid været en tvetydig skikkelse i tænkningen. Som fødtes og døde filosofien med ham i samme øjeblik han sagde, måske dog med et glimt eller en troldsplint i øjet: Det eneste jeg ved er, at jeg intet ved. Og derefter lader Platon ham gennemvandre himlens syv kredse af erkendelse, men kommer tomhændet tilbage. Eller Platon lader ham være jordemoder for den samme tanke: At vi grundlæggende intet ved eller kan være sikre på. Venligt set lærer Sokrates gennem Platons linse dog mennesker at tænke. Men tanken er en snurretop. Den danser og danser i Platons hænder uden at komme af stedet, og snart vælter den.
Siden gik det fremad for Sokrates, som vi vil se her. Hans ærinde – i mødet med den gode ven – er ikke længere erkendelse og dens mulige grænser og dens natur, men noget mere livsnært og menneskenært, og for mange derfor mere interessant: Kærligheden og samvittigheden og moralen.
Dog, nok snak nu. Jeg lader de to venner tale og tale for sig selv. Tilhøreren må da selv afgøre og dømme om samtalens og argumentets kvalitet og dybde og sandhed. Vi sætter os i ånden og gennem min erindring ved siden af dem i skyggen af det gamle træ og lytter. Langt borte fra når lydene af Athens tætte trafik, menneskers latter og gråd, dyr der jager og fanges og skriger, havets og skovenes monotone brusen os som Jordens dæmpede stemme på baggrund af himlens evige stilhed.
Sokrates rækker ved samtalens begyndelse vennen en flaske med rent, køligt kildevand, og siger så:
Sokrates: Jeg er glad for at møde dig her igen, min ven, for sidst vi samtalede, var der i din tanke og tale noget, der forstyrrede mig. Du ved, jeg hader usikkerhed og løse ender og uskarphed i tanken, så du må forklare mig igen, hvad du mener med den bestemte tanke, der har snurret rundt i mit hoved siden, den tanke der givetvis er sand, men som jeg bare ikke fatter. Ved du hvilken tanke jeg hentyder til?
Ven: At den stærke ikke har ret, men tager sin ret? Er det dén, du mener?
Sokrates: Ja. Netop den. Det forekommer mig højst besynderligt. Som skulle vi alle gå rundt som små konger, der hersker over hver sin egen lille verden alene. Fortæl mig nu, hvad du egentlig mener med dét.
Ven: Den stærke tager sin ret. Det er netop hans styrke. Han behøver ikke andre til at fortælle sig, hvad han skal og ikke skal. Han skaber sin egen lov. Hvad skulle forhindre ham i dét, spørger jeg dig.
Sokrates: Det er godt, du spørger, og jeg vil forsøge at svare. Men nu er jeg ikke nær så klog som du, faktisk temmelig dum. Så jeg vil i al min enfoldighed sige, at ting som kærlighed, samvittighed, moral og almindelig anstændighed skulle afholde ham fra at tage sin ret og skabe sin egen lov i eget billede.
Ven: Det var et godt svar. Det må jeg sige. Jeg er imponeret over din visdom. Men, ser du, det er jo netop dét, der er problemet. Kærlighed og alt det du nævner er jo netop plantet og indpodet i den stærke og i samfundet af den svage for at han selv kan få magt. Alle vil have magt. Det er det dybeste princip og den stærkeste drivkraft og drift i verden. Den svage søger magt gennem tanken om kærlighed og alt det dér. For at kue den stærke. Og resultatet er en slavemoral, der binder alle – undtagen de allerstærkeste, fx en Napoleon, en Hitler, en Stalin.
Sokrates: Nå, dét svar var endnu bedre end mit. Bortset fra,…lad os overveje et øjeblik. Du siger altså, at alle vil have magt, og at den stærke tager denne magt og ret, eller rettere skaber dem selv. Og at viljen til magt er det dybeste i verden. Lad os nu overveje det, for du siger det så smukt og klart og klogt. Alle vil have magt. Den der har magt, hersker. Er du enig?
Ven: Ja. Det er simpelt. Sådan er det.
Sokrates: Og den der hersker, er hævet over det, han hersker over. Er dét korrekt?
Ven: Ja.
Sokrates: Samtidig siger du, at det dybeste i verden er viljen til magt. Og denne magt tilstræbes uanset midlerne?
Ven: Præcis. Det er min tanke.
Sokrates: Det vil sige, at viljen til magt er det dybeste og stærkeste princip i verden, og denne magt ønsker alle uanset midler og omkostninger for andre. Er du enig?
Ven: Ja.
Sokrates: Det vil sige, at mennesket dybest set og i sin grundnatur er magtbegærlig, voldelig, rovgrisk, egoistisk, uempatisk; ja, undskyld, du kan selv fortsætte listen. Kort sagt: Alt det slavemoralen siger er godt, ting som kærlighed og samvittighed og moral, er i virkeligheden ondt. I hvert fald for den stærke. Og disse ting er opfundet af den svage for at få magt. Det har du jo sagt, og jeg har gentaget det. Men sig mig nu: Du siger jo samtidig, at mennesket af natur er voldeligt, magtbegærligt og alt dét. Og samtidig siger du, at den, der har magt, hersker, og at han er hævet over dét, han hersker over. Er du stadig enig i det?
Ven: Ja, selvfølgelig.
Sokrates: Men hvis nu mennesket er – undskyld udtrykket fra en stakkels slave, underkastet slavemoralen – ondt af natur, hvis denne – jeg kalder det ondskab – er en del af vores natur, og hvis samtidig den, der hersker, er hævet over det, han hersker over, er så ikke den, der hersker over sin egen indre natur – som vi er enige om er ”ond” – hævet over sin natur, og er han så ikke hævet over den, der ikke hersker over sin indre natur – er ”ond” – og som blot blindt følger denne natur og dybeste vilje til magt, uanset omkostningerne for sig selv og andre?
Ven: Det kan være. Det må jeg indrømme. Du har vel ret, selv om jeg ikke er meget for at sige det.
Sokrates: Og videre. Hvem er nu mest hævet over sin natur – den, der gør mest i overensstemmelse med sin indre, onde natur, eller den, der gør mindst efter den?
Ven: Tja, det må jo så være den, der følger den mindst.
Sokrates: Ja, sådan må det være. Anderledes kan det ikke hænge sammen. Så hvem er overmennesket? Den, der gør mest eller mindst i overensstemmelse med sin indre, onde natur?
Ven: Den der gør mindst efter sin indre onde natur, har mest magt over den, og er derfor hævet over den, der gør mest efter den.
Sokrates: Og dér har du din slavemoral, din kærlighed, din samvittighed. Det, der gør, at du hæver dig over din indre, onde natur. Er kærlighed, samvittighed, moral og almindelig anstændighed så ikke nyttige redskaber til at hæve os over vores indre, onde natur, og er de derfor ikke den i sandhed stærkes stærkeste midler til opnåelse af sand magt, som ikke nås gennem brutalitet og afstumpet vold og egoisme, men ved selvbeherskelse?
Ven: Det må jeg vel medgive.
Sokrates: Og er så ikke dit overmenneske den svageste af alle, den med mindst magt, fordi han mindst af alle behersker sin indre natur, og er ikke også dit undermenneske, opfinderen af slavemoralen, kærligheden og samvittigheden den stærkeste og mest magtfulde af alle, fordi han mere end nogen anden netop behersker sin indre natur?
Ven: Det ser sådan ud.
Sokrates: Godt. Så lad os skilles for denne gang. Og lad os skilles som gode venner og med fred og tilfredshed og glæde over det vi måske nåede i dag.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 