På grænsen til det mulige

Om det var fordi, jeg trænede for hårdt, og havde gjort det for længe, om det var fordi jeg oveni sov dårligt, og havde gjort det længe; – nok er: Jeg mærkede under et træningspas på motionscyklen pludselig noget som en dyb svimmelhed, en tung svimlen og synken i kroppen fra brystet og ned.

Så – mærkede jeg mit hjerte stoppe. Det holdt simpelthen op med at slå -ca 7 min før træningen ville have været gennemført som planlagt. Al farve forsvandt. Der blev sort. Eller rettere: Jeg blev sort indeni. Lyden forsvandt.

Da alt havde været sort og stille et sekund – eller en evighed – startede billedpistolen, indledt ved en lille sølvklokkes klare ringlen, ikke ulig den lyd, jeg kendte så godt fra min iphone, når der var besked:

Jeg så min søster ligge og kæmpe fortvivlet for at vågne, mens jeg gramsede på hende, stille stille, for at hun ikke skulle vågne. Jeg så mine tanker tvinge hende tilbage i søvnen, idet hun næsten kom op til overfladen. Jeg så, hvad jeg gjorde ved hende, og hvad hun følte. Jeg gøs. Gjorde jeg virkelig dét? Ja.

Fokus var hele tiden på, hvad hun følte og oplevede, hvad jeg gjorde mod hende, ikke hvordan jeg selv led. Jeg så hendes angst, vrede, fortvivlelse. Så kom gråden. Hvor kunne jeg gøre det?! Hvordan i himlens navn fik jeg den idé?!

Det næste billede: Jeg ligger i dyb søvn i en kælder. Jeg aner sorte bånd slynge sig om min krop nedefra og op. Mit ansigt fortrækkes af ondskab og had. Mit blik er stift rettet mod loftet, hvor jeg ved Gud er. Jeg hader ham som pesten. Jeg vil trække ham ned. Ned i helvede til mig. Jeg mærker med gru, at jeg ingen indre afstand har til dette mørke. Mørket er mig. Jeg er mørket.

Næste billede: Igen sover jeg. Jeg måler mørket. Atter klasker sorte bånd op ad min krop nedefra. Afgrund efter afgrund åbner sig i min tanke. En lyd som en billig metalring, der falder i en dyb skakt, lyder for mit øre. Idet båndene når halsen, skriger jeg. Så føler jeg en angst så dyb, som jeg aldrig før har følt det.

Til sidst hører jeg barnegråd, og jeg ved, at det er mig, der fødes. En ny begyndelse. En ny chance. For liv. Undfanget i den yderste død.

Nyt billede: En ny drøm. Jeg ser en mørk skikkelse, men i mørket gennemskinner et lys. Det er som en sommerfugl, der er ved at sprænge sin trange puppe med lys. En lysende skikkelse er på vej ud af mørket, der er flækket, åbnet oppefra og ned. En stemme i mit hoved siger: Det er dig! Det er sådan du er rigtigt.

Sidste billede: Denne gang er jeg lysvågen. To plader af lys smelter sammen i mit bryst omkring hjertet. Det er en åndelig – ikke fysisk – oplevelse. Jeg bryder sammen. Græder. Af glæde og lettelse. Jeg ved, jeg er helet. Jeg er hel.

Stemmen i mit hoved siger: Nu kan du hjælpe! 

Langsomt stopper billedpistolen, og jeg bæres til mit Hjem. Jeg møder Væsenet bag stemmen. I et strålende, ubeskriveligt skønt lys. Det er det smukkeste Væsen, der findes. Jeg siger: Jeg faldt. Ja, siger Væsenet. Men jeg rejste mig. Ja. Derfor kan jeg hjælpe andre faldne. Ja. Jeg ved, hvad det vil sige at falde og være fanget i mørke. Ja. Jeg kender mørkets knugende tryk og dybe angst, dets bundløse sumpe og dets åndsknusende tvang, dets uudholdelige og langvarige lidelser. Ja. Jeg kan ikke være i dette dybe Lys, når så mange færdes i mørke. Jeg har intet at gøre her.  Nej. Nu, så send mig tilbage: Ja.

Og så er jeg tilbage i min lejlighed, hvor jeg sidder og skriver på mit brev til verden. Dette. Jeg forsøger at tegne billedet lyst, men uden at glemme skyggen: Når vi falder, kaster det højeste lys den dybeste skygge. Det hele skal med. Også den lille klokke, der klemter rent, når alt er forbi eller begynder. Nu, hør!

Et spørgsmål om liv

Jeg har ét spørgsmål til dig, Gud: Hvis ånden er død, kan den da genfødes? Jeg står udenfor Livet, det er mig fremmed, jeg har ikke del i det. Du ved jo, hvordan jeg engang tog afsked med det. Kan jeg blive levende igen? Og i givet fald, hvordan?

Gud: Den, der har nøglen til døden, har også nøglen til livet.

Men hvordan? Hvordan finder jeg nøglen, hvordan låser jeg døren op? Skal jeg tro din søn, Jesus Kristus, som var vejen, sandheden og livet? Eller skal jeg bøje mig for Allah og anerkende Muhammed som Hans profet, din profet?

Gud: Hvordan skulle andre kunne leve for dig? Hvordan skulle Jeg kunne leve for dig? Jeg kan meget, nogle siger alt, men – Han ler stille – dét kan jeg dog ikke.

Men det er som om, jeg er i et mørke, hvor jeg ikke findes. Hvor kun Du er. Er det ikke sådan? Du kender mig jo.

Gud: Det i dig, der ser dette mørke, lever. Du står i livet og ser ind i døden, skyggen, ikke omvendt. Du er ved at genfødes. Og ligesom menneskebarnet føler smerte, når det fødes i kød, sådan føler også du smerte ved at fødes som ånd. Det er ikke så indviklet. Du forstår det sikkert.

Ja. Men mange er de, der ikke gør.

Gud: Nu, gå så ud og fortæl, hvad du ved. Fød menneskene. De trænger til meget. Lider meget. Fortæl om alting, der er, som det altid har været. Peg på livet i de døde, det evige. Bring menneskene til mig! Bring dem åndens lys!

Din Vilje ske!

Åndevandrer

På en af mine mange vandringer i åndens rige mødte jeg for nogen tid siden Søren Kierkegaard i landet Frygt ikke! Vi slog følge et stykke vej, og jeg spurgte ham, hvad han egentlig mente i sin tid med, at vi burde frygte – ikke elske – Gud, og vi snakkede også over temaet genløsning eller genvej.

Og nogle af vores ord var disse:

Søren: Jeg var en tåbe – som folk er flest. Jeg pegede på Jesus som livets sted og kilde, en kilde udenfor mennesket, når livet dog ligger i mennesket, i menneskets eget hjerte. Hvis man følger denne vej, bliver mennesket fortvivlet, som den æstetiker, jeg skrev så meget om, og som fortvivler, fordi han fortvivlet ikke vil være sig selv. Og dermed fortvivlede jeg selv. Jeg kom aldrig videre.

Men noget sandt er der vel i kristendommen og det, du lærte? spurgte jeg. Jeg mener næstekærlighedsbuddet og sådan.

Søren: Det er rigtigt. Men hvis selve livets kilde ikke ligger i kærligheden, men i næsten eller i Jesus eller andre steder, så udspændes helvedes flamme og gnist mellem os. Slangen. Da kortslutter den kærligheden, og vi begynder at lide og fortvivle. For da vil vi netop ikke være os selv. Fortvivlet. Vi springer ind i Gud eller næsten med krav om evighed, springer og sprænges, som jeg sprængtes i det øjeblik, jeg sank sammen på gaden efter 42 år i ørkenen – fanget i mit eget indre. Det er genløsningen.

Så valget og springet du skrev om, er springet ind i helvede? Døden? Væk fra os selv? Ud af os selv? Det er derfor vi er så bange for kærligheden, og næsten ikke tør nævne den og opleve den, så enkel som den er? Det er derfor vi kun tør nærme os Gud med frygt og bæven?

Søren: Ja, det er jo dét, jeg fortryder mest. Svaret er ca 30 cm fra næsen. Der ligger vejen, genvejen, i os selv. Gud gav os jo livet. Det er vores. Vi er en del af det. Vi lever. Det er en kendsgerning.

Jeg kunne se sorgen i hans blik, da han sagde disse ord. Jeg forlod ham stille, men tog den gnist han havde tændt i mig med. Og jeg deler den her for at bringe bud om landet Frygt ikke!, der hvor vi egentlig hører hjemme.

Højtryk, 2023