Den tabte ungdom

Odense, d. 3. August 20-

Kære XX-

Det var ikke så lidt bevægende at modtage dit brev, som jeg fik i går. Hvor lang tid er der gået siden vi havde kontakt sidst? 25-30 år? Det er en ungdom og et liv siden. På en måde er det som om vi aldrig har være adskilte. Du tager tråden op præcis hvor vi sluttede. Som et gammeldags spolebånd, der sættes sammen ved to skarpe snit, og hvor en lang streng imellem klippes bort. Det er sangen fra gamle dage, en sang der åbenbart aldrig er forstummet, heller ikke for mig.

Jeg er ellers ikke sentimentalt anlagt, som du ved, jeg begræder ikke den tabte tid, og jeg fortryder intet. En ungdom tabt eller forladt er for mig et paradis vundet. For mig kom ungdommen, du, som en tsunami, der rev alt med sig. Først nu, hvor jeg ikke har ubegrænset tid tilbage, som dengang, kan jeg begynde at se de virkelige værdier. Der er intet, der forstyrrer, kroppens rasende krav og evige jagt er ved at brænde ud, forstanden skal ikke længere hele tiden omformulere, forskønne, male, konstruere en værdighed ud af en mødding. Jeg begynder at kunne se mig selv – og dig.

Nogle frygter alderdommen. Ikke jeg. Heller ikke hvis jeg ender som en grøntsag i en hospitalsseng eller skal sidde som en levende død på et plejehjem, og andre må skifte min ble, fordi jeg ikke kan holde tæt. Bade mig. Made mig. Det kan høre til. At være mig. Hvordan har du det med det at blive gammel? Fortryder du? Længes du? Husker du?

Jeg husker dig, og jeg ser, at du ikke har forandret dig. Nogle gange var jeg rasende på dig. Men det var kun fordi jeg elskede dig, og jeg føler nu, mens jeg skriver dette, at det gør jeg stadig. Du er en af de meget få, der er nået helt derind, hvor glæde og smerte, hvor kærlighed og med den sorgen udspringer. En indre kilde. Som er mig? Eller dig? Hvis jeg for mig selv skal forklare, hvem jeg er, ser jeg på dig, dit billede, måske et af de billeder jeg tog af dig, da vi sammen kørte tværs over USA, og som jeg aldrig har smidt ud, måske mit indre billede af dig. Et billede som var falmet, men som nu igen lyser op med klare farver.

Nå, nu bliver jeg igen bevæget. Jeg har ellers ikke let til tårer, men let til at le, som du ved. Jeg husker dig. Hvor du er nær! Og altid har du været nær, uden at jeg vidste det. Måske er det fordi du ligger så dybt, hinsides dagligdag og menneskelige øjne og blik. Måske fordi du på en måde er det hele, som Gud i Spinozas etik. Kender du Spinoza? Kender du Gud?

Men det er jo ikke det, jeg ville sige. Jeg kunne have ladet dit brev ubesvaret. Men nogle gange, måske hvert hundrede eller hvert tusinde år, fødes en kærlighed så stor, at hjertet og med det verden, må briste. Nu sker det, som det skete for to tusinde år siden. En kærlighed som verden ikke kan bære, og som den derfor korsfæster for at slippe. Husker du Santa Fé? Hvordan du dansede og dansede, vildere og vildere, dit hår piskede fra side til side, som en rasende kats hale, og du fik alle til at danse og længes og le og ånde. Leve. Og verden kunne ikke bære din dans, den måtte slå dig, lukke dig ude, glemme dig, klippe dig ud af billedet. Jeg sidder her med den gamle mands pertentlighed og forsøger at klistre dig ind i albummet igen. Du hører med. Du hører til. Jeg er for gammel til at skjule min kærlighed, men ikke gammel nok til at forstå den.

Du spørger, om vi kan ses igen? Hvorfor ikke? Du ved, hvor jeg bor. Jeg ved, hvor du er. Du kan komme i morgen, hvis du vil. Hvorfor ikke? Jeg skal ikke noget. Jeg skal ikke noget overhovedet. Ikke mere. Min kone døde for 7 år siden. Vi fik aldrig børn. Der er intet, der binder mig. Hvis du kommer, kan du måske nå at gribe mig, før jeg svæver alene ud i intetheden, som en glemt ballon fra Tivoli. Der er intet, der binder mig udover dit brev. Det kunne være så hyggeligt. Jeg kunne lave mad til os, jeg er god til det, som du ved, og jeg er med årene kun blevet bedre. Du vil ikke fortryde det. Eller vil du? Vil jeg? Er der ting, der bør forblive begravede? Selv om de aldrig er døde? Tror du på genopstandelse? Jeg er lige ved.

Jeg sender dig disse tanker og mange flere. Jeg har altid forsøgt at glemme dig, og måske netop derfor kunne jeg ikke. Nu er du her. I denne by. I dag. Kom i morgen. Så ser vi. Så ser vi om det hele kun er en drøm, eller noget vi ønskede var virkeligt uden at være det. Lad os mødes og se, hvordan verden er, ikke hvordan den burde være. Og hvem er vi også til at diktere den? Kom. Kom. Jeg venter dig.

(Han hæver pludselig blikket, ramt af en frygtelig tanke, der tilsyneladende kommer ud af det blå, uforklarligt, helt uden for sammenhæng, men med vished, hvis du kommer, kommer du for at slå mig ihjel. Han mærker noget sort og slimet og koldt krybe op ad benene. Så ryster han det af sig og underskriver)

Din – for evigt- kun lidt endnu?

På sporet

Nogle siger, at det at gå er et stedse afværget fald. Så tæt på afgrunden er hvert minut. Når vi står og laver mad på et tilfældigt hostel kan jeg, i stedet for at skære stegen for, jage kniven i dig og slagte dig og forsøge at slippe fra det ustraffet, og det vil være dobbelt straf. Når vi står og nyder udsigten fra et tilfældigt bjerg på vejen, kan jeg, i stedet for blot at lade som om, jeg finder det smukt, springe i tomheden eller skubbe dig udover kanten og vide med vished, at der ingen kærlige hænder er til at gribe.

Vi havde kørt længe. Sveden og støvet var overalt, i tøjet, i sæderne, i håret, i næsen. Lugten af motorolie og overophedede stempler. Jeg missede mod Solen, der brændte med sindssyg intensitet og hede, og havde gjort det i timer. En sveddråbe løb ned i mine øjne. Jeg ser en flue sætte sig til rette i dit hår. Du mærker den ikke. Du mærker ingenting. Heller ikke mig.

Jeg gider ikke elske med dig længere. I starten var det spændende. Men du trækker dig i sex ind i et rum, hvor jeg ikke er, men en anden, mig ukendt og uvedkommende. Jeg hader hende, som jeg hader dig. Jeg hader mig selv. Jeg hader livet. Jeg går og går, og altid er afgrunden lige ved hånden. Hvor længe endnu kan jeg beherske det?

Der er noget forjættende, som ved begyndelsen af en rus, ved at være på vej. Have en illusion om et mål. Men der er kun en endeløs vej. Målet er lige her, lige nu, hvor fluen summer ned på din kind, du børster den væk, ser på mig. Trækker på skuldrene. Jeg hader dig. Jeg siger, for  fanden, hvad skal vi med hinanden, du hvisker til mig, jeg ved det ikke. Og jeg hader dig, hader dig af hele mit hjerte.

Du tror du er så satans uimodståelig. I starten, ja. Men du er som en evig båndsløjfe med Midsommer Murders eller Inspector Morse. Du er bare ikke skarpsindig nok til at afsløre morderen, som er dig. Du har stjålet mit liv. Og derfor tager jeg måske dit. Noget for noget. Men alt det betyder intet.

Støv og varme og stress gør mig blind. En bølgende hedeflimmer hen over køleren. Lyden af den forbandede motors 8 cylindre og deres dybe dunken og vibrationer op gennem min krop. Når du tager min kusse, tager du kun den, og ikke engang den. En andens. Hvad fanden skal vi med hinanden. Hvorfor er vi her. Hvorfor du. Hvorfor lige dig. Du ser på mig med et skævt smil. Så retter du igen blikket fremad mod den endeløse vej. Så vender du ansigtet mod mig et kort sekund og blinker kraftedeme. Fuck!

Da vi igen har kørt i mange timer, begynder Solen langsomt at synke i rødt og orange, som et øje der langsomt lukkes i sorg, som har den hele dagen forgæves søgt og søgt nogen, måske os. Nu lukker himlen øjet i fortabt træthed, en træthed, som også er min. Hvis bare jeg kunne sove. Hvis bare jeg kunne glemme.

Det begynder at blive køligt. Snart kommer kulden, ørkenens. Du drejer fra ved en afkørsel, og vi famler os vej til det første, det bedste hostel, hvor vi kan sove, endelig, jeg gider ikke spise, jeg har tabt mig, du er ligeglad, jeg er ligeglad. Du æder. Jeg hader dig.

Du siger, du er så tavs, hvad tænker du på? Jeg tænker, at hvis du nu, om lidt, spørger…tør jeg overhovedet tænke det, hvis du…spørger, om det skal være os to, om jeg vil gifte mig med dig, om vi skal køre til Las Vegas for at få det ordnet (som var det en abort eller en syg tand, der skulle trækkes ud) hvis du nu falder på knæ og ser på mig med dine hundeøjne, dem jeg engang troede var dybe og fulde af menneske og grund og mening, og siger det utænkelige, så sværger jeg, at jeg slår dig ihjel, om jeg så skal kradse livet ud af dig med de bare negle. Tænker jeg. Siger det ikke.

Du vender ansigtet bort. Som læser du mine tanker, ser hadet i mit blik. Jeg tier. Lader dig svede i en erkendelse. I morgen er der endnu en dag. Så længe der er liv, er der håb. I Guds eget land. Amen og fuck!

Om dagen dunker hede cylindre op gennem min krop, jeg sveder og lider og hadet binder mig, om natten dunker du din pik dybt op i mig, ufølsomt, fraværende, krummet sammen, lukket om din drøm, som jeg om min, der er kun det. Fuck!

På himlen over os sejler gribbe i sorte flokke, nært, og de døde drømmer om livet som var det virkeligt. Er det hele historien? Slutter den her?

cpo 2021