Profetens hjerte

(Illustration: AI via Microsoft Bing)

Når kærligheden kalder jer, følg den, er dens vej end stejl og stenet. Og favnes I af dens vinger, da giv jer hen til den, skulle I end såres af det sværd, som er skjult i dens svingfjer. Og når den taler til jer, tro den, om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster (Kahlil Gibran, Profeten)

Ved aften da skyggen blev længere – dyb og fortynget – drog skarer til hvile fra tid med arbejdets møje ad smalle stier fra by og skov og mark fra dale til bjerget hvor profeten dvæled´ og havde sin bolig. Tunge var deres byrder, men målet og håbet letted´ deres trin. Tungt lå skyer om bjergets pande, men da de steg højere op, svandt tågen, og Solens strålende skive smiled´ og hilste dem med nejende, rødflammende ynde, inden den med et suk sank i havet mod vest.

Da alle var kommet, og olielamperne var tændt og glødede varmt i mørket, trådte den ældste af de vejfarende frem og talte på alles vegne:

• Tal, profet, tal sandt om vores kærlighed, tal i Guds Navn og giv os ved Hans ånd og hjerte af den evige visdom. Tal frit, du er blandt venner. Vi hører og modtager og gemmer ved hjerte gerne det, der er talt af hjerte.

Men profeten hilste dem og bød dem velkommen. Og han bad dem sætte sig til ro og hvile på de medbragte tæpper, der dækked´ den stenede grund, og han bød dem af den evige visdom, idet han talte til sjælen:

• I, jordens børn, brødre og søstre, I, der søger verdens lys, er kommet til mig for at finde det, der rettelig er i jer selv. Jeg, der kun er et fattigt menneske, dog rig på indre frugt, er ikke dette lys. Derfor vil jeg ikke tale om mig, men om jer, sådan som I byder det. Jeg vil pege – ikke på mit – men på hver jeres hjerte, for dér bor det sande. I hånden har jeg ved ordet en kande fyldt med vand fra Hjemmets kilde; det vand gyder jeg over jer, for at I må døbes til renhed og gro fra den dybe jord, og blomstre og bære frugt og sætte rod. Men spiren og blomsten og frugten og roden er jeres egen. Så lyt da, og jeg vil fortælle og ved ord give jer billeder til livets høst og næring.

Legender om kærlighed

Legenden om den falske hud

Engang i landet Noun levede en kvinde, der søgte lægedom for livets smerte og lettelse for livets byrde og tryk. Før hun ved aften gik til ro, bad hun kun denne ene bøn til den Højeste: Lad mig i morgen vågne til en dag med fred og hvile, lad mig igen glædes ved livet, og lad mig ikke som nu kun sukke. Stil min længsel, O Gud. Giv mig fred, du min ånds milde Far og Skaber.

Med disse ord på læben, født af hjertets nød og længsel, sov hun ind. Og se, da kom den Højeste en nat til hende i drømmen. Og den Højeste talte disse ord, mens stjernerne drejede om hendes sovende legeme, talte disse ord til hendes vågende ånd:

• Mit barn, du søger fred, hver nat hører og modtager jeg din bøn, den bøn som ikke kun er din, men manges. Og jeg vil give dig det, du søger, det du længes efter. Men se, det du søger, er en blød pude at hvile dit trætte hoved mod, en blid favn at synke i, en hvile for dit blik, en dråbe af livets rolige vand til næring for dit urolige hjerte. Du søger kærligheden, men finder den aldrig. Kærligheden er ikke dét; kærligheden er en stærk syre, der brænder alt uægte væk, kærligheden er hamren, der med mejslen fjerner al overflødig sten fra kunstnerens mesterværk, og kun lader dét tilbage; kærligheden er en ild, der brænder den falske hud bort, den du søger at skærme dig mod livet med, og kærligheden lader da ånden nøgen og parat til at mærke livet, til at leve. Se, jeg bringer dig denne ild!

Og i drømmen steg Solen, og gød sin overflod over den sovende. Af hendes ager fremspirede da et væld af spæde grønne vækster, og hun forstod, at dét var fred, at dét var livet.

• Sandelig, sagde profeten, sandelig er livet og freden ikke den falske hud, hvormed vi søger at undfly livet og skærme os mod det, det er ikke døden og afslutningen, kalder I den end forløsning. Det er den nøgne ånd, brændt ren i dagenes rullende trav. Det er ikke Solen, der går ned over din længsel, men Solen der igen står op med dit håb, det er fødsel og ikke død, det er dagen i dag, og retning mod evighed netop i denne stund. I sandhed, kærlighed er ikke værn mod livet, men er livet selv!

Da profeten tav, faldt en stilhed over skaren; som en faldende stjerne, et ønske der søger virkelighed, som Lyset der kommer til verden. Kvinder bød fyldte kurve med mad rundt, og alle tog deraf, og de spiste i tavshed og eftertænksomhed. Lidt nede ad skråningen løb børn og legede, og deres råb og glade latter var alt, der hørtes i den tidlige aftens stille skumring.

En stund forløb.

Da talte profeten igen. Han talte enkle, forståelige, klare ord til alle. Et nyt billede fødtes i hans sjæl.

• Jeg vil tale til jer om stilhed, sagde han idet ord og billed´ fødtes af hans hjertes trang og dybe grund.

Legenden om stilhed

Engang fødtes til livet i et land nær vores en dreng, der blev kaldt Urs. I drengen var en stilhed, omkring ham var stilhed, han var stilhed. Da han bares til præsten for at døbes til livet af ham, faldt stilhed over alle. Præsten forstummed´ i sin bøn, menigheden ophørte at synge, de så forlegent ned på deres hænder, knyttede hænderne til bøn eller til slag; dét vidste de ikke rigtigt.

Urs´ barndom kom og forgik, og han blev mand. Når han søgte kvinder, faldt stilhed over dem. Han selv havde heller ingen ord. Hans tunge sendte frygt til hjertet og hjertet sendte sin frygt til tungen, og han tav og forblev tavs. Stilheden var som en sten, der falder i en brønd, stilhed knuged´ hans hjerte og sind og bandt hans tunge. Han søgte ord, men fandt ingen. Han søgte tanke, men angsten og beklemmelsen brændte dem til aske og til intet i menneskers selskab. Og han var en fremmed blandt mennesker, og en fremmed for sig selv.

Men når han var ene, havde han ord. Når han var ene, svingede tanken sig på ørnevinge op under himlen, højt over jorden, som rovfuglen jagede ord og tanke det ene, der kunne bringe ham adgang til menneskenes land og ud af stilhedens altkvælende greb. Stolte tanke, stolte ord! Til vinden talte han ordet, om Gud kredsede tanken, men Han var ikke blandt mennesker, så ord og tanke vendte tilbage til sin skaber, uhørt, ubesvaret, urørt af menneskehånd, uberørt af menneskehjerte.

Og han var ene, og han var en fremmed.

Da fortvivlede han. Og i ånden knytted´ han næven mod himlen, der sendte ham, den tavse, uhørte himmel. Den tomme himmel, himlen lige så tom og øde som hans sind og ånd mellem mennesker. Og han trued´ himlen med brand og død, men himlen tav, og den forblev tavs.

Sådan vandrede han rundt i årevis, fuld af fortvivlelse og had og beklemmelse og stilhed, tom for tanke og ord og ånd blandt mennesker. I hans tanke og hjerte var mørkets kerne, en tomhed, et vakuum, der åd hans indre. Og han forblev en fremmed, fremmed for mennesker, fremmed for sig selv.

Og her forlader vi omflakkeren Urs, thi ikke alle historier ender lykkeligt. Vi håber blot, at mørkets og livets tryk til sidst vil udpresse sandhedens og Lysets og troens kilde i hans hjerte, så den igen kan flyde frit, at den igen vil fylde tomrummet, give ham fred. Thi dette formår ingen profet og sandsiger at gøre for andre, dét mægter kun livet selv, kærligheden.

Dét ved vi med sikkerhed: At livets strøm til sidst vil bortskylle al ral og sten, sten vi selv har lagt i strømmen, sten vi kun selv kender og kun selv kan fjerne igen. Og jeg skulle ikke tale til jer om min kærlighed, men om jeres; eller rettere: Dén vi deler, den kærlighed, der giver os tanke og liv og ord og ånd og fællesskab, den kærlighed, der ene formår at fylde tomrummet og bortskylle mørkets kerne.

Profeten tav. Det var nu blevet dyb nat. Rundt omkring var folk begyndt at gå til ro, idet de lagde sig på de bastmåtter, de havde medbragt, og svøbte sig i varme tæpper til værn mod nattens kulde, olielamperne var brændt ud eller slukket, børnene var for længst sovet ind; men endnu vågede profeten og kvinden Gai, der sad sammen ved det enligt lysende bål og betragtede den flakkende ild fortære det brænde, de fra tid til anden kastede på. Lys og skygge flakked´ på deres ansigter. En fugl skreg i det fjerne.

Da talte Gai, og hendes ord var disse:

Meget har du lært, profet, meget har du talt. Du har talt visdom og sandhed, og jeg modtager dit bud og vidnesbyrd. Nu vil jeg give dig en historie, thi selv en profet kan hente og behøve visdom fra andet end sit eget hjerte. Jeg vil fortælle dig en historie, som viser, at ingen er så langt væk, at kærligheden ikke kan nå hende, fortælle dig en historie om hjertets og tankens og livets uransagelige og mangfoldige veje. Jeg vil give dig

Legenden om Nattens Dronning

I tanken, profet, vandrede jeg da ved mit hjertes lys. I hjertefeltet mellem mennesker, dét der binder os alle sammen, søgte og fandt jeg engang én, der i sandhed behøvede min hjælp, om end hun til at begynde med forsvor den, og om end hun rasede mod mig med megen magt og vælde; jo nærmere jeg kom hende, jo stærkere raste hun; og hun rejste mod mig stormen, netop som jeg ville stille hendes forpinte hjerte, give hende fred.

Og Gai taled´ end mere, og som den gamle digterinde trak hun af kroppens rustne brønd op noder af sølv til et hele af guld; ud i natten lød hendes stemmes dråber af Lys, til profeten talte hun, og han lytted´ og modtog det, hun gav:

I tanken, profet, findes lande og riger som i rummet og tiden. Men det jeg giver nu, er et billede, på anden måde er det ikke muligt at berette min historie. I billede folder jeg tankens rige i rummets og tidens dragt, hvorved myten fødes.

Lad os da sige, at i øriget Khetira hersked´ en dronning, der bar navnet Hachitja, med tilnavnet Nyx, Natten. Hendes hud var hvid og skær, hendes ånd sort som ravnen. For mange aldre siden var hun af – ikke guderne – men sit eget hovmod nedstyrtet i dødens rige, og dér herskede hun. Hendes vasaller og undersåtter lød hende i blind frygt. Det første en tyran gør, når han grundlægger og raner sit rige, er at stikke øjnene ud på sine frygtsomme menneskeslaver, så kun herskeren kan se. 

Men dét Hachitja så var kun mørke; hun var selv blind. Det er det første mørket gør, når det raner ånden: Det stikker øjnene ud på sit offer, så hun ikke kan se det onde, og så ingen kan se hende.

Jo højere en tinde ånden falder fra, jo dybere bliver faldet, og jo større smerten og lidelsen. Og Hachitja faldt fra sin ånds tinde, højt højt hævet over Jord, med Lyset i zenit, og faldet blev dybt og langvarigt. Men intet fald kan vare evigt. Før eller siden rammer vi bunden, og ånden kan da med smerte vende tilbage til Lyset i sorg og anger.

Et andet billede: Faldet er som en trosse den ulykkelige langsomt udspænder. Den faldne kan da bevæge sig langt hinsides Lyset og freden og Hjemmet, men før eller siden slipper tråden op, og da vindes den ind igen, og ånden vender tilbage til Gud.

Sin karaktér flettede Hachitja som enhver anden langsomt af tidens trende strimler; fortid, nutid og fremtid; langsomt fletter livet os af tidens strimler et smykke til godt eller til ondt. Men i mange tider omlystes, omstråledes Hachitjas pande kun af ondskabens blændende smykke, som nogle troede var guld, men i virkeligheden var råd og last. Hun bar stedse det ondes tunge byrder, og hun var ene med sin angst, ene med sin rædsel for det mørke, der havde opslugt hende, og som havde lagt hendes rige øde for enhver menneskelighed og barmhjertighed. Hachitja herskede med grusomhed af rædsel til rædsel. Og Hachitja led alle mørkets kvaler, og hun var dets lydige slave. I hendes rige lodes alt håb fare. I Khetira herskede Natten.

Med roligt fjed skred tiden frem og lagde visdoms rynke på verdens kind, langsomt fletted´ tiden sin krans i menneskers hjerter. Men for Hachitja var ingen fred og ingen hvile. Længere og længere udspandt hun sin tråd med ondskabs løkke.

Da så Gud i høje sale, at tråden snart ville nå sin ende, at Natten snart måtte vige for dagens gry. Og da lød Hans milde røst til mig, der end vandred´ i Jordens mulm, hvor jeg søgte at tænde lys på mørke steder. Mildt og malmfuldt vandrede guddomsbuddet gennem ukendte dimensioner, og lagde sig lig en dæmring, et håb, om mit hjerte.

• Se, din søsters indre lys og kerne vil snart bortbrænde ondskabens smuds, snart vil hun vågne, snart vil hun atter kunne se og finde fred og hvile. Bring hende bud om Herrens tilgivelse. Ved en tanke faldt hun, ved en tanke skal hun genrejses. Hold din hånd og tanke under hende, som endnu vandrer i det yderste mørke. Bring hende bud fra Hjemmet, og sig: Vi længes efter atter at modtage hende i vor midte!

Og jeg lytted´ og modtog den Almægtiges bud.

Og se, det skete som Han sagde: Snart randt dødens tråd ud, og Hachitja råbte ud i sin nød sit hjælp mig, vær barmhjertig! Ad Lysets streng løb råbet fra dødens yderste zoner – ombølget og forsikret ved livets og kærlighedens stærke, evige ranker – og ind i hjertefeltet. I samme øjeblik greb jeg hendes råb, og ved tanken holdt jeg hånden under hendes angst for mørket, under hende – og stormen brast.

Barmhjertigt sænkede den Almægtige da fredens og tilgivelsens kerne i Hachitjas formørkede sind, og tilgivelsen lagde sig som en svag første morgenrøde om den ganske Jord.

Lad os sige, profet, at dette er sandhed i et billede. Hvad siger du da? Hvad tænker du?

Profeten grundede længe og i tavshed over Gais fortælling og spørgsmål. Stjerner drejede imens deres milde skær i bue over hans hoved, og fortællingen, billedet, søgte ind og fandt rod i hans hjerte.

Bålet de sad om, var nu næsten brændt ned. I mørket flakked´ kun lyset fra nogle få ulmende gløder.

Da gensvared´ profeten hende:

I denne nat er vi to legemer og ét hjerte. Derfor vil jeg ikke for dig skjule min skam. Jeg taler meget om tro og vished og håb, men har selv tvivl. Jeg øser af livets kilde, men i min døds dybe skygge og på dens baggrund. Hvem ved? Er døden evig glemsel eller salighed? Jeg ved det ikke. I mit inderste tvivler jeg. Måske er jeg ikke mine ord mægtig. Måske fører jeg kun lidenskabelig tale for at overbevise mig selv, for at kalde mig selv til tro og besindelse. Måske er det rigtigt, hvad digteren siger: Verden er en stor teaterscene, hvor alle spiller rollen som vidende, men ingen ved noget. Vi danser, fortvivler, raser, beder, bønfalder, tilråder, græder, ler – vi spiller hver vores rolle, skrevet med ukendt hånd, takker, bukker eller nejer, og går ud. Himlen forbliver tavs. Men er stykket, vi spiller en komedie eller en tragedie? Hvem ved?

Men jeg vil prøve at svare dig med min inderste smerte og lønligste håb, måske også med min blindhed, svare dig med

Legenden om tro og glemsel

Nogle gange står livet i vejen for drømmen om livet, kærligheden for drømmen om kærligheden, virkeligheden for drømmen om virkeligheden, sandheden for drømmen om sandheden, det vil sige løgnen.

Nogle gange forråder vi livet og den elskede, idet vi åbenbarer alle andre den evige sandhed – og vores eget hårde, trange hjerte.

Er dét mig, spurgte sandsigeren og seeren Joël sig selv ud i luften, idet han hævede blikket fra de ord, han skrev på pergamentet, disse. Hvor – om nogen steder – griber tanken og hjertet fat i erkendelsen og får sandhedens hjul til at dreje, begynde?

Tænkeren og rebellen sagde: Hvis du vil undgå at tage dit eget liv, så hold dig for guds skyld altid beskæftiget og i bevægelse. Står du stille, tænker Joël, synker du som en sten. Som jeg. Jeg er altid i ro og altid urolig. Jeg tænker, prøver at erkende, og så lander en flue på mit ben, og den løber tilsyneladende planløst omkring og kilder mig, som om dens højeste opgave er at forstyrre og irritere mest muligt. Jeg griber efter fluesmækkeren, og klask. Så bukker eller nejer den og forsvinder, og hvem har lige skrevet de sætninger i visdommens og erkendelsens og sandhedens og virkelighedens bog?

Jeg tror meget, tænker Joël, men glemmer det meste, det vigtige, som vågner jeg af en intens drøm, livet, der bortbrænder al tanke og hjerte, og ikke lader sten på sten tilbage af sandheds tempel, eller lader det stå tilbage, uset, uberørt, uænset.

Er jeg virkelig, eller er jeg, lad os sige det i et billede, en figur i en skrift, der søger at gribe sandheden og virkeligheden, tænker Joël, og ser ud ad vinduet, som var svaret dér. Er vinduet og havet bag virkeligt? Er jeg skaber af skriftens virkelighed, eller af dens illusion? Er denne sætning virkelig og sand? Eller er den kun et afmægtigt spørgsmål, der ikke tror svar muligt? Polyhistoren skrev: Spørgsmålene er til alle tider de samme, kun svarene afviger – og er alle fejlagtige.

Jeg vil prikke hul i skriftens hinde om virkeligheden, så sandhed kan løbe til. Er det muligt?

Med ét fornemmer Joël en fremmed tilstedeværelse, et nærvær. Er det dig, der skriver dette eller dig, der læser det, er det jer, der træder nær? Bliver skriften først til ved det ene eller det andet? Hvad er sandt, hvad er erkendelse? Altid de samme spørgsmål, altid de samme fejlagtige, om end ærligt forsøgte, svar. 

Sandheden, her kommer den, tænker Joël, idet han skriver disse ord, der kommer og går fra ukendt kilde til ukendt modtager: Jeg er profeten, jeg er Gai, jeg er Urs, jeg er præsten, jeg er polyhistoren, tænkeren, sandsigeren, seer af Guds nåde, rebellen, børnene der løber og leger og ler i den tidlige aftenskumring hos profeten på bjerget, jeg er fluen der løber på benet, og kilder så nederdrægtigt, jeg er denne skrift og alt mulig andet, jeg er ingenting, fanget i det samme net, den samme drøm, den samme skrift, som dig, der skriver eller læser den, fanget, ja, men også en del af hjertefeltet, der binder alle sammen, og sammenbinder al sandhed.

Er så dét sandt? Eller er det kun drøm, billede, negativ, delir, mani, ønske, måske bøn, spørger Joël sig selv, idet han ser ud ad vinduet, og prøver at bestemme, om havet bag og skriften her og han selv er virkelige.

Bålet som profeten og Gai sad om, er nu som skriften helt brændt ned, brændt til aske og til intet. Profeten er væk, Gai er væk, alle er væk – eller er alle steder. De forsvinder, bortvejres som røg af gammel brand. Ud i natten lyder et skrig. Jeg ved ikke om det er af fryd eller fortvivlelse og smerte. Jeg ved ingenting. Jeg tror meget, men glemmer det meste. Og præcis dét er sandhed.

–

Noter

Digterinden i afsnittet Legenden om Nattens Dronning er den græske digter Sappho.

Digteren, der er citeret (efter hukommelsen) ved ordene: ”Verden er en stor teaterscene, hvor alle spiller rollen som vidende, men ingen ved noget” er Isaac Bashevis Singer.

Tænkeren og rebellen i afsnittet Legenden om tro og glemsel er Voltaire.

Polyhistoren i samme afsnit er kulturhistorikeren og filosoffen Will Durant.

Højtryk; 2023