1.
Jeg frygter hverken død eller helvede. Kun at du går: Tilintetgørelse. Dét kalder jeg kærlighed, og det har intet med kærlighed at gøre.
Jeg lever for kærligheden, og jeg findes fordi jeg er bange for ikke at findes, jeg elsker og er bange for at blive tilintetgjort af kærlighed, og det har intet med kærlighed at gøre.
Jeg er altid på jagt efter en udvej, en udgang, altid på flugt fra kærlighed, og altid på vej mod kærlighed.
Så hvorfor findes jeg?
Måske for det Lys, der kaster denne skygge, disse ord, der omringer, indfavner, min inderste længsel:
Smertes ophør, der måske er livets ophør, den stille susen af sekunder og år, der gyldent løber og indrammer min fortvivlelse.
2.
Hvorfor findes jeg?
‘Jeg lever for kærligheden, og jeg elsker livet’. Jeg kender visdommen, men er den min? Kan den blive det?
Må jeg ikke gøre som Kristus siger i sin tale i Vandrer mod Lyset: Løfte mit hoved og ranke min vilje? Ikke give efter for de mudrede kilder, lidelsen der rinder fra mit inderste ved eksistensens rod?
Må jeg ikke søge at børste, leve mørkets tunge slagger væk, så kærlighedens og livets gyldne kilder igen kan flyde frit i mig?
Måske er den lidelse jeg føler ikke smerten ved langsomt at dø, men ved at blive født påny? Måske nærmer jeg mig ikke en afslutning, men en begyndelse?
Måske nærmer jeg mig livet fra de døde, ikke døden fra de levende? Er det det, der menes med, at hvedekornet må i jorden og dø for at kunne give liv til mange?
3.
-Hvor er her stille, råber jeg rasende og fortvivlet i det inderste hellige, hvor jeg søger svar på spørgsmålet hvorfor jeg findes.
Ved viljen sender min ånd en stråle af lys i min indre afgrund, og finder tilintetgørelsen, der ved berøringen vågner, og langsomt tårner uvejrsskyer sig op; de fylder og dækker hele horisonten og hele himlen:
Mørket reagerer proportionalt på Lysets vækst.
Skal det følge mønstret fra tidligere i mit liv, så vil også denne kamp gå for sig over måneder, måske år.
Denne sæd går dybt, og jeg må tålmodigt vente på høsten. Jo dybere vi sår, jo senere høst.
4.
Den der vil vinde evigt liv og kunne bære det, må også kende den evige død, tilintetgørelsen; ikke som realitet, men som kraft og mulighed.
Denne visdom når vi, hvis vi ser dybt i livets spejl.
Det er en enkel tanke, men som med alle enkle og dybe sandheder har også denne de videste konsekvenser.
Den der vil leve, må også kende døden, kosmisk og timeligt.
Vil jeg leve? Hvorfor?
Jeg prøver at tegne et billede i liv og skrift, og jeg holder det op mod virkeligheden.
Dækker det? Viser det ret? Er det sandt?
5.
Jo højere vi stiger på visdommens bjerg, jo dybere fald risikerer vi.
At leve er at bevæge sig, at gå, og det at gå er et stadig afbødet fald.
At leve er for mig at gå på Lysets smalle line med dybe svælg til begge sider. ‘Smal er den sti, der fører til frelse, bred den, der fører til fortabelse’.
Kierkegaard skrev: Troens vej er trang og stadig mere trang.
Den vej søger jeg at gå. At vandre mod lyset. Jeg søger at bevare kontakten til det indre lys, ikke at vende mig bort fra det.
Ved viljen skabes vejen under os mens vi går, træder frem. Og dermed skriver vi hver især med på livets og kærlighedens bog ad en vej, der er helt vores egen.
Sådan tænker jeg det er at leve. Spørgsmålet er dog stadig: Vil jeg dette, og hvorfor?
6.
Selv den mindste skabning kan kaste lange skygger, når Solen synker, og det går mod aften.
Mørket, fx hovmodet, er en rus, og den der går på line, må holde hovedet og tanken klar, viljen skarp.
Jeg får måske skrevet nogle brugbare ting, og straks vågner hovmodets fristelse. Måske jeg bliver berømt? Måske jeg er genial?
Men det er vildveje og uden betydning. Jeg kæmper en eksistentiel kamp, kæmper for mit liv.
Længe har tilintetgørelsens mulighed stået for mig som en vej, der måske ville blive min.
For nogle år siden drømte jeg om et mørke, hvor kun Gud var, ikke jeg. Jeg var ikke mere.
Skulle jeg så i åndelig betydning drikke mig fra sans og samling i hovmodets og selvbeundringens hidsende drik?
Eller holde hovedet klart og blikket frit så jeg kan se mit liv og dets mulige ende i øjnene?
7.
Er det mørke jeg kæmper mod nu – tilintetgørelsens kraft og mulighed – et udtryk får åndeligt eller astralt mørke?
Svaret på dét har betydning for, hvordan jeg bør forholde mig til det, og hvordan jeg måske kan kæmpe kampen til sejr.
I Supplement II til Vandrer mod Lyset, no. 71 står, at mørket kan udrenses og elimineres ved et intensivt tankearbejde, hvorved tanken frigør sig for et generende mørkekompleks, der skaber uro og lidelse.
Dette gælder – så vidt jeg forstår – det åndelige mørke. Det åndelige mørke kan også elimineres ved sorg og anger over tænkte onde tanker eller onde handlinger (Vandrer mod Lyset, s. 158-159).
Det astrale mørke udrenses – efter min erfaring – på en lidt anden måde:
Som et mørke der kan vågne til aktivitet ved en lokalisering og udpegning ved en åndelig lysimpuls ved viljen, hvorefter det kan vokse – måske gennem måneder eller år – som et indre uvejr, som før beskrevet; for derefter at kulminere, opløses og forsvinde, hvis man står fast i stormen, og ikke lader sig overskylle af mørkets astrale strømninger.
Det astrale mørke er ikke nødvendigvis forløsbart gennem tanke og samtale.
Så jeg tænker på, hvilken metode jeg skal anvende i dette tilfælde. Og jeg tænker, at tiden, livet og Gud nok skal give mig svaret på det spørgsmål.
Jeg må sætte den ene fod foran den anden, og blive ved med det, og derved sande, at vejen virkelig skabes under vores fødder, skridt for skridt, idet vi træder frem i tillid og tro.
8.
Tilintetgørelsens kraft og mulighed danner på en måde en ramme om mit liv, og har måske gjort det altid.
Det gør mig til et halvt menneske, en halv mand. Det er måske også det, der gør, at jeg overhovedet stiller mig selv spørgsmålet: Hvorfor lever jeg? Og er i tvivl om svaret. Hvorfor ikke bare leve? Hvor svært kan det være?
Det er som havde jeg en djævel på min venstre skulder, der bestandig hvisker:
Ja, det er meget godt altsammen, alt hvad du tænker, tror, håber, længes efter; alt hvad du kæmper for og alle dine sejre; til sidst løber det hele ud i renden her, bliver til intet.
Tilintetgørelsens kraft og mulighed gør mig usynlig for andre og mig selv, og den hindrer mig i at opnå basale sociale færdigheder som at sætte grænser, udtrykke behov og i det hele taget begå mig socialt.
For intet har vel ingen grænse, ingen behov, ingen gang på Jorden?
Intetheden i mit indre er ledsaget af dens fænomenologiske tvilling: Storhedsvanviddet. Af og til synes kun de to at være i mig, dem og ingen mellemting, ingen balance.
Men nu har jeg ved disse tanker og disse skriverier sat navn og ansigt på mørket, og dermed tegnet en ramme om dét.
Et lille overtag, eller står vi nu blot lige?
9.
Jeg tror man skal være varsom med at personificere sine indre dæmoner, fx ved en bogstavelig læsning af forskellige myter og sagn, fx Tolkiens eller Rowlings sagaer, og sige eller tænke, at det jeg kæmper mod – tilintetgørelsens kraft og mulighed – er Sauron eller Voldemort.
Dét har jeg selv tidligere været tilbøjelig til i forbindelse med mine andre kampe og lidelser.
Skal man ty til eventyret og myten bør man læse disse kunstværker som billeder på kampe og opgør mellem godt og ondt, der foregår i ét sind, ikke i den objektive verden, og ikke løsrevet fra én selv.
Hvis man læser dem bogstaveligt som udtryk for ydre realiteter forskellige fra én selv, står man i fare for at rive sig selv yderligere i stykker i bestræbelsen på at hele sit sind og personlighed.
Uhyrerne får et selvstændigt liv, de ikke har. Uhyret er i mig selv, det er en del af mig. Det må jeg tage ansvar for.
Jeg må – i en formulering jeg har brugt før – være i rum med det onde uden at flygte, uden at fortrænge det, se roligt på det, se på det som det er: En del af mit ansigt og hjerte.
Ellers bliver jeg aldrig hel igen.
10.
Paradis og helvede i et sind er hinanden så nær som to sider af den samme mønt. Men mønten er falsk, og det eneste man kan købe for den er eufori eller lidelse, to sider af det samme mørke.
Paradis og helvede er ikke indre tilstande, som man kan tænke efter et ord, Jesus af Nazareth er citeret for i Biblen.
Paradis er et sted, Guds Rige, et ydre sted vi alle vil nå til om ukendte evigheder. Helvede eksisterer ikke mere (jf Vandrer mod Lyset).
Den der søger Paradis i det indre under et liv på Jorden, får helvede med i købet, billedlig talt.
Det vi har som mennesker er et lille, blafrende lys, vi må skærme mod stormen med vores hænder for at det ikke skal gå ud.
Vi er ikke guder, og ikke djævle, vi kæmper ikke mod uhyrer, men mod det onde i os selv, fx tilintetgørelsens kraft og mulighed, som jeg gør det nu.
Vi er mennesker, Guds børn i åndelig forstand. Mennesker på godt og ondt og ingen er ren eller perfekt.
Dén ydmyghed må vi have. Måske den kan være en balance mellem storhedsvanvid og udslettelse, Paradis og helvede.
11.
Det jeg her kalder tilintetgørelsens kraft og mulighed er en kraft i mørket, og jeg oplevede den i dens fulde styrke og skikkelse for 35 år siden på et tidspunkt, hvor jeg troede, at jeg havde mistet min dual (for dualer; se Vandrer mod Lyset).
Det kan man læse om på min Skizofreniblog og i min selvbiografi Natten og gryet (2000).
Pointen er, at som ved alt ved mørket så er det løgn og illusion. Mørket kan ikke udslette os, højst få os til at føle som om vi blev det. I nogle tilfælde dog vedvarende og længe, fx som i mit tilfælde gennem årtier.
Den virkelige udslettelse er en mulighed, men først når vi har nået en vis grad af åndelig modenhed, og kun hvis vi virkelig ønsker det, og fastholder ønsket overfor Gud (jf Vandrer mod Lyset).
Hvis man mener, at ens lidelsens bæger er så fuldt, at ikke engang den evige salighed og fred kan opveje det, så kan man bede Gud om at udslette en af den evige eksistens og det evige liv.
Kommer vi i en sådan situation, så vil Gud altid forklare og vise os, hvad vi derved kan miste, og hvad vi kan vinde ved at fortsætte kampen for livet og kampen mod mørket.
Gud vil da i nedtonede billeder vise os livet i Paradis, som det formede sig for Hans/Hendes først skabte børn, de ældste og de yngste, i tiden før de ældstes fald (se Vandrer mod Lyset).
Hvis man da stadig fastholder ønsket om udslettelse, så tænker jeg, at det vil foregå i fuldstændig fred og ro uden lidelser af nogen art.
Men endnu har ingen valgt at lade sit levende jeg bortslette for tid og evighed af Gud, alle har valgt at fortsætte livet og kampen (jf Vandrer mod Lyset, fx Kristi tale i værket).
12.
I hinduisme, buddhisme og moderne spiritualitet opererer man også med tilintetgørelsens kraft og mulighed ved begreberne om moksha, nirvana og kundalini.
Her ser man dog begrebet som noget positivt, idet man hævder – så vidt jeg forstår det – at ved kundalinis fulde rejsning op gennem chakrasystemet, nås frigørelse, forløsning (moksha, nirvana) fra reinkarnationernes cyklus (samsara).
Denne forløsning kan også nås, siger man, gennem ikke-handlen eller ved at frigøre sig for tilknytning til vores tanker og handlinger, hvorved handlingernes konsekvenser (karma) standses.
Forløsningen kan nås gennem yogisk praksis (hinduismen) eller ved alt begærs udslukkelse (buddhismen).
Undertiden beskrives forløsningen som en kosmisk oplevelse, fx som forening med Gud eller med selve kosmos, at man bliver Gud eller Gud lig osv.
Alt det viser dog kraftens sande natur: Der er tale om en kraft i mørket, som man bør sky eller søge at overvinde.
At man forveksler dette mørke med Lyset, er dog forståeligt. For mørket har den egenskab, at det kan efterligne Lyset, så det ligner Lyset til forveksling, det jeg før har kaldt mørkets dobbeltaspekt; det, mørket, har både en ‘lys’ og en rent sort side.
Kundalinimørkets ‘lyse’ side er foreningen med kosmos, dets rent sorte side er udslettelsen. Men begge dele er illusion.
Således kan man tro, at man er forløst, tro at man forenes med kosmos, tro at man er Gud lig.
Virkeligheden er dog en helt anden, hvilket jeg personligt har erkendt ved dyrekøbte erfaringer:
Tilintetgørelsens kraft og mulighed, kundalini, er mørkets bedste bud på at udslette vores ånd for tid og evighed.
Det er en illusion – men følgerne kan alligevel være tragiske som i mit tilfælde, hvor jeg gennem mere end tre årtier har levet med en indre følelse af udslettelse og alt hvad dét medfører af lidelse.
Det ville jeg gerne – gennem disse skriverier – spare andre for at opleve, særligt dem, der alvorligt søger fred og frelse og forløsning gennem filosofier og religiøs praksis, der fører direkte ind i de mest alvorlige og tragiske og langvarige lidelser gennem det ondes blændværk.
13.
Er det muligt at overvinde tilintetgørelsens kraft og mulighed, kundalini, eller er processen – når først kraften har rejst sig gennem den astrale genpart (ikke chakrasystemet, som formentlig ikke eksisterer) – irreversibel?
Er med andre ord de lidelser, der hører til fænomenet kroniske, så de varer ved gennem hele det liv, den inkarnation, hvor fænomenet har manifesteret sig i den ulykkelige?
Er det måske muligt for mig ved at overvinde denne kraft at nå til det mål, jeg personligt har sat mig for min åndelige udvikling i dette liv, at nå til et punkt hvor jeg i sandhed kan sige:
Jeg lever for kærligheden, og jeg elsker livet?
Er det muligt for mig at nå en tilstand af åndelig fred – livets – eller må jeg resignere og søge at acceptere, at lidelserne, følelsen af indre udslettelse, vil vare ved, så længe jeg lever?
Er problemet måske todelt, så det både indebærer en kamp mod selve den mørkekraft, kundalini, der har rejst sig gennem min astrale genpart, og en udrensning af det brandspor den har afsat dér?
Er vejen først at overvinde selve kraften, og derefter udrense det mørke brandsporet udgør i min astrale hjerne og legeme?
Svarene på disse spørgsmål er eksistentielt vigtige for min sjælefred, og jeg vil søge dem i min indre viden og hos Gud.
14.
Svarene på de spørgsmål jeg stiller i det sidste afsnit tænker jeg er, at det nok er muligt at overvinde tilintetgørelsens kraft og mulighed, kundalini, men at udrensningen af det mørke, det brandspor, som kraften kan afsætte i den astrale hjerne og det astrale legeme, er livsvarig.
Dette svar stemmer med min indre viden og livserfaring, og jeg fornemmer, at Gud nikker sørgmodigt til denne erkendelse. Sådan er det formentlig.
Det betyder så også, at mit mål – at leve for kærligheden og at elske livet – er et ideal, jeg ikke kan nå fuldstændigt i dette liv, men er noget, jeg kan nærme mig ved en stadig og løbende astral udrensning med dertil hørende kampe, byrder og lidelser.
Det er en erkendelse, der dels fylder mig med sorg, men også med en vis ro. Det er en afklaring af et svært eksistentielt spørgsmål, jeg har kæmpet med længe og søgt svar på.
Det er som det er. Og det er vel også i orden, når det nu ikke kan være anderledes.
Jeg vil tage opgaven, kampen, på mig og søge efter bedste evne at udrense noget af det mørke, jeg bærer i mit indre.
Og resultatet kan jo blive en trods alt stigende indre ro, omend den fuldstændige fred og forløsning jeg har søgt, nok er uden for min rækkevidde.
Det er som det er. Og det er godt nok.
Epilog
Måske er det perfekte ikke det bedste, måske er det ikke engang godt – fordi det er umuligt for os mennesker.
Vi kan piske os selv rundt i livet og verden på jagt efter noget, der ikke findes her, fx den evige kosmiske forløsning og fred.
Overalt på markederne råber gøglere, markedsskrigere og tryllekunstnere:
Her er livet, her er forløsning, her er fred, her er Gud, jeg har alt, du behøver, jeg er alt du længes efter.
Sådan fødes ulykke.
Kierkegaard skriver et sted – her med et islæt af mine egne tanker – at om end livet er en mørk tale, så ti hellere dermed, at ikke andre skal smittes med tungsindets og rædslens bakterier eller selv udvikle deres kræftceller og knuder.
Men er en sandhed, man realistisk kan leve på mørk tale, hvis denne sandhed peger på vejen fra mørke til lys?
Sandheden om menneskets lille blafrende ild, vi må beskytte med hulet hånd for at den ikke skal slukkes og dø ud i stormen, vi lever i.
Er det ikke bedre end alle de luftspejlinger, fata morgana og lyserøde luftkasteller, vi stadigt falder igennem, og hvorved vi knuses mod jorden, virkeligheden; den åndelige kitsch, der falbydes overalt af lykkejægere og fantaster, der ikke ejer ægte omsorg for de mennesker de tror eller ikke tror at hjælpe og tjene?
Er virkeligheden ikke at foretrække for fantasien og drømmen, fx den virkelige kærlighed for den drømte og ønskede og begærede, hvor meget vi end længes efter den?
Er sandhed ikke bedre end løgn, livet bedre end døden, den død vi finder i det inderste mørke og i den inderste løgn, den at alt er măyă, illusion?
Højtryk; Ayt Wallal ved Meknes, Marokko, 2025
Forfatterskabet Højtryk 