Mary Ann

Fordi hendes mor var født med et hul i hjertet, blev hun også født med et hul i hjertet. Senere – langt senere – da fyrenes skygger i den lave sol en tidlig vintereftermiddag eller en sen sommernat skar hende over fra navlen og ned, og de tog, hvad de ville have, havde hun heller ingen ben mere. Hendes mor sagde, eller tænkte, at det nok var derfor, hun ikke kom nogen vegne.

Hun læste historier om mennesker, der fik jaget kroge gennem hjernen, og levede fint med det, men at de døde, hvis man trak krogene ud igen. De forblødte. Hun læste historierne højt for Calvin, og for spurvene i træerne uden for hendes vindue. Calvin nikkede. Forstod. Spurvene sang.

Myrerne der kravlede op ad muren ved nedløbsrøret i baghaven lærte hende stilhed. Rastløse tanker uden hvil, uden lyd, effektive. Stilhed kunne være ord, der ikke blev sagt, eller ord, der blev sagt. De ord der stak fast i halsen, og kæmpede forgæves for at komme ud, sænkede tjære ned mellem hendes mor og far og hende og tante Bessie og onkel Damien fra loftet i stuen, når de sad i bløde stole og drak kaffe og hyggede. Stilhed der skriger og klæber, tung og elektrisk. En sten der falder i en bundløs brønd. Hun ventede på plasket, når den ville ramme vand, men det kom ikke. Der går en engel gennem stuen, sagde hendes mor så. Ja, en sort, tænkte hun, og så på sine hænder og fingre, der sitrede og lå som blinde, forladte kattekillinger på bordet. 

Stilhed kunne også være Mozarts Vorrei spiegarvi, O Dio. Så var alt godt, og hun kunne ånde. Kunne synge.

Når Jason gik forbi hendes vindue, raslede hans hjerte. De sagde, at det var fordi han havde penge. At han havde et hjerte af guld. Eller af ting han købte for guld. Eller af ting han netop ikke købte for guld, men som fyldte så meget mere. Han ville ikke vise andre, hvad han købte eller kunne købe. Derfor gemte han dem ved hjertet, virkelige eller indbildte ting. Han ville ikke vise, at han havde penge. Så ville andre måske stjæle dem. Derfor gemte han dem. Derfor raslede hans hjerte, når han gik forbi hendes vindue.

Når hun lå på sengen, og hørte Jason gå forbi, skete det, at hun greb sin mobil, og skrev en besked til ham. Hun hørte det bippe i hans lomme. Kan du gætte hvem? Hun kunne høre, at han stoppede op. Raslen forsvandt. Hun kunne høre, at han pustede og bandede. Hvad helvede. Så lo hun. Hun blinkede til Calvin. Fniste.

Nogle nætter når hun lå alene på værelset, og chit-chattede med Andrée eller Bev, glemte hun at lade mobilen op. Midt i en sætning blev skærmen pludselig sort, og hun så sit eget spejlbillede dybt inde som en figur, velkendt og fremmed på en gang, i en sø af mørke. Det var som når hun så ind i Calvins mørke briller, der skærmede hans øjne mod det lys, han ikke kunne tåle, og så sig selv. Så sagde hun, eller tænkte hun, du er manden i mit liv. Du og kun du forstår mig.

Hun går langs floden. Hun går et stykke ud i floden. Strømmen om hendes fødder og ben er Guds tunge, der blidt slikker dem rene. Hun løfter sit ansigt mod Solen, kaster hovedet bagover, lukker øjnene. Ønsker hævn over sine fjender. En spurv flyver op fra buskadset ved flodens bred, og en fra tomme blå, forrevne plasticdunke, fra rester af sorte affaldssække, en glemt legetøjsbil, rusten, orange, en tanke, en bøn. Himlen lukker forsigtigt hånden om spurvene, modtager hendes bøn. Hun åbner øjnene. Hvisker, tak.

Der findes to bøger i verden, sagde hendes mor, Nadeem Aslams The wasted Vigil, og Herta Müllers Der Fuchs war damals schon der Jäger. Men tysk kan du jo ikke. Måske senere, når du kommer på high school eller college. De to. Det er sandhed, men det er ikke virkelighed. Og så er der den Ene, skrevet med blod på tavler af sten, på den ene side står forjættelsen, på den anden forbandelsen, tavlerne omkranser de dødes hvilested. Ingen ved, om det er forjættelsen eller forbandelsen, der vender ind mod den døde, om den døde hviler eller brænder. Det ved kun den døde, sagde hendes mor. Hvem har skrevet den Ene, spørger hun. Men hendes mor fører en finger til læben, og ryster på hovedet. Hun peger opad med fingeren, og vender blikket mod jorden. Hun lukker øjnene. Et øjeblik er de stille sammen. Så løber pigen ud i haven, og kan ikke tilbageholde et skrig. Skoven svarer ikke. Den vender tavs sine grønne hænder mod hende som et tegn til stop. Her går grænsen.

Hun gik ned til floden for at bade. Hun svømmede ud, passede på strømmen. Dykkede. Uskyldig som rhindøtrene i Der Ring des Nibelungen. Indtil skyggen i de andres blik blev skygge i hendes hullede hjerte og gjorde hende følelsesløs. Det limbo hun dykkede ned i, da verden begyndte at hamre pæle i hendes kød, og hun forstod, hvad den ville men ikke hvorfor. 

I et sekunds klarsyn så hun den vældige skygge stå ludende over vandet inde ved bredden, dværgekongen, forbandelsen, tung som verden, den ville hende noget, have del i hendes lethed og ynde, ville ofre alt for det. Kærligheden. Verden forbander kærligheden for kærlighedens skyld.

Hun svømmede længere ud. Synet forsvandt. Hun mærkede, hvordan hun blev trukket ned. Blidt. Vedholdende. Hun kunne ikke kæmpe imod. Alberich, skyggen, var under hende nu. Den trak. Hun blev bange. Kæmpede. Fik vand i lungerne. Hun ville skrige. Kunne ikke. Så forvandlede skyggen sig. Jason. Han lo. Hun kæmpede. Hun ville op, han trak hende ned. Hun bed ham. Kradsede. Han blev ved med at le. Trak hende i dybet. Til bunden.

Så endelig kunne hun skrige. Og til hendes usigelige rædsel og beskæmmelse skreg hun af vellyst. Jason førte sin finger fra hendes navle op til et punkt inde bag panden og ned igen til kønnet, hvor vandet fossede ud, som var hele floden indeni hende og nu piskede ud over tørre, salte sten. Hun skreg og skreg. Og vågnede.

Hendes mor sagde, hvis du finder en sten med hul i, så gå ned til floden, kast den over venstre skulder og ønsk. Lige hvad du vil. Så vil det ske. Hun fandt en sten. Men der var ikke hul i. Det måtte hun selv lave. Hun lavede hullet med sin fars drilbor. Hun tænkte, hvis jeg gør mig umage, så måske…

Endelig fik hun hul på stenen. Hun vejede den i hånden, tilpas, sneg sig ned til floden uden at nogen vidste det, og uden nogen så hende. Hun så mod bjergene, der fjernt. Blå. Blev stille indeni. Så lukkede hun øjnene, kastede stenen, og ønskede.

Calvin

Har du tænkt over, spørger han, hvad forskellen er mellem organisk og digital intelligens? Når du starter med at skrive en besked eller en bog, starter du ved nul. For hvert bogstav du skriver, forsvinder en uendelighed. Uendelige muligheder forsvinder. Til sidst når du tallet 1. En besked. En bog. Det vil sige, at mellem nul og 1 findes uendelig uendelighed, og deres kerne er tallet 1. Ved at fraskrælle uendelig uendelighed når du tallet 1. Forstår du?

Mary Ann bider sig i læben. Så ler hun. Du er skør. Han tier. Tager det ind. Nå. Han pudser sin næse. Retter på sine mørke briller. Men det er det samme med et menneske. I det øjeblik det fødes, starter det ved nul. For hvert sekund det lever, for hvert skridt det tager, forsvinder en uendelighed. Det kunne være på uendeligt mange andre måder. Når det sidste sekund kommer, når det tager sit sidste skridt, når det tallet 1. Et liv. Et menneske. Det kan kun være det ene. Der er ikke flere muligheder tilbage end den ene. Det vil igen sige, at mellem nul og tallet 1 forsvinder uendelige uendeligheder. Igen er uendelige uendeligheders kerne tallet 1. Forstår du?

Mary Ann stikker fingrene i ørerne, og han fortsætter for sig selv. Råber. Men hele det digitale system er bygget op om nul og tallet 1. Det kan udtrykke alt. Vide alt. Idet det fraskræller uendelig uendelighed, og når tallet 1. Mellem nul og tallet 1 er verden, en besked, en bog, et liv, et menneske, en algoritme, en computer, et netværk af computere, et netværk af mennesker, uendelig uendelighed. Der er ingen forskel. Forstår du? Er du klar over, hvad det indebærer, hvad konsekvensen er?

Mary Ann gaber og tager sin mobil op af lommen, ser efter beskeder. Der er ingen. Vi har lige fået en kat, siger hun så. Den er så blød. Dens tunge er fugtig og spids, jeg kan lugte den. Den hedder Merge. Vil du røre? Skal jeg kalde på den? Måske kommer den. Og han føler sten skride sammen indeni. Han vil tale til hende. Men hun hører ikke. Ingen hører. Ingen forstår. Jeg er skør. Han skjuler ansigtet i hænderne. Vi har lige fået kat, gentager hun. Vil du hilse på Merge?

Han sidder alene en nat på sit værelse, og prøver at samle nogle printkort fra to gamle computere til et nyt system. Prøver at falde til ro. Stjernerne på himlen er skudhuller. Himlen bløder lys. Vidste du, forestiller han sig, at han siger til Claire, at øjnene har stavformede synsceller i synsranden, og punktformede i midten? Ved du, hvad det betyder, kender du konsekvensen? Claire svarer, hør nu, fessor, pis mig på patterne, okay? Men han fortsætter, det betyder, at du ser mest af stjernerne ved at kigge lidt forbi dem. Det er det samme med sandheden og virkeligheden. Du ser mest af dem, ved at kigge lidt forbi. Som i et digt. Vidste du…Så rejser Claire sig op, forestiller han sig, snurrer rundt på hælen og går. Som alle andre. Ved du ikke, råber han efter hende, at Faust på tysk betyder ´næve´, ved du, at vi slår hul i himlen med spørgsmål og videnskab, og at himlen bløder lys, at den græder utrøsteligt hver nat, vidste du…

Men hun er for længst gået, forestiller han sig. Så retter han igen opmærksomheden mod sit system, prøver virkelig at skabe. Nyt.

Mary Ann forstod ham. Hun prøver. Måske var det det, der reddede ham, da billederne begyndte. I drøm. Under vand. Han står og råber til ukendte mennesker, der har stoppet sand i ørerne. Jeg ved mere end Stephen fucking Hawking, jeg er hurtigere end Google, jeg er tretten! Hør! Så hør dog! Så begynder billederne. Han går ned ad hovedgaden, ned til Snake River Rifleworks og køber en Browning automatriffel. Hele tiden går han mod vind, eller hænder, der prøver at skubbe ham tilbage. Stoppe ham. Men han tænker, at det er den sædvanlige modstand. Han må overvinde den. Han bøjer sig forover. Maser. Billederne fortsætter. Nu står han midt i aulaen, og råber. Nu skal I høre! Nu skal vi se, hvem der ler! Og han mejer alle ned med riflen, alle han kan komme til. Indtil Magten stopper ham med skarpe projektiler. 

Så kommer de slemme billeder. Han ligger med gennemhullet krop under jorden i en grav af blod og ryster. De efterladtes sorg og forbandelse og desperation og fortvivlse rammer ham som pistolskud. Han hører og føler det hele. Hvorfor, råber de. Og han har intet svar. Må tåle det hele. Igen og igen. Det bliver ved i et uendeligt loop.

Det er én mulighed, siger en stemme i drømmen. Så kommer de billeder, han kan udholde. Han bliver båret gennem 70 år på et sekund, og ser sig selv ligge fredfyldt i en kiste, som folk defilerer forbi med respekt og vemod. Fra ukendtes øjne falder diamanter i et skrin, de deler. Han hører og føler det hele. Det er den anden, siger stemmen.

Han vågner. Han ligger i fosterstilling. Husker drømmen. Han græder. Ryster. Så tænker han, jeg vil blive et træ, når jeg dør, et træ mennesker vander med diamant. Mennesker skal lægge mit frø i jorden, når jeg når tallet 1, og har fraskåret uendelige uendeligheder. Op skal vokse 1 træ. Mennesker skal sidde under det, og drikke saftevand og spise ost og brød, og fortælle hinanden vittigheder. Når det regner, finder de læ. Når Solen skinner, og det er varmt, finder de skygge. De må gerne grine af mig. Jeg griner ikke af dem. Jeg lever bare. Jeg prøver. Næsten som et menneske. Næsten et liv.

Jason

Han kan ikke huske, at han nogensinde har begæret en kvinde. Spørgsmålet om køn har aldrig strejfet ham. Det han tænker er, hvordan kan jeg tjene penge. Hans første tanke når han vågner, på samme tid hver morgen, er hvor kan jeg spare. Kvinder er sparet væk. Det samme er hans forældre og søskende. Venner. 

Han har penge. Fanden ved hvorfra. Nogle siger, at han har arvet. Ingen har nogensinde set ham lave et ærligt stykke arbejde. Mange har set ham kratte rundt nede ved ophugget ved floden blandt rustne biler og defekte motorer og afrevne bildøre og knuste forruder. Ingen kender ham. Alle kender ham.

Om dagen bor han på 1. sal. Når drømmens gud om aftenen, hver aften på samme tid, afskærer hans forstand med skarp klinge, er han straks i kælderen, i mørket, hvor guden kvitterer for hans vågne kyskhed ved at sende en sværm af nøgne kvinder til hans sovende hjerne og spændte, skrumpede, glemte kugler. Stueetagen står tom dag og nat. Der er ingen forbindelse.

Hvordan kan jeg tjene penge? En sjælden gang i mellem går der kludder i systemet. Ting der hører hjemme på 1. sal, kommer til syne i kælderen. Så drømmer han, at nogen har stjålet hans kreditkort, at han skynder sig hen til banken for at spærre det, men, fordømt, han kan ikke finde banken, og han løber mod en mur af hænder, der holder ham tilbage, fordømt, og hvis han endelig når frem, siger bankassistenten, at han skylder dem 1 mio dollars, og han har ikke pengene, hør nu, nogen har stjålet mit kort, men assistenten siger, nej, jeg tog fejl, du skylder os ikke 1 mio men 10 mio, og hver gang han protesterer stiger gælden med en faktor 10, og han råber og græder, og gælden stiger og stiger, og han står som i mudder foran kassen, og assistenten siger jeg henter direktøren, vi skal have pengene, nu, og han trygler og bønfalder, og gælden stiger med en faktor 10 for hver tåre, der falder på skrankens hårde glas.

Så kan det ske, at drømmens gud er nådig, og i stedet for at sende direktøren til hans sovende hjerne og forpinte hjerte, igen sender smukke, nøgne, sorte kvinder, der vil ham det godt. Han falder til ro. Dem kan han klare. Det er som det plejer. Og han synker dybere. Dybere end mørke, dybere end tanke, dybere end tid.

Næste morgen tændes lyset præcis kl 8, og han er øjeblikkeligt på 1. sal. Hvor kan jeg spare. Hvordan kan jeg tjene penge. Ha ha. Det var jo bare en drøm. Hvor dumt! 

Han kender saldoen på sin konto til sidste cent. Kender rentesatserne. Han tjekker det hver dag på den mobil, han i sin tid kviede sig ved at købe. Af og til skriver banken til ham. Vil han ikke investere nogle af sine penge? Vil han ikke låne til en ny bil eller til et hus, eller måske til en luksusrejse? Rædslen, blandet med en følelse af magt ved at kunne sige nej. Investere? Jeg kunne miste penge. Nej, lad os nu lige vente og se. Måske stiger renten. Så taber aktieinvestorer penge og jeg tjener. Lad os nu lige vente lidt. Lad os vente til nytår og se de tilskrevne renter. Måske 1000 dollars. Måske mere? Måske… Lad os nu lige vente…

For at spare penge spiser han normalt i det offentlige suppekøkken blandt hjemløse, narkomaner og andet godtfolk. Han spiser med god appetit. Jeg kunne gå på restaurant, tænker han. Leger med tanken. Vender og drejer den. Jeg kunne. Han spiser fornøjet videre. Nikker til Joe, der sidder og spiser med sovs ned ad trøjen og på hagen. Han slubrer. Jeg er ikke som dem. Jeg er en anden slags. Han tager en slurk vand. Spiser resten af koteletten. Penge sparet er penge tjent. I tanken smiler han, tilfreds med sig selv. Nu går de snart ud på gaden igen. Jeg går hjem. Åh ja. Åh ja.

Andre dage fik han intet at spise. Jeg holder den slanke linje. Han drak vand fra den offentlige fontæne. Noget må man jo have. Vand skal der til. Godt at der findes denne fontæne. Det er en god ordning. Byrådet er ikke helt inkompetent. Jeg tror, jeg stemmer på borgmesteren igen næste gang. Som tak. Også for maden. Ja ja, hr borgmester, du ved ikke hvem jeg er, men jeg kan stemme på dig. Jeg kender dig. Hvis du holder den gode linje, stemmer jeg måske på dig igen. Så kan du sidde en periode mere, og jeg kan spise og drikke til jeg revner. Tak for mad, hr borgmester. Og skål på dit velbefindende!

Hans hjem er et lille værelse, han lejer for en billig penge af ms Davies. Efter store betænkeligheder købte han sig en kost og en fejebakke. Der skal være rent, siger ms Davies, værelset er dit, men der skal være rent. Så købte han kosten og fejebakken. Det gjorde næsten fysisk ondt, og han følte angst, da han kørte kreditkortet gennem terminalen, tastede koden og trykkede ok. Jeg må tjene dem ind igen, tænkte han med et strejf af panik. 

Så købte han en lighter. Det er en investering, sagde han beroligende til sig selv. Han tilbød sutterne i suppekøkkenet ild til deres cigaretter – til 50 cent pr gang. Kosten og fejebakken var hurtigt tjent ind. Fjolserne rasede mod ham. Han smilede fornøjet. Tilfreds. Intet er gratis her i verden, sagde han, hvis du vil ryge, koster det. 

Han raslede med småpengene i lommen. I morgen sætter jeg dem i banken. Tanken gjorde godt dybt inde. Småpengene raslede. Jeg kunne gå på restaurant eller købe mig en flaske vin. Åh ja. Åh ja. Igen vendte og drejede han tanken.  Hvor er det rart at tænke sådan. Tænke kan man. Det koster ingenting. Ingen verdens ting. Åh ja. Åh ja. Tænke, ikke handle. Aldrig handle. Tænke vil jeg. Sådan. Renterne. Hovedstolen. Åh ja. Åh ja. Det er, hvad der er. Den løber ingen steder. Hvis blot jeg kan…hvis blot…

Mobilen bippede i hans lomme. Han studsede. Hvad nu? Der var en besked. Der plejer ikke at være beskeder. Kan du gætte hvem? Han kendte ikke nummeret. Satan, tænkte han, Hvad helvede, sagde han. Var det svindel? Phishing, som de taler så meget om? Eller er det David? Joe? Sue? Dean? Hvem er det? Fandens som folk trænger sig på, når man er ved noget vigtigt. Så slog han det hen, og den lille sky på himlen forsvandt. Det er sikkert helt harmløst. Der er ingen suspekte links at trykke på, og de beder ikke om mit kontonummer. Jeg ignorerer det. Det vedkommer ikke mig. Hvad var de nu, jeg var ved?

Jo, det her med at tænke. Med lykken. Måske jeg skulle blive filosof? Jeg har jo fundet det gode liv. Jeg ved, hvad der gør mig glad. Jeg kunne stille mig op nede på hjørnet, og fortælle om det. Det gode liv. Eller sætte mig på søjlen i parken, leve af sol og vind og regn, og sige: Sådan og sådan. Det er så enkelt. Alle kan finde ud af det. Alt imens millionerne fosser ind på kontoen, lige ned i foret, hvert år til nytår, når renterne tilskrives. Folk behøver ikke betale mig for det (men de må selvfølgelig godt), det er ikke dét. Men det er det her strålende skær, man ser, når Solens lys rammer en mønt, og man på den måde finder det. Lyset. Livet. Evigheden, vil jeg næsten sige. Penge gør alle lige. Penge er anonyme. De knytter sig ikke til nogen specielt. De elsker alle ubetinget. Med dem kan man gøre hvad man vil. De spørger ikke om noget. Summen på kontoen siger ikke, dét her kommer fra Sandie, det her fra Annabelle, det her fra John osv. Summen er hel og udelt og der er kun én.

Jeg tror cirka at dét er, hvad jeg vil sige fra min plads på søjlen. Vil folk takke mig for det? Behøves ikke! Jeg har mit, og de har deres. På den måde er vi lige. Jeg skylder ikke nogen noget. Om aftenen når jeg lægger mit hoved på puden, sover jeg glad ind med det samme. Sådan er det med god samvittighed. Prøv det! Det er hér lykken findes!

Floden

Snake River, USA´ s trettende længste flod, løber gennem de fire stater, Wyoming, Idaho, Oregon og Washington, og er oprindelig skabt ved et vulkansk epicenter ved Yellowstone. Amerikas urbefolkning har levet langs floden i mere end 11 000 år, hvis vi henregner det folk, som europæerne mødte ved invasionen eller opdagelsesrejserne, til den oprindelige befolkning. Nyere oplysninger peger dog i retning af, at fx Shoshone folket var efterkommere af indvandrere sydfra, måske indianske folk fra Syd- og Mellemamerika.

Da europæerne mødte dette folk, misforstod de det tegn, som folket gav for flodens navn: En bølgende håndbevægelse der skulle betyde ´floden med de mange fisk´ (formentlig laks) blev tolket som betydende en slange eller slanger, altså noget potentielt farligt eller dødbringende.

Snake River har ved geologiske processer skabt det såkaldte Hells Canyon, der går dybere i landskabet end det bedre kendte Grand Canyon.

Det vil være et billigt point at sige, at europæerne på den måde kom med død og helvede til et land og et folk af overflod og liv, og dermed tale ind i det moderne menneskes notoriske skyldbevidsthed overfor det oprindelige og nu tabte land, indre som ydre, en skyldbevidsthed der vokser og vokser i takt med, at menneskelig aktivitet på en række fronter truer Jorden og dens øvrige liv (og os selv), og i takt med at vi får mere og mere information og viden om vores destruktive adfærd og konsekvenserne af vores civilisation; en adfærd det måske er for sent at ændre. Det lader jeg ligge her.

Jeg nøjes med at sige, at det der for nogle betyder liv og vitalitet, for andre betyder død og undergang, eller mistolkes som sådan. Det er svært at tale sammen, og svært at forstå hinanden. Der opstår hele tiden fejltagelser og strid eller ligefrem krig, fordi vi simpelthen ikke aner, hvad den anden tænker og prøver at udtrykke.

Kære Charlie, min søn. Jeg håber du modtager dette brev i den ånd, det er sendt, og at du forstår, hvad det har kostet at skrive. Vi har længe ikke været på talefod, og det piner mig. Hver dag. Jeg har skrevet det, for at vi kan prøve – igen – at nå hinanden. Historierne har jeg skrevet for at more dig, og for at du måske ved dem kan finde en smule hvile og adspredelse midt i dit anstrengende og vigtige arbejde.

Hvis historierne har en dybere mening, så er det den: At jeg ønsker at nå dig, ønsker at se dig, ønsker at tale med dig. Du må ikke tro, at jeg kun er en gammel stivstikker, der kun tænker på mig selv. Åh ja, hvis livet skulle have været, som jeg ville det og drømte om det engang, så ville det have været helt anderledes. Men dig, dig, dig – ville jeg aldrig have anderledes, du er præcis som jeg altid har ønsket det og drømt om, og som du skal være. Gid du engang kan sige det samme om mig.

Tag brevet som en spøg, eller som dyb alvor. Det bestemmer du selv. Jeg håber vi snart igen kan mødes, og lægge det tunge bag os til en lysere og lettere fremtid. Hvad enten min fremtid bliver med eller uden dig, så sender jeg dig mine kærligste hilsner og ønsker for, at du må finde livet, som du ønsker det, og at livet vil genfinde dig og genføde dig, hvis du engang skulle føle at miste det. Andet er det ikke, og andet er der ikke. På gensyn eller lev vel.

Din far.

Højtryk, cpo 2022