Nogle mener som bekendt, at hvis ikke der fandtes religion, ville verden være et bedre sted. Og det er helt sikkert, at megen vold og de mest forfærdelige ugerninger er begået i Guds navn.
Religion kan være rene magtmidler og magtinstitutioner, hvis eksistens forsvares med blod og ild, og hvis udbredelse sker ved sværdet.
Hvordan kan det være? Jeg tænker, at et væsentligt aspekt er, at tro og religion kan opfattes som absolutte eksistentielle nødvendigheder, idet mange religioner, fx kristendom og islam, hævder, at hvis ikke vi bøjer os for disse trosforestillinger, går vi evigt fortabt i helvede.
Hvis man således tror, at Gud vil straffe os, hvis ikke vi bliver kristne eller muslimer, og at troen derfor er en absolut nødvendighed, så vil man forsvare og søge at udbrede sin tro med selvopretholdelsesdriftens styrke bag.
Og selvopretholdelsesdriften, der ifølge Vandrer mod Lyset skriver sig direkte fra mørket, det onde, skeler ikke til sådanne ting som næstekærlighed, tolerance og kærlighed. Den skyr ingen midler.
Derfor vil den troende let komme til at forråde religionens inderste i sine handlinger, hvis denne religionens inderste er kærlighed. Næstekærlighed og selvopretholdelsesdrift vil her kollidere, og da vi kun er mennesker, som har vores fysiske oprindelse i mørket (jf Vandrer mod Lyset), så vil ofte selvopretholdelsesdriften sejre, og Gud og religionen og kærligheden forrådes.
En tro der i sin oprindelse er kærlighed, bliver herved til intolerance, fordømmelse, vold og krig, fordi man tror den afgørende for vores evige skæbne, og derfor beskytter man den og udbreder den ved selvopretholdelsesdriftens motor og styrke – ved sværd, blod og ild.
Vandrer mod Lyset, der er sandheden bragt i Guds Navn, siger noget helt andet: For Gud er vi alle lige, og alle vil engang indtræde i Paradis, Guds Rige, når vi har sejret over mørket, det onde, i os selv, og når vi har fuldendt vores åndelige udvikling. Helt uanset hvad vi tror eller har troet på.
Gud ser ikke så meget på vores tro, som på vores handlinger; om vi søger at vandre mod Lyset, om vi søger at overvinde mørket i os selv og mellem mennesker, om vi søger at følge vores samvittighed, om vi af al evne søger at højne og forædle vores ånd i overensstemmelse med Lyset, kærligheden, om vi søger at elske vores medmennesker som brødre og søstre i åndelig forstand, om vi søger at tilgive dem, der måtte have vores tilgivelse behov.
Der kan være megen omsorg, omtanke og kærlighed forbundet med fx kristen mission, idet man kan se denne tro som den eneste vej til frelse og salighed. Men hvis vi skal tage brodden af noget af den religiøse intolerance, fordømmelse og vold, der stadig findes, så må vi tage tanken om helvede og ”Guds straf” helt ud af den religiøse ligning, for at ikke selvopretholdelsesdriften skal sejre over den almindelige mellemmenneskelige kærlighed.
Hvis vi gør det, bliver det klart: At Gud ikke straffer noget menneske, men at Han elsker alle ubetinget og uendeligt, og at Paradis og den evige salighed er for alle uden undtagelse.
Forfatterskabet Højtryk 