Som måske bekendt så søgte filosoffen Immanuel Kant i sin erkendelsesteori (Kritik af den rene fornuft) som en reaktion mod David Humes radikale empirisme – at alle tanker og ideer er afledte af sanseindtryk (impressions; A treatise of human nature) – en teori for erkendelsen, der var uafhængig af erfaringen eller sansningen.
Kant begynder sin undersøgelse ved at formulere en transcendental æstetik, hvor han siger, at rummet og tiden ikke kan borttænkes, og som sådan er a priori anskuelsesformer, altså grundlæggende måder at tænke på, som er uafhængige af erfaringen.
Dette udgangspunkt er fatalt for hans forsøg på at skabe et sikkert grundlag for erkendelsen. For ved at hævde rummet og tiden som grundlaget, de a priori anskuelsesformer, knytter han netop erkendelsen til erfaringen og sansningen i rum og tid. Resultatet er da også et paradoks: Kant ender med en erfaringsuafhængig erkendelse, der ikke kan overskride enhver mulig erfaring (i rum og tid).
Hvad er der galt med de a priori anskuelsesformer rum og tid? Hvis vi her henter hjælp i Vandrer mod Lyset, så ser vi, at rum og tid faktisk godt kan borttænkes. I det såkaldte Urkosmos fandtes ifølge dette værk alle muligheder; muligheder for alt godt og alt ondt ved henholdsvis lyset og mørket, der er to selvstændige, hinanden modsatte urkræfter. Urkosmos var altså alle muligheders verdenstilstand, heraf mulighederne for rum og tid, der ikke oprindeligt fandtes i fuldt udfoldede skikkelser, som vi nu kender dem. Rummet og tiden udfoldedes langsomt, gik fra muligheder til virkeligheder, i takt med Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket, frem imod lyset.
Så rum og tid kan altså godt borttænkes, i hvert fald hvis vi tænker på dem i den skikkelse de har i dag.
Efter min opfattelse skulle Kant ikke være startet med rum og tid som a priori anskuelsesformer, men have taget udgangspunkt i noget helt andet: Nemlig at det vi ikke kan borttænke, og som sådan kan danne et sikkert fundament for erkendelsen, er tanken selv. En tænken tanken bort er selv en tanke, og bekræfter således grundlaget: At tanken er det absolut sikre grundlag for al erkendelse, det ene, der ikke kan borttænkes.
Denne tanke er parallel til resultatet af René Descartes metodiske tvivl (Afhandling om metoden): At vi nok kan tvivle om alt, blot så ikke om at vi tvivler. Og da en tvivl er et udtryk for en tanke, kan tanken ikke borttænkes. Hvis tanken altså findes, må der være én, der tænker, og denne tænker må for at kunne tænke også eksistere. Derved samtænker Descartes tanke og eksistens (”jeg tænker, altså er jeg”; cogito ergo sum) på linje med Ardor, når han i sin fortale til sin beretning i Vandrer mod Lyset siger, at tanken (den guddommelige tanke eller Urtanken) er altings ophav, altså også grundlaget for al erkendelse og eksistens.
Her er der måske et frugtbart område og udgangspunkt for erkendelsesteorien, hvis ikke vi vil nøjes med Kants paradoks, der nødvendigvis fødes og følger af en transcendental æstetik knyttet til rum, tid og sansning og dermed til erfaring.
Det kunne jo tænkes, at hvis ikke rum og tid er fundamentet for erkendelsen, men derimod tanken, at så erkendelsen alligevel kan bevæge sig hinsides rum og tid og erfaringerne i disse. Hvis Gud tænkes og antages at være hinsides rum og tid, så kan der her måske være mulighed for en filosofisk og videnskabelig erkendelse af Den Højeste.
Her vil tænkningen dog formentlig møde den vanskelighed, at den menneskelige tanke (og vilje) findes og arbejder i rum og tid. Vi er ikke hævet over disse størrelser. Derfor har tanken her brug for transcendens, brug for – om muligt – at overskride sig selv.
Men om dét kan lade sig gøre, må være op til fremtidige undersøgelser og tænkning at afgøre.
(Se også min artikel Fra Hume til Kant)
(2025)
Forfatterskabet Højtryk 