Den følgende redegørelse for begreberne og fænomenerne rum og tid bygger på Vandrer mod Lyset, idet jeg samtidig søger at drage forbindelse til traditionel og nyere filosofisk og videnskabelig teori.
I Kommentaren til Ardors beretning kap. 1 i Vandrer mod Lyset står s. 148 (i den trykte udgave), at åndelige væsner regner tidens begyndelse fra Guds emanation, fremståen, men at – for nøjagtigheds skyld – tiden havde sin første oprindelse ved den første urosdirren ved tankens og viljens første dragning mod hinanden ind i lyset og bort fra mørket, dvs ved overgangen fra hvile til kamp, og den deraf følgende begivenhedernes rækkefølge.
Samtidig står der s. 146 (stykket med småt), at den i værket givne redegørelse for Urtankens og Urviljens kamp mod mørket og de hertil hørende beskrivelser af rum og tid må opfattes abstrakt, og ikke drages ind under af mennesker kendte forestillinger om rum og tid.
Jeg vil her prøve at kaste nyt lys over disse begivenheder og fænomener.
Hvis vi betragter det Vandrer mod Lyset kalder Urkosmos, så fandtes her tanke, vilje, lys og mørke, men der fandtes ingen tid, da tiden først, som nævnt, startede ved overgangen fra tankens og viljens hvile til kamp. Vi kan derfor betragte Urtilstanden som et evigt nu, der ved overgang fra hvile til kamp udfoldedes i de tre tidsdimensioner, fortid, nutid (nuet) og fremtid. Dermed er tid og evighed ikke – som nogle mener – modsætninger, men – gennem nuet – identiske.
Derfor kan vi også sige, at det evige – gennem nuet og tiden – er en del af denne verden, og har været det, så længe der har været jordisk tid – hvilket ifølge Vandrer mod Lyset har været tilfældet siden de Yngstes første inkarnationer; det evige kom ikke først ind i verden ved Jesu inkarnation, som en tænker som Kierkegaard vil vide det, idet han betragter dette som kristendommens grundparadoks.
Vi kan betragte tiden – ikke som en linje – men som en cirkel eller ring, idet de tre tidsdimensioner hænger sammen på den måde, at det vi fx kalder ”i morgen”, altså fremtid, i overmorgen er fortid, mens fx ”i går” i forgårs var fremtid. Det hele bindes sammen af og udfoldes ved det evige nu, eller vi kunne sige ved tidens evige ring.
På samme måde kan vi betragte rummet: I Urkosmos var der intet – i menneskelig forståelse – rum, men rummet udfoldedes i de tre kendte dimensioner ved overgangen fra hvile til kamp for at få sin endelige skikkelse og omfang ved Guds emanation.
Rum og tid er altså direkte konsekvenser af Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem mod lyset, kulminerende ved Guds fremståen som Personlighed, idet rum og tid her langsomt udfoldedes i deres endelige dimensioner og til deres endelige skikkelser.
Det er muligt, at det Vandrer mod Lyset kalder den 4. dimension (Kommentaren s. 167, stykket med småt), hverken er en ren rum- eller tidsdimension, men derimod det, der binder rum og tid sammen, hvilket er den guddommelige Tanke og Vilje.
Rum og tid har altså ikke altid fandtes, men de er skabt ved Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem imod Lyset, og er således af guddommelig oprindelse. Ved Guds emanation og sejr over mørket har de fundet deres endelige skikkelser, og Gud er derved blevet Herre over også rum og tid, som Han/Hun er det over Lyset og Livet, idet Gud er hævet over rum og tid som deres Skaber. Samtidig er rum og tid redskaber ved hvilke Gud skaber orden i verden.
En tænker som Immanuel Kant har ment, at rum og tid – modsat Aristoteles – er grundlæggende betingelser for erkendelse, idet de for ham er a priori (dvs erfaringsuafhængige) anskuelsesformer. Rummet er knyttet til den ydre sans, tiden til den indre. Dette afhandler han i sit erkendelsesteoretiske hovedværk Kritik af den rene fornuft under afsnittet om den transcendentale æstetik. Rum og tid er altså ifølge Kant abstrakte begreber, knyttet til bevidsthed.
For Aristoteles er rum og tid mere konkrete størrelser, idet han i sin Fysik synes at hævde rummet som en art mere eller mindre fyldt beholder (fyldt med materien), idet han afviser eksistensen af det tomme rum, og tid er for ham knyttet til bevægelse og forandring af stoffet i dette rum, idet stoffet i tiden langsomt bevæger sig i ring fra Gud gennem formernes gradvise udvikling og forædling (aktualisering) af stoffets muligheder (potentialitet) og tilbage til Gud, hvorved det når sin højest mulige fuldkommenhed. For præcisionens skyld skal det siges, at Aristoteles ikke mener, at tiden er selve bevægelsen og forandringen, men målet for dem, dvs et tal eller en enhed (fx en time, et minut, et år osv). I den forstand er også tiden noget ydre og konkret, idet det der måles ved (tallet) er noget andet, end det, der måles (bevægelsen, forandringen).
Hvis vi holder os til Vandrer mod Lyset, så har Kant fat i noget rigtigt ved at knytte rum og tid til bevidsthed. Dog må vi så sige, at disse begreber eller fænomener ikke primært er knyttet til den menneskelige bevidsthed, men derimod til den guddommelige både i deres oprindelse og i deres endelige udformning (udfoldning). Rum og tid er derudover i værket angiveligt givet af Gud til brug for alle af Ham/Hende skabte, bevidste væsener.
Hvis vi kombinerer Vandrer mod Lyset med Kants teori, så kan vi sige, at Gud gennem sin kamp mod mørket, det onde, har skabt (udfoldet) rum og tid til gavn for os, Hans/Hendes børn, som en forudsætning og betingelse for at vi overhovedet kan erkende noget, og dermed opnå viden og udvikle os som evige, åndelige personligheder.
Udover at være knyttet til bevidsthed så er specielt tiden også afhængig af de to urkræfter, Lys og mørke, godt og ondt, ifølge Vandrer mod Lyset. Dette fremgår af Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 50. Her siges det blandt andet, at tidsrytmen i Lyset er hurtigere end i mørket, idet Lysets fremdrift i cirkulationen gennem Guds Flammevæsen er langt hurtigere end mørkets. Mørket danner her en tungtflydende understrøm i Lyshavet.
Og det siges i værket, at tiden var flygtig for Guds først skabte børn, de ældste og de yngste, da de endnu levede sammen i Guds Rige i Hans/Hendes umiddelbare nærhed, idet de her levede i en fuldkommen Lysverden, mens tiden gik i stå og blev for lang for alle de ældste i helvedessfærens mørke efter deres fald. Og der findes flere steder i værket, hvor vi kan forstå denne lovmæssighed; fx også at de yngste er nødt til fortrinsvis at opholde sig i 6. sfære udenom Jorden mellem deres inkarnationer, og ikke i Guds Rige, da det i modsat fald var blevet meget vanskeligt for dem at underkaste sig de jordiske tidsbestemmelser og forhold. Jorden er jo en mørkets verden, og derfor er tidsrytmen her langsom, hvorimod den er hurtig i Guds Lysrige, Paradis.
Vi mennesker oplever fx den forskellige tidsrytme i de to urkræfter ved det forhold, at tiden synes os at løbe let og hurtigt, når vi har det godt og er glade (under indflydelse af Lyset), mens den kan snegle sig af sted for den åndeligt eller legemligt lidende (under indflydelse af mørket).
I forhold til nyere filosofisk og videnskabelig teori har en tænker som Henri Bergson (1859-1941) skelnet mellem målt og oplevet tid gennem sit begreb om la durée, varighed. Dette begreb dækker over en kontinuerlig, ikke-kvantificerbar (målbar), strøm af bevidsthed og bevidste, subjektive oplevelser i rummet, hvor fortid, nutid og fremtid flyder sammen i en udelelig helhed. Denne strøm af bevidsthed i rum og tid (la durée) kan kun forstås gennem intuition, som for Bergson er en form for selvoplevelse, modsat (objektiv, upersonlig) analyse.
I relativitetsteorien er rum og tid knyttet sammen i den eller de fælles dimensioner, rumtiden, som angiveligt krummer om (stærke) tyngdefelter, dvs masse og dermed også energi. Tid kan her ikke tænkes uden rum og energi, og tid er ikke absolut, men relativ i forhold til forskellige initialsystemer og deres indbyrdes bevægelser. At rum, tid og energi hænger tæt sammen, kan siges at harmonere fint med en klassisk, filosofisk anskuelse som den hos Aristoteles, hvor tid opfattes som (målt) bevægelse og forandring af masse (stof) i rum som følge af resulterende kraft, idet man i relativitetsteorien altså tilføjer fænomenet energi, og så i øvrigt hævder ækvivalens mellem stof og energi.
Som det ses beskæftiger traditionel og nyere filosofisk og videnskabelig teori sig primært med rummets og tidens natur og egenskaber, altså primært hvad rum og tid er. Men med Vandrer mod Lyset kommer vi et stik dybere, idet værket også forklarer rummets og tidens oprindelse (i Gud), og altså besvarer spørgsmålet om hvorfor rum og tid overhovedet eksisterer, og hvilken funktion og betydning de har for alle skabte, bevidste væsener og i kosmos – nemlig at give mulighed for erkendelse og udvikling og at skabe orden.
Højtryk, cpo, 2022 (revideret og udvidet 2024)
Forfatterskabet Højtryk 