Den følgende redegørelse for begreberne og fænomenerne rum og tid bygger på Vandrer mod Lyset

I Kommentaren til Ardors beretning kap. 1 i Vandrer mod Lyset står s. 148 (i den trykte udgave), at åndelige væsner regner tidens begyndelse fra Guds emanation, fremståen, men at – for nøjagtigheds skyld – tiden havde sin første oprindelse ved den første urosdirren ved tankens og viljens første dragning mod hinanden ind i lyset og bort fra mørket, dvs ved overgangen fra hvile til kamp, og den deraf følgende begivenhedernes rækkefølge.

Samtidig står der s. 146 (stykket med småt), at den i værket givne redegørelse for Urtankens og Urviljens kamp mod mørket og de hertil hørende beskrivelser af rum og tid må opfattes abstrakt, og ikke drages ind under af mennesker kendte forestillinger om rum og tid.

Jeg vil her prøve at kaste nyt lys over disse begivenheder og fænomener.

Hvis vi betragter det Vandrer mod Lyset kalder Urkosmos, så fandtes her tanke, vilje, lys og mørke, men der fandtes ingen tid, da tiden først, som nævnt, startede ved overgangen fra tankens og viljens hvile til kamp. Vi kan derfor betragte Urtilstanden som et evigt nu, der ved overgang fra hvile til kamp udfoldedes i de tre tidsdimensioner, fortid, nutid (nuet) og fremtid. Dermed er tid og evighed ikke – som nogle mener – modsætninger, men – gennem nuet – identiske.

Derfor kan vi også sige, at det evige – gennem nuet og tiden – er en del af denne verden, og har været det, så længe der har været jordisk tid – hvilket ifølge Vandrer mod Lyset har været tilfældet siden de Yngstes første inkarnationer; det evige kom ikke først ind i verden ved Jesu inkarnation, som en tænker som Kierkegaard vil vide det, idet han betragter dette som kristendommens grundparadoks.

Vi kan betragte tiden – ikke som en linje – men som en cirkel eller ring, idet de tre tidsdimensioner hænger sammen på den måde, at det vi fx kalder ”i morgen”, altså fremtid, i overmorgen er fortid, mens fx ”i går” i forgårs var fremtid. Det hele bindes sammen af og udfoldes ved det evige nu, eller vi kunne sige ved tidens evige ring.

På samme måde kan vi betragte rummet: I Urkosmos var der intet – i menneskelig forståelse – rum, men rummet udfoldedes i de tre kendte dimensioner ved overgangen fra hvile til kamp for at få sin endelige skikkelse og omfang ved Guds emanation.

Rum og tid er altså direkte konsekvenser af Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem mod lyset, kulminerende ved Guds fremståen som Personlighed, idet rum og tid her langsomt udfoldedes i deres endelige dimensioner og til deres endelige skikkelser.

Det er muligt, at det Vandrer mod Lyset kalder den 4. dimension (Kommentaren s. 167, stykket med småt), hverken er en ren rum- eller tidsdimension, men derimod det, der binder rum og tid sammen, hvilket er den guddommelige Tanke og Vilje.

Rum og tid har altså ikke altid fandtes, men de er skabt ved Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem imod Lyset. Ved Guds emanation og sejr over mørket har de fundet deres endelige skikkelser, og Gud er derved blevet Herre over også rum og tid, som Han/Hun er det over Lyset og Livet.

Højtryk, cpo, 2022