Fornote: Denne tekst er oprindeligt bragt på min forfatterside på Facebook som ti enkelttekster i dagene d. 17/10-24/10 2022. De er stadig tilgængelige der. Her bringes de samlet, let bearbejdet og med en epilog skrevet eksklusivt til denne samlede udgave.

I

Sådan oplever jeg skizofreni:

Som en langsom, indre sprængning gennem år, og så at skulle leve med det i årtier.

Hvis jeg begår selvmord, bliver det ifl mit trosgrundlag endnu værre.

Et egentligt psykotisk sammenbrud bringer heller ingen lindring og lettelse, men er en forværring.

Medicinen jeg får, gør, at jeg er klar hvert øjeblik i oplevelsen af dette helvede.

Sådan oplever jeg skizofreni.

II

Jeg tror, at det var Goethe, der engang skrev, at hvis ikke man kan føre sit liv og historie mindst 3000 år tilbage, lever man blot fra hånden til munden.

Jeg vender den om, og siger, at mit nuværende liv, hele denne tunge og hårde inkarnation som sindslidende, skal være den muld, hvori jeg planter kommende århundreders lykke.

Sindet pløjes under lidelse, i denne jord lægger jeg den gyldne kerne, der ligger tilbage, når mørkets slagger er brændt bort af smertens ild, og jeg vander det frø, jeg sår, nå ja, med tårer.

Jeg tænker, at det træ, der engang vil vokse op herfra, vil blive uden mage!

III

Som sindslidende oplever jeg ofte aggression og vrede. Og det er vel naturligt, når man lider. Det er i øvrigt et forhold, der et langt stykke henad vejen også kan forklare de ældstes ondskab (for “de ældste”; se Vandrer mod Lyset):

Når man har ondt i sjælen, og generelt når man lider, tændes vreden let som følge af lidelsen, og med vreden kan følge destruktive handlinger.

Jeg konstaterer så, at vreden – måske endda hadet – enten kan vendes udad eller indad; de bedste af os vil måske være mest tilbøjelige til det sidste, og kan udvikle et egentligt selvhad.

Men der er en tredje mulighed:

Nemlig hverken at vende vreden indad eller udad – men blot observere den; være i rum med den, se den som den er uden at lade den gå udover andre eller sig selv.

Jeg oplever den så som en slags mental røg, der fordufter efter en tid; den opløses, blæser væk, forsvinder, hvis ikke den finder næring i handling.

Dette har jeg også hørt forfatteren Peter Høeg beskrive.

Hvis man handler på vreden – enten i handlinger vendt mod andre eller mod sig selv – så skruer man sig ned i en lidelsesfuld, mental underverden, hvor lidelsen forstærkes, hvilket kan føre til nye destruktive handlinger og nye lidelser osv i en negativ, nedadgående spiral eller ond cirkel.

At være i rum med sin vrede uden at handle på den, men blot observere den, er en måde at udvikle mental, indre distance til den og en måde hvorpå vi kan undgå den onde cirkel, der kan fødes af vrede.

Ikke fortrænge den, ikke bortlyve den, eller besmykke den; blot se den og føle den som den er.

Dette er ikke en nem universalløsning, og det er ikke en måde, hvorpå vi en gang for alle kan løse problemet med vores vrede, men jeg oplever det som en konstruktiv tilgang til svære følelser og psykiske fænomener, hvorved man også kan styrke sin selvbeherskelse.

Jeg hørte engang en kvinde udtale: Jo mere man søger at fortrænge djævelen, jo mere stikker han hoven frem.

Som den højtstående, danske politimand Bent Isager engang sagde:

Forskellen på gode og onde er ikke, om vi har mørke impulser – det har alle – men om vi handler på dem.

Måske er det sådan.

IV

På dage hvor der er rotter på loftet, aner jeg ugler i mosen:

Jeg ser fjender, hvor der er venner, og venner, hvor der er fjender. Verden bliver for mit blik som et fotografisk negativ. Lys bliver til mørke og mørke til lys. Og sådan er det at se gennem mørke.

Mennesker kan bære og forråde, støtte eller styrte, se eller blinde, menneskers magt er stor. På godt og ondt.

Men en ting vil jeg sige: Tak for de hjerter I læsere sender. De varmer mere end I måske tror.

V

Engang sagde man, at sindslidende mangler et stof i hjernen, og derfor er nødt til at få dette stof som medicin mod sygdommen, ligesom fx diabetikere er nødt til at tage insulin.

Det kan være, at det er rigtigt. Og hvis det er, hvad så? Hvordan forholder vi os så til sådan nogle som min kone, som lider meget af en mere eller mindre kronisk depression (afbrudt af sjældne og kortvarige manier), og til sådan en som mig, der lider af skizofreni?

Vil man sige til os, at vi er dovne, og bare skal tage os sammen? Vil man sige, at vi bare skal tage os sammen og være glade og lade være med at have vrangforestillinger og hallucinationer?

Men – ville man sige til en diabetiker, at vedkommende bare skal tage sig sammen og lade være med at være diabetiker, ville man sige til en kræftpatient, at vedkommende bare skal tage sig sammen og lade være med at have kræft?

Visse ting står måske bare ikke til at ændre. Nogle ting og vilkår er måske bare som de er?

Men måske – kan ting forandres, hvis vi opgiver at lave dem om. Måske kan vi acceptere os selv, hvis vi opgiver at lave os selv om, hvis vi tænker, at vi er gode nok.

Jeg lover – hvis det var muligt, hvis jeg kunne, ville jeg fare ud med moppen i morgen og gøre hele byen ren, jeg ville skure samtlige lokummer i byen; hvis jeg kunne, ville jeg indgå i sociale sammenhænge uden angst, utvungent og glad og uden denne indre, ædende, knugende følelse, der tynger mig til jorden.

Jeg lover dig, hvis jeg kunne, ville jeg være som dig travle, normale samfundsborger og ikke konstant leve på kanten af samfundet og eksistensen.

Hvis det var muligt, hvis blot alt var anderledes, hvis blot…

VI

Hvordan forholde sig til lidelsen?

Skal jeg besværge den, omgå den, håbe på den går væk, hvis jeg skriver om den, fx disse ord, eller skal jeg acceptere den, acceptere at den måske er uhelbredelig, kronisk, acceptere at sidde som en lus mellem to negle på fingre på en hånd, der klemmer til jeg skriger?

Jeg prøver at finde ord, der finder vej, ord, som ikke kun er smukke, men også virkelige, ord, der ikke kun er stjerner, lysglimt på den sorte himmels knugende, altomfattende mørke, men også forbindelsen, en vej mellem dem, en vej, et mønster, en mening, et billede.

Mit liv og sind er knuste spejle, der kun genspejler lys i forvirret difraktion. Jeg prøver at sætte dem sammen igen for enhver pris, livets. Hvad vil det vise, når det er helt?

Jeg rejser mod livet, siger den døde, jeg fødes måske engang, og helst inden det er for sent. Jeg fødes sent, men jeg fødes?

Jeg rejser med livet, siger den håbende, den glade i lidelsen, ser hvad det bringer. Jeg har ingen ønsker, ingen betingelser, kun det.

Jeg går mod fred, men det larmer herinde, måske for at overdøve den stilhed, der langsomt lægger sig i mit hjerte som et gyldent æg, inden jeg ser mig om.

Inden jeg ser mig om, har jeg fred og en stilhed i sindet, som ikke er dødens, men livets? Hvad det så end skal betyde.

VII

På himlen flyver to svaner: En hvid og en sort. De er tvillinger klækket fra samme rede.

Hvad hvis det, der løfter til himlen i svimlende mani eller psykose eller eufori eller ekstase, og det, der tynger til jorden med dødens vægt, er to sider af det samme ansigt: Mørkets?

En sten, døden, der tynger – og eksploderer ved tilstrækkeligt tryk, dvs lidelse?

Hvad kan være balancepunkt mellem de to ekstremer? Denne indsigt?

VIII

Skizofreni betyder for mig på en måde som at være i verden uden filter, uden forsvar og altid under anklage.

Det betyder også, at jeg er så optaget af min egen smerte og lidelse, at jeg måske bliver blind for andres.

Og det betyder en dyb følelse af mindreværd, kombineret med et grasserende storhedsvanvid; men det er vist igen historien om den hvide og den sorte svane fra samme kuld.

Og verden? Tja, vi har lige været igennem en verdensomspændende pandemi, og i samme øjeblik den synes at klinge af, begynder de at snakke om atomkrig.

Lige om lidt invaderer Kina måske Taiwan. Klimaet, nå ja, og hvad ellers…? Inflation, folk bliver sat på gaden, åbenlys racisme uden skam og som mainstream politik…

Man behøver ikke være skør for at være her, men det hjælper – som de siger.

Uret tikker, hjertet banker, banker hele verden fra forstanden…

IX

Jeg er storm og stille. Midt i en storm er der stille. Midt i et spørgsmål om liv.

Jeg finder disse ord, de finder mig. Jeg er ordenes stille punkt, ord, der stiller stormen, gør den synlig, håndterlig.

Men først bryder den frem fra ukendte kilder og dybder. Da må jeg stå, ikke vælte.

Jeg er vreden og sorgen. Jeg er det klare punkt, jeg er den, der ser. Jeg er den udholdende, og den, der vil give op.

Jeg er en sjælden glæde. Jeg folder forsigtigt tankerne omkring den. Beskytter den. Den gyldne kerne, jeg planter nu, senere til høst.

Jeg er ord til hjertet fra forstanden. Tusind øjne søger hver sin vej. Jeg søger min. Jeg er stille. Midt i et spørgsmål om tid. Nu.

Kom, kom og dans med mig.

X – the final cut

At lide af skizofreni er for mig at leve i mørkets hjerte; med en lille lyskerte, som ikke må gå ud.

Det er den lange vandring fra død til liv, det er at høre Saurons grusomme råben på alle onde magter fra Baradhurs sorte tårn i Mordor i det øjeblik han ved, han må dø. Og det er et øjeblik at være i tvivl, om det er han eller jeg, der råber, og om han er mig, eller jeg er ham.

Det er tvivlen i sidste øjeblik. I den ene hånd har jeg lyset, i den anden ringen. Begge skinner i det kvælende mørke. Hvad er hvad, hvad skal jeg kaste?

Det er ringen, der forsigtigt sænkes i vulkanen, og den store skygge, der springer frem; Saurons dødsskygge, forfærdelig, men uden magt. 

Det er kærligheden, der befries fra sin skygge; at kunne elske uden angst og uden at dø og tilintetgøres.

Det er at bære det lille lys ind i dødens inderste, og også her ved det lille lys sige ja til det.

Det er timen og dommen. Og frikendelsen. Jeg er ikke skyldig. 

Det er at stå i ruinerne og stormfloden og i knuste skove og byer efter de opdæmmede kræfters rasen og udlad i en verden, der langsomt under smerte genfødes, forløses, det er Gud, kærligheden, livets træ, der varsomt med styrke og tålmod strækker hænderne frem og bærer.

Det er det næste skridt. Og et mere. Hele tiden et mere, lidt mere. Ja.

Epilog

Jeg ønsker fred. Så meget. Måske fordi jeg er så langt fra. Min næste tanke: Fred kan kun den levende føle. Og den næste igen: Fordi jeg er så langt fra, fristes jeg til at ville springe ind i den, tage syvmileskridt.

Men den, der tager for store skridt, sprækker bukserne, sprænger ånden.

Jeg ser fred som et mål. Men hvad hvis der intet mål er, ingen ende, men kun en stadig begyndelse. Som nu. Dette øjeblik.

Det at leve er at gå, og det at gå er et stadigt afværget fald? Et skridt, en fristelse ad gangen. Med faldet som en stadig mulighed, hvis jeg for eksempel vil tage for lange skridt, eller vinde freden på et øjeblik.

Hvad hvis der kun er en evig begyndelse, en evig fødsel, med faldet som en stadig mulighed, ja, men også freden, fylden. Er et vægtløst liv vejen til fylde og åndelig, personlig tyngde? Eller kræver det arbejde, nogle gange hårdt arbejde, nogle gange meget hårdt arbejde?

Kræver åndelig styrke ikke åndeligt arbejde, som fysisk styrke kræver fysisk træning, eller skal vi da sove ind i evigheden, Paradiset?

Starter lykken og freden i dag, nu, med dette skridt, dit og mit, ikke syv mile lange skridt, men et lille, forsigtigt, sårbart skridt af menneskelig længde i menneskelig tid?

Er det ikke det, vi må acceptere? Er det ikke bare sådan? Er det ikke det bedste? Er det ikke sådan det er og skal være?

Derfor vil jeg slutte med en begyndelse: Der var engang en mand…nej, der er en mand, et liv, et håb, en vished, en kærlighed, en prinsesse og et halvt kongerige. Lige nu. Lige her. Hvor alting begynder. Igen.

Højtryk, 2022