Solidum petit in profundis (vi søger i dybet den faste grund)
Hvad er sandhed?
Idet tanken ved viljen søger et fundament for sit virke, en grundlæggende viden, en erkendelse, måske et første udgangspunkt som i first philosophy, grundlagstænkningen, et grundlag som både kan være ontologisk og epistemologisk, altså en grundlæggende sandhed om det værende eller om selve vores erkendelse, synes det, at den straks geråder i forlegenhed ved nogle måske uløselige problemer.
For hvad mener vi overhovedet med sandhed? Hvad er det nærmere vi søger, og søger at finde, når vi søger sandhed? Hvis vi definerer sandhed som udgangspunkt for det, vi søger, så beslutter vi på forhånd, hvad det er vi søger; dvs vi “finder” på forhånd det, vi søger; vi slutter i ring, idet vi begynder med det vi søger, en definition, et fundament, en første tanke eller et første udsagn.
Hvis vi omvendt ikke søger klarhed over, hvad det egentlig er, vi søger, så søger vi, synes det, i blinde. Vi har derfor tilsyneladende to muligheder: Enten slutter vi i ring, eller søger uden at vide, hvad vi søger. Eventuelt kan vi søge i en bestemt retning, retningen mod sandhed, men hvem siger, at vi søger i den rigtige retning, hvem eller hvad kan garantere os, at vi ikke søger i en helt forkert retning? Så problemet synes det samme som ved enten at definere det, vi søger, og således slutte i ring, eller undlade at definere, og dermed søge i blinde.
Med sandhed kan vi have visse grundlæggende intuitioner om, hvad sandhed er. Fx kan vi umiddelbart tænke, at sandhed findes. Og dette synspunkt, denne grundlæggende intuition kan begrundes rent logisk. For hvis vi antager det modsatte, at sandhed ikke findes, så ophæver dette udsagn sig selv, det er selvrefuterende. For hvis sandhed ikke findes, så findes heller ikke den sandhed, at sandhed ikke findes. Så sandhed må nødvendigvis findes.
Eller må den? For i denne grundlæggende tanke, i dette grundlæggende udsagn (proposition), findes, synes det, igen en grundlæggende tanke om, hvad sandhed er. En skjult definition. Et begreb om den sandhed, vi søger, og stadig ikke har indkredset tilstrækkelig præcist, hvis dette overhovedet er muligt. Vi definerer igen – skjult – på forhånd det, undersøgelsen skal finde og give. Vi slutter i ring.
Aristoteles giver i sin Metafysik et bud på en første sandhed eller udsagn ved den såkaldte kontradiktionssætning (Gamma, 3): Den samme bestemmelse kan umuligt både gælde og ikke gælde om det samme på samme tid og i samme henseende. Denne sætning kalder han også bevisførelsens grundsætning, og han begrunder den ikke, og den kan principielt ikke begrundes. For hvis vi fandt et argument for den, ville dette argument ligge dybere end selve sætningen, og sætningen ville derfor ikke være en grundsætning. Hvis med andre ord vi fandt et argument for grundsætningen, ville det ophæve udsagnet, det ville ophæve grundsætningen som grundsætning.
Men nu – er denne principielle begrundelse for, at grundsætningen ikke kan begrundes ikke i sig selv et dybereliggende udsagn, altså den egentlige grundsætning eller det grundlæggende argument?
Noget andet er, om nu også – idet vi et øjeblik ser bort fra denne indvending – kontradiktionssætningen virkelig er det dybest tænkelige udsagn, eller om vi – idet vi medtager den principielle indvending – må erkende, at dybest i erkendelsen ligger logikken selv, visse logiske principper, der fx tillader os at føre bevis for grundsætningen i en reductio ad absurdum, et bevis, der imidlertid i sig selv ophæver det, vi vil bevise ved at antage det modsatte standpunkt eller udsagn?
Vi synes i stand til ved logik at bevise, at grundsætningen principielt ikke kan bevises. Vi synes ved logik i stand til at bevise, at vi dybest set ikke kan bevise noget som helst. Er da logikken ved selve tankens rod i sig selv selvrefuterende? Rammer vi her en grundlæggende grænse for den menneskelige erkendelse, og må vi med filosoffen David Lewis sige, at det vi har i erkendelsen er en række grundlæggende intuitioner eller overbevisninger, eller slet og ret meninger eller tro, intet fast og sikkert (se artiklen Intuition på Stanford encyclopedia of Philosophy)?
Men – antag at det er sådan. Da vil også denne tanke kun være en grundlæggende intuition, overbevisning, mening eller tro, heller ikke den vil være sikker. Den kan lige så godt være forkert. Det vil sige også denne tanke er selvrefuterende, vi kan lige så godt sige, at vi ikke kun – principielt og ud fra tanken selv – har disse intuitioner, overbevisninger, meninger og tro. Vi kan – eller har måske med nødvendighed – visse muligheder for sand og sikker erkendelse. Det eneste vi med sikkerhed synes at kunne have, det eneste ikke-selvrefuterende standpunkt vi kan indtage er, at sikker viden er en mulighed, sandhed er en mulighed; vi kan bare ikke lige med det samme sige, hvad denne sandhed er, idet jeg her med sandhed mener en grundlæggende eller første sandhed eller tanke.
Eller også er denne tanke selv et grundlag eller selve grundlaget; altså muligheden for sandhed og sand og sikker erkendelse. Rent logisk er der intet i vejen for et sådant standpunkt. Rent logisk kan vi kun bestride eller modbevise det modsatte synspunkt; at der ingen (mulighed for) sandhed findes. Det vil sige: Det positive udsagn er gyldigt, det negative ikke.
Men det hjælper os stadig ikke til at sige og forstå, hvad sandhed egentlig er. Vi synes i stand til at bevise at den må findes, men ligger der ikke også allerede her en skjult definition, en skjult antagelse, som på forhånd giver os det, først undersøgelsen skal bringe, om muligt? Slutter vi ikke igen i ring?
Hvad er sandhed?
Sandhed er et ord, der muligvis, muligvis ikke, dækker over en virkelighed. Hvad er da virkelighed og hvad vil det sige, at ordet sandhed dækker over en del af den virkelighed, vi prøver at erkende? Graver vi os ikke her dybere og dybere ned i et svælg, der måske er bundløst?
Sandhed er måske noget vi i heldigst fald kan nå ved logikken som redskab (Organon, Aristoteles). Eller ved sansning? Eller ved begge i kombination? Hvad er da logik, og hvad er sansning? Kan vi ved logik begrunde logik? Støder vi da ikke mod Kurt Gödels ufuldstændighedsteoremer, den tanke, som han mente at føre bevis for, at et formelt sprog (i hans tilfælde aritmetikken), ikke kan hente gyldighed og legitimitet i eller fra sig selv?
Hvis vi søger sandhed gennem sansning, støder vi da ikke mod den indvending, som kan læses ud af Immanuel Kants erkendelsesteori (Kritik af den rene fornuft), at vi aldrig kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen som den er eller kommer til syne for os? En tanke, der vel både kan gælde for fysiske objekter og for tankeobjekter, fx en teori, fx Kants egen teori?
Er vi da ikke tilbage ved David Lewis´ tanke om, at alt vi har er meninger og tro, en tanke, der altså selv er selvrefuterende?
Behovet for et fundament er presserende, men måske uløseligt. Et sted i sin Metafysik skriver Aristoteles, at uden en første årsag, findes der ingen årsager, og derfor heller ingen virkninger. Men hvis vi betragter verden til enhver tid som en virkning af visse årsager i fortiden, så findes der virkninger, og derfor må der også findes årsager. Og hvis der findes årsager, må der også findes en første årsag.
Denne tanke kan vi søge at udstrække til erkendelsesteorien, epistemologien: Hvis ikke der findes en første sandhed eller et første sandt udsagn eller et grundlag for erkendelsen, findes der ingen sandhed og ingen sand erkendelse. Her opfatter jeg begrebet om årsag og virkning i en erkendelsesteoretisk ramme, idet jeg hæver argumentet over det rent spatiotemporale (rum-tidslige). Hvis vi ingen første erkendelse har, har vi ingen erkendelse. Derfor er behovet for et fundament så presserende.
Men her kan vi ikke umiddelbart – synes det – henvise til en eller anden sandhed, vi har, og som ikke kan betvivles; parallelt til Aristoleles tanke og verden som virkning af visse årsager. Det er jo selve denne sandhed, vi søger. Har vi en eller anden tanke, der ikke kan betvivles, fx René Descartes´ cogito ergo sum, jeg tænker, altså er jeg? Tvivlen selv er en tanke, altså kan tanken ikke selv betvivles? Vi kan tvivle om alt, blot ikke at vi tvivler, altså tænker? Hvis vi tvivler om, at vi tvivler, må vi tænke, at vi ikke tvivler. Derfor er tvivlens tvivl selvrefuterende; den tanke, at vi kan tvivle om alt.
Måske er da dette fundamentet, som jeg her søger at tegne et omrids af, det, der foreløbig bliver tilbage ved undersøgelsen: Vi tænker, selve disse linjer er udtryk for tanker, født af tanken ved viljen til sandhed, tanken findes, det er ubetvivleligt, den er lige her, når jeg skriver, og du læser, og når tanken findes, så findes også sandhedens mulighed. Tanken er begyndelsen, fundamentet, altings ophav, som Ardor siger i begyndelsen af sin beretning i Vandrer mod Lyset. Tankens realitet, der ikke kan betvivles, giver sandhedens mulighed, fx den sandhed, at tanken er en realitet.
Endnu et stik dybere kan vi sige dette: Hvis vi med Vandrer mod Lyset accepterer, at vi har en underliggende og gudgiven tanke, der føder, danner eller skaber de enkelte tanker, så ligger denne tanke – selve tanken – logisk og fænomenologisk dybere end de enkelte tanker (fx Aristoteles´ kontradiktionssætning). Derfor vil enhver tanke, der søger at legitimere tanken som grundlag for al erkendelse, tanker, der eventuelt kan formuleres i sprog, i udsagn, tanker, der selv er enkelte tanker, ikke tanken selv, ligge logisk efter tanken forstået som den underliggende tanke, der føder de enkelte tanker. Dette gælder også for den eller de tanker, jeg søger at udtrykke her. Og derfor er det principielt umuligt i erkendelsen at komme dybere end tanken selv. For søger vi dybere, vil dette være udtryk for enkelte, bestemte tanker, ikke tanken selv, og disse tanker ligger da logisk efter den underliggende tanke.
Men da er tanken – selve tanken – det eftersøgte grundlag, den faste grund i dybet, her tænkt og formuleret i en enkelt tanke, der ligger logisk efter tanken selv.
Tanken selv, den underliggende tanke – hvis vi accepterer dens eksistens – ligger da også dybere end den tankefigur, jeg tidligere har tegnet: At vi enten i erkendelsen løber ind i en uendelig regres – idet en begrundelse selv må have en begrundelse, der igen må have en begrundelse osv – eller slutter cirkulært fra der, hvor vi standser regressen. For også denne tanke er en enkelt, bestemt tanke, født og dannet af tanken selv ved viljen. Således synes problemet løst.
Udfordringen fra (natur-)videnskaben kan så være, at den måske kun kender og anerkender enkelte tanker, repræsenteret ved elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne, ikke en gudgiven tanke i sig selv. Spørgsmålet synes da at afgøres af, om man anerkender tanken i sig selv, som helhed, som enhed, eller kun enkelte tanker. Men den tanke jeg søger at udfolde her, kan måske også rummes og begrundes indenfor et rent naturvidenskabeligt verdensbillede og teoridannelse, idet man da kan opfatte hjernen, den fysiske hjerne, som den grundlæggende enhed – parallelt til den gudgivne tanke i den religiøse tydning – som føder de enkelte tanker. Da synes den fysiske hjerne at være erkendelsens grundlag, den faste grund i dybet. Den enkelte tanke om tanken i sig selv som grundlaget kan altså – synes det – forsvares og forklares både i en religiøs og i en ikke-religiøs forståelsesramme. Vi ender da ved en gudgiven tanke eller den fysiske hjerne, som udryk for tanken i sig selv, den enhed eller det organ, der føder de enkelte tanker, fx denne.
Måske er det alligevel muligt i erkendelsen at trænge ét stik dybere end tanken i sig selv, idet der i Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 57 står: “Urtanken og Uviljen kan – hver for sig – til en vis grad betragtes som et konglomerat, dvs en sammenhobning af uensartede bestanddele. Men deres inderste kerne kan ikke defineres.” Noget tilsvarende kan tænkes at være tilfældet for den menneskelige tanke og vilje. Da bliver ved analyse af tanken og viljen dette altså så dybt, den menneskelige erkendelse kan trænge, da er dét grundlaget.
Dog; måske er sandhed – som jeg prøver at indkredse her og give et grundlag – ikke så meget et udsagn, måske et første udsagn eller en grundlæggende teori, men den ro og hvile tanken føler, når den ved viljen finder det, den søger, og ikke behøver arbejde videre på det punkt, som jeg har skrevet i mit første skrift om sandhed (tilgængeligt på Saxo; se også Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 10). Ved denne tanke hviler min tanke. Og måske er dette det bedste bevis. Indtil tanken ved livets uudgrundelige veje og mellemkomst og evighed ved viljen kalder den videre til nyt land, ny erkendelse, ny tanke.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 