I Sandhed II mener jeg at kunne argumentere for, at det dybeste vi kan komme i erkendelsen er tanken i sig selv; ikke de enkelte tanker, men den grundlæggende tanke, der føder de enkelte tanker. Denne opfattelse kan begrundes både i en religiøs og i en ikke-religiøs tankeramme, som jeg har forsøgt at argumentere for i det nævnte skrift. Dermed formulerer og begrunder jeg en form for idealisme.
Hvis disse tanker har sin rigtighed, så er konsekvensen den, at vi ikke kan erkende tanken i sig selv, men kun de enkelte tankers eksistens og natur. For skulle vi erkende tanken i sig selv, måtte det ske ved en enkelt tanke eller en struktur eller et netværk af tanker, enkelte tanker, som altså er forskellige fra tanken i sig selv.
Hvis videre Immanuel Kants tanker om, at vi kun kan erkende tingen og tingene, som de kommer til syne for os, ikke tingen eller tingene i sig selv, er rigtige, så står vi erkendelsesteoretisk, epistemologisk, i den situation, at vi hverken kan erkende tanken i sig selv eller stoffet, tingene, i sig selv. Vi har da begreberne, tanken-i-sig-selv og tingen-i-sig-selv (Kant: Ding-an-sich), men vi ved ikke hvad de dækker over, eller hvad præcist de betyder. Det er på en måde tomme begreber, eller begreber, der markerer en principiel grænse for den menneskelige erkendelse. De er med Kants terminologi noumena, grænsebegreber for erkendelsen. Samtidig kan vi kun erkende at det forholder sig sådan, hvis det forholder sig sådan, ved en enkelt eller enkelte tanker, som altså er forskellige fra tanken i sig selv.
Dette er en af udfordringerne for tanken om tanken i sig selv som det grundlæggende i erkendelsen, og det er et problem, jeg ikke kan løse, og som måske er principielt uløseligt.
En anden udfordring markeres ved empirismen. Flere filosoffer har således argumenteret for, at sansningen eller opfattelsen (perception) og erfaringen er det grundlæggende i erkendelsen og verdenstydningen, og de er på den måde repræsentanter for empirismen. En tredje udfordring kommer fra den logiske empirisme eller positivisme, den tanke, at kun de ting, der er fysisk tilstede som kendsgerninger eller objekter eller genstande i den fysiske verden, kan underkastes videnskabelig undersøgelse og dermed vinde gyldighed og evidens. Alt andet kan være interessant nok, fx Guds eller den udødelige ånds mulige eksistens, men videnskabeligt set er disse spørgsmål og tanker meningsløse.
En fjerde udfordring for tanken om tanken i sig selv som det grundlæggende i erkendelsen ligger i materialismen, den tanke, at alt der eksisterer – også tanken eller tankerne – er af fysisk, materiel natur. Denne udfordring forekommer dog mindre set i lyset af Sandhed II, idet jeg her søger at rumme materialismen i teorien ved den tanke, at den fysiske hjerne kan opfattes ækvivalent til den gudgivne tanke i den religiøse tydning som det fysiske samleorgan, der føder de enkelte tanker. Den fysiske hjerne er da ækvivalent med den gudgivne tanke i sig selv.
Findes der en vej ud af disse erkendelsesteoretiske udfordringer og problemer, eller i det mindste nogle af dem, idet jeg erkender ikke at kunne løse problemet i forbindelse med tanken-i-sig-selv og tingen-i-sig-selv?
Det vil jeg prøve at undersøge her. Men forud nogle ord om det at tænke og videregive sine tanker mundtligt eller nedfælde dem på skrift. “…jo enklere ordet er, jo klarere vil det gengive tanken…” siger Ardor i sin fortale til sin beretning i Vandrer mod Lyset. Derfor gælder det for tænkeren om at udtrykke sig så enkelt som muligt uden at forfalde til unødigt kompliceret sprogbrug, fremmedord eller tekniske termer, hvor det ikke gøres nødigt.
For at kunne tale eller skrive enkelt og klart, må først tanken være enkel og klar. Tanken må med René Descartes ord være klar og distinkt (Méditations métaphysiques (1641); da. Metafysiske meditationer). For at tanken kan blive klar og distinkt, må man tænke til kerne uden at vige tilbage for stoffets modstand eller opgavens omfang. Denne klarhed kan både nås ved egen kraft eller gennem oversanselig inspiration i Vandrer mod Lysets forstand. Den oversanselige inspiration kan vise sig på mange måder. Den kan fx komme til udtryk gennem aha-oplevelser, hvor noget, den indsigt man søger, pludselig står lysende klar for én. Den kan også vise sig som ord eller hele sætninger, der dukker op i ens tanke og bevidsthed, uden at man selv bevidst har søgt dem, og uden selv at have dannet dem. Og den kan komme til udtryk på mange andre måder, fx også gennem drømme under søvn.
Den oversanselige inspiration forekommer i dag i en mindre intensiv form end den, der blev benyttet ved skabelsen af Vandrer mod Lyset (1920, udgivet ved Michael Agerskov) og de tre gyldne frugter (en samlebetegnelse for digtsamlingen Hilsen til Danmark (1915), Vandrer mod Lyset med supplementer og Forsoningslæren og genvejen (1920)). I dag meddeles sjældent eller aldrig identiteten af den ånd, der manifesterer sig, og det inspirerede menneske må derfor stå frem i eget navn og på eget ansvar, hvis de tanker eller visioner man modtager, skal videregives til offentligheden.
Overfor den oversanselige verden er vi mennesker som tomme tavler, hvorpå himlen nedfælder sin indsigt og visdom og skønhed med kærlig hånd til frugt og gavn og næring for os selv og for andre. Parallelt hertil tænkte John Locke, at vi mennesker fødes som tomme tavler (tabula rasa), hvorpå verden skriver sin skrift først gennem sansning, siden ved tænkning. Og John Locke er netop den tænker jeg vil behandle her som repræsentant for empirismen. Jeg gør det uden at have læst hele hans erkendelsesteoretiske hovedværk, An essay concerning human understanding (1689) i sammenhæng og fra ende til anden, vel vidende, at der måske så er aspekter af hans tanke og teori, jeg ikke får fat på.
Udfordringen fra empirismen. John Locke.
John Locke (1632-1704) var en britisk filosof, der lagde hovedvægten på fornuft frem for blind tro på og lydighed mod autoriteter til at nå sandhed og afgøre spørgsmål om samfundsinstitutioner som kirke og stats legitime og illegitime funktioner og magtudøvelse. Dermed var han en af de tidligste kilder og inspirationer til det, man senere kaldte oplysningstiden. Særligt undersøger Locke i forbindelse med erkendelsen dens mulige grænser, en undersøgelse som også senere Immanuel Kant tog op i sin erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik der reinen Vernunft (1781, 1787) (da. Kritik af den rene fornuft).
Centralt i Lockes erkendelsesteori står tanken om, at vi som nævnt fødes til livet på Jorden som tomme tavler (tabula rasa), som verden siden skriver på gennem sansning, oplevelse og erfaring. Dermed udgør sansningen og erfaringen det centrale punkt i vores erkendelse og for vores personlighed. Som Locke siger et sted: Der er intet i tanken, som ikke først er i sansningen. En opfattelse som er meget i tråd med David Humes erkendelsesteori. Hverken principper eller ideer er ifølge Locke medfødte.
Med moderne videnskabs teorier om arvelighed, genetik, kromosomer og det menneskelige genom synes denne tanke vanskelig at forsvare og opretholde. Vi fødes ifølge moderne videnskab med anlæg, egenskaber, instinkter, drifter, tilbøjeligheder, som vi arver fra vores forældre og forfædre, en teori, der også har solid hjemmel i Vandrer mod Lyset, hvor det siges, at vi arver ikke kun fysisk, men også astralt og psykisk fra vores slægt.
Set ud fra moderne teori er vi ikke ved fødslen som tomme tavler, men snarere – i et andet billede – som et klaviatur, som verden og vi selv slår an udefra og indefra med toner af harmoni eller dissonans, i dur eller i mol, og hele livet er som et fortsat musikalsk værk, tonalt eller atonalt, skønt eller sørgeligt eller hæsligt, et værk, der først er slut og fuldendt, når vi dør.
Vi fødes fx med visse principper, ideer og tilbøjeligheder for god eller dårlig hygiejne, instinktiv afsky for vold eller lysten til at tilføre andre smerte, vi kan fødes med anlæg for musisk udfoldelse, videnskabeligt arbejde eller kunstnerisk virke, vi kan fødes med instinktiv afsky for eller tilbøjelighed til forskellige former for afhængighed, fx af tobak eller hårde stoffer, vi fødes alle med drifter i forbindelse med sex og søgen efter og behov for føde osv.
Hvis man medgiver, at blandt alt det vi arver fra vores forældre og forfædre kan identificere visse (variable) principper og ideer, så falder Lockes teori om at hverken principper eller ideer er medfødte, og hvis man medgiver at vi arver i det mindste noget fra vores forfædre, så falder ideen om tabula rasa, den tomme tavle. Dette sagt som en foreløbig indvending mod Lockes teori.
I An essay concerning human understanding giver Locke først en definition eller præcisering af, hvad han forstår ved ideer. Ideer er for ham de objekter vi har i tanken, når vi tænker, eller de genstande for vores erkendelse (understanding) vi nu er beskæftiget med af fantasi, forestillinger, arter eller andet, når vi tænker (Book I, Ch. I, 8.). Da der altså for Locke drages en skelnen mellem tanke og idé, idet tanken er subjekt og ideen objekt, og de således ikke er identiske, bliver det første spørgsmål for ham, hvordan ideerne kommer ind i vores bevidsthed eller tanke.
Mine tanker og betænkeligheder til dette er foreløbig, at Locke synes ud fra opfattelsen af forskellen mellem tanke og idé at antage, at ideerne kommer til tanken og bevidstheden udefra, altså fra noget, som principielt er forskelligt fra tanken. Og deri ligger umiddelbart en antagelse, som foregriber konklusionen eller det resultat, han søger at nå. Han synes at slutte i ring. Forholdet kunne lige så godt være det, at tanken, den underliggende tanke i min opfattelse, føder de enkelte tanker, og med dem ideerne indefra ved tankens naturlige virke og funktion, eventuelt befrugtet og givet retning og genstand af viljen, som fx når vi beslutter os for at tænke over bestemte ting. Det kunne være noget så banalt som hvad vi skal have til aftensmad, eller hvad vi skal lave i vores sommerferie. Det kunne også være, at vi beslutter os ved viljen for at prøve at forstå relativitetsteorien eller kvantefysikken. Her fødes tankerne og med dem ideerne indefra ved viljen, uden at de er medfødte. Den underliggende tanke, tanken i sig selv, føder de enkelte tanker og med dem ideerne, når viljen træder befrugtende til.
Jeg medgiver gerne, at der kan være principiel forskel mellem tanke og idé, men det betyder ikke nødvendigvis at ideerne kommer ind i tanken udefra. Tanken kan føde ideer indefra, når den befrugtes af viljen, uden at de er medfødte. Ideerne kan dog også komme ind i tanken udefra gennem sansning, som Locke siger. Der er ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Derudover kan ideer komme ind i tanken udefra, uden at det sker gennem sansning, men som nævnt ved oversanselig inspiration. Hvis disse tanker har sin rigtighed, kan det være muligt at formulere en erkendelsesteoriens gyldne middelvej, parallelt til den vej Aristoteles formulerede for etikken (Den nikomacheiske etik); med bidrag til erkendelsen fra både tænkning og sansning, og derudover også gennem oversanselig inspiration. Dertil er vi imidlertid ikke kommet endnu.
Lockes argument for at der ikke findes medfødte ideer er dels, at der ikke findes universelt accepterede ideer eller sandheder med universel tilslutning, dels at ideer og sandheder er resultatet af tanker, tanker der imidlertid først begynder efter fødslen efter hans antagelse. Ideerne er altså ikke medfødte, men erhvervede gennem tænkning og sansning, eventuelt som følge af undervisning, og de er derfor heller ikke universelle. Derudover kræver både sandhed, fx søgt formuleret gennem erkendelsesteori, og moralske læresætninger og værdier bevis, og derfor kan de ifølge Locke ikke være medfødte. De kræver tænkning og observation og personlig tilegnelse, noget der først begynder efter fødslen. Nogle moralske læresætninger, fx næstekærlighedsbudet eller den gyldne regel (gør mod andre, som du ønsker andre skal gøre mod dig), hævdes at have guddommelig forankring, men hvis de er nedlagte i os af Gud fra fødslen og de således er medfødte, ville al prædiken og “Guds ord” være overflødige. Disse læresætninger eller regler er snarere et spejl af, hvordan vi burde være, ikke hvordan vi er. Ofte er vi vel modsatte, og derfor nødvendigheden af Guds bud og formaning. Vi har i Lockes argument heller ingen universelle, fælles anerkendte standarter for godt og ondt, for retfærdighed eller for tro. Selv samvittigheden synes forskellig fra menneske til menneske (Book I, Ch. II og III). Så meget skulle være sikkert under hensyntagen til Lockes præmisser.
Locke synes at antage, at tænkningen først begynder efter fødslen, sat igang af sansningen. Men hvis vi antager sjælens eller åndens præeksistens og reinkarnationen som realiteter, bliver netop diversiteten i vores ideer, sandheder, moralske begreber, vores sans for godt og ondt, for retfærdighed, tro og samvittighed stærke argumenter ikke mod, men for de medfødte ideer og principper. Hvis åndens præeksistens og reinkarnationen er realiteter, så begynder tænkningen længe før fødslen, og vi kan have levet helt forskellige liv før det nuværende, ja, det synes givet. Vi kan have tænkt forskellige tanker, haft forskellige oplevelser og gjort os forskellige erfaringer. Og hvis vi høster, som vi sår, bliver også vores fremtidige liv helt forskellige, da vi sår forskelligt gennem vores forskellige tanker og handlinger. Hvis ånden har levet før og skal leve igen, så har vi en masse med fra tidligere liv, og skaber måske selv vores fremtidige livs karakterer og vilkår gennem karmaloven, og så falder tanken om, at vi er ubeskrevne blade, tomme tavler når vi fødes til livet på Jorden sammen med tanken om, at al viden starter med sansning og har hovedpunkt i den, dvs empirismen. Åndens præeksistens hævdedes fx af Platon og både den og reinkarnationen siges i Vandrer mod Lyset at være realiteter. Dette tror jeg selv på. Men om andre vil dele denne tro, må være op til den enkelte.
Diversiteten i tanker, ideer, sandheder, tro, principper, moral og så videre er en kendsgerning. Deri deler Locke og jeg datasæt og iagttagelse. Men denne kendsgerning kan forklares forskelligt efter forskellige antagelser og præmisser: Om vi lever én gang eller flere. Her står sagen nu. Efter min tanke, opfattelsen af tanken i sig selv som forskellig fra de enkelte tanker, og ud fra Guds eksistens og i anerkendelse af, at Han/Hun har skabt os engang, kan vi meget vel tænke, at Gud har skabt os som “tomme tavler” forstået som tanken i sig selv, der befrugtet af viljen, ikke sansningen i første omgang, er begyndt at tænke enkelte, individuelle tanker. Vi kan også tænke – ud fra Vandrer mod Lyset – at Gud oprindeligt har nedlagt visse ideer og principper og værdier i os ved vores skabelse, som fx trangen til og vigtigheden af kærligheden, men at vi – da hver vores tanke befrugtet af viljen begyndte at arbejde – har tænkt forskelligt om disse oprindelige, “medfødte” sandheder, og har forvaltet det givne og fælles forskelligt efter hver vores frie tanke og vilje. Det siges eksplicit i Vandrer mod Lyset, at Gud har nedlagt kærlighedsspiren i os hver og i alle. Men også at vi hver især har forvaltet denne gave forskelligt ud fra den gudgivne frihed. Det er vigtigt her at sige, at jeg ved Guds skabelse af os ikke forstår at Han/Hun har skabt vores fysiske, dødelige legemer, men derimod vores udødelige ånd, den der lever og reinkarnerer mange gange på Jorden. Der er altså tale om en åndelig, ikke en fysisk skabelse og realitet. Men alt det kan enhver læse og måske tilegne sig gennem Vandrer mod Lyset.
Udfordringen fra empirismen munder altså ud i en tanke om, at vi tænker og opererer ud fra forskellige antagelser; om Gud og den udødelige ånd og dens mange liv på Jorden er realiteter eller ikke.
Udfordringen fra den logiske empirisme eller positivisme
Noget lignende gør sig gældende i forhold til den logiske empirisme. Da Gud og den udødelige ånd ikke er fysiske objekter, iagttagelige ved sansning i den fysiske verden, afviser denne filosofiske retning overhovedet at forholde sig til spørgsmålet. Det er meningsløst. Vi kan sige, at hvis ikke tanken i sig selv fandtes, og med den de enkelte tanker, så ville den logiske empirisme aldrig være blevet udtænkt og af nogle forsvaret. Derfor må de nødvendigvis findes. Men hertil kan den logiske empirist svare, parallelt til materialismens mulige svar som nævnt indledningsvist, at den fysiske hjerne svarer til den formodede men ikke eksisterende, gudgivne tanke i sig selv, og de elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne svarer til eller er udtryk for de enkelte tanker, og de kan derfor underkastes videnskabelig undersøgelse. Det giver mening. Det gør spørgsmålet om Gud og ånden ikke.
Der er altså igen tale om forskellige præmisser og grundantagelser, der løber ud i forskellige, hinanden modsatte, teorier og konklusioner, omend datasættet og iagttagelserne er de samme; i dette tilfælde tankens og tankernes realitet. Hverken for empirismens eller den logiske empirismes vedkommende kan jeg være dommer eller afgøre sagen. Jeg anerkender positionen som legitim, men deler den ikke.
Højtryk 2024
Forfatterskabet Højtryk 