En bestemt målestok for værdien af de åndelige sandheder vil ethvert åndeligt fremskredent menneske have i den fuldkomne ro og fred, der vil fylde den pågældendes sind, når det, der søges efter er fundet og det fundne rent intuitivt erkendes som værende sandhed. Thi fred og hvile i sandhedens erkendelse vil altid stå som modsætning til uvishedens og løgnens uro (Fra Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 10)
I Georg Brandes Samlede skrifter, bd. 14, s. 581, citeres vennen og kunsthistorikeren Julius Lange for den tanke, at sandheden har absolut værdi. Det mener jeg er rigtigt. Men sandheden kan bringes på flere måder, og den er et tveægget sværd, idet den både kan bringes med kærlighed og for at bringe mennesker glæde og åndelige værdier, og den kan bringes ufordrageligt for at stifte strid og vække til vrede og forargelse.
Enhver åndsarbejder der søger og måske finder sandhed og som søger at bringe den videre til sine medmennesker, bør derfor nøje overveje sine motiver, bør indgående granske sit hjerte, sin samvittighed og sin vilje for at komme til klarhed over sine motivers og sin viljes renhed. Og hvis han eller hun da kommer til det resultat, at motivet og viljen i et givent tilfælde ikke er rent, da bør åndsarbejderen afstå fra at bringe den sandhed, han eller hun mener at have fundet. Sandheden har absolut værdi, men den bør bringes med kærlighed og med et rent motiv og en ren vilje, ellers ikke.
Over kærlighed til sandhed står efter min opfattelse altså kærlighed til mennesker på den måde, at sandhed er til for mennesker, mennesker er ikke til for sandhed. Mennesker bør aldrig kun være midler i en ellers nok så ædel sags tjeneste, men være mål i sig selv, som Immanuel Kant skriver i sin moralfilosofi (Kritik af den praktiske fornuft). Hvor meget mennesker mistrives, når de overvejende behandles som midler og ikke som mål i sig selv, kan man få et indtryk af gennem Selma Lagerlöfs roman Jerusalem. Forfatteren spørger her, hvordan det kan være, at der er så mange selvmord i den hellige by. Og hun svarer, som jeg forstår hende, at det er fordi, der her kæmpes om sjæle uden hensyn til sjælen, det gælder om at få så mange ind i folden som muligt, mennesker er kvæg, ikke mennesker. Man kæmper om sjælene i kærlighedens navn uden kærlighed, hjerteløst.
At finde balancen mellem kærlighed til sandhed og kærlighed til mennesker kan være vanskeligt, og det stiller store krav til den enkelte åndsarbejder, der søger og måske finder sandhed, som han eller hun ønsker at videreformidle til sine medmennesker. I vores tid stilles der særlige krav til åndsarbejderens selvstændighed, ansvarlighed og selvbeherskelse, og det skyldes, at mørkets magt er brudt i og med, at det i 1912 lykkedes de yngste, menneskehedens foregangsmænd og -kvinder med Kristus i spidsen, at vinde Ardor (Satan) tilbage til lyset og Gud. Samtidig har alle de af Ardor inkarnerede ældste for længst forladt det jordiske liv, og mørket, det onde, overvindes og elimineres til stadighed i store mængder af de yngste og af menneskeånderne selv. Alt dette kan man læse om eller slutte ud fra værket Vandrer mod Lyset.
I samme grad som mørkets tryk på menneskeheden og det enkelte menneske ved disse lysets sejre og dets fremgang aftager, aftager også den oversanselige hjælp til hvert menneske og dermed også til åndsarbejderne gennem skytsåndernes virke, og det er derfor jeg siger, at nu og fremover må enhver åndsarbejder selv udvise større selvstændighed, ansvarlighed og selvbeherskelse ved sit virke og søge at bringe sandhed med kærlighed til og respekt for de mennesker, man søger at vejlede. Dette kan man læse om i Supplement II til Vandrer mod Lyset, (1930) no 30, hvor det blandt andet hedder: Når alle de nu inkarnerede ældste gennem døden fjernes fra livet på Jorden, vil menneskeheden ikke længer tynges så stærkt af mørkets påvirkning, således som det hidtil har været og endnu er tilfældet. Men da vil menneskene – i forhold til deres ånds udvikling – modtage mindre hjælp gennem samvittigheden, end de hidtil har modtaget. (Samvittighedens stemme er lig skytsåndens stemme). Videre hedder det: Men i denne nye tidsperiode må ethvert menneske udvise større påpasselighed med hensyn til selv at tage sig i agt for mørkets påvirkning og dets fristelser. Den nye tidsperiode der henvises til, er den periode, vi er i nu, hvor alle de af Ardor inkarnerede ældste er fjernede fra det jordiske liv som det siges i det første citat. (Begge citater er her tilpasset moderne retskrivning). At den oversanselige hjælp er mindre nu end tidligere, skyldes ikke vrangvilje eller hjerteløshed fra Guds og de yngstes side, men er et udtryk for, at vi mennesker må udvikle os til selvstændige, myndige og værdige personligheder, der kender godt og ondt, lys og mørke. Den mindre hjælp er således i virkeligheden et nyt udtryk for og bevis på Guds og de yngstes kærlighed, idet den tjener vores udvikling, vores åndelige vækst og forædling, gennem en stadig mere selvstændig indsats. De sejre vi kan vinde for lyset, er således nu i endnu højere grad vores egen fortjeneste og tilhører i endnu højere grad os som vores umistelige og selvvundne, åndelige ejendom.
Troen er det, der flyder gennem hjertet, når det er stille. Denne sætning skyldes ifølge Gemini Johannes Møllehave, men jeg mener også at være stødt på den som et østligt visdomsord, uden at jeg dog kender kilden. Hvis troen udspringer i menneskers inderste, er vi med den på hellig grund. Personligt har jeg grundlag og fundament for min tro i Vandrer mod Lyset, men jeg tænker, at når jeg skriver om tro, min egen og andres, så er jeg forpligtet til at forsøge at forstå andres måske anderledes tro, og behandle den med respekt på samme måde som jeg ønsker min egen tro mødt med respekt uden forsøg på latterliggørelse, fordømmelse eller spot. Jeg forsøger med andre ord at efterleve den tanke, jeg har givet som etisk rettesnor for livet, at søge at behandle andre som jeg selv ville ønske at blive behandlet, hvis jeg var i deres sted, om end jeg er bevidst om, at jeg ikke altid har holdt min sti ren i så henseende.
Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale. For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft. Sådan skriver Paulus i 1. Kor. 1, 17-19. Troen opleves altså ifølge Paulus forskelligt, alt efter om man ser den indefra eller udefra. Set indefra som troende er troen sand og indlysende sand, om end den troende også kan hjemsøges af tvivl. Den er i sin rene form oplyst ved Guds Ånd, Helligånden, og den kan skænkes ved forkyndelsen af ordet, ordet om korset, Jesu lidelse, død og opstandelse. Troen er ifølge Paulus det ene, der kan frelse og sætte et menneske fri, som han siger mange steder, fx Rom. 10, 9-10, hvor der står: For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. Troen giver os ifølge Paulus fred med Gud, frihed fra synden, frihed fra loven og frihed fra døden, som nogle af overskrifterne i Romerbrevet lyder.
En tilsvarende vurdering af troen findes i Islam, selv om muslimer ser anderledes på troen og dens grundlag. Som bekendt lyder den muslimske trosbekendelse: Der findes ingen Gud uden Gud (Allah), og Muhammed er Hans profet. Muslimer ser ikke på Jesus af Nazareth, Kristus, som Guds Søn i kristen forstand som det ene led i eller del af den treenige Gud, men som en profet i lighed med mange andre, fx Abraham og Moses. Ifølge Islam og Koranen er det Gud (Allah), der skænker troen, og dermed frelser mennesker, en opfattelse, der dog er parallel til kristendom, hvis man her mener, at den frelsende tro skænkes gennem forkyndelse af ordet, Kristus, og ved Helligånden, Talsmanden. Troen og med den frelsen skænkes i begge tilfælde af Gud, og meningen med og motivet bag at søge at udbrede kristendom eller Islam kan være, at så mange som muligt skal få del i frelsen og saligheden.
Opfattelsen af troen som værende forskellig alt efter om man ser den indefra eller udefra findes også i og omkring Vandrer mod Lyset. Således siger Michael Agerskov, der udgav værket, i et brev til dr. phil. F. L. Østrup af 29.8.1920: Det glæder mig overordentlig, at disse mærkelige værker, der er fremkommet under vor Guds og Faders ledelse, har vundet så megen forståelse hos Dem. Gid jeg kunne sige det samme om alle, der har modtaget bøgerne; thi selv om vi hos såre mange har fundet en lignende alvor og et lige så modtageligt sind for de evige sandheder, har vi også hos andre fundet stædig trods og stejl vedhængen ved det overleverede. Men det var vel kun, hvad der kunne ventes. Guds klare og lige vej er åbenbart vanskelig at finde for mange, især dem, der ikke har nået det mål af kærlighed, at de kan strække dem til at tilgive den, der har syndet mest af alle væsener, og som må bære alles lidelser, indtil hver enkelt har formået at tilgive ham. Senere skriver Michael Agerskov parallelt til løjtnant Richards i et brev af 12.7.1928: Når De så hurtigt har forstået det centrale, altså religiøse i Vandrer mod Lyset, ligger det i, at De har forstået bønnens og tilgivelsens betydning; for enhver, der gør det, er bogen næsten en selvfølgelighed, for alle andre en uforståelighed. (Begge citater er tilpasset moderne retskrivning, og de er hentet fra Johanne Agerskovs kopibøger. Johanne Agerskov var Michael Agerskovs hustru, og det var hende, der modtog Vandrer mod Lyset og de til dette værk knyttede bøger fra oversanselige intelligenser via tankeinspiration). Det Agerskov her taler om, er tilgivelsen af Ardor (Satan), det første skridt på den genvej til Gud, som Vandrer mod Lyset anviser, en genvej, der er kortest og klarest udtrykt af Ignatius Loyola i Forsoningslæren og genvejen. Forsoningslæren og genvejen knytter sig til hovedværket som den ene af Tre gyldne frugter. Det tredje værk i serien er digtsamlingen Hilsen til Danmark. Set indefra er altså også Vandrer mod Lyset sand og indlysende sand, set udefra er den en uforståelighed, måske en latterlighed.
Fra religion og tro til filosofi går mennesker fra den forkyndte til den begrundede sandhed eller evidens. Der findes imidlertid en række teorier i filosofien om, hvad sandhed egentlig er som begreb og fænomen inden man kommer til indholdet, og heller ikke i filosofien er der konsensus på dette grundlæggende niveau. Man har fx i filosofien korrespondensteorien og kohærensteorien for sandhed. Korrespondensteorien for sandhed siger kort beskrevet, at der for at et udsagn eller en teori kan betragtes som sand og rigtig, må der være et fænomen eller et objekt i verden, som svarer til, korresponderer med, udsagnet eller teorien. Kohærensteorien beskriver sandheden som bestående af en række eller et netværk af sammenhængende udsagn eller teorier, der tilsammen udgør det sande.
Aristoteles søger i sin Metafysik de første årsager og begyndelsesgrunde, altså et fundament under tænkningen, og han finder det i det, han kalder bevisførelsens grundsætning: Den samme bestemmelse kan umuligt både gælde og ikke gælde om det samme på samme tid og i samme henseende (Metafysik, IV. Gamma, 3). En anden grundlæggende tanke hos Aristoteles er den, at årsagskæderne umuligt kan føres uendeligt langt tilbage i rum og tid (Metafysik, II. lille alpha, 2). For hvis ikke årsagskæderne har en første årsagsløs årsag, er der heller ingen efterfølgende virkninger. Men da verden til enhver tid kan ses som virkningerne af årsager i fortiden, må der altså have været en første årsagsløs årsag, der har sat årsagskæderne og med dem virkningerne i gang. Denne første årsag kalder Aristoteles den første ubevægede bevæger eller Gud, og dermed udgør hans grundlagsforskning en trædesten til det (begrundet) religiøse. I Vandrer mod Lyset er den første årsagsløse årsag det såkaldte Urkosmos, der bestod af Urtanke, Urvilje, Urlys (det gode) og urmørke (det onde), en verdenstilstand hvorudfra Gud gennem for os mennesker ukendte evigheders kamp emanerede sig selv, fremstod af lyset som lysets behersker og mørkets besejrer.
Med Aristoteles´ tanker om de første årsager og begyndelsesgrunde søger han med et af de første forsøg på systematisk, nøjagtig tænkning at skabe et udgangspunkt for sikker erkendelse og et hvilepunkt for den rastløse, sandhedssøgende menneskelige tanke, idet han samtidig søger at vriste erkendelsen fri af troen, mytologien. Tidligere havde Platon forsøgt noget lignende med sine tanker om det gode, det sande, det skønne og ideernes verden, der for ham ligger til grund for alting. Platons tankeverden er et eksempel på idealisme, at verden og erkendelsen først og fremmest har udgangspunkt i tanken og ideerne. Heroverfor står de senere (britiske) empirister, der hævder, at vi først og fremmest erkender gennem erfaring og sansning; John Locke: Der er intet i tanken, der ikke først er i sansningen (An essay concerning human understanding). David Hume: Alle vores ideer er afledte af sanseindtryk (impressions; A treatise of human nature).
Aristoteles skabte med sin tænkning også den første systematiske logik gennem sin Organon, der består af seks afhandlinger samlet til et hele af Andronikos fra Rhodos. Senere er logikken udviklet betydeligt gennem den matematiske logik med værker af Gottlob Frege, Bertrand Russell, Ludwig Wittgenstein og andre, hvor man forsøger gennem logiske tegn og symbolsætninger, der minder om kemiske reaktionsskemaer, at skabe et altomfattende logisk system for sikker erkendelse gennem nøjagtig tænkning. Med Vandrer mod Lyset får vi endnu dybere tænkt en forklaring på selve logikkens oprindelse ved den ovenfor omtalte universelle kamp mellem lys og mørke, godt og ondt, der kulminerede ved Guds emanation, fremstigen af lyset. Ved denne kamp skabtes ved lysets natur, der er orden, også en stadig stigende tankeorden, logik, og logikken er altså et udslag og et resultat af denne kamp og sejr. Dette er min personlige tolkning og noget, jeg slutter af værket. Da logik overordnet set er et udtryk for korrekt slutning og tænkning, kan den ses som noget helt grundlæggende for den menneskelige erkendelse, måske det dybeste vi med begrundet opfattelse kan komme i forståelsen af verden og os selv. Logikken går så vidt jeg kan se dybere end empiristernes opfattelse, idet vi aldrig ville kunne nå til erkendelse gennem erfaring uden den. Logikken er således erkendelsesteoretisk det første, det redskab, der omdanner sansning og erfaring til erkendelse. Vores videnskabelige forsøg har også logik som baggrund, idet vi tænker, designer og former vores forsøg ud fra bestemte, ordnede tanker, når vi ved videnskaben spørger naturen og ved det søger sandhed eller videnskabelig evidens. Naturens svar på vores spørgsmål er så i nogle tilfælde helt uventede, men videnskaben er i denne henseende selvregulerende. Vi spørger naturen, får måske svar, og går med svaret til ny tanke og ny teori eller ny viden, hvis svaret og resultatet tilsiger nødvendighed deraf. Af og til kan vi iagttage helt uventede fænomener, som aldrig er set før. Men disse uventede iagttagelser er vi også nødt til at søge at ordne og samle til teori med en ordnet, logisk tanke eller i en matematisk formulering baseret på logik for at skabe erkendelse og nå evidens.
Sandhed kan altså forkyndes, den kan tilstræbes ved tankens kraft og logik eller den kan bevises til evidens gennem videnskabelig tanke og metode ved iagttagelse og eksperiment. Indenfor de tre hovedområder for erkendelse, religion, filosofi og videnskab hersker imidlertid på intet felt konsensus. På det religiøse område er der jo en del forskellige bud på sandhed. En jøde vil sige ét, en kristen noget andet, en muslim noget tredje, og jeg, der har ramme for min tro i Vandrer mod Lyset vil hævde noget fjerde. Fælles for os er dog, at vi tror på Gud, om end vi er uenige om, hvordan vi skal forstå Gud og hvem Han er, og hvordan Guds forhold er til os mennesker.
Det religiøse område domineres af forkyndelse. De oversanselige personligheder, der skabte Vandrer mod Lyset med Johanne Agerskov som medium, gav sig efter eget udsagn ikke af med at bevise de tanker og meddelelser, de bragte, men de gav sandheden i Guds Navn, og i den forstand er også Vandrer mod Lyset forkyndelse. De gav udtryk for, at vi mennesker må nøjes med budskabernes indre logik, styrke og klarhed, der kan bringe tanken og ånden fred. Idet tanken finder sandhed på et givent felt, kan den standse sit arbejde på det punkt, hvor sandhed findes, tanken kan her hvile, og søge videre på andre områder og felter. Derfor bringer sandhed tanken og ånden fred, og åndelig fred er et af sandhedens kendetegn (se i øvrigt også Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 10). Ved læsning og grundig tilegnelse af værkets tanker og meddelelser vil vi hver især måske ved den åndelige fred, der kan ledsage tilegnelsen, opdage, at det de oversanselige intelligenser her bragte under Guds øverste ledelse og med Guds bemyndigelse og efter Hans Vilje, er i samklang med vores inderste. Dette gælder den religiøse del af værket. Men værket rummer også videnskabelige tanker og meddelelser, og dem kan videnskaben teste med videnskabelige metoder, om det ønskes. Af videnskabelige meddelelser i Vandrer mod Lyset kan nævnes oplysninger om cellens oprindelse og dermed det jordiske livs første begyndelse, en udvidet elementarpartikelmodel som rummer både lys- og mørkepartikler, og som går langt videre end de nu kendte teorier for universets mindste byggesten, oplysninger om universets opbygning og funktion, evolutionens to retninger (henimod hhv bort fra visse oprindelige anlæg eller urkim (i dyre- og planteverdenen hhv i den menneskelige verden)), svundne kulturrigers beliggenhed og kulturtrin (fx det såkaldte Atlantis´ beliggenhed og kultur) og flere andre.
Den moderne filosofi og videnskab har så vidt jeg kan se ikke noget fælles eller endeligt mål. Den arbejder ud fra et mere eller mindre fælles udgangspunkt, filosofiske og videnskabelige metoder, og i den forstand er den altid i sin begyndelse.
Hvordan håndterer vi nu denne pluralitet af forskellige syn, overbevisninger, tro, teorier, meninger med respekt for dem, der måske ser verden anderledes end os selv? Er der noget, der forbinder os, er det muligt at finde en eller anden form for fælles grund, vi kan mødes på, uden at skabe konflikt og fjendskab? Hvad andet forbinder os end en almenmenneskelig søgen efter sandhed? Vi skal måske opfatte mennesket som et grundlæggende søgende væsen, der søger klarhed over verdens og livets natur. Det vi finder kan være forskelligt, men den grundlæggende søgen har vi tilfælles. Og hermed er jeg tilbage hvor jeg begyndte, med sandhedens absolutte værdi inspireret af Julius Lange og Georg Brandes. Vi søger sandhed, og dens værdi er absolut, måske så meget mere fordi den er så sjælden og så usikkert tegnet for den menneskelige ånd og tanke. Så lad os søge den sammen og i kærlighed og med blik og respekt for, at andre kan se tingene helt anderledes end os selv. For over sandheden står kærligheden, hvis den er det største af alt. Hvis vi ødelægger hinanden fysisk eller mentalt i vores søgen efter sandhed, ødelægger vi samtidig det største af alt, det fineste, det sarteste, det stærkeste, det mægtigste, der kan være mellem mennesker. Og hvis der findes en Gud, så er det nok det sidste Han ønsker, hvis denne Gud er kærlighedens Gud.
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 