21.12.21

Ved midvinter en aften lød pludselig et højt klik i alle låse i fængslets døre. I celle no 9 på anden etage i midten af gangen lå en uformelig brungrå bylt. Umuligt at sige om det var et menneske eller blot et sæt af fængslets tøj, skødesløst smidt hen, det alle brugte her. Så sporedes en svag bevægelse i bylten.

Et menneske. En hånd. Et åndedræt. Han bevægede sig let. Vejrede. Så hen mod døren. Hvad var det for en lyd, han havde hørt? Hørte de andre den også, eller var det kun ham. Alle måtte sove nu. Kaste sig rundt i urolige drømme på det umagelige leje, fængslet henviste dem til. Var det lyden af fangenskab eller frihed?

Han rejste sig forsigtigt, og var omhyggelig med ikke at gøre støj. Gik hen til døren ind til cellen. Han skubbede forsigtigt til den. Den gik op. Han var fri. Hvis han kunne komme forbi vagterne uden at blive opdaget. Men hvorfor havde de åbnet døren? Var det kun hans dør, der – ved en fejl, uden tvivl – var låst op?

Han listede hen til Sammys celle ved siden af hans. Fløjtede idet han forsøgte at gøre det så stille som muligt. Godt at have en hjælper på vejen ud. Psst. Sammy! Ingen reaktion. Ingen lyd. Sammy måtte sove fast. Han skubbede let til hans dør. Også den gik op. Psst. Sammy! Sover du?

Han gik ind i cellen. Den var tom. Havde Sammy også hørt lyden, og var allerede væk? Fri? Ufatteligt. Så gik han hen for enden ad gangen, og fløjtede ind til George. Han var dømt for mord, ham kunne de umuligt sætte fri. Han var farlig. Heller ingen lyd. Han gik ind i cellen. Tom.

En for en afsøgte han samtlige celler på gangen og på hele anden etage. Alle tomme. Så gik han forsigtigt ned på første, og gentog afsøgningen. Alle celler tomme. Åbne. Nu måtte han ud. Der var ingen tid at spilde. Der var intet spor af vagter. Ingen lyde. Men først var der et regnskab, der skulle gøres op.

Han gik uden at bekymre sig om at gøre støj ned i kælderen, hvor ledelsen holdt til. Nu, nu sker det! råbte han højt, så det gav ekko. Jeg kommer efter jer! Han sparkede døren til ledelsens kontor op, og var nær ved at brække foden. Med et vildt blik så han sig om. Knyttede næver. Sammenbidte tænder.

Kontoret var tomt. Der var ingen. Der var ham. Benene eksede under ham, idet han forstod. Han sank i knæ og græd.

Satans drøm

Hun skubbede forsigtigt døren til antikvariatet op. Døren var sort og glat og uden håndtag. Hun gik ind i det blå, kolde lys, der skinnede fra en ukendt kilde. Hun kunne ikke se nogen lamper. Hun stod stille et øjeblik. Så lød der et klik fra låsen i døren og lyset begyndte at blinke blåt og sort som en stroboskop. 

Hun snurrede rundt, prøvede at skubbe døren op igen, men den var låst. Hun hamrede på den. Så vendte hun sig igen om. Halløj! Er her nogen? Hun kunne knap skelne rummets omrids og indhold i det hidsigt blinkende lys og mørke. Men så meget forstod hun, at det var tomt. Der var kun hende.

Hun så sig om. Reolerne med bøger. Hun gik hen til en af dem. Trak en bog ud. I stedet for en forfatters navn var der på forsiden tegnet et stort, tomt øje, der blinkede. Titlen Legenden om Slangen mellem Gud og tilintetgørelse. Hun åbnede bogen. Siderne var tomme.

Men idet hun fokuserede blikket på en vilkårlig side, fremsteg, frembølgede langsomt en tekst af flammer, en tekst hun kunne læse: De vise tror, at erkendelsens top og tilværelsens bund er sprogløse. Det har de med hensyn til højdepunktet troet siden Plotins enneader.

Læste hun rigtigt, eller var det et synsbedrag, fremkaldt af det flimrende lys? Hun læste videre i den tekst, der langsomt materialiseredes efterhånden som hun flyttede blikket: Og i Herta Müllers romanværk Atemschaukel skaber forfatteren sprog omkring bundens sprogløse intet og sultenglen.

Var det hende selv, der skrev dette, mens hun læste? Var det hendes tanker eller hjerte, der skabte disse ord? I virkeligheden er top og bund to sider af samme sag: Slangen. Top og bund skabes samtidig i dét øjeblik, hvor mennesker vil være Gud, og bliver til intet. Der er ord for top og bund, ét: Slangen. Satans drøm og fald.

Gysende stillede hun bogen på plads, sundede sig lidt, og tog så en ny. Samme tegn på forsiden, samme titel og lutter tomme sider. Men så fortsattes med ét teksten fra før, idet hun fokuserede på en side i den nye bog: De vise tror altså, at verden og livet svinger mellem to sprogløse ekstremer. Men der er ord for det: Slangen. Døden.

Hun skyndte sig at stille også den bog på plads. Hun tog en ny, men vovede knap at åbne den. Hvad ville hun få at se? Andet end det hun selv rummede i de ukendte dybder af hendes egen sjæl? Så åbnede hun den alligevel, den sidste, lovede hun sig selv. Teksten, flammerne fortsattes, nu helt kort: Hvad de vise tror, ved enhver tåbe er løgn.

Med ét holdt de ulidelige blink af blåt lys og mørke op, og hun kom til sig selv. Hun fandt sig selv liggende på sengen i sin lejlighed derhjemme, lysvågen, med hænderne bag nakken, og hun lo over det sælsomme syn, der var kommet til hende, uden at hun havde søgt det. Hun rakte hånden ud, og fandt Andreas, der lå ved siden af hende i dyb søvn.

_______________

Forfatterens note: Den Slange der optræder i historien Satans drøm, kalder andre kundalini. Kundalini kendes især fra østlig (og nyere vestlig) filosofi og spiritualitet, men optræder også i mytisk form i den kristne syndefaldsmyte i 1. Mosebog og i nordisk mytologi i skikkelse af Midgårdsormen. Når det i min fortælling hedder, at Slangen er mellem Gud og tilintetgørelse, så må dette udtryk forstås poetisk og ikke bogstaveligt. Ingen “bliver Gud” eller tilintetgøres (åndeligt) ved at hengive sig til kundalini (eventuelt ved en fuldbyrdet kundalinirejsning). Da kundalini er af det onde, er der tale om to ekstremer, der begge er illusoriske. De to ekstremer udgør dels det ondes “lyse” aspekt, dels dets rent sorte; to aspekter der i forskellige sammenhænge og med forskellige typer mørke skabes samtidig, når ånden forurenes af det onde; jeg kalder også dette for mørkets, det ondes, dobbeltaspekt.

Cpo 21.12.21 (Note tilføjet 23.12.2021)