Dette bestemte år havde min bedste ven og jeg på hans fødselsdag bestilt bord på den lokale restaurant En ordentlig mundfuld. Da det var ham, vi fejrede, var det mig, der betalte. Det er kun rimeligt. Eller hvad mener du, min ven?

Mærkeligt nok gentog det samme sig hver år – ikke at vi spiste på netop denne restaurant – men at han – altid på samme dato – havde fødselsdag. Det forandrede sig aldrig, og dagen kom med barsk nødvendighed – jeg vil ikke sige kom bag på ham og os – men den kom og mindede os om vores fælles dødelighed, som vi dog ikke kunne bevise, men blot i overensstemmelse med skik og brug antog, troede på. Selv om al erfaring viste det modsatte. Vi levede jo. Havde ikke prøvet at dø. Endnu da.

Men så skete det alligevel. Min bedste ven døde, men det er så sørgeligt, at jeg næsten ikke kan tænke på det. Og derfor tænker jeg på det hele tiden. Det er som hvis en gud eller en gal videnskabsmand, fx en eksperimenterende psykiater, forbyder os at tænke på en lyserød elefant med nissehue og badering; hvad er det eneste man så tænker på? Nå ja, du er jo skarpsindig, så det behøver jeg ikke gå videre med.

Nu siger jeg godt nok, at han var min bedste ven. Sandt at sige var han min eneste ven. Så formuleringen er måske lidt opblæst, som om jeg vælter mig i venner, og fx har en for hver dag i ugen, eller en for hver nuance i mit humør, én til når jeg er glad, én til det triste, én til at gå på druk med osv. Ja, du kan jo selv fortsætte listen.

Nu sad vi altså på denne restaurant og mæskede os i lækkert smørrebrød – var det den aften – det var året før han døde, og han havde – irriterende nok – fødselsdag igen, snakken gik, humpede afsted, eller fløj på vinger mod horisonten, fandt dybe huller og høje tinder i verden; – da han – som ved en pludselig inspiration siger jeg har kræft, måske er dette min sidste fødselsdag eller dag i det hele taget, og jeg tænker nej nej, det kan ikke være rigtigt, du tager fejl, det må være en anden, der har kræft, ikke dig, ikke nu, ikke nogensinde, højt siger jeg med pokerfjæs, som skal skjule mine følelser, hvorfor tror du det? For helvede! Og Satan! Og tilføjer for en sikkerheds skyld pis! Pis og lort!

Jeg fik beskeden i torsdags siger han, og slår ud med armene i en favnende gestus, som skal han undskylde sig. Hvorfor fanden har du ikke sagt noget? Forsøger jeg, som om dét skulle kunne ændre noget. Nå ja, deeet, så, nå ja, du ved…

Jeg behøver ikke at google ordet kræft, og heller ikke ordet lungekræft, for at vide, hvor vi, han, står. Jeg er med. Forstår. Og forstår intet. Lungekræft, læser jeg fra mit indre bibliotek, fra min imponerende, men nu skræmmende, paratviden, opdages som regel sent, da vi ingen nerver har i lungerne, og derfor ikke kan mærke smerte, eller at noget er galt dér. Derfor fortsætter den indre oplæser sættes behandling ofte sent i gang, og som oftest for sent…

Fuck. F. U. C. K.

Hvor længe? Spørger jeg. Måske et halvt år, måske et helt. Svulsten har bredt sig. Der er metastaser i lymfen. I leveren. Men de er dygtige. Lægerne. Der er måske en ny revolutionerende behandling parat snart. Noget med stamceller. Eller noget.

Nå. Jeg gentager pis. Fuck. Lort. For helvede.

Højt siger jeg, som om det kunne trøste du er jo ikke så gammel, det kan ikke… og slår mig for munden og siger igen fuck. Pis, og føler jeg er 100 år gammel eller måske snarere 1000, som om årene med ét tynger ubærligt; tid der var eller skal komme eller ikke skal komme, og vægten af dét.

Pludselig tænker jeg på flugt. Jeg har lyst til at fare op, vælte bordet og stikke af ud i byen. Et eller andet sted hen, som ikke er hér. Her hvor verden vælter, og jeg tænker i et lyn, at jeg med glæde havde fortsat traditionen med at fejre hans fødselsdag mange år endnu på den samme dato, irriterende altid den samme dato, enerverende, uudholdeligt ensformigt, hvis bare…

Men sådan gik det jo ikke, vel. Så ja, nu sidder jeg alene hér, og du sidder dér, du læser, hvad jeg her hurtigt nedkradser, og håber, at noget sådant aldrig skal overgå dig, og dét håber jeg med. Men nogle gange er livet bare ikke sådan, vel, du ved…Sometimes it snows in april…

Højtryk, 2023